Good day, sunshine //Aian//

Daelyn mærkede det bløde græs give efter under sig, da han faldt bagover og landte på ryggen i det. Et dybt, tilfreds suk lød fra ham, idet han slog armene ud til hver sin side, så han næsten kunne ligne én, der var på nippet til at lave en sneengel – bare i græsset uden sne.
Han havde vadet rundt længe for at finde søen, men endelig, langt om længe, havde han fundet den. Hvad han lavede her, vidste han ikke, ej heller var han klar over, hvorfor han var gået ud for at finde lige netop denne sø. En ting var dog sikkert, og det var, at vejret var for godt til, at man bare kunne sidde indenfor og glo ud gennem et vindue. Nej, man skulle ud og nyde solskinsvejret, inden det var for sent.
På sin vej herhen var han ikke stødt på andre væsner – ikke andre end vilde dyr, selvfølgelig – men han havde heller ikke været særlig opmærksom. En fremmed kunne med lethed have forfulgt ham, og han ville ikke have bemærket det i sin iver efter at finde søen.

Aian listede rundt omkring søen, i sin katte form. En lille pelset kat, men grå marker rundt omkring ham. Hans øjne var mørke brune, så man kunne næsten ikke set det sort. Han vidste ikke helt hvorfor han var på vej her hen til søen, eller om det overhovedet var det han ville. Han havde set en ung fyr for et stykke tid siden, han havde undret sig lidt over det. Han var kommer frem til at det måttet ha været en magisk væsen, eller en som kendte til den magisk verden, for de flest mennesker han kendte ville ikke gå mod søen, eller måske var det bare dem? Han kunne ikke helt bestem sig for hvad. Han rystede sig kort, for han spang op i et træ, han havde lidt problemer med at komme op, men det lykkes til sidst. Han smilte stille for sig selv, han var dog ikke helt stolt over at kunne komme op til et træ. Alle katte kunne jo det, men det var ikke lige noget han plejede at tænke på dem. Han gik ud af en gren, og så drengen fra før, han betragtede drengen lidt, han vidste ikke helt hvad han skulle sige om ham. Han ville ned fra træet, for at kunne se drengen bedre. Men det gik ikke lige så godt med at komme ned igen, han faldt nogle meter, og da Aian ikke var den mest elegant i verden, nåede han ikke at vende om på poterne, før det var for sent. Så i stedet for at komme ned uden nogen skader, kom han ned med en eller to skader. Han havde slået sin ene forpote, men det var ikke noget alvorlig, han kunne sig klare sig. Han sukkede indeni af sig selv.

Daelyn mærkede mere den lette vibration i græsset fra bumpet, end han rigtigt hørte det. Han drejede hovedet og fik øje på en kat, der var styrtet ned fra træet over ham. Den var åbenbart ikke landet på poterne, hvilket undrede han, eftersom katte altid landte på benene… men måske var denne kat bare en undtagelse, ligesom han selv var med hensyn til dæmonracen. Han sukkede ganske let ved tanken. En ynkelig dæmon, det var, hvad han var.
Han satte sig op og kravlede den lille meter over til katten, hvor han satte sig igen lige over for den. Han tog den i øjensyn og fandt hurtigt ud af, at den vidst havde slået sin ene pote. Det var heller ikke underligt, når nu den var faldet så langt.
”Er du kommet til skade, lille missekat?” spurgte han. Hans sorte øjne mødte kattens mørkebrune. Da slog det ham, at det var da en underlig øjenfarve til en kat. Alle katte blev født med blå øjne, men det var de færreste, der forblev blå. De fleste blev enten orange, gule eller grønne.
Han slog små smæld med tungen, idet han rakte sin hånd frem for at få den til at komme hen til ham. Daelyn havde ikke meget til overs for de tobenede væsner, men han kunne ikke skjule, at han holdt af dyr. Især kattedyr.

Han sad lidt og vippede med hovedet, efter faldet. Han havde vist ikke lige været så klog. Han holdte let sin ene forpote op, han begyndte at undersøge den. Selvom at han ikke var kommer alvorlig til skade, skulle han lige være hel sikker. Han lagde mærke til at drengen havde fået øje på ham. Han sukkede stille indeni. Han kiggede på drengen, da han kom hen til ham. Han vippede lidt med ørene, og blinkede med øjnene. Han var ikke helt sikker på hvad han skulle gør med drengen. Han hørt drengens stemmen, og kiggede mod ham. Han trak sig lidt tilbage, men han var ikke ligefrem bange, mere forsigtig. Han ville ikke lige op og slås med…? Han var ikke helt klar over hvad Drengen var endnu, men han skulle nok finde ud af det. Han gik lidt hen mod drengen, han vippede mere med ørene. Aian vidste ikke helt hvad han skulle gør nu, gå hen til drengen? Eller lade være?

Daelyn kiggede undersøgende på katten og blev lidt skuffer over dens manglende reaktion. Sikke dog et kedelig dyr... Men sådan var det jo nu engang med katte; de var sig selv og havde ikke brug for nogen andre, og da slet ikke mennesker eller, i Daelyns tilfælde, dæmoner. Selvom det normalt var sådan, måtte han nu indrømme, at han havde mødt katte, der var mere nysgerrige og legesyge end denne.
Han sukkede og lod en hånd glide igennem sit hår, før han vendte ryggen til den igen. Måske skulle han bare lade den være i fred. Den var jo også lige faldet ned fra et træ, så måske havde den bare brug for at komme sig lidt over faldet.

// Undskyld det korte svar >.< //

Han kiggede på drengen, drengen så lidt ud til at kede sig. Så var han måske den okay fyr? Tænkte Aian lidt, han smilte stille for sig selv. Han rystede sig krop, og vippede med ørene mod drengen. Han havde ikke så ondt efter faldet, han kastede sig ned på ryggen, og lå og kiggede op på drengen med et kattesmil. Han slog let med en pote i luften, han havde altid været hurtigt til at om bestemme sig, nogle gange var det godt, og andre gange ikke så godt.

//Sorry, jeg svarer sså sent... Har ikke haft tid til at komme rigtig på, og sorry for det kort indlæg...