Liget Blandt Ligene (Privat/Ahngel)

Den søde stank af forrådnelse stak i næsen. Den lagde sig som et ekstra lag på læberne og tungen, som om den formindskede ens smagssans.
Korah gav en lav sitren fra sig, mens han stod der på kirkegården. Han havde aldrig brudt sig særlig meget om kirkegårde... De mindede for meget om død og nu hvor der ikke længere var respekt omkring de døde, med graffiti, drikkefester for slavejægerne og tilflugtssted for flygtende slaver og mennesker i al almindelighed.
Flere af statuerne var smadret, manglede hovedet, armene eller de fine englevinger på nogle af dem. Gravstenene, der sikkert før i tiden havde stået fint og lige, var nu skæve, væltet og overmalede. Derudover var mange af gravene enten halvt gravet op eller helt, så man kunne se både kister og lig, som var blevet gravrøvet.
Endnu en kuldegysning gled over Korah, mens han kunne mærke den kolde vind, skære direkte igennem hans jakke og bukser og lagde sig omfavnende om ham. *Jeg må skaffe mig noget tykkere tøj* tænkte han irriteret, mens han søgte hen imod et af de mange mausoleer på kirkegården.

Han hørte lydene inden han kom tæt nok på til at se det som sådan. Korah måbede overrasket over det han så. En flok på tre, stod og bankede vredt på den tykke dobbeltdør ind til mausoleet med brækjern. ”Kom nu” Hvislede en af dem vredt. ”Du sagde at der ville være guld og smykker derinde, men hvad vil det hjælpe når vi ikke kan komme ind!” Den ene kiggede vredt på den der stod med brækjernet og stak det ind i mellem dørene, mens han vrikkede vildt med det for at brække det op.
”Ja ja... Giv mig bare lige et minut!” Hvæsede han tilbage, mens den tredje bare stod og rystede, mens han holdte lommelygten rettede imod de to andre.
Korah var rystet... Hvordan kunne det dog være at nogen havde så lidt respekt for de døde, at penge kunne betyde så meget? Hvis han havde haft sit sværd, ville han nok ha truet dem langt væk, men han havde stadig ikke fundet sit sværd... Det var sikkert blevet stjålet af nogen for lang tid, men det var ikke nødvendigt... Men Korah kunne umuligt klare dem alle tre...
*Hvad skal jeg dog gøre?!* tænkte han desperat, mens han stod og frøs sin baller af. Tøjet holdte overhovedet ikke kulden ude og han blev koldere og koldere.

”Et.. minut…?” Da var det ikke andet end en meget svagt hørlig hvisken fra mausoleets skjulte sidevæg. En række suk fulgte, som var denne stemme tilhørende en der lige var vågnet fra en tiltrængt og lang søvn. Trods det virkede stemmen som kommende fra noget ikke eksisterende. Et vindpust måske? Et af træernes raslende taler? Der var intet åndedrag at høre og ingen fodtrin. Blot som det ene sekund gik. Det ene lille sekund hvor man undrede sig og lod det opløses. Der hvor man faldt tilbage i den trygge verden og forsikrede sig, at denne stemme blot havde været en indbildning, skabt af den paranoya, som den mørke kirkegård havde for vane at lægge over sine besøgende. Troen om at døden kunne lure ved det nærmeste hjørne. Bag den nærmeste gravsten eller skjult bag den væg, der udgjorde den lille bygnings østvæg. En ilter vind gled ned over det lille areal og fra bygningens bagside kunne man fornemme en horde af sorte fjer der dalede af taget, som var en ravn blevet plukket til døde på selve de kolde tagsten. Var øjnene rettede derimod, ville man sikkert også lægge mærke i den røde farve, som dukkede op ud fra den ubevæbnede gravrøvers brystkasse, sammen med en lyd der kun kunne være en ting. Brækkende kød og knogler.
Hurtigt, som vinden havde blæst fjerene væk, flåede en mørk, blodmalet hånd eller klo igennem menneskets skrøbelige solar plexus, som kom denne hånd fra selve dennes indre. Blodet flød fra den og før det stakkels væsen havde noget at fornemme våbenet der blev dens død, var kroppen slynget til siden, væk fra mausoleet og imod en af de større gravsten. En engel med manglende vinger. Et klam knækkende lyd kom som denne ville ramme det mørke granit og brække halsen, efterladende det sølende blod som pynt på den stumme grav. Hånden der havde flået sig igennem mennesket var dog ikke længere på dennes krop, men hvilende som støtte imod væghjørnet. Håndens ejermand endnu usynlig.
”Det minut burde du bruge på mere dyrebare ting..” Denne gang var stemmen så sand som den døde makker imod den kolde sten. Hånden langede sig frem, som klatrede denne en vej frem. En overkrop kom til syne. Rigtigt nok kravlede dette væsen på væggen, som en edderkop. Et hvidt ansigt. Hvidt som glat marmor med to knitrende røde øjne som midten. Var det ikke sin kommende drabsmand man så på, ville man fortælle om dette væsen som noget smukt udover det naturlige. Det lange sorte hår faldt fra de brede, sortbeklædte skuldre og slanke hvide hals og vejede med den stille vind. Munden var blot en tynd streg og udtrykkede intet. Ingen rynke afslørede dennes tanker. Kun øjnene der glødede blodrødt op i en form for stærk følelse. Raseri? Irritation? Kun den der ikke havde set hans egentlige rasende natur kunne fortælle hvorvidt denne bar had eller ej. Dette.. Var blot det normale. Man fik kun et enkelt øjebliks overblik over dette væsen inden det atter havde forsvundet i luften. Dog ikke helt, blot hurtigere end de normale øjne ville opfange.
Forhåbentligt ville man høre brækjernet falde til jorden med et, bekræftende vampyrens nye location. Lige bag ved kobenets ejermand, som han trykkede op imod mausoleets døre. Hans fødder ville blive tvunget til at slippe jorden for dette tryk. Vampyren var høj. Godt de to meter. Måske en smule mindre, tordnet over menneskeynglet, hvis ansigt blev trykket imod den hårde stendør.
”Du vil gerne i mausoleer?..” De hvide læber grittede et satanisk og ondskabsfuldt smil. Den blodige af dennes hænder placerede sig på drengens baghoved, tog fat i håret og trak tilbage, blot for igen at slå dennes hoved imod stenen, som ville give sig med flå flænger i det massive materiale. Vampyren krummede ryggen og bøjede sin hals, så den næsten hvilede imod drengens skulder. Nænsomt hviskede han med en dragende stemme: ”Lad mig give dig en nøgle..!” Den anden hånd, der havde trykket denne op imod døren, flåede sig ind i dennes ryg med endnu et makabert bræk! Rygsøjlen end ikke en modstander for vampyrens kraftfulde hånd og skarper klolignende negle. Dette ville meget vel udtrykke et skrig hos drengen. Dog blev det hurtigt gjort tavst, som vampyren flåede sig hånd ud af dennes korpus igen, nu med et blødende indhold i sin hånd. Lange blodige tråde hang fra det afflåede hjerte og ind til den blødende ryg af den nu afdøde menneskesøn, som med det samme faldt til jorden da vampyr herren tog et skridt bagud, selv gennemvædet af blod på overkroppen og hænderne. Organet blev ført til dennes mund som han vendte sig om, imod Korah og den lysbringende. Dennes lange tunge gled hen over det blødende hjerte en enkelt gang før han smed det fra sig, kiggende tomt på halvdæmonen og mennesket. Et øjenbryn skød i jorden. Var de begge værd at blive mere tilsvinet over? Han tvivlede på deres blods tilfredsstillelse, så hvorfor bruge tid derpå. Måske kunne de rende og give beskeden videre: Bryd ind i døden og døden kan bryde ind i dig!

//Blev lidt langt.. Pardon me ^^'//

Korah stivnede. Der var bare noget over den stemme... Han kunne ikke se nogen der havde sagt noget, eller hørt hvor stemmen var kommet fra, så han drejede hurtigt rundt på de løse sten, der udgjorde stien på kirkegården. Hans blik hoppede fra skygge til skygge, som om han forventede at noget sprang frem, ud af den tomme luft, for at hugge ham for fode og få ham til at indse, hvor tåbeligt alt dette havde været...
*Ku jeg ha forestillet mig stemmen?* spurgte han hviskende sig selv i tankerne. Underligt som selv stemmen i hovedet, lød lav... Som om han var bange for at noget i nærheden kunne høre tankerne... Men nej... Mændene havde også hørt stemmen og de stoppede også med deres foretagende.
Korahs øjne hoppede op til taget af mausoleet, da fjerne begyndte at dale som sne... Sort, smuk og blød sne... Men dødbringende sne... Korah mere fornemmede lyden, før han hørte den og hans øjne hoppede fra de smukke og bløde fjer og direkte over til lyden. Han havde selv hørt lyden... Det var lyden af død...
Hans øjne fæstnede sig på hånden og alt stod stille om ham. Alt blev faktisk slørede og forvirrende, alt bevægede sig med en underlig hastighed, fra lynhurtig til snegle fart... Hvad foregik der dog?
Hovedet fulgte den flyvende krops flugt hen over himlen og imod den før så flotte englestatue. Blodet splattede udover det hele, og et kort sekund troede Korah at englen græd med blod, før hans hoved så sprang tilbage til lyset fra lygten.
Gravrøverne stod som forstenede statuer... Rekvisitter, til den bizarre scene der udspillede sig foran ham, med lys, skuespillere og en tilskuer, som ikke anede om han enten skulle klappe, kaste op eller løbe sin vej så hurtigt hans ben kunne bære ham, hvis ellers de ville virke.
Det hele bevægede sig endnu engang, da brækjernet faldt til jorden. Først nu og ikke før, fik Korah øjne op for den smukke og farefulde skikkelse der slagtede røverne foran ham.
*Vampyr! skreg samtlige af hans sanser, hjerne og simple fornuft. Og alligevel kunne Korah ikke få sig selv til at bevæge sig væk fra denne dragende skikkelse. Der var noget over ham, noget over øjnene, huden, tungen og-
Brutalt blev han hevet ud af sin underlige tankegang, da den sidste gravrøver, havde vendt sig om og havde sikkert tænkt sig at løbe langt væk. Så langt væk at han ville kunne overbevise sig selv om at det aldrig var sket.
Men langt var han ikke nåede, da der stod en lettere rystende skikkelse bag ham. En lille 16-18 årig lort... Et hånligt smil spillede sig over mennesket læber, da han tænkte at Vampyren sikkert hellere ville have ungt blod, end hans forgiftede blod, med tjære og alkohol i.
Hurtigt greb han fat om armen på Korah og holdte ham fast.
”Hør!” Prøvede han at råbe, med selvtillid i stemmen, hvilket tydeligt mislykkedes. Han havde stadig lommelygten i hånden, og kastede både lys på sig selv om Korahs overraskede mine. ”Hvis du får knægten, lader du mig være... Okay?” Spurgte han med skinger stemme af frygt og angst for livet.

Korah var først chokerede, så forfærdet over det fyren sagde, bagefter begyndte skylden over at han sagtens kunne ha undgået ham, at rulle ind over ham.
Men så kom der en uvelkommen følelse frem. Skræmt frem af Vampyren og vækkede fra sin søvn med vrede over Gravrøveren, begyndte Korahs dæmon at blande sig. Korah havde på ingen måde kontrol over sig... Nogle gange... Dette var en af gangene.
Luften omkring Korah ændrede sig straks, fra at være næsten vindstille, til at bølge hidsigt; Som på en varm dag, når man kunne se horisonten bølge for ens blik. Korahs græsgrønne iris ændrede sig ligeså drastisk som luften: Irissen voksede, mens den åd pupillen med alarmerende hast, indtil der ikke var andet tilbage, end to grønne smaragder, der stirrede livsløst på røveren.
”Så du ville ofre mig hva?” spurgte Korah ham. Men der var noget galt... Stemmen tilhørte Korah, men der var noget over stemmen, som fik den til at lyde dybere, ondere og... Glad? Men det mest underlige, var at ordene ikke kom på samme tid med at læberne bevægede sig.
”Ved du...” startede stemmen, mens røveren hastigt gav slip, blot for at opdage at Korahs hånd havde grebet omkring hans hånd med et skrustikslignende greb, ”Hvad der sker med en levende krop, når man tilføjer en kraftig vibration?” Spurgte stemmen lystigt, som om den forklarede en vittighed. Røveren var så skræmt at han, uden at vide det, bare rystede krampeagtigt på hovedet.
Korahs ansigt tog et nærmest lidende udtryk på, som en maske. ”Åårh... Så må jeg hellere forklare det”
Det næste var at røveren, begyndte at skrige som en vanvittig, mens luften omkring Korah, holdt op med at bølge sig. ”Vandet i blodet, vil begynde at koge, som vibrationerne begynder” Forklarede han gladelig, mens han demonstrerede. Røveren faldt ned på det ene knæ, men Korah gav ikke slip. ”Derefter, vil dine svagere organer, begynde at blive opløst, da molekylerne ikke vil kunne holde sig fast længere” Som på et stikord, begyndte blod at pible frem fra hvert eneste sted på kroppen, først ud af munden, så næsen, derefter øjne og ørerene, men så startede det allermest spooky. Blodet begyndte at løbe ud fra huden. Ikke bare på få steder, men over hele kroppen, så der ikke længere var noget blegt og hvidt tilbage, men kun mørkerød.
”Derefter, vil hjernen, langsomt begynde at forvandle sig selv til en usammenhængende klat grød” Sagde stemmen lykkelig over at kunne vise det i lyset fra lommelygten. En anden mere lys ting, begyndte at glide ud fra ørerene og næsen sammen med blodet.
”Selvfølgelig er du allerede ved at dø, fordi du drukner i blod og dit hjerte er holdt op med at slå, men sjovt nok, lever menneske kroppen videre i 10 sekunder efter at alle organer er slået fra på den her måde... Og så vil du dø... Smertefuldt, ude af stand til at skrige og... Ja... Død” Endnu engang, som var det aftalt, skete der præcist det han sagde. Øjnene, der var blevet røde af blod, fik et glasagtigt skær over sig og han faldt så om, mens musklerne så gav efter for dødvægten og lod ham falde død om på jorden, mens blodet stadig løb støt fra hver en åbning i hans krop.
Korah vendte sig om for at kigge på Vampyren, mens blod faldt som små dråber fra hans fingre. Han havde ikke andet end et sadistisk smil på læberne og de store grønne øjne som uendelig langsomt trak sig sammen.

//Jeg tror også jeg gik lidt amok der ^^' Meget sorry//

Idioten stak selvfølgelig af. Lyset fra dennes lommelygte ramte et kort sekund vampyrens underskønne, dog frygtindgydende ansigt, som var blevet gjort så monstrøst af selve den paranoide nat. Var det belyst og var denne ikke dækket i blodet fra de to andre gravrøvere, ville man finde denne nydelig. Måske ville nydelig endda være en underdrivelse. De stærke, røde øjne klemte sig sammen som lyskeglen forsvandt og gjorde omgivelserne midlertidigt ustabile og slørede for vampyr herren. Et utilfreds hvæs kom fra ham som han vendte blikket lidt til siden, ud i mørket for at lade det stabilisere sig. Pupillerne blev atter normale og han så tilbage imod den lysbærende, som langt fra var svær at lokalisere. Han gik fra mausoleets stentrin og ned på græsset for så småt at optage en forfølgelse, da denne var stoppet op. Vampyren løftede sit ansigt og fandt denne stående med den yngre dreng. Hvorfor var knægten ikke løbet væk? Imbecile ungdommelige stykke yngel kunne ha reddet sig selv med disse raske ben. Som gravrøveren prøvede på at slå en handel af, gled vampyrens røde øjne vurderende ned på det brunhårede stykke halvblod og så tilbage til den lysbærende. Han tiltede ansigtet en smule, som overvejede han det egentligt. Dog ikke. Han havde tænkt sig at tage dem begge to. Lege med på legen og lade som om at en anden kunne slippe væk i bytte for den unge mand. Smilebåndene trak på sig som den sorthårede vampyr tog få skridt imod dem igen. Venligtsindet skulle man tro på den afslappede gang, dog lurede døden i dens brændende øjne. Da stoppede han atter op som drengen der var holdt fanget skiftede position med sin fangevogter. Det sorte øjenbryn skød i vejret som de brændende øjne observerede denne mindre forvandling, samt lyttede til enetalen. Musklerne om vampyrens lettere spidse ører trak sig sammen da skrigende begyndte at prikke til den følsomme høresans. Højlydte menneskelevn! Han gjorde dog intet ved det, men observerede med en ny og sammenklemt mine, da denne lyd ikke huede ham. Døden burde komme lydløst i disse områder. Var det i den bragende bydel det skete, betød det ikke det mindste, men her blandt stilheden og de andre døde, larmede det mere end mågerne på det stille hav. Jorden vibrerede og sendte følinger i de blodige fingerspidser. Døden blev opilet af forstyrrelsen og prikkede til samtlige nerver i vampyrens korpus. De syngene, de skrigende og de hviskende. Alle sammen klagede det. Bad og tiggede til at lade deres kroppe fyldes af vampyrens sjæl og rejse sig for at gøre kirkegården stille igen.
Han tyede ikke til sin necromani dog, men vendte blikket imod ligene ved mausoleet imens den halvblodede gjorde en ende på sit byttedyr. De røde øjne søgte Da ud over den mørke og golde jord. Søgte efter en tom grav, som han fandt ikke langt fra det først omkomne korpus’ plads. Han vendte atter blikket imod halvdæmonen da denne gjorde sig færdig. Pupillerne gjorde sig atter små. Han havde ikke regnet med at se mennesket i den stand det nu var i. Som havde en morter knust indholdet til grød, blod og klumper og ladet det sive ud hist og her. Et blodigt stykke, som selv ikke Ahngel her, fandt tiltrækkende. De sidste spræl flød fra kroppen i takt med dennes liv og lys i det blodfyldte øjne. Vampyrens hvide øjenlåg lagde sig om irissen og gav ham et tankefuldt udtryk. Noget civiliseret at finde i denne ellers morderiske type. Det var vel blot en enkelt side af ham.
Han knejsede nakken og så imod drengen igen. Udtryksløst. Han gengældte ikke det brede smil, som han fandt på dennes ansigt. Han gengav ingen glød i øjnene, udover den sædvanlige. En anden glød ønskede man sig nok ej heller. Øjnene var i forvejen dybe nok til at svømme ind i og blive væk til evig tid, hvis man ikke passede nok på sit kostbare sind. Denne var måske ikke helt så håbløst et stykke kød, som han lige havde troet? Hans blik faldt etter på liget og op på halvdæmonen endnu engang. Han kunne leve. Ahngel var i sidste ende ligeglad. Bare så længe den kunne holde sin mund. Han vendte siden til og så atter imod de to, som han selv havde gjort en ende på. Hans hånd rejste sig og rettede sig imod den der lå for stendørens fod. Den hvide hud syntes pludselig mere oplyst i mørket og en kold aura fyldte den rige sommerlune aften. Åndede man ud, ville man finde en lille gennemsigtig sky forsvinde fra sin mund. Et makabert knæk lød som liget rejste sin albue for at støtte sig op imod stentrappen. Det var dog den eneste bevægelse denne gjorde før dens krop reducerede gradvist til noget lettere.. Sammen med askevirvel, som faldt fra huden, løftede liget sig og skød sig direkte imod den åbne grav, hvor det forsvandt i det mørke muld. Det andet lig blev dernæst sigtet på og fjernet fra den nu blødende engels skygge og ned i samme hul.
Da vendte vampyren sig om og rettede hånden imod drengen og liget ved dennes side. Holdt denne ikke fast deri, ville lige ligeså rejse sig fra jorden og svæve en smule derover som en kludedukke, før den selv blev smidt ned i graven, ført af vampyrens arm der strakte sig i den ønskede retning, hvor et knæk kunne høres fra hvad det end landede på. Øjnene af dennes viede ikke for at tage afsked med ligene. Hans udtryk var fuldkommen ligegyldigt disse nyligt døde og var rettet imod drengen der nu ville stå tilbage med en oplyst lommelygte ved sin fod. Vampyren klemte utilfreds øjnene en smule sammen, lod armen falde til sin side, og med et højt smæld, ville pæren i lugten splintres og skydes hen over græsset som projektiler. Pokkers til lys. Hvis natten var ment som synlig, havde stjernerne været nærmere.
Det blødende hjerte lå stadig på mausoleets fod og malede det mørke sten i rød. Man skulle ikke tro at et hjerte ville indeholde så megen blod, specielt ikke et så magert som dette. Vampyren løftede den ene af sine blodige hæder til munden og lod sin abnormale lange tunge glide frem fra sit skjul bag de skarpe tænder. Langsomt strygede den sig over det skrøbelige kød imellem fingrene og op til selve fingrenes spidser, som var tungt armerede med disse lange, blodsort malede negle, der ligeså godt kunne være af samme stof som et monsters klo. Øjnene viede ikke fra halvdæmonen da. Blinkede end ikke en eneste gang. Engang imellem gled det fra dennes ansigt, befamlende ned over dennes krop og op igen med et vurderende udtryk.

Korah kiggede bare på Vampyren, mens denne begyndte at løfte hånden for at... for at få ligene til at nærmest svæve af sted for at søge efter deres hvilested. Brynene i hans unge ansigt blev trukket lidt sammen ved det... Han mente ellers at de ikke havde fortjent nogen sidste plads for at kunne finde fred. De havde fortjent at rådne hvor de kunne skræmme alle væk.
Ødelagde man andres evige søvn, skulle man heller ikke selv regne med at få evig søvn.
Korah nikkede lidt ved sig selv mens han tænkte over, men så brød en anden stemme ind i den blodrusede hjerne.
*Men hvis vi er sådan mod dem... Er vi så bedre end dem?*
Han fnyste lavt over den tanke, mens et galt tic begyndte at udspille sig på venstre øje.
Hvis man så bort fra de vanvittigt hurtige tic, der udspillede sig på ansigtet, så Korah ganske ligeglad ud... Selvom smilet var stort, udtrykte det ingen glæde eller ubehag. Heller ikke da lommelygten splintrede ved hans fod og fløj af sted som skudt ud af en pistol...
Korah behøvede ikke lys eller øjne for at se, da det var nemt nok for ham bare at finde alt og alle omkring ham med sit ekkolod. Ekkolod var hvad andre kaldte det, for Korah anede ikke selv hvad han skulle kalde det, men det gav mening, da han udsendte ubevidste vibrationer omkring ham, som så hoppede af på alting, kom tilbage og fortalte ham hvor de var og hvordan de så ud... Rimelig nyttigt...
”Jeg undskylder for at ha vækket dig...” Stemmen sagde det lavt, uden at råbe eller hæve stemmen på nogen måde, og alligevel lød det som om stemmen nåede let hen til Vampyrens øre. ”Jeg skulle være trådt i karakter noget tidligere og slået de mennesker ihjel” Stemmen lød lettere bitter ved den oplysning, at Han ikke havde slået flere ihjel end Vampyren, men ellers kunne man ikke fange andet ud fra tonefaldet. Munden og ordene kom stadig ikke synkront ud af munden og der var stadig den dybe undertone i stemmen, af noget unaturligt.
Det vanvittige tic fortsatte støt under hele denne undskyldning, men de store, selvlysende, smaragd øjne, stirrede stadig ind i de blodrøde rubin øjne længere fremme. Han nægtede at bryde den direkte øjenkontakt, da det ellers ikke var til at se om den forsvandt pludseligt... Selvom han blev nødt til at kigge efter de små røde øjne, men det var ikke så slemt igen.
Hvad der ikke kunne ses på det ydre, var at der i det indre, udspillede sig en kamp, som kunne minde om en decideret krig.
Korah var halv menneske og halv dæmon, men han havde levet længe med sin dæmoniske side i dvale, som så blev... Vækket, da alt denne anarki og kaos rigtig begyndte at udfolde sig. Korah havde derfor en anden form for personlighed, som tit maste sig op til overfladen for at få kontrollen i nogle minutter, men det havde aldrig varet i så lang tid... Noget måtte være galt her...
Han kunne ikke rigtig kommunikere med sin dæmoniske side, som sagtens kunne mase sig selv frem, så han var selv nødt til at vente til den valgte at forsvinde. Hvilket den gjorde hurtigt normalt, lige efter den havde slået ihjel, men nu var denne på vagt overfor Ahngel.

//Ikke min bedste, men heller ikke min værste^^'

Dennes vanvittige tic fik Ahngels mørke øjenbryn til at skyde en smule i vejret. Halvyngelens sindstilstand var nok alligevel ikke andet end et krater. Han kunne da i det mindste lære sig selv kunsten i at gemme denne galskab. De røde øjne vendte sig en smule imod siden da en form for unormal skyldfølelse gled ind over dem. Bedrog han alligevel, trods hans primitive førstehåndsindtryk? Vampyrens hånd fandt atter til munden hvor han fortsatte med at fjerne hjerteblodet med langsomme og forsigtige slik, som lå der egentlig ingen anden grund i det end blot at have noget ved fingrene. Øjnene vendte ikke tilbage da denne talte til ham, men fastgjorde sig et bestemt punkt frem for sig. Imod graven hvor de tre gravrøvere nu lå, indsmurt i hinandens blod og diverse. Han syntes at smage lidt på ordene inden der igen kom liv i øjnene og de vendte tilbage til drengen. Han tiltede ansigtet tænkende og skød hagen hintende imod graven, som stod i jorden som en sort firkant, hvis figur var omkranset af vildtvoksende græstotte, som skabte naturen sin egen krave derom. Ikke et kønt eller værdigt syn for en grav, men der var også grænser for hvor langt de dødes værdi kunne strækkes for Ahngel.
”Var det dig, der havde vækket mig, var det dig, som lå nede i graven.” Hans blik kørte atter vurderende op og ned ad drengen. Hans nakke rettede sig og hans ansigt vendtes i den modsatte retning end graven, som ville han ikke kendes ved hans eget blodige skaberværk. Egentligt var det ham ligegyldigt. Politi var intet problem. Mord var praktisk talt legalt og byen var så ukontrolleret af menneskelig og venligtsindet hånd, som den overhovedet kunne blive. Trods det, var det dennes vampyrs foretrukne tilholdssted disse tider. Point Du Lac var trist som en sørgende enke disse dage og udsigten til at tilbringe en livstid der, var ganske ulidelig. Noget han måske gerne ville beholde for tilværelsen, var nok at kunne rive gardinet fra og se ned imod den ene røde rose iblandt de tusindvis af sorte, der pyntede om palæets grund. Denne ener.
”Om ikke andet…” Begyndte han roligt, vendte atter nakken, så det sorte hår skiftede i vindens retning og gled ind foran hans øjne. Han gik imod graven og placerede sig lige før dennes kant og stirrede køligt ned i blodbadet. ”..Så ville disse højrøstede mennesker galpet mere op end nødvendigt hvis du havde taget ansvar for deres død.” Han havde intet imod et skrig før hans ofres lys i øjnene forsvandt, men på disse kanter, ville han bevare stilheden. Blikket gled tilbage til Korah. Det virkede nærmest surrealistisk. Dennes adfærd havde få minutter før virket så faretruende og primitiv, som havde denne været intet andet end et rovdyr. Nu stod han ret op og ned med en civiliseret tone, afklaret blik i øjnene og bærende blodet på hans klæder, som var det silke. Gjorde nærmest den makabre livsvæske til et prægtigt stykke tilbehør. Enten klædte det ham, eller også var det vampyrens gudeskønne udseende selv, som gjorde blodet smukt og farvet som en rose i stedet for et døende organ.