Kirkegården om natten~Damian-privat

T: aften/mørkt
V: helt stjerneklart
O: ingen endnu
S: Kirkegården

Elisa gik hvileløst rundt på kirkegården som hun altid, hun gik rundt og nynnede en sang, men sang ikke højt, hun ture ikke selvom hun var død, hun var ved at være træt at gå rundt helt alene på kirkegården og andre steder, hun kiggede på de mange gravsten, hun begynde så at synge” Lad dem lege i livstræets krone, Lad dem føle, at livet er stort, lad dem skue de blå horisonter og himmelhvælvingens port” Sang hun bare stille som om det var til de døde, hun endelig glad for det var mørkt så andre væsner se hende altså de levende kunne se hende

En mørk skikkelse åbnede den knirkene smedejerns port ind til kirkegården, under normale omstændigheder ville han ikke bevæge sig ind på dette sted på trods af at han var død, men selv i hvileløs tilstand kunne han finde en smule fred ved at stå et sted hvor så mange andre havde fundet ro. Hans skridt var langsomme og man kunne ikke høre dem da hans ben var omgivet af en tåge og hans fødder aldrig rigtigt rørte jorden, han svævede på denne måde ind mellem de forskellige gravstene og kiggede på navnene, nogen få af de mennesker og væsner han havde knyttet sig til i tidens løb lå begravet på dette sted men det var færre end der kunne tælles på en hånd. Damians tanker blev afbrudt da han hørte... en salme? Hvem kunne dog finde på at synge på et sted som dette? Han bevægede sig tættere på der hvor lyden kom fra og fik øje på en pige, men hun føltes ikke som de andre i byen, der manglede noget, han fik næsten en tåre i øjnene da han regnede det ud og han satte fra jorden og fløj forbi hende inden han landede på jorden lidt væk, hun måtte ude tvivl have set ham. Med en stemme der virkede tom og død begyndte han nærmest at stamme "Du...DU er ikke... Du er en udød som mig", på trods af hans stemme ingen følelser havde lød han alligevel en smule glad.

hun stoppede med at synge, hun havde set en, vende sig hurtigt den vej som hun nok troede det ville lande, i det hun så det var dreng/mand, hun var ikke helt sikker"ja det er jeg"sagde hun, hun gik hen til ham, hun rørte jorden, men man kunne ikke se hendes skridt eller høre dem, hun kiggede lidt på den fremmede, hun kunne godt mærke han var lidt som hende"men jeg er jordbundet"sagde hun med et lille suk

Damian kunne ikke holde et uskyldigt smil væk da han hørte hendes stemme, hun var virkelig som ham, hun var det første spøgelse han havde mødt siden han var vendt tilbage til den by hvor han så brutalt var blevet dræbt, han bukkede dybt for hende, "Jeg er Damian de Turrio, det er mig en ære at møde en af de få andre der har det samme problem med livet som mig... du ved, det med at være død og det hele". Damian var ellers ikke en der fyrede dårlige jokes af, men når han var i så godt humør som han sjældent var var der ikke noget der skulle stå i vejen for ham, "Jordbunden? betyder det du ikke kan bevæge dig mellem verdenerne?", han lød oprigtig og som om han havde en smule liv i stemmen.

"Elisa Melina Marjoe myrdet i år 1700 uden træet der henne"sagde hun og pegede på et bestemt på kirkegården, hun kunne ikke lade være med at grine over det han sagde"jeg er fanget her af en eller anden grund, jeg ved ikke hvorfor og det er ved at være rimelig kedeligt bare at gå rundt og se hvordan verden forandre sig imens man ikke selv gør det"sagde hun