Vand - Naomi (Privat)

De lange skridt og den flagrende frakke - David, hans fortrukkende gå tæmpo og hans fortrukkende tøj. sorte jeans, sko og en hvid skjorte som sad sjusket. Han havde forlandt sit hjem i Terre i fuld fart, hvorfor var han ikke sikker på, men han var ikke sikker på han ville være i hans lille lejlighed længere. Hans grå øjne gled over træerne der slyngede sig op imod himlen som blæksprutte arme. Det lignede ikke et sted man to på skovtur henne, men komisk nok var der mange der tog på skovtur her. Han smilede syrligt for sig selv, da han gik ned mod søen der lå tæt ved. Han var hurtigt der henne og stoppede op, mens blikket gled over den spejlblange overflade, hvor man kunne se igennem det letter saltede vand, ned på de små fisk der svømmede rundt. Dumme og uvidene om verden lige over deres hoveder. Et let drej på hælen, og han vendte 90 græder og gik ned langs søen, begravet i sine egne tanker.
Der var så meget for ham at tænke over lige for tiden.
//Beklager jeg ikke skriver længere, men skal op at se film, så her har du noget at starte på :-)//

Et stykke nede af søen stod en pige med langt brun-rødlig hår, med hænder og arme dybt begravet nede i søen. Hun stod nok en meter ude i bare fødder med op smurte bukser, bukket indover søen. Hun ledte efter noget... men hvad? Tidligere havde hun siddet her nær ved bredden og nydt vandet skylle indover hendes ben... men hendes ankel kæde var jo ødelagt i forvejen..så vandet stjal det!
"kom nu, please vær her.." sagde hun lige så stille for sig selv, men efterfølgende råbte hun bare ubevidst "for gider ikke svømme efter dig!" lidt efter opdagede hun godt at hun havde råbt det, men hun rystede bare på hovedet og rettede sig op... "hmm...tror da aldrig jeg finder dig igen" hun smilede lidt skævt og sukkede så dybt "søs slår mig ihjel når jeg fortæller hende det" i virkeligheden var det hendes søsters ankel kæde som hun måtte låne... men hvad nu?

Hans blik gled rundt i vandkanten, da hans blik faldt på noget, der glimtede svagt i vandkanten. Han bøjede sig ned, og fiskede en lille kæde op. Han drejede den i hænderne, uden helt at vide hvad han ville med den. Han smilede svagt, da han hørte en pige råbe og skrige om et eller andet hun havde tabt. Lidt efter gled de grå øjne op og kiggede på kvinden lidt længere henne, der stod bøjet over vandet, og skæntes med det? Han rejste sig op, og lod kæden dryppe af, imens han langsomt gik over til pigen. Han stoppede inde på breden, og kiggede ud på hende, før han åbnede gabet. "Er det den her du leder efter?" Han rakte kæden op i vejret så hun kunne se den. Han lage hoved let på skrå og afventede hendes rekation, imens han, uden helt at ville det, kiggede på hendes fine bagdel. Han vendte blikket tilbage mod hendes rødbrune hår.

hun vendte blikket mod en stemme der snakkede til hende ".." hun sagde ikke noget og gik stille mod drengen for så at stoppe op foran ham "..ja det er den jeg leder efter... vil du være sød at aflevere?" sagde hun så stille og rakte sin hånd i mod sin ankel kæde. Hun var ret så lav i forhold til ham nok lidt over et hoved lavere, men alligevel overså man hende ikke.
"og tak fordi du har fundet den... kan jeg gøre noget som tak? eller kan jeg slippe" sagde hun med et smil på læben og blinkede til ham.
Hun lod lige så stille sit blik hvile på hans øjne, der viste en form for mystik og charme over dem

Han lod kæden falde ned i hendes hænder, og kiggede ned på hende. "Nå, jamen det kan vi nok godt klare, lad mig lige tænke mig om." Han kiggede op i luften et kort øjeblik, før han igen lod blikket lande på hende. "Du kunne betale tilbage ved at fortælle mig hvad dit navn er." Han drejede let om på hælen og gik ved siden af vandet, mens han kiggede ligeud. "Så hvad hedder du?" Han drejede rundt og kiggede på hende. Han lod en hånd glide igennem de lyse krøllet hår. Han kiggede på hende. Hvorfor ville hun slippe for at gøre noget til gengæld? han kiggede undrende på hende. Det gav ikke mening i hans hoved. Hans blik gled ned af hende, og lande på hendes ansigt, efter at have nærstuderet hendes krop lidt.
Hun så meget sød ud, ikke så høj, med et asiatisk udseende? Eller var det bare ham der ikke kunne se forskæl på en asiat og en franskmand? Åh, han vil have et problem hvis han ikke hunne, men det kunne han vel nok? Han sukkede lavt, og afventede et svar fra hende.

Hun greb kæden og bukkede sig ned for at lænke den fast om sin fod...ordentlig fast, medens hun lyttede til hvad han sagde til hende...
efter lidt tid rettede hun sig op igen og så mod ham "'mit navn er Naomi og du hedder...?" hun gik lidt sjovt, halvt hoppende men også bare normal gang hen til ham, som slet ikke gav nogen mening... Hun kedede sig bare lidt. hun stoppede op ved siden af ham og så på ham igen "hmm.... du ligner en som er forvirret lige nu?" hun smilte stort og glad af ham "hvad er det du undrer dig over? og hvis så er jeg altså en pige..." en sød lille fnisen kom dansende hen over hendes læber efterfulgt af et lille genert smil...for hvis der var en ting hun ikke kunne lide ved sig selv, så var det hendes fnisen... hun foretrak hellere at rende nøgen rundt hvis hun kunne vælge-...

//smutter i seng...//

Han kiggede på hende, da hun tog kæden på, og lyttede til hendes ord. Han nikkede kort til hendes navn. "David." han lod blikket glide rundt omkring dem i skoven. Han kiggede på hende, da hun kommenterede hans udseende. Han kiggede på hende med et let skuldre træk. "Jeg tænker bare." Han lod en hånd glide igennem håret, og fortsatte sin vandring mod et ukendt mål. Han kiggede op i himlen, og studerede skygerne der drev over himlen, i et afslappet roligt tempo. De virkede slet ikke påvirket af alt det der lå under dem, men hvorfor skulle de da også være det? "Hvor lang tid har du egentligt boet her?" Det undrede ham at hun var her, og mere om hun kendte byens hemmelighed, som nok ikke vare så hemmelig mere. Han drejede om på hælen så han kiggede på hende. "Hvad ved du egentligt om Di Morga?" Han ville vide hvad hun vidste, om hun ville blive overrasket hvis han fortalte han ikke rigtigt var et menneske. Det interesserede ham, hvorfor vidste han ikke, men hun virkede så livsglad og upåvirket af alt det der skete omkring hende, hvilke var en bedrift i sig selv.

Hun så stille på ham og fulgte bare stille med ved siden af ham...selvom hun heller ikke vidste hvor han var på vej hen eller om han var ude på noget...det kunne jo godt være...? men hun var nu lidt ligeglad for hun gik efter den holdning af at man kun havde et liv og det skulle man benytte sig af så længe det varede... hun smilte stille da han spurgte ind til hende "jeg er ny flytter her til og jeg ved egentlig kun at jeg er helt vild med di morga's udseende og så videre i den dur" hun så op mod himlen "...tror du vejret bliver værre end overskyet" i det hun sagde det virkede hun anderledes... en anelse bange, men for hvad....? dem der kendte hende vidste godt at hun er vildt bange for torden, altså de høje brag der kom nogen gange...men at hun faktisk elskede lyn og deres måde at lyse landskabet op på, i en kort stund, men smukt.
"..." hun skævede lidt til ham i stilhed men smilte så efter lidt tid for ikke at virke for ræd fra tanken om torden

Han kiggede hen mod hende, og smilede halvt. "Du ved intet." sagde han med en kold stemme og fik hen mod træerne, efter at have fulgt hendes blik op imod himlen. "Jeg ved det ikke, folk går jo og ændre vejret heletiden, så når man tror man har det ene slags vejr så kommer der pludseligt noget andet." Han stønnede kort og vendte sig om mod Naomi, og lænede sig op af et træ. "Det er så ynkeligt at ændre på vejret, for hvad skulle det kunne hjælpe en? Han ville se om hun havde fantasi nok til at gætte, hvad han ville have hende til at gætte. "Nogle gange ..." han kiggede op i luften. "kunne man godt tænke sig at det hele bare blev normalt, at man kom, man døde, og så var man død, og man ikke behøvede at frygte for enten det ene eller andet. Det er så frygteligt at have med at gøre i længden."

Naomi så på ham og stoppede op i det han gik mod træet.. ventede lidt og lyttede til hvad han sagde, lyttede interesseret men også med en vis anelse om at han ville fortælle hende noget hun ikke troede på "...hmm hvis man kan ændre på vejret eller leve evigt, så vil jeg sige man bare er et uheldigt væsen.. for hvis man lever evigt, hvordan skal man så kunne leve livet i spænding, og hvis man kan ændre været, så får man ingen overraskelser ud af det og kan ikke nyde det som en naturlig ting?" hun så op mod himlen og smilte skævt "selvom man nogle gange kan være bange for at noget bliver ændret, så er det en del af livet" hun sukkede lidt "jeg lyder som en eller anden kloge åge"

Han smilede af hendes svar. Det lød meget fornuftigt med det hun sagde, men ville hun også lyde sådan når hun fandt ud af virkeligheden? Han kiggede lidt på hende og smilede så. "Det lyder meget klogt det du siger ..." Han lukkede øjne kort og åbnede så gabet igen. "Har du tænkt på døden, tager du livet som det kommer, eller vil du kæmpe imod hvis der pludselig kom en og ville dræbe dig?" Han kiggede på hende med sine rolige grå øjne, og afventede det ene eller andet fra hende. Hvad det så blev, ville blive ganske interessandt at se. Hun virkede ikke som så mange andre mennesker, som ville kigge underligt på ham, som om han var åndsvag og ikke kunne tænke eller sådan noget. Det ville da være naturligt at gøre. Men normalt ... ordet fantes ikke i denne verden, det var blot en ting der fantes udenfor Di Morga.

Hun gik hen til ham og stod på tær foran ham så hun kom mere op i øjne højde med ham, selvom der stadig var en lille forskel "hvad mener du med alle de spørgsmål?" sagde hun lige så stille og lod sig falde ned på flade fødder igen "hvis nogen prøvede at slå mig ihjel, så ville jeg da klart prøve at kæmpe i mod... men måske ikke overleve" hun smilede skævt og så så til siden "har du da tænkt dig at prøve at slå mig ihjel eller er det bare sjovt at stille ubehagelige spørgsmål" hun så lige så stille på ham igen med undrende øjne men spørgende øjne. Han havde fange hendes interesse og hun havde lyst til at bide mere om ham nu, at finde ud af hvem han var eller hvad han var

Han kiggede på hende, og lage hoved let på skrå. "Ja ... det lyder som en god ide ..." Han skubbede sig lidt væk fra stammen og kiggede på hende. Han fugtede sine læber og lænede sig ind over hende. "Hvad tror du jeg er?" Han lage hoved let på skrå, og børstede en hår tot væk fra øjne. "Du kan gætte alt hvad du vil." Han smilede skævt og kiggede rundt. Der var ingen andre ud over dem, så hvis han skulle bevise hvad han var, kunne han nemt gøre dette. han kiggede ned på hende. "Jeg kan sige jeg ikke er et menneske som sådan." Han lænede sig igen op af stammen og krydsede bene og afventede spændt et svar fra hende, hvad det så blev til vidste han jo ikke, men om hun efter lidt tid ville løbe skrigende væk eller om han heller ville blive kunne hun jo selv vælge.
Han lod blikket glide kort over hende, og lidt efter hen på de første store dråber der faldt ned fra himlen.

Naomi så dybt ind i hans øjne da han lænede sig lidt frem, men hun tænkte ikke rigtigt over det indtil han snakkede igen "hmm... jeg ved ikke hvad du er og jeg er faktisk ligeglad med hvad du er så længe du er et venligt væsen så... desuden har jeg kun hørt godnathistorier om andre væsner" hun rødmede lidt ved tanken om at der muligvis fandtes andre væsner "..jeg har hørt om væsner som vampyr.... der ikke tøver ved at slå en ihjel for blodet... eller engle som verdens smukkeste væsner" hun sukkede lidt "med tanke om alt det her føler jeg mig kedelig og værdiløs...det er måske nok derfor jeg ikke tror på andre væsner" hun smilte skævt "lidt egoistisk måske?"

Han grinede og kiggede på hende igen. "Nå, så du syntes en del af mig er smuk?" Han fnyste lavt, og gik ud fra træet, hvor vandet langsomt begyndte at gøre hans tøj vådt, samt hans hår. Han kiggede op i den mørke himmel og smilede. "Tjah, jeg ved ikke om de blot dræber." Han lod blikket glide rundt, og ende på hende. "Kedeligt, det er skam ganske sjovt, bortset fra længden." Han stoppe op, og klemte øjne sammen, før han gik længere ud. "Det ved jeg ikke, sådan er du jo bare." Han trak let på skulderene og sukkede, mens han lukke øjne og mærkede dråberne slå ned i ansigtet og løbe ned af hans ansigt ... som blod? Han lod sin tunge glide over tænderne, da han vendte sig om mod hende, kiggede han direkte på hende med sine grå øjne og et hånligt smil. "Men måske skulle du tage at passe på hvem du er sammen med,

Hans kommentar med at han var lidt smuk ramte lidt, *Er han en engel?* tænkte hun stille og rødmede lidt. *Nej sådan noget findes altså ikke.... men, ja han er smuk... * hun blev bare stående og så helt forvirret ud *hvad mener han...og hvorfor skal han kigge sådan på mig* tænkte hun så og følte sig ret utilpas ved den måde han så på hende nu... som om han var farlig, men ville han gøre hende noget hvis han var?
hun sukkede lidt "du er ved at være ubehagelig..." hun lod sit blik falde ned mod sine ankler, bare for at tænke på noget andet... for så at lukke øjnene i lod hun sig forsvinde i sine tanker, som lige nu var en blanding af sine glade minder, og de tanker han havde givet hende med at der fandtes andre væsner og at han muligvis var en af dem... hun ville gerne gå sin vej fra ham nu...
men efter lidt tid da hun åbnede sine øjne igen, havde hun en anderledes følelse i sin krop... angst? hun kunne slet ikke bevæge sine ben selvom hun havde lyst til at gå "er du farlig?" kom det så dansende hen over hendes læber... i en lille rystende stemme

Han kiggede på hende, og trak let på skuldrene. Hvad havde han nu gjort? Han havde klart gjort et bedre indtryg på det sidste menneske han havde mødt, og det havde jo videre udviklet sig til noget dejligt. Han kiggede på hende, da hun holdt sit blik rettet mod sine fødder, og derefter begyndte at snakke igen. Nå, nu begynde hun endelig at få kolde fødder. "Det kommer an på hvordan du ser på mig." Svarede han kort, og kiggede op i luften og gik ind under træet, nu helt våd, fra top til tå. "Hvordan ser du mig? Som dæmonen, eller som englen ..." Han sukkede lavt og kiggede på hende. "Bestem selv, jeg spiller gerne begge roller. Han var jo hybrid, så han burde ikke have noget problem i at spille begge disse personer, som en spaltet person, men det var han dog ikke, han var meget ens om han så var engel eller dæmon. Han syntes det var et direkte idiotisk spørgsmål der var kommet ud af hendes mund. Alt omkring folk i denne by var farlig.

naomi sukkede lidt og smilte så "jeg ser dig som en ven i fremtiden hvis du vil ende med at være min ven også men du kræmmer mig lidt med at fortælle mig ting om jeg ikke tror er muligt.... men ja ok jeg tror på dig..." hun milte stille til ham "jeg er ligeglad med hvad du er eller hvem du er, så længe du måske hvis du altså vil...at være min ven?" hun sukkede lidt over at spørge om sådan noget "måske ikke.....når man spørger så dumt" hun smilte skævt og rystede så på hovedet "jeg smutte bare nu det er nok meget bedre? right"

//undskyld den sidste var så kort.... mistede lidt kreativitet der//