A meeting //Privat: Fhex

Tid: Eftermiddag
Sted: Logement
Vejr: Tørt og solrigt
Omgivelser: Et hav af mennesker, der bevæger sig igennem gaden med deres vogne, til hest og på gåben.

Støvet hang i luften, hvirvlet op af de forbipasserende, og fik Eleanors øjne til at løbe i vand. Hun undlod at trække vejret for dybt ind, da lugten af skrald og andre uhumskheder stadig ikke var noget, hun havde vænnet sig til.
Hun havde placeret sig på et trappetrin ved en opgang til et treetages lejlighedskompleks med albuerne hvilende mod knæene, og det lange, sorte hår redt stramt tilbage i en hestehale. I et forsøg på at falde i et med omgivelserne havde hun frarøvet en husmor et par gader derfra fra nogle tøjdele, der havde hængt på en tørresnor. Hun lod ubevidst den ene hånd glide ned af det brune lærred. Bukserne måtte have tilhørt en dreng, de var i hvert fald flere numre for store, måtte hun konkludere. Men på den anden side var alt bedre, end den egyptiske kjortel med guldbroderi, hun før havde bevæget sig rundt i. Dette var ikke et område, det var sikkert at gøre sig bemærket i.
Hun vidste, hvad hun søgte dette sted. Ellers havde hun aldrig vovet at bevæge sig herned. Et opholdssted uden betaling, ikke nødvendigvis frivilligt foræret af udlejeren. Med en panderynken mærkede hun efter, om dolken befandt sig på sin plads under trøjen. Skaftet føltes solidt og betryggende.
Hun betragtede de forbipasserende med smalle øjne. Mennesker. Så spinkle, så skrøbelige. En kvinde passerede hende i en afstand af få meter, ikke meget mere end en udsultet streg i luften med et barn i hver hånd. Hun havde sikkert også en mand. Det ville blive for besværligt. Det måtte da være muligt, at finde et offer, der ikke kunne yde hende modstand i denne fordømte by.

Imens at solen stod højt og begav sig til at give byen lidt lys, for en gangs skyld, blev der strøget en hånd igennem masser af tråde. De var sorte, som et bundløst huls inderste, fyldige, som gav en rask glans og redt godt tilbage. Håret stod i kontrast til den blege hud, der også bar sine små detaljer. Der var de ravgule øjne, selvfølgelig kontaktlinser, som gav skikkelsen et dyrisk og vildt udseende, trods det seriøse udtryk. De var blidt markeret, af et par mørke, nærmest kulsorte øjenbryn, der krydrede sekretær udtrykket, med en smule forretningsmand. Næsen var en smule spids og læberne afgav intet udtryk, ikke endnu. Længere nede, hvis man virkelig kiggede efter, bar halsen et næsten usynligt ar, formet som en lang streg, der kunne minde om de hængtes eftermærker. Dette mærke, var bare tre størrelser mindre og mere koncentreret, som var det skyldt en miniature metalslange. Lige over arret, var et slags halskæde, som man satte på hunde, bare hvor snoren manglede. Tøjet var et fint sort jakkesæt, uden skjorte indenunder. Et par sorte underbukser indenunder de lange, sorte bukser, der var ligeså fint som selve jakken. Fingrene fandt frem til jakkekanten lidt over midten, hvor fingrene knugede sig til stoffet og rettede den småskæve linje. Han lænede hovedet lidt til siden og stirrede direkte på sit eget spejlbillede, med de ravgule, faretruende øjne. De var omgivet af en tyk streg af en tåget sort, som var det støv han havde duppet på, men det var mere koncentreret og ønskede mere opmærksomhed.
Da han havde bestemt sig for at alt var på plads, bankede han de dyre sko imod det klagende trægulv, der til hver en tid, kunne give efter under hans vægt. Men denne gang lod den sig bare hyle blidt, indtil han greb håndtaget ud til stuen og væk fra badeværelset. Han var rimelig høj og gik lige forbi det lille bord, hvor et par nøgler lå som et bundt, spundet sammen af en snoet stoftråd. Det sorte hår svang sig efter ham og nåede kun ud med nød og næppe, da døren bag ham blev lukket i. Han tog sig kort til næsen, men havde efterhånden vænnet sig til stanken og begav sig ned af trappen. Lyden af støvlerne imod de hårde trin, lød som et uroligt ekko gennem gangene.
Der gik få skridt, før han standsede halvt nede på et nyt trin. Der sad en kvinde, at hun var ny, afslørede hendes friske lugt. Han lod automatisk en hånd glide igennem håret og lod rovdyrs øjnene hvile på hende. De var nysgerrige og trods hans indre ønske om at smile og sige hej, forblev han rolig og så stadig ret så seriøs ud. Hvilket altid var imod hans oprindelige natur, da han elskede at være i et barnligt humør og ligne en punkguy, dog brød han sig ikke om stilen på sig selv, så havde droppet det til fordel for det stilrige.

Eleanor stivnede, idet en højlydt knagen afslørede, at døren bagved hende blev skubbet op. Hun betvang en umådelig stærk lyst til at springe op, dreje en halv omgang på fodballerne og stille sig parat til eventuelle angreb. Men en instinktiv fornemmelse af, at hurtige bevægelser ville skaffe hende den opmærksomhed, hun forsøgte at undgå, holdte hende tilbage.
Med en skuespillers snille lod hun ansigtet forblive passivt, gabte engang i noget, hun håbede virkede som en troværdig ligegyldighed og stablede sig langsomt på benene. Hendes nakke føltes svedig, og hænderne rystede svagt. Hun stak dem i lommen på de alt for store bukser for at kamuflere det indre oprør, imens hun tog en række skridt til siden og placerede sig med ryggen mod muren til højre for den trappe, hun lige havde siddet på.
Der stod en mand oppe ved døren. Hans påklædning gav et gib i hende. For pænt, for velplejet til dette sted. Der var ikke en følelse at aflæse på hans ansigt, men øjnene havde form som hos et rovdyr, stirrende og gule. Han virkede ikke menneskelig.
Hver eneste muskel i Eleanors krop spændtes. Angsten slap langsomt sit tag i hende, idet trak vejret dybt et par gange på trods af lugten og lod kropsvægten fordele sig jævnt på benene. Manden var absolut ikke en person, hun ønskede at lægge sig ud med. Men måske havde han penge. Eller en nøgle til et eller andet sted, hun kunne befinde sig. Gaden var ikke et sted for hende. Hun tvivlede på, hun ville overleve.

Imens at de ravgule øjne stadig hvilede på tøsen, der begyndte at trænge sig selv imod væggen, forblev åndedrættet tungt. Støvet, der stadig samlede sig om hans slanke krop, forblev usynligt. Ligenu eksisterede kun trappen, væggene, pigen og han. Imens håret blev ved med at smyge sig ind til hans nakke og halsens sider, klemte øjnene sig en smule sammen. Udtrykket i øjnene udviste en slet skjult form for interesse og dog liggyldighed. De udgav meget få positive vibrationer, men overflød af negativer impulser. Alt omkring hans ranke, fine positur og træk, gik skråt imod hans rigtige personlighed.
Tavsheden blev endnu engang brudt, fra sin kombination af svage åndedrag og en en let anspændthed. De slanke, gråhvide fingre, fandt for tredje gang vejen ind igennem hårets filtrede tråde. Det man kunne se af halsen og ansigt, var en flydende gråhvid. Han lignede på nogle punkter et lig, men skønheden trådte stadig stærkt frem, pulserede igennem tøjet og ud til de seende øjnes synsfelt.
Kniiiir! Støvlerne bevægede sig endnu engang og de gule øjne, lod da blikket fæstne sig endnu bedre til pigens ansigt. Ifølge ham, var hun da ganske køn, men på sin vis, ret så ueffen. Han kunne føle hendes nervøsitet og standsede, med skulderen til hendes kraveben, da halsen drejede sig svagt. Nu stirrede han direkte ind i hendes sjæl, med sine egne øjne, dækket af kontaktlinsernes misfarvning. Da han lod hovedet vippe ubemærket lidt, fulgte det sorte hår med og skabte en intens aura om ham. Han fulgte hendes brune øjne, hvorend de nu ville kigge hen og skabe en spændingsfyldt gnitren imellem dem. Imens hans ansigt stadig forblev udtryksløst, på nær de rovdyrlignende øjnes forbereden på angreb, begyndte læberne ligeså stille at bevæge sig.
"Du er ny her.. Passer slet ikke ind i stedets fattige opstilling"
Stemmen var kold, flydende og helt vildt smuk. Dens knoglefrysende direkte tone, gik i direkte modsætning til hvordan den blev udtalt med lyden. Lyden var flødet og lød næsten som et vandfald, omringet af en frodig skov, hvor kun de sødeste, mest tryllebindende tilsætninger var med. De ravgule øjne holdt stadig øje med hende, overværede ethvert træk, selv det mindste, hun ville lave.

Han vogtede over hende. Intensiteten i hans blik fik hårene i nakken til at rejse sig på hende. Hun lod blikket hvile på et tilfældigt punkt en halv meter fra ham for at kunne betragte ham ud af øjenkrogen uden det virkede for åbenlyst. En forholdsregel manden tydeligvis ikke følte sig nødsaget til at tage; hans blik veg ikke fra hende.
Hun rettede langsomt ryggen ud, pressede skuldrene tilbage mod murværket og skubbede en hårlok væk fra sit synsfelt.
Pludselig talte han til hende. Hun lod skuespillet falde til jorden, idet hendes øjne farede op og mødte hans gule blik. Musklerne spændtes, og slappedes i næste øjeblik. Hans stemme var... blød. Kulden i lagene tændte en klokke i baghovedet, en forsvarsmekanisme, som hun ignorerede. Måtte ignorere. Lyden gled ind bag hendes parader og hun vendte sig langsomt mod ham.
Der gik et øjeblik, før hun registrerede ordene. Passer ikke ind. Hænderne gled ned af tøjet. Hun lignede dem, de fortabte skikkelser fra kvarteret med deres beskidte hud og uformelige klæder. I spejlet så hun de samme bekymringsrynker i sit ansigt, som i kvindernes her, grundet modgang. Det måtte være noget andet, han tænkte på. Hendes kropssprog? Hun bandede lydløst.
"Jeg er tilflytter, min herre," sagde hun med påtaget hæs stemme for at sløre sin dialekt, som blot ville understrege, hun ikke var fra området. Hun bøjede hovedet som i en respektfuld hilsen. "Kan jeg hjælpe Dem?" Hun kastede et hurtigt blik på hans lommer, for at vurdere, om de rummede noget af værdi.

Endnu flyttede blikket sig ikke, lod sig ikke betage af hendes stemme, bevægelse eller frygtfulde lugt, der gled ind i næseborene og svugtede sig i hans lunger. Tungen lod sig bugte en enkelt gang i munden, før den blev åbnet svagt op, afslørede kun det indre mørke. Mundvandet svælgede sig imod tungen, bølgede over den og gav hele kroppen en svag, kildrene følelse af velvære. Det tog ikke lang tid for pigen, at snakkede videre, inden han fik et ord indlagt.
Munden blev for en stund lukket, øjnene betragtede stille hendes rynkede pande og igen de brune øjne. Da hun standsede efter et spørgsmål, trykkede øjenbrynene sig svagt sammen og de rovdyrs agtige øjne, stirrede lige igennem hende. Det var ham ikke svært at spore den pludselige ro, som han ahvde kunne hos levende, siden fødslen. Det var sikkert hans fine blod af Animagus racen, det havde hans mor ihvertfald fortalt, dengang han kun havde været et lille spæd.
Han trådte et enkelt skridt baglæns, bare for at se bedre på hendes tøj. Hele hendes ydre sagde fattig og hendes dårlige immitation, pegede også i retningen af fallit. Øjnene blev klemt svagt sammen og han smagte på læberne med tungespidsen, der kun lige sneg sig ud af læbernes skillevæg af luft. Han måtte lige blinke et par gange, da støvet begyndte at trænge ind i hornhinderne og irritere med deres minimale prikkekraft, dog stadig nok til at få øjnene til at stå i vand. Endnu engang blev der lige trommet med fingrene, imod buksernes skyggeagtige stof, der dækkede de ret så slanke ben.
"Nej.. Skulle rigtig til fotoskydning, men dit selskab ser ud til at være så meget mere underholdende.. Hvis jeg må nævne det" Igen var stemmen direkte og følelseskoldt, men på den anden side beroligende blød.

Hans øjne ransagede hende. Hun mærkede en begyndende vrede i sit bryst, varmen spredte sig i fingerspidserne. Hvad ville han med hende? Et overklasseløg med et ukendt, dårligt klædt hunkønsvæsen. Var han typen, der nedlagde kvinder mod penge, så ville han ikke få en fod til jorden. Hun ville befri ham fra hans ynkelige liv, før han så meget som rørte hende. Eleanor lod fingrene svæve ud for dolkeskaftet, som endnu var usynligt under hendes klæder.
I næste øjeblik greb hendes indre fast i ophidselsen og undertrykte den. Hendes menneskeskikkelse var hendes identitet, men hun mistede kontrollen over den, når følelserne formåede at rive tæppet væk under hende. Det gik ikke. Ikke her, ikke ved dagslys. Hun lod hånden falde og bed sig hårdt i indersiden af kinden for at tvinge smerten til at kalde tankerne tilbage til virkeligheden. Varmen i fingerspidserne forsvandt.
Hans øjne var et virvar af indtryk. Guld, kolde, men dog intense. Det ene øjeblik kneb han dem sammen som får at få det hele med og i næste så han uinteresseret ud. Han var smuk, ingen tvivl om det, med velformede ansigtstræk. Der fandtes en selvsikkerhed i hans kropssprog, som illustrerede, hvor tryg han var ved situationen. Noget hun ikke vidste, om lovede godt eller skidt for hende.
Han talte om en fotoskydning i sin udefinerbare stemme, som rummede kulde og samtidig en form for oprigtighed. Model, åbenbart, ikke en større overraskelse, selvom jobbet lød hende en smule særpræget til en mand. I hvert fald i dette land, hvor skønhed efterhånden var et ikkeeksisterende fænomen, idet et hvert væsen blot forsøgte at overleve.
"Mit selskab, herre," sagde hun med neutral stemmeføring, på trods af at hans udtalelse fik det til at vende sig om. "Jeg er ikke til salg. Jeg beklager."