De små gyder

S: Gyderne
T: 01.00
D: 26 April
V: mørket , men ellers fint
O: en dele menneske (Fuld menneske)

Ailince kom gående ned af et af husene og stoppede op og kiggede mod himlen *så det klart* hun skulle aflever noget til en af skuespilkerne som boede inden i bygning bag hende, hun så derefter til siderne og kiggede på de mange fuld menneske, mænd og kvinder, de var meget beskridt og klamme at se på, deres tøj var ødelægt, Ailince passede ikke ind med tøj og udseendet, hende tøj var nyt og det nyeste mode, hendes hvid top og grøn kort nederdel , passede til hendes lang rød hår som dækket lidt af hendes ansigt som var fejlfriet, man vil havde tænkt hende som en fangst, og vil nok misbrug hende os, hun så til den anden side, meget ødelægt hus og ikke så meget hyggeligere sted, hun sukkede og valgt den var gennem de fuld mennesker i stedet, hun skulle jo hjem og det var vejen, da en af manden begyndte at gå efter hende , sukkede hun *typisk* hun begyndte at løb og han løb efter hende, hun drejede af et hjørn og det gjorder han og , hun så tilbage "Hold dig væk" råbte hun og så mod manden, hun var bange, hun løb igennem men besluttet sig for at drejede og drejende af og stod nu i en lille mørk gyde, men blikkede mod manden *Jeg var vis heldig der*

Og da, som natten faldt på, krøb skabninger frem, en skabning nærmere bestemt, der aldrig skulle være krøbet op fra sin kloak, ihvertfald ikke ifølge omverdenen. Og der stod han, eller rettere sad han, på ryggen af et hus tag, betragtende pigen. Hun havde rødt hår. Ligesom hans elskede. Hun var pæn i tøjet, hvor vovede hun at komme her, med sit fine tøj, med sit fine ansigt, med sin renhed og sin skønhed, at komme her, vise sig for ham, der måtte leve i skam og i synd hver dag, forbrændt, forrevet og vansiret.

Han fulgte efter hende, betragtende hende fra tagryggene, betragtende hende. Og da hun til sidst fandt vej ned i en gyde, men eller anden anden dødelig i hendes hæle. Besluttede han sig for, fortælle hende, hvad hun helt præcist havde gang i.

Der lød et klonk. Da han ramte jorden. Der stod han, Gav'riel, navnet en strammende og henrettende skytsengel. Han betragtede manden for an ham. De blå øjne gled over ham, søgende efter noget, en udvej uden vold. Han var klædt i laset sort tøj, der kun lige dækkede hans hud. Der var vansiret og ødelagt, hang i laser, var misfarvet, eller blot manglede steder, så man kunne se ind til organer og ben og kød og muskler. Hans åndedræt var raspende.

Han hævede armen, og mumlede et raspende og gispende ord. Hvorefter lyden blev erstattet af piv og raslende. "Hva laver du man? hvorfor ser du sådan ud" fulderikken stoppede dog bræt, da han kiggede ned, og fik øje på den hær af rotter der var igang med at kravle hen over ham. Gav'riel vente sin opmærksomhed imod kvinden. Stirrende med de blå øjne imod hende, talende med en raspende hæs, rådden, slimet, ulækker og rusten stemme. "Pigebarn... Hvad fanden laver et så kønt ansigt som dit her i en så grim by" hviskede han, og slikkede sig om munden, hans stemme var ikke komplimenterende, snarrere... anklagende?

Ailince stod i skyggen for muren, da hun så en mand, vis han virkede meget overnaturlig og uhyggelig, med utrolig blå øjne som lyst frem i hans ansigt, hun skulle til at gips da hun hørte hans stemme, hun lagde hurtigt en hånd over sin mund.... Stemmen var.... ubeskrivelig.... uhyggelig, men der var noget over den som hun ikke kunne beskrive...
Ailince så mod ham fra skyggen, hendes røde hår blæste inden for sit ansigt, da han så mod hende hun mærke angsten komme op i sig... han så hende.... ikke kun så hende, han betragte hende dybt.... hendes udseende... hendes bevægelser.... Ailince stod helt stille og så på hans ansigt, han bevægede munden igen.... det virkede uvirkeligt at han kunne det.... snakke .... det mest normal man kunne.... Men ved ham virkede det så uvirkelig.... hun flyttet nu hånden fra munden og flyttet sit hår bag sin øre, så det ikke blæste ind foran hendes ansigt igen....
Hendes ansigt var utrolige smuk... en sand skønhed... så ren.... så smuk.... som silke.... hun hørt hans orde igen og igen i sit hovede *Pigebarn.... Hvad fanden laver et så kønt ansigt som dit her i en så grim by* hun havde åbnede mund og så på ham med sin utrolig blid smukke øjne.... selvom hun så alt dette så uvirkeligt.... var de blide mod den fremmende væsen foran sig "Ved jeg ikke sir" sagde hun efter lang tid stilhed....
Hendes stemme lyd som sang, da det kom ud af hendes mund... hendes blid og varme stemme var særlig og behagelig...

Ailince fik nu først blikket fra den fremmede mand og mod den fuld som var begyndte at løb væk fra hende, hun virkede fortryllet men klar.

Han betragtede hende, smil til hende, et smil der lige så godt kunne have været et skilt hvor på, der stod hvilke forfærdelige ting han havde lyst til at udsætte hendes dødelige krop for. "Nå det var synd, men hvis ansigtet ingen grund har, hvorfor giver vi dig så ikke et som mit?! hvæssede han, og tog et skridt frem imod hende. Hans ansigt var... forfærdeligt, de blå øjne var det eneste normale, håret var langt sort og fedtet. hans hud var slatten og disfarvet, og omkring højre side manglede den helt, så man kunne se hvor musklerne og scenerne bævgede sig hvergang han talte. Kødet stragte sig og trak sig sammen igen, hans tænder og kæbe var blottet, og hvis man ville, kunne man stikke en finger direkte ind igennem siden af munden på ham.

Han klukkede for sig selv, og strakte en finger frem, for at røre hendes bløde hud. Han stod ikke længere en et par 10-30 centimeter fra hende, åndende hende direkte ind i ansigtet, stirrende på hende, søgende efter noget. Søgende efter... ja han vidste det ikke engang selv, og det irriterede ham.

Han kløede sig i håret, og da fangede hans øjne hendes nakke, pulsåren, blod. Varmt blod. Hans åndedræt blev hurtigere og mere stødende raspende. Blod. Varmt blod, levende blod, ikke rotte blod, men rigtigt menneske blod, det var hundrede år siden, eller noget der mindede om det, han raspede, og gispede. Slikkede sig om læberne, og lod tungen glide over tandens spids.

"Ansigt som dit" sagde hun forvirret og gik et skridt tilbage og stod nu helt op mod muren "Jamen fedt en vampyr" sagde hun og så mod den fuld mand, vil hun så heller med ham, hun så manden brækkede sig, og hun rystede på hovedet "Nej så heller en vampyr" hun snakkede med sig selv, hun så mod ham "ups" hun holdet en hånden for munden.....Hun så på hans ansigt....
De var to modsætning, hun var i rent tøj, han var ikke, hendes hår var rødt og hans sort, hun var varm og han var... kold , hun tænkte dette og gys lidt....
Ailince så mod hans hånd, da han rørt hendes kind, hun mærkede hans iskolde hånd mod sin varm , hendes hud var blød og hun så han slikkede sig om munden "Øhm" sagde hun og gik under hans hånd...
og stod nu midt i gyden "Hvad laver du" spurgte hun dum, være gang han gik mod hende gik hun tilbage et skridt på et tidspunkt vil hun stod mod muren igen, hendes vejrtrækning var dybe og rolige, man kunne se hendes bryst gå op og ned, hun så mod ham med sine blid øjne selvom hun var på vagt....
Men hun var jo kun et lille skrøbelig menneske, med en utrolig sød duft, som var stærkere end andre, da hun har et meget smuk sind og sød personlighed

"undrer mig over hvor man bor..." Hans klo lignende fingre gled over den fine hud, og hans læber skiltes i et smil, han kunne ikke lade være med at undre sig, han stod her, i al sin vælde og betragtede denne pige, der uden frygt nævnte hvad han var, og tydeligvist ikke var bange for hans trusler. På den ene side pissede ham af, det tændte en ild inde i ham, det brændte og opslugte enhver rast af rationalitet i ham, givende ham en lyst til at give hende gaven, til at lade hende blive som ham, til at hun ligeledes ville blive... Et monster

Men på den anden side, så fascinerede hun ham, at hun kunne stå der, og se skønheden, eller ihvertfald ignorere monsteret i ham, han smilte, og i et enkelt sekund, hvis det ikke var for det stykke løse hud på hans hals, eller for tungen der spillede om de spidse tænder, så følte han sig næsten helt menneskelig.

"Hvordan gør du?" spurgte han nysgerrigt, måden han rørte ved hende ændredes karakter, i stedet for at bruge kloen, for nærmest at skrabe i hende, en aggresiv og destructiv møde, i stedet for dette blev fingerryggen brugt, til at glide over huden, kælende. Han tog i sig i det, og hev hånden til sig. "Hvordan gør du? Er du en heks? Hvordan får du døde til at føle sig levende?" Hans stemme blev højere og højere, indtil det sidst nærmest blev råbt ud

"Hvor man bor" gentog hun med en stemmende som var blid og omsorgsfuld , hendes ansigt forandre sig ikke, det var blid og rolige, uden tegn på frygt, Ailince lad hovedet på skrå og gøre hende mere nuttede, hun ville ønskede hun vidste hvad denne fremmende vampyr tænkt......
Ailince kiggede undersøgende på ham...... tydeligt at se han var vampyr.... hun bliv stående helt oppe af muren uden at være bange for ham.... Han var faktisk smuk....
Det kom bag på hende at han rørt hendes hud og da han sagde hvordan gør du, blev hun forvirrende da han ikke sagde hvad han ment med det.... Hans kolde hud, ramte hendes blød varm... hun lukkede øjne da han glid hendes hud så han kælende hende.... Hun var helt rolige og hendes smukke ansigt var fredfyldt..... selvom en vampyr stod og rørt hende...
Da han sagde det sidste ikke sagde råbt , åbnede hun øjne og rystede på hovedet "Ved jeg desværre ikke" sagde hun og så ham i øjne, de var utrolig blid og kærlig, de blå øjne.... "nej jeg er et menneske " hun blottet halsen, meget farligt men hendes menneske sød duft kunne duftede fra hende

Han stirrede på hende, undrede sig over hvorfor hun endnu ikke havde kastet sine indvolde op, han var et misfoster, nok tættere på et råddent lig, end på en vampyr. Han kunne ikke lade være med at slikke sig om tand spidsen, forsigtigt pillede han lidt løs hud af øreflippen, smillende grumt ad hende. "hmm... hvad siger du lille pige? du ved det ikke?" spurgte han som han trak vejret hivende ind, ned i lungerne, gennem halsrøret der kunne ses igennem den tynde hud. Hvordan kunne man ikke vide hvad man gjorde, der var en forklaring på alting, og en begrundelse.

En lille pesismistisk stemme i hans indre hviskede, "hvad er så grunden til dette?" Dette, var helt klart et sysnonym for den totur han var blevet udsat for, dette vansigrede hylster han kaldte en krop. Han rystede på hovedet. Nej, der var ikke grunde til alt, men hende pigen her, hun måtte da vide hvad hun gjorde!? Han sukkede, verden, var gået af lave!

Ailince så mod hans hud og løftede sin figner og rørt hans hud, "hmm" sagde hun og havde det ikke dårligt, det var ikke sådan hun var...., Ailince var den sød og forstående pigen, den som behanglig alle godt lige meget med udseendet... Hun så han pillede hud af sig og mærkede gøs igennem sit krop, men hun synes fakisk det var sejt "Sejt" sagde hun og smilede sødt til ham....
"Måske min personlighed sir, men er kun et menneske" sagde hun og så på hans vejretrækning, de var vildt tydelig i forhold til hendes, hendes var blid og rolige og ikke nær så synlige, hun fik nok mere luft ind og på hendes vejretrækning hun så blidt på ham, mens hun træk vejret rolige.....
Ailince tænke på hvad der kunne være så særlige ved hende, hun kunne ikke komme i tnke om noget andet sin meget blid og søde personlighed½

En latter steg op fra hans hals. "Well, hvis du ikke har tænkt dig at råbe ad mig, kæmpe imod eller kalde på dine venner. Så lad os da starte på ny.." hans læber skiltes i et smil. Han kunne simpelthen ikke lade være med at smile ad situationen. "Dit navn frøken?" spurgte han venligt, og løftede en imaginær hat, nok i en hånende getus overfor ... ja, de alt for fine folk rundt i byen. Han klukkede. "Jeg er Gav'riel. Blandt vampyre er jeg kendt som kloak rotten, blandt mennesker er jeg kendt som monster, misforster, morder, blodsuger og tusind andre ting." klukkede han.

Han rakte ned i sin lomme. Fra denne fremdrog han en lille ligther, en fra de gamle slags, med en låg der kunne vippes tilside. Han vippede den tilside, og tændte flammen, der brændte, med et blåligt varmt skær, han kunne ikke lade være med at grine. Flammer beroligede ham, og derfor, og kun derfor, bar han rundt på denne lille ting.

Ailince så på ham med nogle blid øjne "Hyggeligt at mod dig Gac'riel" hun var ikke bange eller tegn på noget negative i ham, hun tog hans hånd og smilede nu blider til ham "Ailince er jeg" sagde hun sødt og forklar ikke mere end det , hun nussede hans hånd "Venner med vampyr og dæmoner " hun slap hans hånd, det forklar hendes ikke frygt for ham og så mod ligther "Ryger du" spurgte hun sødt
hun slap hans hånd og løftede den op til hans kind og aede, hun var en blid og omsorgsfuld menneske, som ikke frygte de væsner som var mest farlige for sig... sikkert et mod denne pige havde, men rigtigt så så hun dem ikke som monster men som livende skabninger..... Hun aede hans kind og flyttende så derefter, hun havde blød hud

Han smilte. Røg han? Nej selvfølgelig gjorde han ikke det, han sov, og han fødede. Det var alt. Det var det hans liv kredsede om, føde og søvn, føde og søvn. Men han sagde ikke dette, smilte blot og svarede " nej" han reagerede ikke på at hun rørte ham, hvad skulle han også gøre? spinde som en kat? logre som en hund? han var helt ny på dette område, eller ny og ny. Men det var hundrede år siden han sidst havde følt en kvindes varme. Derfor stod han blot stille, og lod hende røre ham. Måske en fejltagelse. Måske ikke.

"Venner" ordet lå forkert i hans mund. Han klukkede, en latter steg op fra ham, ud i natten, og svøbte sig rundt om gyden. "venner med vampyre og dæmooner, så har man hørt det med"

Ailince så han stod stille og smilede "ikke vantil at bliv rørt" sagde hun og løftede sin hånd igen og lagde sin hånd på hans kind, hun aede stadig.... "Jep venner med dem" sagde hun sødt og smilede blidt, hun virkede utrolig sød..... Efter lidt tid hvor hun havde rørt hans kind tog hun igen hånd til sig og mørkede den kolde mur mod sin ryg, "Skal jeg bliv ved med at stå op af muren" spurgte hun
"Lad være med at grin af mig eller jeg" hun tænkte over ordet og smilede så drillende til ham, det virkede så mærkeligt at et menneske var venlig mod en vampyr, og sådan et skønhed lige frem "Ah ja god ide" sagde hun og overfaldet ham med et kram, hun havde armene omkring hans hals selvom han var højere end hende, hendes varm , blød krop mod hans... man kunne mærkede hende hjerteslag mod hans kold krop

Han stivnede, hvad i al verden havde hun gang i? Det var som om hans hjerte holdt op med at slå, hvilket det jo praktisk talt aldrig havde gjort, men alligevel flød blod i hans årer, et mysterium. Men det føltes, som om verden frøs til is, tøede op og frøs til igen, på få milisekunder var alting ændret. Han var ikke et monster, nogen syntes åbenbart det var i orden at røre ved ham, et håb vagtes i ham, et håb, et håb om at han måske, med hjælp fra en healer, kunne restorere hans tidligere hylster, og derved blive normal igen. Han smilte ad hende. "Jamen goddag til dig!" mumlede han, og lagde ganske forsigtigt armene om hende, tøvende, og i ryk, som om han var bange for at gøre noget galt.

Hendes varm krop bliv mod hans, hun bliv ved med at holde om ham og smilede over han stivede "du er ikke vantil at bliv rørt" sagde hun og flyttet hovedet væk fra hans bryst så hun kunne se på ham, hendes blid blå øjne sad på ham mens hendes smukke ansigt var mod ham, hun havde et smil , alt over hende var blidt og smukt... Ailince lagde hovede på skrå "Mange tak" sagde hun og holdet sig armene omkring hans hals, hun smilede over han lagde arme om hende og så han kunne se han ikke havde gjordet noget forkert "Følelse det ikke beder" spurgte hun og hentyd at han virkede mere livlig... det var noget særligt over hende... Hun var ikke som andre... Hendes hjerte slog blidt men vis du mærkede og lyttet efter kunne man høre den hoppede inden i mellem, som om hun havde et sygt hjerter......

Han lagde hovedet på skrå, han vidste det ikke, han vidste ingenting nu. "uhmm.. jeg tror jeg må gå nu" forklarede han, ordene faldt næste over hinanden, som om de var usikre, som om ingenting længere var virkeligt, hvilket det heller ikke var, alting var blevet opløst med denne aften, livet var anderledes, eller måske rettere, døden var anderledes.

Han tog et skridt tilbage, og endnu et, han måtte væk, og det måtte ske hurtigt, han kunna ane solens stråler i det fjerne, og en panisk frygt greb om ham, som en metal hånd der lukkede sig om hans hjerte, klemmende hårdere og hårdere, han hev vejret i sig, og fik da øje på et deksel.... Kloaken, ly..... hjem.....

Ailince så forvirret på ham... hendes personlighed.... hendes blidhed .... hendes omsorg var gled ind i hans sind... Hun lagde mærkede til at panisk og så mod himlen, snart morgen tænkte hun og det gav et chok i hende . hun tog fast i ham igen og så vejen ned hvor han havde kiggede .... Hun hoppede ned og stod nu med vand til knæene "Klamt" sagde hun og så ned i vandet , hun så en rotte nærmede hende... hun slap Ham og flyv hen til væggen... den var mere ulækker en rotte sagde piv ved hendes øre, Hun skrig af chok og det gav genlyd, hun samle sig samme,