Night at the theatre //Sewa//

Klokken var omrkign syv om aftenen, og på en hverdag som denne tirdag havde teateret ingen forestillinger. Skuespillerne var taget hjem for længst efter at have brugt det meste af eftermiddagen på at øve til den store forestilling om et par uger. Alt dette vidste Daelyn kun, fordi han havde siddet på nogle bjælker oppe under loftet og betragtet de mange mennesker danse frem og tilbage på scenen, mens han blot havde ventet på, at de ville gå deres vej. Han hørte døren smække og låsen gå i efter den mand, der var ansvarlig for det hele, som den sidste forlod teateret.
Den sorthårede dæmon svang sig elegant ned fra bjælken, så han hang i den i armene, før han dumpede ned på gulvet. Selvom der var flere meter ned til gulvet, landte han solidt på begge sine ben, næsten helt katteagtigt. Hans mørke øjne gled opmærksomt over sine omgivelser, før et suk forlod hans bløde læber. Det var så her, han skulle sove i nat. Siden han var blevet sparket ud af sin gamle lejlighed – som han havde boet i helt ulovligt, mens den var til salg, lige indtil en ejendomsmægler havde fået øje på ham - havde han ikke haft noget sted at sove om natten. Teateret tilskuerpladser med det røde betræk og de forrede sæder virkede langt mere tiltrækkende end en papkasse ude i regnen.
Teaterfolkene havde ikke ryddet rekvisitterne af scenen, så han gik rundt imellem dem og lod nysgerrigt sine fingre glide over dem. Uheldigvis for ham havde han så travlt med at kigge på den store papmåne over hans hoved, at han ikke bemærkede bænken foran sig. Han gik direkte ind i den og formåede i faldet at vælte adskille rekvisitter. Det larmede så meget, at han, selvom han lå halvt mast under bænken med kinden trykket ned mod det kolde trægulv, lod et irriteret ”fuck!” forlade sin mund.

Lyset bliv slukke ved scene mens den ansvarlig, gik mod udgangen og lukkede døren efter sig, Klik sagde døren og Tearter var lukke for i aften, en helt normal hverdags, hvor de har haft travlt hele dagen, med deres øvelser til den store skuespil, hun vidste kun det begrund af en plakat havde hæft rundt i byen.
Faktisk havde sewa været her hele dagen og natten forinden, hun havde valgt nemlig dette sted som sin soveplads, hun havde lagt sig oppe ved lys udstyret, som hang over scenen, hun så mod loftet ligne meget slidt gammelt egetræ, hendes blik var dagdrømmen, ikke helt vågen i nu *Ah alt for tidligt* tænkt hun og lagde en hånd mod panden mens hun igen lukkede øjne i.
Hun hoppede ned fra nogle blænker fra loftet, da person nok troede ham/hun var helt alene i teater, person landende godt på benene, det vækkede hendes opmærksomhed lidt, hun forbliv med lukke øjne mens hun lyttede til person. Person havde valgt at nærme sig scene og hende, hun lå lidt der og lyttede til person vejrtrækning, bevægelser, stemme og tanker *en dreng* tænkt hun og indåbne hans duft *Dæmon dreng* tænkt hun og lod et lille suk komme fra hendes røde læber, hun bestem sig for at vende sig mod ham, for at se hans udseneden.
Sewa drejede sig rundt elegant, men lydløst og så lige ned på ham *Sort hår, rart køn, flot bygning* typiske ting hun lagde mærke til *ikke særlig stor* tænkt hun og inden hun fik tænkt mere om han faldt han over en bænk, hun kom til at små grine, så hun kunne høres for ham.
Hvad han kunne se var hendes ansigt, det var blegt, fejlfri, men utroligt smukt, hendes røde læber gjorder hende mere livlig, mens hendes himlen blå øjne så mod ham, mens hun grinede lidt af ham, hendes hår var langt og hvidt og små krøllede lidt her og der.

Godt nok var Daelyn klodset som ind i helvede, men han var bestemt ikke døv. Lige så snart hans ører opfangede en lav latter, sprang han op fra sin plads på gulvet og kiggede forvirret omkring sig. Han havde ellers været helt sikker på, at han var alene i teateret, men det var han åbenbart ikke.
Hans første tanke var lynhurtigt at skjule sig selv i ly af scenetæppet, men den gik vist ikke. Han stod midt ude på scenen, lige i spotlight, og som om det ikke var nok, havde han lige været skyld i et ordentligt rabalder, så chancen for, at den anden tilstedeværende ikke havde fået øje på ham endnu var minimal. Derfor droppede han alle planer om at gemme sig og lod i stedet en usikker stemme runge igennem teateret, så den gav genlyd mod væggene i den enorme, tomme sal: ”Hvem dér?”
Han kastede søgende blikke omkring sig, men kunne ikke umiddelbart få øje på nogen i halvmørket. I stedet gav han sig til at lytte, men hørte ingen vejrtrækning – og dog… den søde duft af død og forrådnelse nåede hans næse, og et skævt smil gled over hans læber. Selvfølgelig. Vampyrer behøvede ikke at trække vejret.
Han lagde nakken tilbage og kiggede op. Lige over hans hoved sad en ung pige på en bjælke og kiggede ned på ham. Hendes lyse ansigt var omkranset af et endnu hvidere hår, og hans blik blev mødt af et par himmelblå øjne. Selvom hans natteblinde øjne ikke kunne se hende helt klart, som hun sad deroppe skjult i skyggerne, måtte han nu indrømme, at hun var køn.
”Er det mig, du griner af?” Dumt spørgsmål. Hvem andre her i lokalet var måske netop faldet over en bænk og havde slået hovedet imod gulvet? Han gav sig selv et mentalt slag i hovedet og ømmede sin blege kind, som faldet var gået værst ud over. Til hans forskrækkelse opdagede han, at han havde fået et en lang rift på kinden. Blodet silede stille ned over hans kæbe, og han skyndte sig hurtigt at tørre det værste væk med sin håndryg. At bløde på den måde i selskab med en vampyr var bestemt ikke klogt.

Sewa lod deres øjne forbliv mødes så lange han holdet det, man kunne se hun bevægede sine armene omkring noget, det var en af scene lamperne.
Hun tændt den så den lyst lide ned mod scene, den vil dog ikke ramme ham lige i ansigt men vel ramme midten af scene, gjorder han kunne se hele hendes ansigt, han kunne nu se hun ikke var ældre end 16.
"Sir er der andre her end os" sagde hun, hendes stemmen var på en måde forførende og høfligt på sammen tid, hun vidste hvordan man skulle snakke til folk.
Et skummel smil kom frem på hendes læber, da han begyndte at tør sit blod væk og det ikke blødt så slemt "Som de smagere i duften" hun skær ansigt af det hun havde sagt, som om han ikke skulle være bange, men smilt forbliv skummelt lidt og så forsvandt det igen.
hun lagde hovedet gå på skrå og lavede en elegant bevægelse og forlod sin plads, gjorder hun landende lydløs men elegant foran ham, hun gik dog nærmere og lagde en figner rør fortsigt hans sår, så lidt blød kom på, hun tog figner i munden og så på ham med sine himlen blå øjne "Lad os stoppe det sår sir" sagde hun og gik tættere mod ham, hun slikkede hans panden blidt og ikke voldsomt, han kun blot mærke en kærtegn berøring med hendes læber og tung mod sin hud, hun smagt på hans blød igen, og slap hans panden. Såret var væk, vis han lod hende gjorder det. Men det forgik på få minutter at hun flyttende sig og rørte hans panden og sår med sin bløde røde læber.

Sir… ordet lød så underligt i hans ører. Han var slet ikke vant til, at folk brugte det ord, især ikke i disse nyere tider, hvor de fleste ikke havde respekt for hinanden og da slet ikke for ham, en svag dæmon, der rendte rundt på gaden og udførte ulovlige opgaver for folk, der gad betale ham det det.
Hans pupiller blev bittesmå, da den ene lampe pludselig tændte. Værre var det dog ikke, og snart havde hans øjne vænnet sig til lyset. Nu kunne han se pigen helt tydeligt, se hendes fintformede ansigt og hendes hvide hår, som lyset spejlede sig i og fik det til at skinne som nyfalden sne.
”Nej, det er der vel ikke,” indrømmede han, og han skød underlæbende frem i en tvær grimasse over at have spurgt om noget så dumt. Han hadede mere end noget andet når han fik sagt noget dumt, og især når han godt selv kunne se, at det var dumt. Han hadede det næsten lige så meget som han hadede at tage fejl.
Han fulgte hende med blikket, da hun sprang ned på gulvet, og blev ikke overrasket, da hun kom hen imod ham. Til gengæld kom det noget bag på ham, da hun rørte ved hans og slikkede blodet af sin finger. Det var dog ingenting i forhold til det næste; hendes ansigt var så tæt på hende, at hun nok tydeligt kunne mærke hans varme åndedræt, der blev hurtigere og hurtigere i takt med hans hjerteslag, og så… så mærkede han noget koldt og vådt imod sin pande – hendes tunge.
”J… jeg ka’ godt selv klare det,” lød det fra den nervøse dæmon, der slet ikke var vant til at have andre væsner så tæt på sig. Han stod dér og lignede mest af alt en lille dreng, der for første gang var blevet berørt af en pige. Han lod sine sorte øjne glide i og gøs ganske let, da han mærkede hendes bløde læber imod sin pande.

hun flyttende sin tung så han fik et lille kys, ikke særligt stort, men såret var væk efter denne berøring, hun mod hans barnlige ansigt og kunne mærke hans hjerte slag og hurtigere vejrtrækning mod sin hud, som små kærtegn hun lagde sig frem mod hans øre og hviskede "Rolig" hendes stemmen var forførende men rolig på samme tid, hun trækkede sig derefter lidt væk fra ham og smilede blot til ham
"Men jeg fik noget lækkert ud af det" hun tog figner i munden som havde rørt hans sår tidligere "De smager utrolig godt af en dæmon at være" hun så mod ham derefter.
Hendes krop var helt rolig, men hun trækkede vejret nu, det kunne høres, som om hun selv havde fået hurtigere vejrtrækninger begrund af smage fra hans blod, smagen af blod vækkede hendes krop op af.
Hun strakt kroppen og stod elegant foran ham i en kjole som gik lidt over knæene, en slags tøjre over skulderne og halvt ned på armene, i farven sort, hun bære to halskæde et skelethovede og et kors, hendes figur passede til hendes smukke ydre.
*hvor er kær, så uskyldig* tænkt hun og smagt efter hans blod og lagde hovedet på skrå som om hun tanket et eller andet *men smagere ikke uskyldig, spændende* tænkt hun og stå nu bare og kiggede på ham med sine himlen blå øjne

Pigens hvisken mod hans øre fik ham af en eller anden mystisk grund til at slappe mere af. Måske havde det noget med den forførende undertone at gøre... Han sank en klump og fik styr på sin vejrtrækning igen, sådan da i hvert fald. Hans læber var stadig let spredt, så han lettere kunne hive luft ind i lange, jævne stød. Med en fingerspids berørte han sit sår, men til hans overraskelse mærkede han, at såret var væk. Da han fjernede sin finger igen og kiggede på den, var den helt ren og uden blodpletter.
Han var ikke helt klar over, om han skulle tage det som et kompliment, at pigen syntes godt om smagen af hans blod. De smager godt af en dæmon at være… Hun lød nærmest som om hun havde smagt mange dæmoners blod. En pludselig trang til at spørge hende om, hvor gammel hun mon var, greb ham, men han forsøgte at beherske sig. Der var to ting, man aldrig spurgte en kvinde om: deres alder og deres vægt. Han kunne kun fastslå, at hun så ud til at være omkring hans egen alder, selvom noget sagde ham, at der der gemte sig en langt ældre kvinde inde bag det kønne ansigt.
Han lagde armene over kors og så næsten ud, som om intet var sket. Han hev ikke længere efter vejret, og hans sår var tilmed væk, så episoden med bænken havde han for længst lagt bag sig.
”Hvad kigger du på, tøs?” lød det fra ham. Hans stemme var igen helt neutral og hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at de sidste par minutters foretagende slet ikke havde fundet sted.

Hun havde lagt hovedet lidt på skrå, så hendes hår hang mest til den siden, det var smukt, velholdet og små krøllet, hendes himlen blå øjne forbliv mod hans mørke øjne, deres øjne var nok så forskellige men alligevel så ens tænkt hun og et kort smil kom frem på hendes læber i sammen sekundet han tænkt omkring at spørger om hendes alder, men holdt igen, som om hun hørte dem så tydeligt, det gjorder hun enligt.
Han havde stået og virkede så overasket omkring hendes opførelse mod ham, men blød gjorder bare noget ved hende, som ikke kunne forklare og noget blød gjorder mere end andre, det havde vel bare været uheldig eller heldigt, hans havde sådan en virkning på hende.
hun hørte ordene ' hvad kigger du på . tøs' ordene gjorder at et skummelt smil kom frem igen og det rolig forsvandt, hendes krop var selv faldt ned efter lysten til at smag på hans blod "mm" sagde hun og strakt på skulder og lod sine øjne forblive mod hans, de sagde noget med ' Er det ikke lige meget ', men stadig havde det sammen glans og blik som før, roligt og forførende.
"Grunden til at nogle dæmon fanger mig så meget" sagde hun og gik lidt tættere på ham igen, mest få at se hvad han vil gøre om han kunne forbliv rolige eller om minderne fra få kom frem.

Han fulgte hende med blikket, da hun gik tættere på ham. Om det var for at drille ham eller ej, vidste han ikke, selvom han var pinligt bevidst om, at hun fra før, hvor hun havde kysset hans sår vidste, at han blev nervøs, når folk kom for tæt på. Han rødmede ganske let og vendte diskret sit ansigt imod tilskuerpladserne for at skjule det.
Han plejede aldrig at være nervøs på denne måde; han plejede at have tons og atter tons af selvtillid. Han kunne stille sig op imod væsner, han vidste, var langt stærkere end sig selv, og tale til dem lige fra hjertet af af, kalde dem alverdens grimme ting uden overhovedet at skælve det mindste, selv ikke hvis de angreb ham eller svarede ahm igen. Men lige så snart folk begyndte at være kærligere over for ham, knækkede et eller andet bånd i ham. Han var slet ikke vant til den slags. At være vokset op på gaden uden en forældrefigur eller nogen andre til at tage sig af ham havde gjort, at han aldrig havde følt kærlighed for andre.
”Hvad mener du…?” spurgte han. Hans sorte øjne hvilede nu opmærksomt på hende, emns han betragtede hende komme nærmere. Først forsøgte han at undgå hendees blik ved at lades som om, at han var meget fascineret af hendes aldeles velplejede hår, men der gik ikke længe, før hendes lyse øjne igen tiltrak sig hans. De skreg nærmest kig på mig!, og han kunne ikke lade være.

Sewa så mod hans nevøers udtryk og lagde en hånd over hans øjne og hviskede i hans øre "Rolige" hun flyttede sin kolde hånd fra hans øjne og gik mod scenes kanten, hun stoppede op lige for den sluttede og så ud mod publikum området, som var pakket sammen, de smukke stole var overdækket med beskyttelse, hun flyttende nu blikkede langsomt mod loftet "Sådan har skuespillerne det" sagde hun mest for at ødelægge stilheden mellem dem.
hun fik et smil frem da han spurgte 'hvad mener du' hun lod sit blik og ansigt vende mod ham. han kunne nu se det små skummel smil "De er nysgerrige sir" sagde hun og strakt kroppen, hun havde lukkede øjne mens og åbne det ene for at se på ham, hun gik tættere på ham og lagde en figner mod hans panden hvor hans sår havde været "Det godt at være nysgerrige sir, men det kan være farligt"

//bliv ikke så meget . ops //

Daelyn bed sig let i læben, idet hendes kolde hånd spærrede for hans udsyn. Han kunne kun fornemme hendes ansigt tæt på hans, idet hun hviskede et enkelt ord i øret på ham. Pigen havde ret… han burde virkelig være mere rolig.
Et smil brød frem på hans lyse læber, da hun gik hen til kanten af scenen og kiggede ud over publikumspladserne som var hun en verdesnberømt skuespiller der stod og tog imod klapsalver efter et vellykket skuespil. På et eller andet tidspunkt i deres liv drømte alle piger vel om at blive modeller eller skuespillere, stå på scenen eller sættet og blive vist frem i tv. Tanken slog ham at denne pige nok ikke var nogen undtagelse.
”Jeg er da ikke nysgerrig,” indvendte han. ”Og det dér sir, det behøver du ikke at-…”
Han nåede ikke længere, før hun igen lagde en finger imod hans pande, og han tav brat. Hun var en underlig en, men også fascinerende, så det var da klart, at han var nysgerrig.
"Det er ikke farligt for mig... Jeg er jo en dæmon!" Han rankede stolt sin ryg og så på hende med et fremtvungent, overlegent smil.

Hun smilede over hans tanker omkring hende igen og kom nu til at svare på det "Alle ønsker på et tidspunkt at være noget betydningsfuldt, men det mange år siden jeg ønskede det" sagde hun og kom i tank om at hun svarede på hans tænker og smilede så udskyldig *ups* tænkt hun og skrifte hurtigt tilbage til det han sagde efter sin tanker.
"Nå ikke det" sagde hun og tog sin figner tilbage til sig da han begyndt at vis hvor stor han var, hun kom til at små grine "Du ret sød af en dæmon at være" sagde hun og lagde hovedet på skrå
"men det kan os være farligt for en dæmon" hun nærmende ham og stille sig bag ham, hun lagde armene på hans skulder "Vis man opdager dine svagheder" hviskede hun i hans øre, men sin forførende stemmen
hun vil ikke gjorder han noget, bare fortælle ham det.

Det kom bag på ham, da hun svarede på hans tænker, men det var mest, fordi det kom så uventet. Han havde jo trods alt mødt tankelæsende vampyrer før. At han første gang var blevet forskrækket, kunne han ikke helt skjule, men efterhånden havde han vænnet sig til det. Dog var det ikke noget, han brød sig om, og han ville helst have, at folk lod hans hoved være i fred.
”H-hey!” lød det fra ham. ”Mine tanker er altså mine tænker!”
Nu, da han vidste, at han kunne læse hans tænker, forsøgte han at være mere opmærksom på, hvad han tænkte på. Han vendte sit blik mod tilskuepladserne og forsøgte desperat at tvinge sig selv til at tænke på, hvordan det var at se ned på den fulde sal midt under en forestilling.

Han måbede ganske let, da hun kaldte ham sød. ”Sød…!” gentog han og fnøs. Sød var noget, små børn og dyreunger var… han var da ikke sød! Han grinede igen af ham, og han kunne ikke lade være med at sukke opgivende og smile lidt for sig selv.
Han mærkede hendes arme på sine skuldre, da hun stillede sig om bag ham, og mærkede hendes stemem vibrere ganske let imod hans øre.
”Men… det er heller ikke meningen, man skal opdage mine svagheder,” svarede han og kastede et blik på hende over sin skulder.

hun bliv stående sådan , men armene mod hans skulder hun lagde sit hovede mod hans skulder så deres øjne kunne mødes igen, "Normalt holde jeg os min munden" sagde hun og pustede mod hans hals, mest i at hun drillende ham lidt...
"Jeg har opdaget en" sagde hun og så roligt på ham, man kunne se hun ikke vil udnytte at han ikke var vantil kærlighed og kærlighed var heller ikke lige Sewa sag. hun lyttede sine arm fra hans skulder "Så kan jeg vel lige så godt svare på hvor mange år jeg har levet ik" sagde hun
hun drejede rundt elegant og ligne et ballerina trin, hun stoppede op foran ham og nejede "Mit navn Er Sewa Black bliv forvandle ting vampyr i året" hun holdet en pause og smilede "1347" sagde hun og lod blikke falde ned over mod ham "og grunden til dæmon er så spændende er, deres personlighed" hun holdet resten en hemmelighed, at hun lyste efter hans blod.

//gå lige i bad//

Daelyn smilede skævt for sig selv. Det var ikke så meget det, at hun svarede på hans tanker, der irriterede ham. Nej, det var nærmere det, at hun læste dem, der gik ham på. Men han sagde ikke noget. Hvis hun ville have svar, kunne hun jo bare læse hans tanker, ikke?
Han mærkede hende puste mod sin hals, og han måtte undertrykke et lille fnis. Det kildede virkelig. Han lod sin hånd glide over det sted, hun havde pustet, mens han betragtede hende danse ind foran sig.
”1347? Det er… det er lang tid siden,” lød det forbavset fra ham. Hun var nok den ældste vampyr, han indtil videre var stødt på – i hvert fald af dem, der havde turde røbe deres virkelige alder. ”Well, mit navn er Daelyn.”
Han fortalte med vilje ikke sit efternavn, da der aldrig kom noget godt ud af, at andre væsner kendte en dæmons hele navn. Han havde hørt rygter om dæmoner, der var blevet slaver for mennesker, fordi de havde røbet deres fulde navn og dermed automatisk havde underskrevet en mental kontrakt, og den slags ville han helst ikke udsættes for. Han gengældte dog hendes høflige nejen ved at bukke overdrevent dybt for hende. Da han bukkede sig ned, holdt han dog stadig øje med hende igennem sit sorte hår, der faldt ned i øjnene på ham.

// Jeg skal smutte nu, men svarer senere i aften. //

hun smilede blot til ham med rolige øjne da hun rakte sig op "Daelyn" gentog hun med sin stemmen som fik hans navn til at lyde som en kærtegn for hendes læber "vil jeg huske" hun lagde en hånd mod sin kind og opdagede han var kilden "Hm" sagde hun mens i hoved hun tænkt *Så skal jeg more mig, nej må nok lagde være* tænkt hun og slog tanken væk igen så hurtigt den var kommet.
"Vil gøre mit bedste ikke alt læse dine tanker" hun løftet begge hænder så han kunne se hendes figner, det var urørt, så ikke ud til at havde haft hårdt arbejde med dem, så man kunne gætte var rigmands datter, da hun var menneske.
"Ja under den sort død" sagde hun bare få at gjorder sig selv meget ældre end han tanket det.

Et lille smil krydsede hans læber. Han kunne ikke helt skjule, at han godt kunne lide måden, hvorpå hun sagde hans navn.
”Nå, så du synes, jeg er værd at huske?” lød det fra ham som kommentar til hendes ord om, at hun ville huske hans navn.
Han nikkede blot, da hun lovede ikke at læse hans tanker. Han tvivlede nu på, at hun kunne lade være, men der var ikke rigtigt noget, han kunne gøre ved det. Det var jo ikke så let bare at tømme sit hoved for tanker, vel? Han kunne selvfølgelig bare tænke på noget andet, såsom vaffelis eller flyvende elefanter, men ingen af dele ville være i stand til at beskæftige hans tanker særlig længe.
”Den sorte død?” gentog han og måbede med et uforstående udtryk i ansigtet. Fandt den sorte død ikke sted for vildt lang tid siden? Men så igen, tøsen var jo vampyr – selvfølgelig kunne hun være død af sygdomme, der for længst var uddøde.

Hun vendte blikkede mod ham og et lille grin kom frem hendes røde læber "Nemlig, det forgik i 1300 tallet" sagde hun og fik det til at lyde aldrig end før, hun så mod ham med rolige øjne, men stadig med det forførende øjne.
hun lod være med at høre hans tanker selvom det var så svært, hun nærmende ham og smilede med et blidt smil "Så, Hvad har jeg ærende at møde en så smuk dæmon" hun skær ansigt og vidste at lysten til hans blod nok havde noget med hun havde slippet sit skold for andre.
hun så mod sidepladsen "Jeg har altid tank over hvordan skuespillerne så på tilskurerne " hun smilede mod pladserne, hun så næsten helt fangende ud