Creature of the night //Demetric//

Daelyn var normalt ikke typen, der rendte rundt uden for om natten, men i dag var en undtagelse. Han havde ikke fundet noget sted at sove til aften, så nu mærkede han konsekvenserne. Det var en af de værste ting ved at være hjemløs – hver eneste aften skulle man finde et nyt sted at sove. For kun en uge siden havde han haft et hjem. Godt nok var det ikke et, han havde betalt for, hvilket også var grunden til, at han var blevet smidt ud, da lejlighedens ejere kom tilbage fra deres tre uger lange ferie i Egypten.

Den sorthårede dæmon gik og gned sine øjne, der vedblev at glide i. Pokkers også. Da han passerede det næste hjørne, løb han lige ind i to skummelt udseende mænd, der så ud til at udveksle penge imellem sig. Han stod ikke mere end et par meter fra ham, og da ham mumlede et lavt ”pis”, vendte de selvfølgelig deres hoveder imod ham. De så ikke ud til at kunne genkende ham, selvom han mente at have set dem begge før. Når man som ham hørte til i den småkriminelle ende af fødekæden, kom man hurtigt på talefod med de fleste af byens hårde typer.
Han drejede om på hælen og løb væk. Det lød ikke, som om de var efter ham, men han turde ikke tage nogen chancer, så han sænkede ikke farten det mindste. Normalt ville han ikke stikke af fra en kamp på denne måde, men han var træt, og han orkede ikke at skulle tilbringe natten på jorden, blødende og dækket af jord.

Det sorte hår flagrede ned af ryggen på herren, der gik med sine lidt over to meter ned af gadyderne. Han var som altid sort fra top til tå. Sorte sko, bukser, skjorte og frakke, der næsten nåde jorden. Han havde vandret rundt hele natten uden helt at vide hvad han skulle gøre, men han gik sådan lidt her og der, og prøvede kun halvt at finde noget at spise - eller drikker som man jo kalder det. Hans sorte, eller de var jo rigtigt brune, men de syntes at være sorte, øjne gled rundt omkring i det snuskede kvarter. Han ville ikke være gået her ind helt frivilligt, selvom han jo egentligt havde gjort det, men han kede sig så meget, og chancen for der skete noget sjovt her inde, var større end ude på de store veje, hvor menneskerne gik. Forskræmt af nattens mørke væsner, der slog ned på dem så snart de kunne. En lille trækning kunne ses i højre mundvige på den blege hud, der næsten lyste op i hans ellers mørke udseende.
Han stoppede op, da han så to skumle personer stå i en af gyderne. De kiggede den modsatte vej, som om de kiggede efter noget. Demetric gik tætter på, for at finde ud af hvad de to mænd lavede. Udvekslede penge? Narko handler? Han fnyste lavt, og de to mænd vente sig om mod ham.
//Jeg kunne godt skrive længere, men skal spise, og for at du ikke skal kede dig ihjel lader jeg dig skrive :-)//

Daelyn sænkede farten, da han mente, at han var langt nok væk. Og dog… da han drejede om det næste hjørne, fik han øje på de to mænd igen, bare fra en anden vinkel, hvilket gjorde ham klar over, at han var løbet i ring. Forbandet være de labyrintlignende gyder, der kunne holde ham fanget i flere timer.
Denne gang var der en tredje mand, der ikke så ud til at være sammen med de to andre. Han var klædt i mørkt og havde langt, sort hår. Tilmed stod han ikke mere end to meter fra Daelyn, men det lod ikke til, at han havde opdaget isdæmonen endnu. Om det var en god ting eller ej, måtte Daelyn jo selv bedømme.
Han trådte frem fra sit skjult bag hjørnet på det høje, mørkegrå hus og ud i gadelygternes lys, så hans sorte hår pludselig stod meget tydeligt frem i forhold til det gullige lys, lygterne kastede på brostenene og husmurene. Han placerede sine hænder i sine sider, og da han talte, var det tydeligt at høre, at hans frygtløse stemmeleje ikke blot var et, han havde påtaget midlertidigt, men i stedet var et, som han rent faktisk bar rundt på hele tiden.
”Er her komsammen eller sådan noget?”
Daelyn lod sine mørkebrune øjne glide over de tre mænd og scannede dem omhyggeligt én for én. Et øjeblik kunne det så ud, som om hans opmærksomme øjne havde et krystalblåt skær, men det var væk igen, lige så snart han blinkede.

//Undskyld det sene svar... lektier D: //

Han kunne mærkede deres blik glide op og ned af ham kort, da hans næse mærkede en ikke menneskelig duft. Han kiggede tilbage på de to mænd, da han hørte lyden af skridt. Han drejede hurtigt rundt og kiggede med sine sorte øjne mod en dæmon. Hvilke slags dæmon var ikke først til at se, men en dæmon var tydeligt at se. Hans sorte øjne løb frem og tilbage over ham, med et vagtsomt blik. En lang hår tot, eller hår lok, det var op til en selv at bestemme hvad, fløj væk fra sin plads et kort stykke tid, før den igen lande tæt på hans næse. En hurtig trænet hånd, fejede den flyvske hår tot væk, mens de sorte øjne stadig hvilede på dæmonen.
Han havde set drengen an, og var kommet frem til at han var de farligste af de fire mænd, så han forholdt blikket mod dæmonen, mens hans øre hørte en hver lille bevægelse der kom bagfra, fra de to mænd. Han lyttede kort til drengens stemme, der virkede rolig, og øvet. Det kunne narre et hvert menneske, men Demetric selv var ikke sikker på denne rolige facade den unge herre udgav. Et lille køligt smil gled over hans læber, men det forsvandt hurtigt. Han trådte til siden, så han ikke stod og spærrede udsynet for de tre andre, så de kunne se på hinanden. "Det ved jeg ikke." Hans stemme var rolig og afslappet. Han havde intet at frygte for nogle af de personer der stod omkring ham. Dæmonen en smugle, da han ikke havde set denne dreng før, men mennesket havde aldrig betødet noget for ham, hvilke også ville blive et kæmpe problem hvis han havde noget forhold til disse svage væsner.
Han slog kort ud med armen, som en mindre gestus. "Men hvis jeg afbryder dig i dit forhavene med de herre, vil jeg da ikke afbryde dette." Hans blik hvilede på Daelyn mens han stadig prøvede at gætte hvilke dæmon denne dreng var. Han gemte sin hånd væk nede i lommen igen, og kiggede kort på de to herre, der lignede noget fra en mafia som ikke var en god butik.
//Ehmm ... jeg ved ikke helt, men da det var dig der lavede NPC'erne, så styre du dem, håber det er ok, ellers skriv//

Daelyn åndede tungt ind gennem næsen. En gennemtrængende lugt af menneske hang i luften, men alligevel var der én lugt, der udkonkurrede den. Det var den rådne, døde lugt af vampyr. Det tog ikke den unge dæmon mange øjeblikke at regne ud, hvilke lugte der tilhørte hvem. De simple handelsfolk var mennesker, men den sorthårede, derimod, var en rendyrket blodsuger. En myg.
Daelyn rettede på sit pandehår med et par fingre, så han igen kunne se noget ud gennem sine øjne. Eller se og se. En af hans største svagheder var hans dårlige nattesyn. Der måtte være gået et eller andet galt i udviklingen af ham, for han havde et brilliant syn… lige bortset fra når solen var gået ned, altså. Heldigvis for ham var gyden oplyst af gadelygter, så han kunne med lethed tage sine nye ”venner” i øjensyn. Størstedelen af hans opmærksomhed var dog rettet imod vampyren, som han mente, udgjorde den største trussel. Det var da også ham, der talte, og hans ord kom faktisk lidt bag på dæmonen.
”Mit forehavende med… dem dér?” Han måbede ganske let. Han anede ikke, hvordan den fremmede kunne have fundet frem til, at han havde noget at gøre med de to mennesker. Han var jo lige ankommet, så det var tydeligt, at han ikke var et led i deres forehavende. Han rystede opgivende på hovedet. ”Nej, du tager helt fejl…”
Han skævede hen imod de to mænd. De så ud til at være lidt i tvivl om, om de skulle blive eller ej. De stod jo trods alt overfor en vampyr og en dæmon – de ville ikke have an chance. Det tog ikke mange sekunder for den ene af mændene at indse det, og han skyndte sig væk i et behersket og dog hastigt tempo. Den anden af de to turde selvfølgelig ikke stå alene tilbage, så han fik hurtigt gang i benene. Et fnys lød fra Daelyn. Mennesker var nu engang så simple… de bukkede under for gruppepres så let som ingenting.
Han bankede sine hæle imod hinanden og rettede sine næsten helt sorte øjne imod vampyren.
”Der røg din natmad,” påpegede han og nikkede imod det sted, de to mænd var forsvundet. De fleste vampyrer færdes på gaderne for at lede efter mad, og det skulle ikke undre ham, hvis også denne vampyr var på jagt.

Han afventede sit svar, og fik det efter en lille mindre pause. Drengen lød som om de to handlende mænd var æderkobber der var afskyelige, og klamme. Da Demetic ikke kunne se nogle grund til at rage mere rundt i emnet, lod han det ligge, som et ufærdig arbejde i luften mellem dem, en kort stund, før han hørte lyden af de to herre, eller først den ene, som forsvandt, og så den anden, der lidt efter fulgte med, med et let bankende hjerte. Et hånligt smil gled over hans læber, da han vendte sig om mod drengen der stod foran ham. Fyren lignede ikke en der passede ind i dette miljø, men måske var det bare noget han havde fået galt fat i? Han var jo ikke ekspert i andre racer, eller det ville han ikke kalde sig selv, og som han for nogle dage siden havde erfaret, var det bestemt ikke alle væsner, der holde sig til deres races normer, hvilke jo heller ikke gjorde noget for Demetric. Han blev revet tilbage til gyden, og drengen der stod med front mod ham, og pegede efter mændene. "Jeg var ikke ude at spise." hans korte svar var letter køligt, men dog uden noget vrede, eller fjendtligt i sig.
"Men hvad laver du så, når du ikke snakker med de to herre?" Det var ikke noget i ham der mente at det kunne hjælpe ham, med noget, men var det ikke ganske normalt at spørge om det? Eller var det for nærgående. Det var nu ikke noget han normalt tog sig af, så hvorfor gøre det nu?

Daelyn skuttede sig lidt over den andens kølige svar, men kommenterede ikke det kolde tonefald. I det mindste lød han hverken til at være vred, fjendtlig eller irriteret over Daelyns bemærkning, så han kunne ikke se andet end godt i det kølige svar. Det var trods alt bedre end at få smidt en masse skældsord i hovedet.
”Mjah, okay så. Jeg troede ellers, at vampyrer normalt var på jagt på denne tid af døgnet.”
Hans mørkebrune øjne glimtede et kort sekund krystalblåt, idet han sendte den anden et overlegent blik. Han elskede at føle sig ophøjet over alle andre, svage folk såvel som stærke, og en vampyr var ingen undtagelse. Nu kendte han jo godt nok ikke til denne vampyrs styrke, men han virkede ikke just som én, der hørte til nederst i fødekæden, for så ville han nok ikke turde bevæge sig ind i gyderne, hvor de skumle typer plejede at holde til.
”Går en måneskinstur,” svarede han rolig og sendte den fremmede et skævt smil, så man lige kunne ane hans tænder. Han talte sandt, når han sagde, at han blot var ude på en gåtur.

Han stønnede, og trak svagt på skuldrene. "Vi skal ikke spise hver nat." Det var da utroligt at intet menneske, eller væsen, ud over vampyr vidste at de ikke skulle drikke hver aften, de var måske dræber, men så mange dræbte det altså heller ikke! Faktisk, efter hans mening var det lidt unfair at vampyr altid skulle stemples som dræbermaskiner fordi at de dræbte folk, men sådan var det jo nu en gang. Han fnøs lavt, da han hørte ordet 'måneskinstur'. Hvor lød de da roomaaantisk! Selv var det ikke rigtigt det han brugte nætterne på. "Nå, men har, eller er det en god måneskinstur?" Hans blik, havde opfange det blå lys, fra drengens øjne, men han forstod ikke helt hvorfor, men da han fik sat sin ellers så dovne hjerne på overarbejde, fik han lagt nogle brikker sammen, og kom frem til det, at denne dreng kún kunne være en is dæmon, siden han havde det glimt i øjet. Men det ville ikke undre ham, hvis han ikke var, for selvom Demetric havde været vampyr i mange tusinde år, var hans evne til at gætte andres racer, lige til at smide af H' til. "Men lad mig lige spørge dig om noget, noget som selvfølgelig undre mig." Hans blik lå kort på de nu brune øjne. "Plejer en måneskinstur ikke at foregå ved en blank sø, eller ude i skoven, og ikke i gyderne i en eller anden væsen befængt by, hvor man ikke kan gå en uge uden at høre om den ene eller anden form for mod?" I hans øre lød det underligt, men hvem sagde man skulle være normal? Han lænede sig lidt op af muren, ved siden af ham, og lage alt sin vægt over på det ene ben, mens han afslappet begloede drengen.

Daelyn holdt begge sine hænder op foran sig med håndfladerne vendt ud mod verden i en opgivende positur. Selvfølgelig vidste han da godt, at vampyrer ikke havde brug for mad – eller rettere drikkelse – hver eneste nat, men det betød jo ikke, at lige netop denne nat ikke kunne være natten, hvor fyren her var blevet sulten.
”Undskyld mig,” lød det fra ham, og han rullede med øjnene en enkelt gang.
Han hørte godt den fremmede lille fnys over, at han var ude på en måneskinstur, og et lille grin forlod hans mund. Han vidste godt, at ”måneskinstur” måske var et lidt for romantisk ladet ord at bruge om hans lille nattevandring rundt i gyderne, men hvad… Hvis fyren her havde bare den mindste smule humor, ville han ikke tage det ilde op, og det lod det da heller ikke til, at han gjorde.
”Ih ja, jeg får set en masse huse, jeg aldrig har set før.” Han bankede sig hånd imod det hus, der var tættest på ham. Det var herligt, fuldstændig vidunderligt at få set en masse nye sider af gyderne, nye gadehjørner, han aldrig havde set før, og huse, der stod tættere og tættere, jo længere ind i gyderne havde nåede, og gjorde det sværere og sværere at passerede ubemærket igennem gaderne. Underskønt, det var, hvad det var.
”Mhm-hmm?” lød det fra ham, da vampyrer ville spørge ham om noget. Hans kiggede op på ham og lyttede opmærksomt efter. ”Jo, det kan du vel have ret i… Men nogen gange er det dejligt at bryde normerne lidt.” En blank sø eller en skov fuldt med dyr og diverse småkravl var ikke lige hans kop te.

Demetric fandt selvfølgelig hurtigt ud af at denne dreng ikke var af mange ord, eller sådan udgav han det ikke. Måske fordi han ikke ville snakke? Han kiggede kort ned af sig selv. Så skæmmende var han da heller ikke! Normalt kunne han jo tage og smide i det han ville, især kvinder, selvom han ikke var den store kvinde jager. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv, for ville det ikke være mere eller mindre uhøfligt at bare vende ryggen til, og sige farvel? Sådan plejede han normalt ikke at gøre, så han valgte derfor at blive hvor han var, og afvente et eller andet fra drengen, om det var en masse skældsord han fik smasket i hoved, eller hvad han ellers kunne finde på, var for ham ligemeget.
Kort sagt kede Demetric sig mere eller mindre, men da heller stå og glo på denne dreng, med disse sjove øjne, end at vade hjem i sin hule og læse - igen. Selvfølgelig gik hans tanker over i blodtanker. Gad vide hvordan drengens blod smagte? Kold hvis han var is dæmon? Hvis det var, havde han Daelyn sit blod for sig selv, for kold blod! Det ville være som kold te for mennesker. Han kunne drikke det, men det smagte af l***.
Han kiggede lidt rundt omkring dem, og syntes gyderne var blevet enormt kedeligt, men det var vel fordi han allerede kede sig, men blev blot stående for at se hvad drengen nu ville gøre.
Den svage lyd af bilerne langt væk fra ham, nåde hans øre, stanken af gyde, gammelt skrald og andre knap så velduftende ting nåde hans næse. Hans blik gled hen over jorden, og bemærkede alle de små ujævnheder der lå i jorden. Det var vel det dårlige ved at være vampyr ... man kunne se alle ujævnheder i alt og alle. Intet var perfekt.

Daelyn blev stående lidt og kiggede på vampyren, der åbenbart ikke havde tænkt sig at svare ham. Jamen dog. Daelyn begyndte automatisk at synes dårligt om fyren, da han hurtigt begyndte at kede sig, når folk ikke engang gad gøre et forsøg på at holde en samtale kørende. Men måske var vampyren bare meget stille af sig, eller også havde han, i det minisekund Daleyn blinkede med øjnene, skåret tungen ud på sig selv. Det ville være ne højst mærkværdig ting at gøre, men lige nu kunne Daelyn ikke finde nogen anden grund til, at fyren var så stille.
”Sikke dog vi hygger os…” mumlede han sarkastisk for sig selv, da han ikke regnede med, at den anden ville svare, hvis han sagde det højt. Dog sørgede han for, at hans stemme var lige netop høj nok til, at vampyren kunne høre hans ord, så han måske kunne forstå, hvor meget situationen var begyndt at kede den utålmodige isdæmon.
”Hvis du vil have mig undskyld, så tror jeg, at jeg vil slå et smut forbi biblioteket,” løj han. For det første havde biblioteket lukket nu, og for det andet var det det kedeligste sted, Daelyn nogensinde havde sat sine fødder, men lige nu syntes alt sjovere end at stå her og spirre og blive overvåget af en stum vampyr.
Han vendte ryggen til og begyndte at gå ned igennem gaden. Hvis han nu bare kunne finde ud af gyderne, så kunne han finde et sted, hvor han kunne sove…

Han lod drenges ord flyve ind af det ene øre, og lige ud af det andet igen, men det var vel altid noget at han gabede op, så kunne han jo tale, og syntes ligesom ham, at dette var røv sygt. Han kiggede letter overrasket op på drengen, da ... han ville give det lukket bibliotek et besøg. Han løftede let et bryn, og vendte sig halvt om, da dæmon satte gang i fødderne, og begyndte at gå. "Indbrud?" Han kunne ikke lade være med at smile, og begyndte tavst at følge efter drengen. Han ville lave indbrud, det kunne vel ikke være andet end sjovt at se på? Han kunne selvfølgelig også have løjet, men det Demetric håbede at han ikke løj, for det ville være den bedste aften i lang tid, hvis han kastede sig i gang med at lave indbrud for at få fat i bøger! Selv elskede han bøger, men alligevel, indbrud!? Han små grinte for sig selv, eller det var mere et lille smil, der kunne ses i den ene mundvige. Han kiggede undrende på ryggen af dæmonen, da han gik, og lignede en der ikke vidste helt hvordan han skulle komme ud. Han stønnede, og åbnede munden. "Du går den forkerte vej." Påpegede han lavt,stadig med det lille grin på læberne. "Det er den vej." Han pegede den modsatte vej. "Men hvis du vil tage om omvej ..." Han trak let på skuldrene og fortsatte med at følge efter, med mindre dæmonen var stoppet, var han ligeså stoppet, og ville kigge på drengen, og afvente den ene eller anden form for reaktion.