Dwarves are some funny things, aye?

T: tidligt på aftenen
O: Læs indlæg.
V: mørkt kold natteluft og stjerneklar himmel.
S: Nains inn - Kroen i bjergene.

Privat: Celéste

Itarian's øjne var halvt lukkede da han snuste ind. En dejlig duft, ikke så meget på grund af spritten, men mere på grund af hele essensen af denne sammenkomst. Latter og sang, druk og dans blandet sammen i en pærevælling, der uden at møde nogen modstand bragede gennem væggene og ud i den skærende natteluft fra kroen.
Det var måneder siden han sidst havde bevæget sig herop, og det var første gang han som sådan havde set og/eller hørt en dværgefest.
På den ene eller den anden måde kunne han godt forstå hvorfor han var blevet advaret. Dværge var stolte væsener med et stort temperament og en drikkeevne svarende til samtlige herskere af di morga. Ikke desto mindre var de varme og hjertelige væsener overfor de som de stolede på, men kunne virke mistroiske overfor tyve, eller rettere overfor sådan nogle små krabater som Itarian selv.
Han havde tænkt sig at gøre forsøget, også selvom han var sikker på det ville ende med tæv.
Dværgene var kendt som umådeligt velhavende, på grund af deres hårde arbejde, ikke kun i minen, men også som forhandlere af såvel smykker som i mere lysky affærer.
Derudover var det påkrævet at han bragte så og så meget tilbage til Herren på en måned, og han havde ikke fået særlig godt bytte denne gang. Dette havde ledt ham til bjergene hvor krystaller og guld lå i bjergenes årer - Og så var der selvfølgelig sådan noget som en dværgefest.
Alt hvad han skulle gøre, var han blevet fortalt, var at vente til de var blevet godt og grundigt fulde, før han slog til.
Men det krævede selvfølgelig også at han selv forblev ædru, noget han var sikker på han var i stand til at overkomme, og så alligevel... Han havde aldrig smagt dværgeøl før... En enkelt slurp ville vel ikke gøre skade?
Itarian smilede fåret, og hoppede om bag en sten, han ville vente med at gå derind, af frygt for at komme til at blive revet med, så han blev siddende ved stenen, og kiggede mod den bagdør der førte ud mod brønden på bagsiden af huset, hvor han sad.
Han var klar over at han var fuldt synlig, men det var mørkt og det var fulde dværge, de villle højst sandsynligt ikke lægge mærke til ham. Derudover var han ikke så stor, men han var hurtig, og kunne bare hoppe ind mellem træerne hvis han ellers skulle blive opdaget.
Hans hale lå i en stor bue uden om hans ben, og bankede let i jorden, omtrent som en kat der venter på bytte, hans halvlange røde hår, groft og uklippet, for ikke at sige snavset, hang ned foran hans øjne, og nåede kun lige akkurat skuldrende med spidsen. Dusken yderst på halen var filtret ind i grene og om end endnu mere beskidt end selve håret.
Hans hud virkede næsten sort bag alt det skidt, jord og snavs der havde samlet sig der i løbet af årene, det skjulte denne lettere eksotiske varme glød, omkring hans naturligt brune hud.
Han gabte let, han havde ikke fået sovet i et par dage, og besluttede sig for at lægge sig ned lidt, bare hvile øjnene, og... Falde i søvn.

Fest og latter, og lugten af dvægenes søde, men kraftigt berusende øl - ja dette var velkendte omgivelser fo Celéste. Hun huskede tydeligt den første aften hun havde spillet for dværgene, til en af deres fester.. det var nytårsaften den dag.. Hun sad i et hjørne for sig selv, og spillede fløjte for et par mens nogle andfre, mindre musikalsk begavede dværge med sort hår, spilede for resten af forsamlingen. Af og til, var der en dværg der ikke spurgte om Celéste ville spille for dem? Det var sket 4 gange i løbet af de 20 minutter hun havde siddet og spillet for parret, der dansede lystigt til hendes melodi. Men hun takkede nej alle gangene, for hun syntes det var vigtigere at parret hun spillede for, havde en god aften og måske ville de engang mo mange år, huske tilbage og takke Celéste begavede talent for den gode musik, der havde bragt dem sammen? Tonen steg og faldt, som en klokke ringer, men der var også spor af en rå pusten en gang imellem - det var harmonisk, og festlig musik der kom ud af dte lille hul på den brune blokfløjte. Celéste blev dog snart træ af at de spurgte, og da en lille dværg-pige næste gang spurgte hende præcis det samme som de andre, svarede hun dog ja til den lille pige med det lyse hår i slangekrøller, friske røde æblekinder og blå øjne. Den lille pige trak Celéste med op på scenen, der bestod af en gammel træbænk af eg hvor det ene ben var støttet af en sten nedenunder fordi det var for kort, og gik så igen - efter et par sekunder styrtede hun tilbage med en lille guitar, som hun rakte prøvende frem til den smilene Celéste. Hele forsamlingen forstummede, da Celéste tog guitaren ved strengene og slog dem an med en nynnen. Efter et par minutter med dette begyndte den rigtige fest hvor alle dværgmændende svajede fra side il side, støttede sig op af de servitrice-dværgekvinder det balancerede med sølvfade af store overdimensionerede ølkrus på bege hænder, og næsten væltede. Dreng og pige-dværge svang hinanden rundt, arm i arm ude i hjørnerne og celéste så lykkeligt til, fra sin plads på 'scenen' foran kaminen, der stod et par meter fra baren hvor lavstammede dværge myldrede frem og tilbage for et glas øl og en dans. Klirren af glas, og skvlpen af væske der flød over, blandet med lyden af skridt på et stengulv, og latter og fnisende dværg-børn miksede sig ind i musikken og overdøvede den snart så musikken var en baggrundsmusik og Celéste endelig kunne tage en pause efter en perfomance på noget nær et kvarter. Hun folod bænken og lod orkesterets blokfløjters lystige, hurtige og friske melodi styre selskabet, indtil videre. Sveden skinnede piblende frem fra hendes lyse teint, og det guld-farvede hår samlede hun på den ene skuldre så den anden blev blottet, for iaften bar hun en kjole; lang, og lys, med mosgrønne ærmer der hang fast om armen, men løsnedes ved håndleddende, og med mørkebrune lædersnore i siderne så man kunne skimte stykker af den bare hofte, snorene var bundet med en sløjfe nær ved. Hendes skuldre var imidlertid også glinsende af sved, da hun begav sig udenfor et kort øjeblik for at dværgene kunne holde deres fest, og hun selv kunne få sig et hvil, omend det ville være et meget kort hvil.
*Det er rart at være tilbage* tænkte hun, og et smil buede hendes fyldige mørkerøde læber. Hun lukkede en kort stund de karamelgyldne øjne og lod vindens brise skylle henover hendes kjole, der flagrede lidt hvor der var løst stof. Hendes lidt besværede vejrtrækning, kom af festens hyppige danse og den hurtige rytme der blev forlangt fra musikerne. Men da hun slog øjnene op igen, var det nu ikke hvad hun synets bedst om i aften, det var stjerne der lyste som hvidgulv. Hun tog sig automatisk til halsen, for at mærke det smykke hun bar; et stjerneformet stykke magentafarvet rubin i en sølvkæde, der glitrede blidt i månens skær.
Dog brød en regelmæssig dunken denne stilhed der var, for alle dværge var inde på kroen eller hjemme og hygge. Ingen var ude, men den dunken, der ikke stemmede overens med hendes egen bankende hjerte, nåede frem til Celéstes træned øre via vinden. Det var noget der slog mod jorden, og kort efter hun så si rundt fik hun da øje på en bevægelse af en hale bag en sten. Eller var det noget rødt? Det var svært at sige for hendes syn, var ikke så godt som hendes hørelse - og det var også sløret af den udmattelse hun havde fra festens musikgang.