The Story of my life - Cricker

Det var en vindstille eftermiddag, hvilket gjorde at solens varme, blev forstærket. En kvinde omkring de atten år, gik varsomt igennem skoven, for at komme hen til søen, hun havde ikke den største lyst til at skulle bevæge sig ind til byen, for at få mad, så hun ville se om det skulle være muligt at fange noget. Efter at hun var vendt tilbage, fra at have været væk fra Di Morga i over tre år, følte hun at dette sted, var gået hen og blevet mørkt og ondt, skoven var det eneste, der stadig havde sin milde glæde over sig, men dog kun lidt tilbage. Selv skoven kunne man mærke havde taget skade af den dystre ære der havde været på spil. Et tøvende suk gled igennem hendes læber, som hun kom over til søen, og satte sig på hug foran brede. De gyldne brune øjne, betragtede det stille vand, hvilket var lidt af en ulempe, nu ville det blive svært at gå ud i søen uden at stramme fiskende væk, og fiskestang var ikke lige just noget hun havde. Lige så stille satte hun den bare fod ned i vandet, og smilede over det kølige væske der kom hende i måde. Derefter kom den næste fod, og lidt efter lidt, fik hun vadet sig længere og længere ud i vandet. Med et spyd i hånden, stillede hun sig med let spredte ben, og stod så nu musse stille, i håb om at hun måske skulle være heldig. Hvilket hun altid var. Trods for at hun var vegetar, havde hun brug for at spise fisk en gang i mellem, skoven kunne ikke give hende de miniraller eller fedt, som disse dyr ville give hende. Derfor tog hun også kun det, der var højst nødvendigt, også måtte hun vende tilbage en anden gang. Det gik ikke at tage let forgivet af skovens gaver.

Grønne drage vinger, grøn hale, hæner arme og skulde hvor der var barkhud. Det var ikke til at tage fejl... Dette var en jord dæmon. Cricker gik igennem skoven. Han havde en lang sort jakke på hvor der var hul stort nok til at vingerne kunne komme ud, grønne militær bukser med hul til halen som næsten rørte jorden. På hans venstre biceps var der ingen barkhud. Der var et rundt område hvor hans blodårer var sorte, som en form for blod forgiftning. Cricker havde hætten fra hans jakke på. Man kunne se hans øjne lyse svagt grønt.
Cricker var på vej imod søen, han ville slappe lidt af efter at have været væk meget længe fra Di Morga.. Eller skoven, han havde været i byen en enkelt gang før og det var ikke noget han havde lyst til igen. Han kiggede op da han ankom, der stod en derude, en pige. Hvem mon hun var? Hun så ud til at fiske så Cricker stod helt stille. Han ville ikke forstyrre hende eftersom at fiskning kræver meget koncentration. Han stod og betragtede hende imens at hun stod der.

Et smil bredte sig hen over hendes læber, da en fisk langsomt svømmede imod hendes ben, og med et skød hun spydet lige ned i dens hoved. "jeg takker dig fisk, for dit liv.." mumlede hun stille "jeg takker dig vand, for at bringe fisken til mig.. jeg takker dig moder jord, for at gøre jeg kan spise mit mæt i dag" afsluttede hun, og trak fisken op, da hun vente sig om smilede hun til dæmonen som stod og betragtede hende "Det er ikke høfligt, sådan at stå og beglo andre dæmon" grinede hun, og gik ind mod land, hvor hun trak sin læder taske af hoften, en tasken hun stort set altid havde på sig. Fra den fiskede hun et lille stykke skin frem, som hun kunne ligge fisken på, så den ikke ville blive beskidt, derefter tog hun en kniv, og begyndte at ordne fisken for alt dens indvolde, og andet som hun alligevel ikke kunne spise, nu var der bare at finde brænde, også ville hun lave en god gang fiske suppe. "Vil de spise med?" spurgte hun, da hun var færdig med at rense hendes mad, og kiggede op mod manden, med et stille smil hen over læberne.

Cricker grinede let. "Nej, men jeg ville ikke forsytrre dig midt i dit fiskeri" Svarede han og gik tættere på hende. Da nikkede stille. "Tja, lidt mad lyder ikke dumt, og brænde er der nok af" Sagde han så igen og lavede en bevægelse med hånden. En rod farede op af jorde og Cricker fik den til at lægge sig så pigen kunne sætte ild til den. Så havde de i det mindste et bål, han satte sig ned ved siden af hende og kiggede på hende. "Men det var ikke fordi jeg ville stå og beglo dig og få dig til at føle sdig nervøs" Sagde han med et let grin og kiggede derefter på den rod han havde fået til at fare op. Han vidste ikke om de skulle bruge mere, men ellers så var det jo magi og han kunne altid få en ny til at lægge sig ovenpå så ilden ikke ville dø ud. Han tog hætten af eftersom at han altid havde fået besked på at det var uhøfligt, men han gik dog stort set altid med den på når han var alene, hvorfor det vidste han ikke.

Hun kiggede stille på rødderne der skød op af jorden, og sukkede stille da hun endnu ikke havde fundet hendes magi, hvilket irriterende hende noget så grænseløst. Men nu havde hun kun levet i tyve år, hvilket var utrolig ungt for en elver som hende. Hendes hænder søgte nede i den relative store læder taske, og fandt en gryde, og noget til at tænde rødderne med. - Der gik dog hellere ikke særlig længe, førend at hun havde sat ild til det, og gik hen for at fylde gryden op med vand. "det er okay, jeg plejer nu ikke at blive let distraheret, når jeg er igang med min jagt" sagde hun leende, og gik tilbage til ham, med gryden fyldt med vand "Kunne det være muligt for dig.. at lave et stativ på samme måde?" sagde hun, med et skævt smil, da hun ikke vidste om at det var for meget at spørger om, i mellem tiden, gik hun dog på jagt efter nogle bær, og krydderier hun kunne putte i sammen med fisken.

Cricker kiggede på hende, som om at han kunne se at der var noget der irriterede hende, men han valgte ikke at spørge yderligere ind til det, hvis nu det var noget hun ikke havde lyst til at snakke om, men hvem vidste?
"Nej nej, men det er da alligevel irriterende hvis der kommer en eller anden gående hen og begynder at snakke imens at du står og jager" Sagde Cricker med et smil til hende og kiggede på roden igen. Han hørte knap hvad hun spurgte ham om. "Øhh, jo det kan jeg godt" Sagde han og lavede en bevægelse med hånden, for at gøre det nemmere for ham selv så fik han 2 rødder til at fare op og lave et stativ som gryden kunne hænge på. Han skulle faktisk ikke bruge så mange kræfter på at holde det oppe, så snart det var der så holdte det næremst sig selv. Han kiggede på hende. "Skal du have hjælp til noget... Øhhh... Hvad hedder du egentlig?" Spurgte han. Det var gået op for ham at han ikke kendte hendes navn.

"Mit navn er Abigail" sagde hun venligt, og satte gryden op på stativet, og lagde de mange krydderurter hun havde med, og fundet i den. Derefter begyndte hun at partere fisken, og lagde stykkerne op i gryden da det var begyndt at koge "Håber du kan lide fiske suppe" mumlede hun, og kiggede over mod ham "Og nej, det er fint, madlavning er en af mine stærke sider, og du har hjulpet utrolig meget allerede." smilet på læberne forsvandt ikke sådan yderligere, og lige så stille fandt hun en træske frem, og begyndte at rører rundt, ja man skulle jo tro at hun havde pakket hele sit køkken ned i tasken, hvilket hun sådan set også havde, når man tænkte på hvor lidt hun egentlig havde i sin hytte længere inde i skoven. Intet tv, dog en masse bøger, og en smugle lys, dog ikke nogen der kørte på batteri. De kørte alle sammen på magi, noget hendes far havde givet hende i hendes sekstenårsfødselsdags gave. Hvor hun dog savnede både sin far og sin mor, og et ønske om at hævne dem, var der selvfølgelig, men det lå bare ikke i hendes natur. "Hvad laver du så her ude i skoven?" spurgte hun, og kiggede langsomt over på ham.

Abigail, gentog Cricker inde i hovedet et par gange for at få det til at sætte sig fast. "Mit navn er så Cricker" Sagde han og smilede til hende. Han havde da ikke gjort så meget, han havde jo bare siddet der og lavet bevægelser med hånden, det var sådan set det. "Jamen, jeg kan ikke lade dig arbejde med maden alene, jeg har jo bare bevæget min hånd" Grinede han en smule.
Cricker sad og tænkte lidt, han kom til at tænke på hans familie.. Eller den familie han ikke har mere, de blev allesammen slået ihjel. "Jeg bor herude, havde engang en hytte, men den er rimelig forfalden nu" Sagde han. "Hvad med dig selv? Hvad laver du herude?" Tilføjede han lidt efter og kiggede på maden igen, han kunne godt mærke at han var ved at være sulten nu. Gad vide om hun også boede herude?

"Hyggeligt at møde dig Cricker" sagde hun, mens hun rørte rundt i maden, dog vente hun hoved mod ham lidt efter, med et stille smil og sukkede. Det var da utroligt så stille der var her ude i skoven igen, et lille stik gled igennem hende, da hun huskede på de lange skrammer hun havde ned af venstre arm. Hun rystede lidt på hoved, og vidste ikke om hun skulle glæde sig til næste møde med den Hvide løve, eller hvad hun skulle. Hun grinede lidt over det han sagde, og trak på skuldrene "Det er magi, ville ønske jeg havde samme evne, men har endnu ikke været mulig at finde min indre kræfter" mumlede hun, og rynkede brynet, da hun syndes at høre noget pulse ude i skoven, og vente hurtigt hoved mod stedet. Men da hun kiggede var der ikke nogen. Måske var det bare et dyr, selvom at hun begyndte at blive mere mistænksomt, da hendes mave bestemt ikke fortalte hende, at dette havde været et dyr. "Oh" mumlede hun, da hun ikke rigtig havde hørt efter, og vente hoved imod ham med et stille smil "jeg bor skam også her ude i skoven, har en hytte længere inde." sagde hun og nikkede lidt "Så du bor i en forfalden hytte? Hvorfor ikke gøre noget ved den?" mumlede hun, og trak skeen op, for at smage på hvordan maden var gået hen og blevet.

Cricker lyttede stille til hende da hun snakkede. Han kiggede på hende da hun vendte hovedet. Han synes at have hørt noget selv, men han kunne ikke selv finde ud af om der var noget, Cricker blev enig emd sig selv om at det nok bar var et dyr, og skulle det vise sig at han tog fejl, så var han jo klar på det værste. Han havde jo noget skjult under jakken han kunne bruge. "Hmm, du finder den nok en dag, og hvis du ønsker det så kan jeg godt hjælpe dig med at finde den." Sagde Cricker og smilede stille efter han havde snakket, han havde egentlig ikke noget imod at hjælpe folk, så hvis hun ønskede det så var han klar. "Jeg bruger ikke hytten mere, nu bor jeg så i huler eller hvad jeg nu ellers kan finde rundt omkring. Det er længe siden jeg sidst har set den" Sagde han lidt efter. Han så lidt trist ud over det, men det var han egentlig ikke. Han blev hurtigt gladere igen og kiggede ned i maden. "Jeg er faktisk ved at være lidt sulten" Sagde han med en mindre latter og kiggede på Abigail bagefter.