We meet again - Vlad

Dato; 19/05
Sted; Lycée Skolen
Tid; 22.13
Omgivelser; Gange med en masse døre til forskellige klasselokaler.
Vejr; Få skyer på en himlen, en kølig brise, den første stjerne har vist sig og flere er på vej.
________________________
Lucinde havde tidligere på dagen trådt ind for skolebygningen, hun havde ødelagt hoveddørens lås med lidt is magi, hvilket havde været ganske let. Alarmsystemet gik heller ikke i gang, så hun regnede med, at pedellen rendte rundt på skolen og ordnede de sidste ting, før det endelig var fyraften. Han ville dog opdage låsen, og så skulle han til at lave den, mens han ville undre sig over, hvordan skaden var sket, fordi Lucinde havde jo fjernet isen igen, da hun ikke ville efterlade nogen synlige spor til at starte med. Men pedellen måtte så desværre blive, fordi han ikke bare kunne efterlade skolen ulåst.

Lucinde havde befundet sig i et tilfældigt klasselokale, som faktisk lå i kælderen, men stadig med vinduer, indtil solen var gået ned ude i horisonten, hvorefter hun havde begivet sig op på de øvre etager. Hun begav sig ikke ofte ud af sit tilholdssted, før solen var gået ned, specielt ikke nu, hvor sommeren var ved at nærme sig. Hun brød sig ikke om sommeren eller de varme temperaturer, hvilket også var årsagen til, at hun var klædt i korte, cowboy shorts og en sort tanktop. Jo mindre tøj, jo bedre.

Skolen var nu henlagt i mørke. En enkelt gang havde der lydt en råben et sted fra, men det måtte have været pedellen. Lucinde gik ned ad gangen, hun virkede ganske normal og på ingen måde syg, selvom hun inderst inde et sted var afhængig af noget, hun havde dog lært, hvordan hun skulle tøjle det, selvom hun til tider havde humørsvingninger. Hun fandt hendes stav frem, som kun var 20 cm på det nuværende tidspunkt. Hun kastede den frem og tilbage mellem sine hænder og fortsatte sin vandring. Hun havde længe haft lyst til at slå på nogen, men havde endnu ikke haft en passende grund.

Vladimirs hvide øjne, gled langsomt rundt omkring, imens han gik over et hustag, med et bredt smil på sine læber. Asparaen, ved navn Killia, hans herskers elskerinde, havde givet ham noget, han slet ikke kunne beskrive.. En del af hans gamle kraft. Noget han ikke havde set i lang tid. Det havde boostet hans styrke, og mindsket hans udmagrethed. Gjort alt det, der ville have taget år, for ham at gøre selv. Han var næsten den gamle Vladimir igen.
Han stoppede op, og trak vejret dybt igennem næsen. Den opfangede nemt en stærk duft, og hovedet blev hurtigt drejet imod denne. Han mente denne aften fortjente en godbid. Godt nok halvt af halvt. Aspara, og Menneske.. Men, Aspara blodet dominerede. Et bredt lumskt smil gled over Vladimirs læber, inden han næsten fløj igennem luften, imod Lycée.

En høj klirren, slog igennem skolen, af et vindue der blev smadret, efterfulgt af et kort og forskrækket skrig, og en vild tumlen. Og så komplet stilhed igen. Bortset, fra området, tæt omkring skaden, skriget og tummleriet. Her, var der en lav smaskende lyd, efterfulgt af knoglevridene knæk, og så lyden af brusk, der blev tykket i stykker. Pedellens blod, havde været en forbandelse. Han havde Asparaens tiltrækkelse ved blod, men ikke udseende. Nedværdiet, til et liv, med arbejde som en Pedel, hvor, som Aspara, han kunne være blevet langt mere. Mere, end det offer han var nu.. Offeret, for en sød tand.
Vladimirs voldsomme tænder, rev sig igennem Pedellens kød igen, og rev endnu en stor lunds fra hans nakke, og tyggede velbehaget på dette. Men hans rolige måltid, blev brudt af en skarp duft. Ikke en duft, der behagede hans næse, men tværtimod. En, der var blevet ærindret som noget ubehageligt. De hvide øjne, der havde været lukket, i alt behaget, blev langsomt åbnet, og gled hen af den gang der var ved han side. Det før velbehagede blik, blev langsomt ændret til en vred mine, og han rejste sig langsomt, i sin fulde højre, og strakte sine skuldre. Hans lasede, ærmelæse, sorte læder jakke, der gik ham helt ned til knæende, hang ned af ham, åben ved fronten, hvor blandings racens blod, var udspredt. Blod dråber, gled så langt som til hans buksekant, og mødte det grønne stof, fra hans army bukser. Og imens han stirede denne vej, gled kun en følelse igenne hovedet. Had.. Efterfulgt af et navn. Lucinde...
Han erindrede ordene. Aftalen. At han intet måtte hende gøre, så længe hun arbejdede for Ma'lakel. Gjorde hun stadigt dette? Var hun stadigt en slave af den samme hersker som ham, der gjorde hende urørlig? Garanteret... Det eneste possitive ved dette, var at hun skulle holde hendes kæft... Med mindre hun ville bøje aftalen. Åhh hvor Vladimir dog håbede hun bøjede aftalen... Der var så mange ting, han slet ikke måtte, som han så ganske gerne ville..

Lucinde var fortsat ganske roligt ned ad gangen, dog frøs hun pludseligt midt i hendes bevægelser, hun tabte oven i købet hendes stav, hvilket gav genlyd gennem hele skolen, som var forladt, næsten. Hun vidste, at de var to på skolen, hende og pedellen. Hun gad enlig vide, hvad der var blevet af ham. Hun havde kort set hoveddøren, som stadig ikke var blevet lavet, og hun havde endnu ikke stødt på ham endnu. Mens hun samlede sin stav op, slog en tanke hende, måske var de ikke så alene, som hun troede, at de havde været. Et smil bredte sig på Lucindes læber, måske var det i dag, at hun fik mulighed for at komme af med nogle af sine aggressioner. Hun håbede, at det var en modstander, som var noget værd.
Hendes tanker blev afbrudt af et knæk, som lød fra den anden side af væggen. Hun gik roligt helt hen til væggen og satte øret til, men der var helt stille, ingen lyde kom mere derfra, måske vidste denne ukendte modstander, at hun allerede var her, muligvis havde hørt lydene. Stilheden forblev og hun trak sig igen væk fra væggen. Hun fik øje på døren længere henne, men hun ville hellere lave en lidt anderledes entré. Hun lagde en flad hånd på væggen, hvorefter hun lod is sprede sig i alle sprækkerne, som der var i væggen. Hun skubbede til væggen, da hun lod isen skubbe væggen fra hinanden, hvorefter den faldt sammen.

Støv rejste sig, hvilket ville give modstanderen en chance for at stikke af eller angribe hende, men hun regnede med, at modstanderen måske var for overrasket til at kunne gøre noget. Hun pustede let, da hun fik noget støv i munden, hvorefter hun forsøgte at kigge gennem støvet efter denne mulige modstander. En stank af blod ramte hende pludseligt og svag gysen gik gennem hende. Vampyr, var hendes første tanke, og hun hadede vampyrer. Det meste stammede nok fra barndommen, men hun havde mødt en vampyr, og ham brød hun sig specielt ikke om. Hun beder tænderne sammen og forventede næsten det værste.

De hvide øjne gled langsomt imod væggen ved hans side, fra gangen, hvor han havde regnet med hans modstander kom fra. Men lugten kom nu ganske så kraftigt fra den anden side, af denne væg. Gemte hun sig? Hun kunne vel ikke have gættet at det var ham. Hun havde ikke sanser som han. hun ville ikke kunne lugte ham langt væk fra.
Vladimirs stikkende blik, gled så omkring på væggen, da en tydelig forskæl i temperaturen slog sig ud. En bidene kulde, rev i vægen, og svækkede den. Det mindede ham så forfærdeligt, om den forbanede heks smålige tricks. Is omkring benene, der holdt ham på plads, hans offer der så respektløst var blevet frosset ned, så han ikke kunne færdiggøre hans måltid. Og så måtte han ikke gøre hende noget... Fordi, hun absolut skulle snakke med hans herre... Forbandede kvinde.
Vladimir drejede om, så han stod med fronten imod den nu faldene væg, og tog et enkelt skridt tilbage, pågrund af murbrokkerne, der faldt ud på gulvet ved hans side, så det ikke ramte hans tær.. Da støvet rejse sig, kneb han øjnene en anelse sammen, og lod hans lugtesans, bestemme hvor hun var. Lige foran ham. Så simpelt. Så nemt. Det var bare.. At hoppe igennem, og rive ud efter hende... Støvet ville ikke lade hende nå at reagere. Det ville sløre ham, længe nok. Men nej. De var begge tjenere, under den samme herre. Han måtte ikke. Selvom han ville, åh så gerne.
Men det skulle da ikke stoppe ham, i at lade hende tro han ville gøre det. Med langsomme skridt, bevægede han sig igennem støvet, og hans hæse ru stemme, skar sig igennem stilheden.
"Godaften.. Lucinde.." Hans stemme var ikke halvt så hakkende som den havde været før hen, men den var stadigt tydeligtvis, hans. Hans mørke skikkelse, kom langsomt ud fra støvet, og selb hans halve, grumme smil, kunne ses da han var kommet helt igennem. De hvide øjne stirede ned på hende, med den samme galskab i ansigtet, som havde domineret det, sidst hun havde set ham. Bare. En enkelt provokation... Og hun havde bøjet deres aftale.. En.. Enkelt.. Og så havde han ligeså lov til at bøje den.. Og ja, hvor skulle den være tæt ved at knække!

Lucinde viftede lidt med hånden foran hovedet, så hun kunne få fjernet noget af alt støvet, som generede hendes udsyn. Lige i dette øjeblik ønskede hun faktisk, at hun var en vinddæmon, så hun kunne blæse støvet bort, men sådan hang det desværre ikke sammen. Støvet var dog langsomt ved at falde til jorden igen.
Hun stoppede midt i hendes bevægelser af to årsager; For det første kunne hun høre fuglekvidre et sted i nærheden, og hvis hun ikke tog meget fejl, så vidste hun godt, hvem eller hvad det var, som kvidrede. Det måtte være hendes allierede og kæledyr. For det andet, så kunne hun nu skimte en skikkelse i støvet, som langsomt kom tættere på hende. Modstanderen valgte at se tingene an, før der blev angrebet. Hun puttede hendes stav i baglommen, så hun havde begge hænder fri.
En rislen løb gennem hendes rygrad, da der blev talt til hende, men et smil spredte sig alligevel på hendes læber. Hun havde genkendt stemmen, og genkendte også snart skikkelsen, som blev tydeligere. ”Minsandten om det ikke er den lille kælevampyr.” var Lucindes første bemærkning, selvom hun godt viste, at hun enlig bare skulle holde sin mund, fordi hun ikke helt kunne kontrollere, hvad der kom ud af munden på sig selv, og det var nok, fordi hun tøjlede sin afhængighed og hovedpine, som hun gjorde. Nedkøling.
Lucinde lagde mærke til, at vampyren så anderledes ud, han så hvert fald en del kønnere ud, end han havde gjort sidste gang, hvilket hun også bemærkede højt, ”Du er blevet kønnere siden sidst, har du fået dine vitaminer? Og jeg beklager, at jeg ødelægger endnu et måltid for dig.” Hun regnede da med, at det var et måltid, som hun havde ødelagt, da lugten af blod stadigvæk hang lidt i rummet, hun rynkede dog også kort på næsen ved dette, da hun blev mindet om, hvordan han enlig spiste sit offer. Hun havde sandelig heller ikke glemt deres første møde med hinanden. Smilede bredte sig en smule mere ved dette minde, selvom det var hende, som havde lagt nær døden, men hun stod her foran vampyren i live og med lidt mere kamperfaring, som sidste gang. Det var også her, at hun kom i tanke om den aftale, som de havde lavet, den aftale, som hun havde brudt, hvilket hun faktisk var lidt ligeglad med.

Vladimir stoppede op, ved hendes første ord, og langsomt blev hans smile en anelse bredere, og da støvet var helt væk, begyndte han langsomt at gå til siden, som for at gå i en cirkel omkring Lucinde, og han stille klukkede, med sin hæse stemme. De hvide øjne, gled langsomt op og ned af Lucinde, med et undersøgende blik. Stadigt smuk, som hun havde været sidst. Som deres herre havde kaldet hende. En Is dronning.. Han fnøs lavt af hendes kommentar, og holdt sine arme en smule ud til siderne, så lidt mere af hans brystkasse og mave blev vist frem. Alt var langt mere strammet op, og ikke magert, som det havde været før.
"Det for man ud af.. At være loyal.. Og jaa, kald mig da et kæledyr.. Bliv ved.. Bryd vores aftale.. Så jeg kan gøre lige så.. Der er utallige ting, jeg har ønsket at gøre, lige siden, dit blod rørte mine tænder sidst..." Hans stemme var stadigt lige så ru og hæs som den altid havde været, men den hakkede næsten ikke længere. SOm om hans talebånd var blevet healet. Han fnøs endnu engang, og kiggede imod liget ude i gangen, inden øjnene faldt tilbage på Lucinde.
"Det var blot en.. God bid.. Jeg følte jeg fortjente... Nu.. Kunne du jo blive.. Hoved retten.." Sagde han, og fortsatte med roligt at smil, imens han fortsatte med langsomt at gå runt om Lucinde, med de hvide øjne på hende.
"Behøver.. Jo ikke nødvendigvis.. At spise.. Kan jo bare nøjes med at.. Nippe. Af dig.." Sagde han, og slikkede sine tænder bag hans lukkede læber. hun virkede selv sikker. Måske havde hun fået mere træning? Godt.. Mere at slås med.. Bestemt hvad han helst så.. Ville gøre det endnu bedre, når han endeligt satte tænderne i hende, og frydede sig i hendes blod.. hun måtte ikke dræbes. Vidste han udemærket godt, men det stoppede ham ikke i, at tage hvad han ville have, fra denne velsmagende skønhed..
Endeligt stoppede han så op, og stirede tomt imod hende, med et bredt smil. Han stod klar til et angreb fra hende, og afventede blot dette, eller endnu flere ord, der kunne skubbe ham imod kanten..

Lucinde løftede kort venstre ben for at klø sig lidt, det ville være meget dumt, hvis vampyren valgte at angribe hende, men det regnede hun ikke med. Hele hendes venstre ben var prydet med et snørklet mønster, som gik fra indersiden af hendes ankel og arbejdede sig op ad benet og ind under hendes shorts.
Lucinde fulgte vampyren med blikket og drejede rundt om sig selv, så hun kunne holde vampyren indenfor sit synsfelt, hun ville ikke tage nogen chancer ikke denne gang., og heller ikke næste gang. Hun vidste, at de begge to havde noget imod hinanden, så det kunne nu godt ende blodigt, og det havde hun intet i mod. Hun rettede lidt på sin top og børstede lidt støv væk, selvom det nok ikke nyttede alligevel, og hun gjorde det mere af vane, som hun gjorde det for vampyrens blik.
Lucindes smil forblev, selvom vampyren mente, at der var en del ting, som han kunne gøre ved hende. Hun kunne tænke sig frem til, hvilke ting det var. Hun havde selv lyst til at sætte vampyren på køl og måske efterlade ham et sted i solen, selvom det nok ikke helt vilde være så smart, fordi så ville hun bare få deres fælles herre på nakken, og det havde hun ikke lyst til, fordi hun regnede med, at hun kun havde set minimal af, hvad han kunne.
Hun samlede sit hår i en høj hestehale med begge hænder, så ville det være mindre i vejen. ”Vil du måske foretrække, at jeg kalder dig kloakrotte i stedet?” spurgte hun ganske let og med et smil, da hendes hænder igen havde fjernet sig fra hendes hår. Det var ikke nogen direkte fornærmelse, men lidt indirekte var den helt sikkert. Hun drejede stadig, mens vampyren gik, så hun ikke mistede ham af syne.
Lucinde hævede hendes øjenbryn en smule ved vampyrens næste ord, men hun fortsatte med at smile, selvom hun ikke brød sig om tanken, men hun skulle nok kunne forsvare sig mod vampyrens tænder. ”Har du ikke lært, at man ikke skal komme for tæt på isdæmoner, du kunne jo få kolde fødder?” spurgte hun og lød måske en smule for sikker på sig selv, selvom hun vidste, at vampyren også kunne byde på nogle ting. Hun stoppede også, da vampyren gjorde det.

Til hendes første kommentar, fnøs han blodt lavt, og rystede på havedet, stadigt med et lumskt smil, over de rådne læber. ne kloark rotte, hvad meget hvad han var, så berørte ham ikke, at blive kaldt dette. Han strak sine fingre, så de gav knæk fra sig, da de blev spændt og bøjetigen. De matte hvide øjne, blev mere og mere knebet sammen, og han lavede ligeså et knæk med nakken, inden han klukkede af Lucindes kommentar, og rystede en enkelt gang på skuldrene.
"Mine føder.. Er altid kolde.. Min kære Lucinde... Men.. Jeg tror.. Min tålmodighed.. Har udviklet sig nok.. Til.. At dinne.. Smålige lege, ikke længere.. Genere mig.. Men.. Det betyder jo bare.. At jeg selv.. Må bøje aftalen.. Først.." Alt imens han snakkede, vrikkede han sine fingre en anelse, imens hans lange drabelige klør, langsomt groede ud fra hver af dem, og hans lumske smil bredte sig.
Uden advarsel, fløj Vladimir pludseligt imod Lucinde, med et højt og hidsigt hvæs, og det lumske smil, blev erstattet af et instiktivt, agressivt blik, og hans voldsomme tænder, blev skudt frem fra hans mund. Efter han var kommet et par skridt tættere på Lucinde, forsvandt han fuldstændig, uden at efterlade en lyd. Ikke engang lyden af baskende vinger, kunne man høre når han udførte dette trik. Ikke længere..
Få sekunder efter,kom en tynd røg ved siden af Lucinde, og ikke engang et sekund var talt derefter, inden en baghånd fløj ud af denne røg, i et forsøg på at ramma Lucindes mave. hvis dette lykkedes, ville Lucinde blive kastet tilbage, igennem luften, og ind i væggen, et stykke fra dem.
Vladimir holdt ikke det mindste tilbage, på hans evner. Dette havde bagt voldsomt i ham, sidst Ma'lakel havde tvunget ham til at stire på kvinden, og holde sin mund. Og ville han så sandelig servere, det kogende vand, hun selv havde varmet.
Hvis ikke Vladimir ramte, ville han straks hoppe til siden, for at få afstand til hende igen, da han bestemt ikke ville røres, af hendes forbandede hænder.

Lucinde syntes, at det var lidt ærgerligt, at vampyren var blevet hærdet mod hendes kommentarer, men det betød bare, at hun skulle til at finde på noget andet, men det havde hun ikke tid til at tænke på nu. Fordi nu skulle hendes opmærksomhed være mod vampyren. Hun smilede bare ved hans ord, og det eneste hun sagde, var, ”Du kommer bare.” Hun faktisk set frem til dette øjeblik, fordi hun glædede sig faktisk til at se, hvor meget hun havde forbedret sig i løbet af den tid, hvor de ikke havde stødt på hinanden.
Lucinde havde set angrebet komme, så hun havde allerede stillet sig i forsvarsposition. Hun pustede også ud, hvilket gjorde at temperaturen omkring dem faldt yderligere. Der skete en forandring mere, men den ville ikke være særlig tydelig, men hun blev dækket af et meget fint, tyndt islag, som ville virke, som en beskyttelse, den var dog ikke fuldstændig sikker, da den det kunne brydes.
Da vampyren forsvandt, kiggede hun instinktivt rundt, men hun kunne ikke se noget, og det eneste hun kunne høre, var hendes rolige åndedræt. ”Du er blevet bedre. Spændende.” sagde hun uden at miste sin koncentration. Hun var spændt på, hvad der ville ske nu, og hvordan kampen enlig ville ende. De havde tydelig begge forbedret sig.
Lucinde nåede lige at registrerer noget i hendes synsvinkel, men hun nåede hverken at dreje hovedet eller reagere på det, før hun mærkede et slag i maven og røg baglæns ind i en væg. Hun væltede dog ikke, men blev stående. Islaget, der omkring hende havde taget skade, men det blev ganske hurtigt hel igen. Hun tog en dyb indånding, da luften førhen var blevet presset ud af hende. Hun smilede faktisk stadigvæk. Hun så ikke ud til, at hun havde taget nogen skade.
Lucinde fandt sin stav frem og fik den til at blive 1 meter lang, ved at sende is ind i hulrummet, som der var i staven, så det så enlig bare ud til, at staven voksede. Hun svang den rundt og foran sig dukkede en masse spidse istapper frem, som havde front mod vampyren. Lidt efter lod hun dem flyve mod vampyren med en høj hastighed, hvorefter hendes stav voksede yderligere en meter, så den nu var 2 meter. Hun stod klar til et eventuelt angreb fra vampyren igen, mens hun koncentrerede sig om de flyvende istapper.

Vladimir kneb sine øjne en anelse sammen, da han mærkede issen, ved hans slag imod hende. Han tog et par skridt til siden, for at få sin balance igen, og spand sine fingres muscler, imens hans blik gled imod hende. Temperatur nedslaget havde han også lagt mærke til. Han kunne mærke hans instinkter prikke imod noget, men han slog det hurtigt ud af hovedet. Det skulle gemmes.. imod Lucinde, måtte han gemme alle sine tricks, til de rigtige tidspunkter.
Vladimir spandt samtlige sine fingres muscler, så hans fingre og klør mindede om en Ravns, og han gik en smule ned i knæ. Han smilede igen, og havde sit blik fastlåst på Lucindes øjne, for at opfange reaktioner.
"Man kunne sige det samme.. Med det der lag.. Is.. Tror jeg vidst.. Godt.. jeg kan tage ordentligt udnytte.. Af mine våben..." Sagde han, og bredte et lang smil, imens hans hoved blev lagt en smule på skrå. Vladimir opserverede istapperne da de kom frem, og fik hurtigt en seriøs mine igen, inden han sprang til siden, få sekunder inden de blev skudt af sted. Han drejede rundt i en cirkel, og svang sine klør ud foran sig, hvilket smadrede et godt par stykker af tapperne, men flere nåede at bryde in i hans hud. han hvæsede hidsigt, imens han fik sin balance, og gik ned i den samme kampklare stilling. Han rev hurtigt tre istapper ud af sin krop, med tanken, at hun sikkert også kunne manipulere med dem.. Og han ønskede bestemt ikke at hun kunne ændre, noget som helst inde i ham. Bonussen ved at være en vampyr, imod en Is Manipulator. Intet vand i kroppen. Vladimir hvæsede hidsigt imod Lucinde, men løb ikke imod hende, da han satte af. I stedet løb han direkte imod en væg, og igennem denne, med et højt brag, der sendte murbrokker ud på gangen han kom ud på. Da han så nu var ude af hendes syn, løb han nogen meter hen af gangen, drejede ned af endnu en, og smadrede så igennem væggen, som Lucinde havde beskadiget, ved at blive slået ind i, og som ville være lige bag hende, hvis ikke hun havde flyttet sig. Hvis hun ikke havde, tog han fat i en murbrok, og kastede denne imod Lucinde, og hvis hun undgik den, ville han hoppe op i luften, og sparke imod hende, med begge ben, før han så landede på jorden.
Han trillede hurtigt baglæns, og kom op på sine føder igen. Larmen. Kaos.. Fantastisk musik, i Vladimirs øjne. Nettop blevet mange gange stærkere, ved hjælp af sin herskers kones magi, og så møde en 'ærkerival' omkring det næste hjørne. Det var som en dag i himlen, or en vampyr, der bestemt ikke troede på sådanne...

Lucinde smilede bredt, da vampyren blev ramt, men det faldt dog igen, da han trak istapperne ud, hun kunne ellers have fået det sjovt, men det kunne altid får senere. Hun havde masser af tid, som hun kunne bruge, hvilket vampyren jo ikke havde, selvom der var en del timer til solopgang, men når det kom så langt… vel, den tanke kunne vel vente, der var en del timer endnu.
Hendes fokus havde et øjeblik været væk, så hun havde faktisk ikke set, at vampyren var forsvundet. Hun havde dog hørt braget, så hun opdagede hurtigt hullet i væggen. Og hun havde ikke tænkt sig at stå stille, eller måske på en måde. Hun smilede. Hun gjorde sin stav kort, hvorefter hun puttede den i en lomme. Derefter brugte hun hænderne for at forme en isfigur, som lignede hende, men stadig var af is, mens hun bakkede bagud mod det hul, som vampyren havde lavet i væggen, hun stillede sig sådan i hullet, at hun kunne se på begge sider af væggen. Dog havde hun hendes største fokus mod isfiguren, som nu var begyndt at bevæge sig en smule, mens hun bevægede hænderne. Hun brugte hænderne, så hun ikke skulle bruge for meget af hendes hjerne, hænderne hjalp hende med kontrollen, men mest, fordi hun endnu ikke kunne kontrollere sine evner fuldt ud.
Lucinde mærkede det, da en mursten ramte isfiguren, hun lod den falde helt sammen, hvorefter hun faktisk vaklede et skridt bagud, noget hun ikke havde ventet med det samme. Et mindre minus, når hun manipulerede med is, når hun stod længere væk, det havde med er tappe lidt hurtigere på hendes kræfter, hvilket gjorde, at hendes kontrol over hendes afhængighed også blev svækket. Hvis de fortsatte sådan her, så havde de nok ikke til solopgang.
Lucinde trak sin lille stav op af lommen og så efter vampyren, hun anede ikke, hvor han var henne nu, eller hvad han planlagde, udover at pine hende, fordi han ikke kunne dræbe hende, og hun havde ikke tænkt sig at give op. Hun trådte et skridt til siden, inde på den gang, hvor hun havde stået før, nu måtte hun bare vente.. igen.