Not the Final Goodbye!(Maylea/Privat)

Skoven var stille... Ikke bare Nå-jeg-kan-ikke-høre-en-lyd-så-der-er-vel-ingen-dyr, stille, men øredøvende tavshed. Ikke engang træernes blade, lod til at ville larme for at give baggrundsstøjen.
Regnen hjalp heller ikke. Der kom ikke en lyd når et blad havde samlet nok regn til en enkelt dråbe og lod den falde... Komplet og fuldstændig stilhed...
Dyrene vidste muligvis hvad der var i vente og det kunne være derfor de ikke var i nærheden, men det kunne nu ikke forklare noget andet...
Og dog... Der kunne anes en svag lyd. En svag raslen, når en person satte foden ned på græsset, som kun kunne høres af en udmærkede jæger, eller spejder.

Personen der lavede den minimale larm i skoven, var en ung dreng. Drengens sorte hår klæbede sig til panden og hovedet, det var ganske tydeligt at han havde været ude i længere tid. Munden var fordrejet til et komplet ulæseligt smil. Det var ikke glad eller trist, det udtrykte heller ikke vrede eller velbehag... Det var bare... Ligeglad...
Men øjnene... De, græsgrønne smaragder, var så triste at det ikke var til at kunne tro at nogens øjne kunne udtrykke den form for sorg.
Han var klædt i en simpel jakke der var lynet op, så man kunne se den hvide posede skjorte indenunder og nogle lysebrune bukser sad på benene. På grund af regnen, var de blevet mørkere.

*Utroligt som vejret kan ændre sig* tænkte Korah for at tage opmærksomheden væk fra forstående handling, han ville tvinge sig selv til. Han vidste at han ville hade sig selv, men det måtte ikke lyse ud af ham, da det bare vil få alle omkring ham til at lægge mere mærke til ham end godt var... Han skulle være som før... Ikke lige pludselig skifte sindsstemning og ændre sig til et eller andet fjog på græderanden.
Han bid sig hårdt i underlæben for ikke at tænke over det... Hvem ved, måske var Maylea der ikke, så han ikke behøvede at fortælle hende det...
Men kunne han det? Kunne han forlade hende, uden at sige noget, forklare noget, vise hende noget... Nej... Han blev nødt til at kappe alle bånd over, så hun ikke ville lede efter ham og ende med selv at ryge for huggeblokken... Det samme han havde gjort med sit tidligere liv, før alt det her, blev han nu nødt til at vende dette liv med May ryggen, for at kunne fortsætte med Ma'lakel.

Oppe i et træ hvor tykke grene og en masse blade beskyttede for det værste af regnen. Der, i en lille hulning mellem nogle overraskende tykke blade, på et tæppe der stadig var tørt på grund af trækronens beskyttelse, sad en ung pige der kunne minde om en der var på vej til at blive sytten. Kun en teenager. Ansigtet røbede hende. Kinderne og hagens bløde rundhed havde stadigvæk nogle barnlige træk op sig. Det eneste på denne pige der kunne minde om noget ældre var øjnene. Den unge halv-aspara virkede ti år ældre på grund af disse øjne. De var hårde og bløde på samme tid. En beslutsomhed dominerede over bekymringen der lå lige derunder. Omkring dette overraskende kønne ansigt indrammede noget mørkebrunt krøllet hår det. Dog havde hun sat det op i en sjusket fletning der gled hele vejen ned over skulderen. Pandehåret hang frit, og umiddelbart virkede håret ret så fugtigt – hun havde højst sandsynligt være ude i regnen for ikke så lang tid siden. Også hvis man bedømte det fugtige tøj hun bar. Bukserne var et par sorte tætsiddende med noget fleksibelt stof. Hun bar også en sort bluse der sad tæt til kroppen og fremhævede den startende timeglasform hun ejede. Udover denne bluse var der et bælte omkring hoften med diverse kasteknive i, over kroppen var to tykke ’seler’ som sad tæt ind til blusen og fortsatte om bagpå hvor det så ud som om en ekstra lang kniv – tæt på at være et sværd – hang. Hun havde som fodtøj taget et par grålige støvler på, støvler der både så behagelige ud og på samme tid den slags man helst ikke ville sparkes af.

Maylea havde knyttet sine hænder, tænkende. Hun skulle finde ham! Hun måtte finde Korah. Hvis hun ikke fandt ham vidste hun ikke hvad hun skulle gøre. Hun havde allerede været på stranden, en hurtig tur mod byen – hvor hun hurtigt skyndte sig fra igen. Skoven havde hun gennemsøgt så godt hun kunne, men hun havde ikke kunnet råbe efter ham. Det ville være for afslørende i en skov som denne ville det ikke? Han var ikke vendt hjem den nat. Heller ikke i løbet af dagen. Og hun kunne ikke finde ham nogen steder. Hvis han var blevet fanget af nogle slavejægere vidste hun ikke hvor meget hun ville komme til at bebrejde sig selv dette. Hvis der var sket ham noget. Maylea kunne lugte hvordan luften var blevet tungere på grund af regnen. Men nu kunne hun også høre andet. Fodtrin? Fodtrin! Hun rejste sig halvt fra sin siddende stilling ved lyden. Kunne det være ham? Kun han kendte til dette sted. Medmindre selvfølgelig det bare var en der vadede forbi uden rigtigt at vide at der befandt sig en anden person i nærheden. For dette var ikke en slavejægers fodtrin. Dette her.. De nærmede sig og hun var allerede nu ved at mærke spændingen vokse. Kunne det være ham? Hun tog afsæt og sprang de 2 meter ned mod jorden, og landede på benene. Dog på hug for at tage noget af stødet i benene da hun landede. Hun var heldig med at jorden her ikke var så hård.

Fletningen blev med et kast med hovedet flyttet om på ryggen, så den ikke ville genere hende så meget. Få skridt blev taget før hun så ham. På vej mod hende. Eller nærmere mod stedet. Korah. Den eneste hun rigtigt havde kunnet stole på. Den eneste hun stolede på. Hun mærkede lysten til at råbe hans navn og springe frem for at kaste sig i armene på ham. Purre op i hans hår og skolde ham for at have været væk. Men hun holdt sig tilbage. Stivnet som et dyr. Hans tøj. Det var ikke hans tøj. Ikke det hun sidst havde set ham i. Hvor havde han været? Hvem havde han fået tøjet af? Han virkede uskadt, men dette gjorde hende ikke mere lettet. Dette måtte betyde han ej eller havde været op at kæmpe med nogen. Altså var der sket noget helt andet. Noget uventet som selv han ikke havde regnet med. Eller tog hun fejl igen? May tog sig i at bide tænderne sammen. Kunne dette være en fælde? Han bar ikke våben. I så fald måtte hun træde varsomt. For hendes egen og Korahs skyld.

Korah så søgende rundt mens han kiggede efter Maylea. Han ville nok straks ha lugtede hende, hvis det ikke havde været for det pludselige vejrskifte... Sjovt som det kunne springe fra solskin til regnvejr...
Ganske hurtigt scannede Korah området efter tegn på at May var her, men May var bedre end Korah til at skjule sig, så han ville nok ikke ikke alligevel kunne se om hun havde været der. Men det var bare en form for skalkeskjul.
Han udvidede sine bølger og lod dem føle for ham om hvor henne der var nogen.
Brynene blev trukket sammen... May kunne ikke føles... Træerne, bladene og vandet stod i vejen og sørgede for at han ikke kunne mærke meget længere end de normale 5-10 meter radius fra ham.
Han var på kanten til at råbe op efter hende, men så hørte han det lette bump ude til venstre for ham og han drejede rundt og kiggede direkte på Maylea.

Indvendigt, var Korah helt varm af glæde og kunne mærke hvordan der faldt en sten fra hans hjerte, mens han betragtede hende betragte ham. Han fik igen den lette og velkendte følelse af at svæve, når May kiggede på ham som han altid gjorde.
Men udvendigt, så Korah bare ligegyldig ud, mens han lod et mørkt slør glide over øjnene... Det nyttede ikke hvis May vidste hvad Korah ville, før han havde nået at få styr på sit ansigt, så hun kunne se at han løj...

Han satte hænderne i lommerne og kiggede på hende. ”Er du færdig med at stirre?” spurgte han så lettere hårdt og trådte hen til hende.
Da han kom tæt nok på, blev han kort nød til at lukke øjne, da hendes duft nåede hans næse. Hun duftede af... Tryghed...
*Nej! Nu må jeg gøre mig hård og ondskabsfuld* tænkte han så til sig selv og bed sig selv i kinden for at stoppe det fjogede grin der ville nå hans læber, hvis ikke han nåede at stoppe sig selv.
Han åbnede igen øjne og sløret var blevet stærkere. Han nægtede at give May falske håb om hvem han virkelig var.
”Har du set min taske?” spurgte han så hurtigt og kiggede op i træet, som om han kunne kigge igennem grenene, bladene og tæppet og se hvad der lå...

Maylea mærkede hvordan den varme der for få sekunder siden havde boblet gennem hende, langsomt fortog sig. Det blev kølet ned. Hun blev kold. Korah lagde mærke til hende. Hun kunne se det. Lysten til at falde ham om halsen forsvandt som en småkage i munden på et barn der slugte den alt for hurtigt. Men den ville ikke blive glemt. For smerten efter at have slugt et for stort stykke af småkagen ville blive hængene i halsen, præcis som den klump Maylea nu kæmpede for at synke og gemme væk. Det var ikke hendes Korah hun så stå der få meter væk. Det var ikke hans øjne. Ikke hans smil – han smilede ikke engang. Ubevidst rynkede hun svagt på næsen. Det var som om det fugtige våde vejr der omgav dem pludselig satte sig fast på hendes hud og trængte ind som en virus der prøvede at formindske hendes kropsvarme. Og det lykkedes den måske. May stod stille et kort øjeblik før hun trådte ham i møde med rolige lette skridt. Man kunne næsten ikke høre de lette fodtrin mod skovbunden. Let og smidigt som en kat bevægede hun sig hen mod ham. Roligt som havde hun ikke lagt mærke til hans ændring – det KUNNE jo være en reaktion for hvad han havde været ude for ikke? Desuden.. hun kunne ikke se hans sværd nogen steder. Han plejede altid at have sit sværd på sig. I løbet af et kort øjeblik havde hun måske mærket hans længsel som hun havde mærket sin egen. Men også denne var forsvundet. Hans nuværende slørede blik skræmte hende på sin vis. Men viste hun dette på det ydre? Selvfølgelig ikke! May havde lært at kontrollere sine følelser så længe der ikke var ’fysisk’ kontakt. Udenpå virkelig hun rolig. Lettere afslappet. Men hun smilede ikke. Der var ikke plads til smil. Ikke nu. Ikke i disse tider. Ikke når han ej havde smilet til hende som et tegn på at han havde savnet hende.

Trods hun havde forberedt sig på hans ’attitude’ faldt masken et kort øjeblik helt væk fra hendes ansigt ved hans ligegyldige ord ’er du færdig med at stirre?’ Hun bed hårdt tænderne sammen. Trods ansigtet i omkring et sekund havde virket helt nøgent og sårbart var barrieren nu endelig sat op igen. Beskyttede hende mod verden omkring hende. ”Oppe i træet” svarede hun og vendte ryggen til ham for at gå helt hen til træet – velvidende at han ville følge med for at få sine ting. Imens grublede Maylea over hvad der var sket. HVORFOR ville han pludselig have sine ting? Ville han have at de skulle flytte igen nu? Havde han opdaget nogen slavejægere i nærheden? Andre farer måske? I al den tid gik det aldrig op for Maylea hvad der virkelig foregik. Det ville aldrig falde hende ind at hendes Korah. Hendes eneste ven ville vende hende ryggen. Ej heller nu hvor hun havde opdaget hans slør der virkede som om han prøvede at holde hende på afstand. Nej Maylea ville hjælpe ham og finde ud af hvad der var galt. Vreden gloede under huden på hende. Men han kunne da ikke bare komme sådan og bede om sit tøj? Det kunne han da ikke! Hvor uhøfligt var det ikke lige? Og han.. han havde ikke engang smilet.

Maylea snurrede rundt på hælen uhyggelig hurtigt og smadrede en knyttet næve i fjæset på ham. Hun skar tænder. Slaget havde ikke været rettet mod hans næse men derimod havde den halvt været mod kinden, læben og kæbepartiet. Hun var normalt omhyggelig med sine slag. Trods deres hårdhed. Også på dette tidspunkt ville man kunne se at huden på den knyttede næve var blevet skinnende og diamant agtig. Hun havde tydeligvis forvandlet den for at gøre slaget endnu hårdere. Mere smertefuldt. Derefter blev der udbrudt; ”Hvad fanden har du gang i?!”

Korah kunne mærke hvordan kniven der før blot havde lirket let i hans hjerte, nu begyndte at skære ham op og efterlade et koldt kølvand. Han var selv tæt på at bukke sammen for den kolde smerte den gav ham i brystet og som fortsatte helt ned til maven, hvor den lagde sig som en kold sten.
Og alligevel kunne han ikke lade være med at føle en minimal varme i kulden. May var nu tæt på at hade ham... Nu skulle hun jo bare glemme ham, og så ville hun være i så meget sikkerhed som hun var uden ham til at starte med... Og så ville Korah gøre hvad han kunne for at redde hende, hvis det kom til det.
”Okay” sagde han ligegyldigt og begyndte at kante sig derhen af, meget langsomt, nærmest som om det var farligt at bevæge sig for hurtigt. Korah af alle, vidste at Maylea kunne kaste knive som ingen andre... Så at vende ryggen til hende, ville være farligt.

Da slaget fløj imod kunne Korah ikke lade være med at lade hende ramme ham. Han havde fortjent det. Her kom han vraltende som en eller anden stolt idiot, efter at May havde bekymret sig for ham, sagde knap nok hej, smilte ikke og ville væk fra hende.
*NEJ!... Hvis hun skal hade mig, må der kommer mere benzin på bålet* tænkte han lettere selvmoderisk... Eller sådan forbandt han det selv.
Korahs hånd fløj op imod hånden, da han, i sidste øjeblik, så at hendes hånd glimtede. Brynene i hovedet fløj op i forfærdelse. *Er hun ude på at slå mig ihjel?!* tænkte han og bukkede sig sammen. Han drejede rundt og fik fat om håndledet på hende.
”Hvad fanden har du selv gang i?!” spurgte han vredt. Han var glad for at hans stemme ikke var ligeså tæt på at gå i stykker som han selv var inden i.
Han vred vredt hendes håndled let, hvis han stadig havde fat. Det var ikke noget voldsomt vrid, bare en form for advarsel. Korah havde altid sørget for at May ikke var i nærheden når han brugte sin evne, men han vidste ikke om hun måske havde set hvad han havde gjort ved dyrene der havde overfaldt ham eller noget andet... Der var stadig Slaver liget ude i skoven et eller andet sted.

Et grumt blink kom frem i Korahs grønne øjne. ”Jeg skrider... Skal du have det på skrift? Kan du ikke selv regne det ud når jeg vil væk, uden DIG!” Korah kunne mærke prikken bag øjnene, men alligevel var der noget der holdte dem tilbage... Noget som gav Korah ret og som fik ham til at proppe noget af den rette klang i ordene så de ikke lød falske og forkerte i hans mund... Som om det var noget nogen havde tvunget ham til...

//Undskyld at jeg ikke var på på din fødselsdag Twin D: Ville gerne ha sagt ordentligt tillykke!...
Min computer virker stadig ikke... Bruger igen en andens Com...//

Maylea mærkede hvordan en kraftig tilfredsstillelse langsomt blev opfyldt. Jo. Det var lige hvad hun havde brug for. At lave noget fysisk. Hun var ikke god til at holde sine følelser tilbage når det gjaldt vrede, had, eller raseri. Den søde følelse af at give nogen hvad de fortjente herskede over hende i det øjeblik hun slog ud efter ham. Åh hvor føltes det dog bare godt! Hun hadede ham ikke. Men hun var tæt på. For selv efter disse få minutter havde hun ikke regnet det praktisk talt åbenlyse ud. Det der strålede ud af den jævnaldrende halvdæmon. Hun havde rent faktisk nydt det. Hun nød det! Udenpå kunne det ikke ses men inderst inde var hun forfærdet – hvad var der sket? Selvfølgelig havde hun slået ham, selv han måtte da have vist at hun ikke blot ville lade tingene passere som var disse ligegyldige. Nej. Sådan var hun ikke. Hun gjorde ikke den slags. Hun slog fra sig. Som den vilde blomst hun var opkaldt efter. Smuk. Men vild. Så, så hun det. En næsten skjult forfærdelse bag hans facade. Hun havde trods alt overrasket ham med at have forvandlet sin hånd. Succes.

Da hans næste ord fløj ud af munden på ham, rørte de hende ikke det mindste. Der var noget galt. Der var virkelig noget galt. Inden i hende. Hun havde mødt mange væsener siden hun var flygtet. Mange ubehagelige typer, som hun direkte ikke havde kunnet klare at være i nærheden af. Men det her var ikke det samme. At Korah opførte sig sådan her.. det kunne bare ikke passe. Det var ikke Korah. Det var ikke hendes Korah. Han ville aldrig opføre sig på denne måde. Ligegyldigt hvad han havde været igennem ville han ikke behandle hende sådan. Der var noget galt. Det var tydeligt. Men hvad var der sket? Det var det hun gerne ville vide. Da hun mærkede det lette vrid om sin håndled kunne hun ikke dy sig. Det var som om hun reagerede via instinkt. En katteagtig, advarende hvæsen forlod hendes læber og hun flåede hånden til sig i en voldsom bevægelse. Langsomt begyndte hun at mærke hvordan hun var ved at falde fra hinanden indeni. Som et puslespil hvor brikkerne blev løst fra hinanden. Smerten. Hun holdt den ud. Hun holdt sammen på puslespillet så godt hun kunne. Lod ikke et eneste glimt af bløde følelser dukke op til overfladen. Hun blev hård. Maylea kneb svagt sine mørke øjne sammen til smalle sprækker og studerede hans ansigt nøje et kort øjeblik. Halvdæmonen. Han vidste det ikke. Men da han i den arena stillede op havde hun været til stede. På det tidspunkt fandt hun også ud af hvilken slags halvdæmon han var. Han kunne kæmpe. Og hvis hun ikke var så sikker på sig selv ville hun måske endda tro at han kunne slå hende. At han var stærkere. Og hvordan havde hun kunnet undgå at se ham ude i skoven? I starten havde hun holdt øje med ham for at være sikker på der ikke skete ham noget – selv efter hun havde lært ham hvordan man jagtede. Sagen var, at på trods Maylea var halv aspara, en utrolig køn ung pige og virkede mere feminin end mange andre piger. Så havde hun en beskyttende side. Han var den eneste hun turde stole på, og turde holde tæt. Det var ham hun ville skubbe ud til siden for at blokere et angreb fra hvilken som helst andet.

Så skete det. Blikket. Det skete så hurtigt at hun ikke kunne gøre andet end at holde sammen på sig selv og ikke lade de fortabte følelser dukke op til overfladen. Kort efter blikket kom ordene. Som en huggende slange bed de hende hvor de kunne komme til. Og hun kunne ikke stoppe dem. Selvom hun havde hævet armen en smule som for at afværge det verbale angreb. Al medlidenheden var forsvundet. Det var nu ikke længere vrede og irritation der styrede hende. Maylea kunne tydeligt mærke hvordan puslespillet krakelerede fuldstændigt og derefter blev omdannet til støv. Noget ubarmhjertigt flåede i hendes indvolde, i et forsøg på at fjerne det hele, for at gøre plads til tomheden. Men tomheden kom aldrig. I stedet for var den dødbringende smerte der. Hendes blik blev sløret og et kort øjeblik viste hun ikke hvad der var ved at ske. Først troede hun at det var tårerne. Men de var der ikke. Der var ingen tårer. I stedet for var der et eller andet som slog klik inden i hende. Klik. Klik. Sagde det. Hun havde ikke længere styr på sine følelser. Der blev knejset let med nakken så over halvdelen af ansigtet – deriblandt øjnene – blev skjult af pandehåret. Tavst vendte hun ryggen til halvdæmonen. For det var det han var. En halvdæmon. Intet andet. Med smerten gnavede på hver eneste mulige celle i hendes krop mens hun tavst kravlede op i træet. Da hun var deroppe greb hun hans ting. Pakkede dem sammen, langsomt og omhyggeligt. Derefter kravlede hun ned af træet igen, stadig med pandehåret skyggende for øjnene, som hun viste måtte fortælle alt om hendes nuværende følelser. Klik, sagde det igen. Hun kastede hans ting over mod ham. For nu var det umulige sket. Det hun aldrig nogensinde ville have troet muligt. Han ville forlade hende. Korah havde sagt det direkte. Det som hun aldrig nogensinde havde skænket en eneste tanke – for han var Korah. Men det var han blot ikke længere. Han var halvdæmonen Korah. Hun kunne ikke sige hvad hun følte. Hun elskede ham ikke. Hun hadede ham ikke. Hun var ikke ligeglad. Men hvad var det så for en uudholdelig følelse hun måtte holde inde? Var det had? Maylea lavede en kort slingrende bevægelse som kunne hun hvert øjeblik det skulle være falde om på den våde skovbund. Men så stod hun fast igen. Dog med let spredte ben. Uden et ord.
Hun løftede hovedet en smule så det våde pandehår gled lidt væk fra et af øjnene. Et øje fyldt med noget man normalt ikke så i hverdagen. Had? Måske. Det blandet med noget andet, mere dominerende. Fortvivlelse? Nej. Blikket lignede noget man normalt kun ville finde på en sindssygeanstalt. Hun lignede en der hvert øjeblik det skulle være kunne finde på at slå hundrede mand ihjel, kun for at se blodet. Kun for at mærke hvordan resterne af deres liv ville sive ud over hendes fingre. For at hævne det liv hun selv aldrig rigtigt havde fået lov til at leve fuldent..

Var det, det der var sket? Var hun ved at blive sindssyg? Det havde været hårdt nok i starten. Men da hun mødte englen var tingene begyndt at se lysere ud. Selv da Korah var kommet ud til hende havde hun følt at alt nok skulle gå. At planerne ville lykkes. Men nu. Hvad ville der ske nu hvor englen var væk, og Korah hårdnakket havde besluttet sig for at skride? Klik. Hun slingrede endnu engang. Et lille skridt mod ham, og blev så stående hvorefter hun bukkede nakken lidt forover så håret endnu engang ville dække øjnene. For sent. Det var allerede afsløret. Hvad nu?

… Tik tok, tik tok.. just like a clock …


//OOG. det er helt okay Twin :b bebrejder dig absolut intet, og indlægget i sig selv var een gave du (; tror det her indlæg blev lidt længere end jeg forestillede det - og altså, jeg ville egentlig have skrevet mere. Men tja xD//