A new day - Daelyn

Det var som om en orkan havde slået sig til denne del af Di Morga, som om at verdenen pludselig havde taget affære med at skulle ransage jorden endnu engang, eller ikke lige frem endnu engang, det var kun hvad Biblen sagde, i dens fortælling omkring Noa's ark, men i virkeligheden passede den fortælling ikke, det var ren og skær fub, og overtro på et sådan plan at det ikke var til at tro.
Et trk længere væk fra den grusede vejs begyndelse gav efter for den hårde vind der syntes at være så utæmmelig som en tyr i det gamle Italien. Himlen var overskygget af grå dyner, som var det en for tidlig nat. Solen var borte, gemt væk fra Deum's mørke tåge som hang over verdenen og nedsendte flere tusind piskesmæld som ville det dræne en hver der gik ude for, for kræfter. Men sådan gik det ikke.. En skikkelse, klædt i en mørke brun lang uld jakke der sad tæt ind til kroppen og stoppede først nede omkring midten af skinnebenet, så udsynet til det der lå inden under kappen var godt skjult og varmede den spinkle krop og som på trods af dets spinkelhed, faktisk havde nogle heldige former, men de var skjult under jakken. Hænderne var gemt nede i lommerne, med nogle sorte læderhandsker, og skoene var simple og gamle 30'er sko som havde en mellem lang hals og nogle udgående snørreholdere, mens sålen var lettere lysebryn.
Vinden rev godt og grundigt i det ellers normalt farvede blonde hår, men nu så lettere brunt ud, efter regnens hårde slag imod hovedbunden og nakken, hvor det så rislede videre ned langs ryggen og gjorde blusen som var inden under jakken lettere gennemblødt. Blikket rettede sig op og nogle klar blå øjne kiggede frem for at se om der skulle komme noget til syne i det fjerne. En gammel militær taske hang over den ene skulder hvor tøj og sko var pakket ned. Du kunne virkelig ikke have valgt en anden dag vel? tænkte hun lettere irriteret, som var en tanke sendt op til Deum, som sad godt på sin dejlige sky eller hvad vidste hun, kunne være han havde taget en tur i edens have for at se til de mange mennesker der passede den. Der var mange muligheder, men sådan måtte det vel også være, man måtte trodsalt huske på at Himmerriget var et stort sted, og ikke nok med det var det let at farevild i. Galeanstalten Maison de Fous nærmede sig hende, og Fai agtede at slå ly derinde, i øjeblikket var hun omvandrende uden noget sted at bo, men det passede hende sådan set også meget fint nok. Hun fandt det altid for indespærrende at være i en lejlighed fast. Så dette var vel den bedste måde.

Mørke skyer, der tydede på at være sorte tordenskyer, rullede ind over landet og gjorde det umuligt for solens stråler at nå de stadig spirrende skove og enge. Der var et eneste hjørne af himlen, der var fri for skyer, og for ethvert naivt væsen, der ikke havde styr på tiden, kunne det meget vel se ud som om, at natten havde vundet magt tidligt i dag.
At begive sig ud i så dårligt et vejr var nærmest det rene selvmord for én, der normalt ikke bevægede sig mere end et par meter på sine egne ben. Dæmonen, der sad i skjul under galanstalten Maison De Fous halvtag, plejede normalt aldrig at begive sig ud på disse meningsløse, formålsløse gåture, som menneskers primitive hjerner ellers fandt så underholdende. De plejede at gå en tur en gang imellem, nogen gange to gange om dagen! Og hvad gjorde de det for? Kun for at komme ud og se naturen fra dens bedste side, opleve anemonerne springe ud, se påskeliljerne blomstre… Daelyn var ved at brække sig ved den blotte tanke. Hvorfor overhovedet gøre den slags? Det var jo komplet sindssygt.

Den spinkle dæmon svang sine arme rundt om sin krop, næsten som om han gav sig selv et kram. Hans sorte anorak med pelskanten varmede ikke meget, da den var af tyndt stof, og hans bukser var heller ikke særlig modstandsdygtige overfor blæsten, der slog ubarmhjertligt imod ham fra alle sider. Hvis han ikke vidste bedre, ville han tro, at en orkan havde ramt landet.
Vinden hylede om hjørnerne på den nedlukkede galeanstalt. Nogen mente, at stedet var hjemsøgt, og lige nu var dæmonen ikke i tvivl om, hvorfor de troede. At opleve den forladte bygning på en blæsende, mørk dag som denne burde kunne skræmme livet ud af enhver – undtagen ham, åbenbart. Dæmonerne var jo trods alt også nogle af landets stærkeste væsner, så hvad havde han at frygte…?
Han rettede sit blik fremad for at tjekke sine omgivelser, da hans sorte øjne strejfede en brun skikkelse i det fjerne. At dømme efter det lange, brune hår måtte han gætte på, at det var en kvinde, men han kunne selvfølgelig tage fejl. Han fik ikke meget tid til at studere skikkelsen nærmere, for snart slog en piskende vind imod ham, og han måtte lukke sine øjne i for ikke at få en gren lige i øjet; i stedet slog den lille kvist imod hans kind med sådan en kræft, at han tydeligt kunne mærke, hvordan det sviede. Han udbrød en række irriterede bandeord og ømmede mut sin kind. Lorte dag. Lorte vejr, lorte tøj, lorte lort…

Hvornår uverjet havde tænkt sig at stoppe var ikke til at sætte en finger på, bare det ikke holdte ved hele dagen, men lige nu så det kun ud som om at det netop var det denne storm havde tænkt sig. Folk burde holde sig indendører selv dem der intet sted havde at være, da man ikke vidste hvad der kunne komme, hvert øjeblik ville der kunne komme en tyfon og blæse folk til døde, rive bygningerne og meget mere. Hvad skulle man gøre for at undgå en sådan ting? Faktisk var 'tyfon' ordet ikke kun kendt inden for den normale verden, men også inden for den græske mytologi, hvor et uhyrer var kommet til verden, og bragte død og ødelæggelse. Hvilken fortælling, kunne det overhovedet passe? Ja hvorfor ikke, hvad levede måske ikke nu om dage? Et hårdt vinstød gik hende i møde, som om det ville vælte hende omkuld, og sende hende direkte ned i den halv mudrede jord. Som om at verden ikke havde starffet hende nok? Tankerne stoppede op da selvynken ikke ville hjælpe hende, fødderne istemte og langsomt traskede hun fremad, til galeanstaltens åbning. Selvom det nok ikke ville hjælpe meget med de nedbrudte murer og nogen steder faldende tag som det havde.
Da skikkelsen var drejet op ad den lille stil, blev blikket hævet, og kiggede op på den enorme bygning.

En andens tilstede værelse var tydelig, det sitrede let i hendes fingerspidser hvergang hun mærkede denne mentale styrke der lå i væsnernes hjerner, dog var det ikke en sitren af meget, den var stærkere når væsnerne først begyndte at udøve magien, eller speciallerne som de kunne, skulle man vidst hellere sige. Fai åbnede langsomt munden, men lukkede den så igen, da vinden uden tvivl ville flå hende ord væk så snart de var kommet ud. Istedet for forsatte hun inden for i det dunkle og dystre galeanstalt der virkede mere faretruende i dette vejr end som det ville på en solbeskinnet dag. Benene standsede foran døren, halvt smadret som den så ud, den ene side var ødelagt; det øverste hængsel var revet ud af dets oprindelige opholdssted i dørkarmen, den ene rude var total smadret på den vesntre side af den to sides brede indgang. Den før hen hvide, eller lysegrå malling var rodnet, og ridset i stykker af grene, baton væggende omkring døren så ud til at kunne brase sammen hvert øjeblik det skulle være. Men selvom dets truende nedfaldning tog hun fat i håndtaget, dog kom kvinden ikke langt da sten og andet ragelse blokerede muligheden for overhovedet at kunne trænge ind på dette, måske forbudte areal.
Alligevel skulle det ikke forhindre hende. Roligt gik hun et skridt tilbage, hævede det ene ben, forså at læne overkroppen tilbage, knytte hænderne imens benet trak sig op imod maven. Derefter blev et kraftigt stød, som fik musklerne til ryste let, sendt ind imod døren der fik dets øveste del til at flække for så at falde samme til en lille passage så hun kunne trænge ind i livet på Maison De Fous intré.

Endnu et hårdt vindstød slog imod dæmonen, der havde søgt tilflugt under galeanstaltens halvtag. Vinden hvirvlede hans hår rundt, uglede det og skubbede det ned i hans ansigt, så han ikke kunne se meget andet end sorte hårtotter. Da han endelig fik fjernet de værste totter hår fra sit ansigt, var den brunhårede skikkelse i den brune jakke kommet tættere på. Først nu blev han beskræftet i sin mistanke om, at det virkelig var en kvinde. Hun så ud til at være omkring hans egen alder, måske ældre eller yngre. Mørket gjorde det svært for ham at sætte en præcis alder på hende, og det endte da også med, at han gav op.
Han vendte sin opmærksomhed bort fra hende og gav sig i stedet til at kigge ud over området. Træerne svajede som sindssyge i blæsten, og flere og flere blade måtte give efter fra presset og give slip på de grene, de voksede på.
Hans ellers meget stille udsigt til galeanstaltens udendørs arealer, der kun blev brudt af den hylende vind, blev pludselig brudt af en anden meget høj lyd. Det lød som et træbræt, der flækkede midt over. Forskrækket vendte han sit ansigt mod lyden og så kvinden fra før. Hun havde smadret sin fod direkte ind i de brædder, der dækkede for indgangen til den forladte bygning. Mon hun havde fået den samme idé som ham – at trænge ind i galeanstalten for at søge ly for stormen?

((Jeg undskylder for det korte svar, men der var ikke rigtigt så meget indhold i dit indlæg at svare på, såeh… xD Jeg får vel stadig is? :3))

((Improviser Daelyn -.-?!.. <_<... men ja... du svarede... *Gives icecream* here ya go =3))

Det blonde hår, der så lettere lysebrunt ud lige nu, pågrund af regnen, havde lagt sig hen over hendes ansigt, og skabt en lille form for tildækning over det. De blå øjne betragtede trædøren for så at gå inden for i læ, eller nogenlunde i læ, da regnen stadig kunne risle ned igennem sprækker og åbne steder i taget som gjorde gulvet vådt, glat, og lettere mudret, fra nedbrudt støv, og cement.
Den sitrende fornemmelse i hendes fingerspidser, blev mere eller mindre forstærket, hvilket fik hendes øjne til at kigge lettere forvirret rundt for at se hvor, denne person, var henne. Der gik noget tid før end hun lagde mærke til den dybere skygge der kastede sig hen over den ene væg, "Hvem er du?" spurgte hun så, og flyttede blikket videre hen imod det sted hvor væsnet burde opholde sig lige nu. Men det kunne være hun tog fejl, sådan kunne det i grunden hurtigt ende, at det var en sten der var formet som en menneske skikkelse, eller væsens skikkelse, som man ikke helt kunne bedømme bare ved et øjekast. I en kort stund var hun fristet til at tænde en lyskugle, men så igen så hun ikke grund til det, desuden krævede kuglen også en form for elektrictet før end den ville virke fuldkommen, og lige nu, var lysten til at skulle have lyn og torden rundt omkring hende ikke speciel eftertraktet. Måske også det bedste at lade være, nu når ma tænkte over hvor ødelagt dette sted i grunden var, og at hun skulle opholde sig her til næste dag, så var det heller ikke det smarteste at skulle ruinere det mere end godt var. Hendes blå øjne betragtede forsat den skygge som det hun troede var en levende person i egen høje stil, men kunne selvfølgelig ikke være sikker, hvor når kunne man det? Der ville altid være en 1% der svarede til usikkerhed, og den ene procent var dog fordobblet til de 50%, lidt fifty fifty måtte man vel sige. Måske var denne sitrende følelse også bare fra noget der kom længere væk fra hende, selvom hun ikke havde oplevet en så stor afstand før. Men det kunne vel have noget at gøre med hendes hjemkomst til jorden igen, da der jo i himlen hele tiden var andre engle og hvad vidste hun, det ville bestemt ikke undre hende hvis der lige pludselig blev dekoreret en ny race af englene. Men på et hvis plan troede hun det ikke, væsnerne hernede på jorden var sådan set allerede godt igang med at blande deres gener med hinanden så hvorfor hjælpe dem? En sten faldt ned i det fjerne og gav et lettere højlydt brag fra sig, hvilket fik hendes opmærksomhed væk fra skyggen på væggen, som hun troede tilhørte en person. Længe betragtede hun den nedfaldende sten, for så at kigge op på det sted den så ud til at være faldet ned fra, og betragtede det lidt, det kunne være at der var en der havde skubbet den ned med vilje, men der var intet at se. Så det havde nok bare været pågrund af uvejret, og ustabilitet at den var røget til bunds.

Det undrede den spinkle dæmon noget, da kvindemennesket passerede direkte forbi ham for at gå ind igennem det hul i den ellers tildækkede dør, som hun selv havde lavet. Det var dog ikke det, der fik ham til at undre sig mest. Nej, det var, da han, på trods af vindens hylen og skyernes rumlende buldren, der meget vel kunne tyde på, at et tordenvejr var på vej, hørte en spinkel stemme inde fra den anden side af åbne dør af. Om det var ham eller en anden, hun talte til, vidste han ikke; han måtte dog gå ud fra at det var ham, eftersom han ikke havde fornemmet tilstedeværelsen af andre væsner, men selv han kunne jo tage fejl på trods af sin ellers så fine slægt af fuldblodsdæmoner. Det ville dog være underligt, hvis det var ham, hun antastede, når hun lige var gået forbi ham… dog lod det ikke til, at hun havde bemærket ham.
”Umm… du der… kvindemenneske?” forsøgte han spørgende, før han langt om længe vovede sig hen til døren, kvinden havde slået i stykker, og kastede et blik indenfor i bygningen. Hans dårlige nattesyn gjorde det svært for ham at se noget klart i halvmørket, men han kunne dog skimte en skikkelse længere fremme og, at dømme efter lugten og alt det brune ved hende, måtte det være kvinden fra før.

Hans fingre greb fat i kanten af døråbningen, før han prøvende satte det ene ben indenfor. Han blev dog afbrudt af et højt brag, da et lille stykke af stenloftet havde revet sig løs og i det samme faldt ned på gulvet, hvor det forblev intakt men formåede at skabe dybe revner i det allerede godt krakalerede gulv. Han stivnede midt i en bevægelse. Først efter et par sekunder hvor han hurtigt tjekkede, om mere af loftet ville falde ned, trak han sit ben til sig for at gå ud i stormen igen. Så skidt være med den kvinde. Selvom han var blevet nysgerrig efter at vide, hvad hun var for en, kunne han sagtens undvære den information, hvis bare det betød, at han fik lov til at beholde livet.
Han nåede dog ikke mere end et par meter væk fra bygningen, før det første lyn oplyste himlen, så den blev helt hvid. Kun et sekund senere lød tordenbraget, hvilket måtte betyde, at uvejret var tæt på. Det lød nærmest som om, at himlen var på nippet til at flække i to, og det gav sådan et sæt i den stakkels Daelyn, at han med et sprang indenfor i sikker. Der var vist ingen tvivl om, at han langt hellere ville risikere at få et stykke nedfaldent loft ned over foden, end han ville risikere at blive ramt af et lynnedslag.

Forpustet som én, der nær var blevet skræmt til døde, lænede han sig op af den nærmeste mur. Hans ryg gled langsomt ned af den, indtil han endte med at sidde på jorden. Han lignede næsten en forskræmt kat, som han sad der med vådt, pjusket hår og et vildt blik i sine øjne. Han lod sine øjne glide i for en stund, idet han forsøgte at falde lidt til ro igen.
”Forpulede lort…” mumlede han bittert for sig selv.

Blikket vendte rundt omkring hende landede på døren, jo hun havde taget fejl, komplet blind som hun dog kunne være nogen gange. Det så ud som om skikkelsen ude i regnen var ved at beslutte sig for om han skulle være indenfor eller udenfor, hvad der var mest risikabelt, og forsagede mindst skade. Selv sagde hun ikke noget til ham, selvom han havde henvendt sig til hende, men han havde sådan set travlt med at bestemme sig. Hurtigt trak hun den lange mørke brune jakke af hende, og smed den over tasken så resten af tøjet ikke blev mere vådt, det sidste hun havde brug for var en muggen taske når hun åbnede den igen. Langsomt fugtede hun læberne.

Drengen som endnu ikke havde besluttet sig, for om han skulle være inde eller ide, sænkede hun ikke et blik til, hvis han ikke ville være i læ, eller i nærheden er hende så fint nok. Dog så det ud til at sagen hurtigt blev afklaret for ham. Et skævt smil sås i den ene side af hendes mundvige, over ham, "Hvad vil du, mandfolk?" spurgte hun så tilbage, først nu når hun rent faktisk kunne få hans opmærksomhed og han ikke var optaget om at gå frem og tilbage, og lege jorden er giftig.
Roligt rystede hun lidt på hovedet, men lod blikket falde bort og tog nogle rolige og afslappede skridt længere ind imod midten af entréen i dette store og nedbrudte galeanstalt, ja dets udseende var i hvertfald nok til at gøre et normalt menneske sinddsyg i låget. Roligt blev læberne lige så stille fugtet og hun satte sig ned oven på den mørke grønne gamuflagetaske som hun havde med sig, fra hendes tidligere liv på jorden, hvor hun havde været i det hellige militær, skønt hendes første tur væk fra hendes hjemland havde kostet hende livet. Men nu var hun her, i forbedret udgave, også alligevel var hun ret så dybt nede, som noget kunne være. Selv overvejede hun om Gud havde troet hans engle ville blive sådan her? Hun havde jo ikke fundet en person, som hun skulle beskytte endnu. Så hvorfor lige en engel? Men ikke mere om det, det var for mange spørgsmål til at hun kunne svarer på dem.

Blikket gled hen på drengen der så lettere forvildet ud, som en person der havde set et spøgelse, det var måske også det hun var. Øjnene så lidt under søgende på ham, og brummede lidt inden hun rejste sig op og fik formet en lille lyskilde, dog var den utrolig svag da hun ikke ville risikere at skulle have tordenlyn ned på stedet, havde hun samlet en smule elektricitet ville lyset nok have været en del stærkere, men lige nu var der troden, og forsøget på at samle noget af den slags, var det rene selvmord. Hun gik hen imod denne fremmede, og satte sig på hug foran ham, "Besluttet dig?" spurgte hun så og rakte ham den svævende lyskugle.