på legepladsen Yin(privat)

T: 23:00
O: ingen
V: nymåne
S: legepladsen




Nano var meget sent ude. Han hade være alene hjemme siden i morges og Aya var ikke komme hjem endnu, og Nano var bange for at hun var komme til skade eller nogen men han kunne indet gøre. Han var bare et lille barn på 6 år og var helt alene og hade ingen han kunne holde sig til, han sad på en gynge på legepladsen her kunne han tænke over hvad det var sket sidien sidst. Han hade være alene hjemme i hele dag

en ung pige en en lilla kjole stod ved indgangen til legepladsen og så mod gyngerne... her elskede hun at være, bare at sidde på en gynge og kigge mod himlen. Pigen havde sølvfarvet hår og rosa øjne...men med et tomt blik, et livløst blik... Hun bevægede sig ikke nærmere for der sad allerede en ved gyngerne, og hun var ikke lige den person der elskede at være sammen med nogen socialt, for hun vidste aldrig hvad hun skulle sige eller gøre i sociale samvær. Yin var vokset op alene på en børnehjem og kendte ikke rigtig noget til sin familie udover det hun havde fået fortalt om dem... desuden er det så længe siden at hun har mødtes med nogen af dem at hun slet ikke ved om de er i live endnu..,,
Efter lidt tid gik hun stille hen og satte sig på en gynge ved siden af den lille dreng... uden at vige et blik til ham, kiggede hun bare mod himlen.

Nano så på hende. Og blive bange de tomme øjjne skræmet ham han hoppe ned af gyngen, og gik væk f ra hende sa han var meget bange for hende efter som. Han ikke var mere end 6 år kunne han ikke kæmpe i mod hende vis hun overfaldt, ham for at bid det for gemts han sig i mellem nogen buske på legepladsen. Så hun ikke kunne se eler mærke ham men en ting kunne hun, nemlig høre ham hans åndedrædet var svaget og og hurtig som ind i pokke.

Yin så kort mod drengen da han stak af, men var lidt ligeglad med hvad han gjorde, han var jo i live, så han måtte gøre hvad han ville.
Hun så lige så stille mod himlen igen, før hun sparkede fra sig på jorden og derved lige så stille begyndte at gynge frem og tilbage.... dog efter lidt tid mens hun gyngede så hun mod drengen igen og sagde lige så stille uden nogen følelser "jeg gør dig ikke noget"

" du skræme mig " sadge nano. Og kom stille frem igen han ryste over hele hans lille krop så bange var han, for hende da han ikke kendt hende på nogen måder. Men hans plejemor hade altis sagdet til ham * være forsiktig Nano ikke alle som se søde ug er der rigtig*, han så ned i jorden og gave et svaget piv fra sig. Det var hans måde at sige gøre mig ikke noget

Yin hoppede ned fra gyngen og gik hen til ham med små skridt, for så at sætte sig på hug foran ham... hun prøvede også at smile lidt men klarede det ikke så godt, da hun ikke var vant til at smile. hun så på ham men stadig med tomme øjne "..jeg føler intet, så føler heller ikke for at gøre dig noget" hun rakte sin hånd til ham "..gynge? sammen?"

Nano smielde svaget til hende. Nu kunne han mærke at hun ikke ville ham noget ondt på nogen måde, han tog hendes hånd og nikke han ville gerne gynge sammen med hende. Nu hvor han hade snakke en smule ned hende var han ikke bange for hende mere, og hvorfor skulle han også være det hun var ikke ond som sådan. Bare anderllede end alle de ander vampyr han ahde mødt i sit live

Yin rejste sig stille op mens hun holdte hans hånd, for så at gå hen til gyngerne igen og sætte sig ned på den ene... i det hun satte sig slap hun hans hånd og så mod himlen igen "...smuk...ikke?" hun så stille mod den lille dreng, og smilte meget lidt til ham "Yin..." sagde hun så tomt og hvis man ikke vidste det var hendes navn forstod man nok ikke helt sammenhængen fra, smuk ikke, til yin

" jo himmlen er smuk Yin. Og jeg hedder Nano og er 6 år gammel og er forælderløs men bore, sammen med Plejemor Aya som elske mig som sin egen hun hade en søster. Sammen alder som dig trot jeg Malika hedder min plejemoster " asdge Nano stille, og så på himmlen og smielde svaget nogen i nanos hukommelse. Blive vaget til live med at se på nogen af stjernern

Yin nikkede stille til hvad han sagde "Yin kan ikke huske sin familie, og ved ikke om de er i live..... måske....nej..." hun så på drengen igen "Yin...voksede alene op" der var noget underligt ved hende, for nogen gange snakkede hun normalt, andre gange kunne hun ikke få ordende til at hænge sammen og andre gange var det som om hun snakkede om en helt andet person

" nej huske ikke mine forælder. De døde da jeg var ganske lille og hade levet på gaden ind til Aya, fandt mig og tog mig til sig og hendes søster og jeg har også 2 plejesøster. Men se ikke rigtig nogen af dem mere Aya arbejer og de ander går, stadig væk i skole og fester smamen med deres venner så jeg er helt alen. Hjemme det meste af dagen ind til Malika kommer hjem " sagde Nano

yin lagde stille hovedet på skrå "...underholdning?" hun vidste dog ikke hvordan hun skulle kunne underholde ham hvis det var "...jeg har...tid" hviskede hun så lidt efter.... uden at vide hvorfor hun skulle gider underholde en lille dreng bare fordi at hun havde tid til det "men...kun...når ingen er der"

" de er slet ikke hjemme hele natten. Nogen af dem og Aya ved godt at jeg ikke kan sove uden hende, eller hendes sang da hun synger var aften før jeg falder i søven. Men de sidste 3 nætter har hun ikke være hjemme og kan slet ikke lige at være alene hjemme, så længe af gangen og der er slet ikke sundet for mig " sagde Nano

Yin sparkede fra sig så hun begyndte at gynge stille frem og tilbage igen "kan ikke synge men spille klaver kan jeg" hun så mod himlen igen, stadig helt tom som om intet var sket, "skal jeg følge dig hjem" sagde hun så og så på ham uden rigtig at tænke over det "for der er... farlige væsner der lurer om natten, og børneblod er frisk og uskyldigt... så det smager bedre end andres"

" jeg vil ikke hjem. Jeg vil finde min plejemor men jeg ved bare ikke hvor hun er henne " sagde nano, og rejste sig brat og løb i gemmen legepladsen mod den ander ende. Som var lukke af for alle da det nogen store huler og masse af torne, som kunne rive en vis men fik sig forvilde der ind som Nano gjore nu. Torne bore sig ind i hans lille korp og rev ham rigtig voldesom og hårdt på arm og ben, også lidt i ansiger og på maven og ryggen fry det blødt ved det.

//nogen gange har jeg lidt svært ved at forstå hvad du skriver fordi du er ordblind, så hvis jeg ikke helt fatter sammenhængen så dræb mig ikke lige//

Yin sad bare stille på gyngen og så mod ham "de fleste heromkring lever af blod" hun rejste sig stille op og gik hen til ham, rev sig selv lidt, men fortrak slet ikke en mine "...du er lille og skal passe på" hun tog fat om ham og fik ham om på ryggen at sidde "jeg ved ikke hvor man kan få hjælp til at forbinde de blødende steder, kender du nogen?"

" hospitalet eller over ved længe han her altid åben. På denne tid vis nogen komme til skade og i sær vi det er børn, som har brug for hjælpe " sagde Nano stille og han sad stille på hendes arm og var. Ved at falde i søven han var træt og en smule svække over de bløden sår han hade,

"du har kun brug for hjælp fordi du er dum" sagde hun så og begyndte at gå med ham på ryggen "hmm...hvorfor...torne ind i løbe" sagde hun så stille og gik over vejen og mod lægens hus "yin synes du er dum bare at løbe ind i sådan noget...for yin kom også til skade ved det" yin havde revet sig lidt på armene og lige under øjet

Nano var falden i søven. Han viste jo ikke at der var lukke på grund er tornebuske og huler, for det viste han slet ikke noget om da han ikke hade være på llegepladsen. Længe da han ikke hade haft nogen som kunne gå med ham det hen, for at lege alle hade slet ikke tid til stakkels lille Nano

Noget tid efter kom hun hen til lægen og ringede på døren, stadig med nano på ryggen... et lille suk kunne høres fra hende i det hun tænkte *hvordan endte jeg som babysitter* hun mumlede lidt for sig selv og ringede på igen