Most Wanted... Or Not? (Scars)

Værtshuset som før havde været et pænt sted, med fine fladskærme, rene borde og gulve var nu i stedet blevet til den rene lopperede under Ma'lakels styre. Skidt lå i tykke lag på gulvet, hug var lavet i det før så fine egetræ, sammen med små skudhuller alle steder på både vægge og i loftet. Derudover hang der en stank af røg, sved og blod i rummet, som aldrig var blevet lukket ordentligt ud.
De nye kunder på stedet sad og krummede sig sammen. Det var ikke længere så sikkert som det engang havde været at være en småtyv og slyngel, nu hvor Alexander, den våbenhandler som de alle før havde hørt om som 'Scars' nu begyndte at fange dem og styrke sin magt på folket... Der var nu gået 3 uger siden han havde indrullede sig over byen som en monsun og havde skyllet dem alle væk med en bølge af kugler.
Det blev mumlede i skyggerne at Alexander, Scars, ikke var et menneske... Sammen med alle de rygter kom der også en lav mumlen om hvad der var sket på Abaddon... Noget med at der nu var overvågning over alt....
De kunne godt tro på det med at han var umenneskelig... Men der var ingen ville tro på at man kunne overvåge en hel by... Ingen, ikke engang de paranoide.

Blandt alle folkene, helt henne i det mørkeste hjørne, med ryggen mod muren og ansigtet vendt imod døren, sad der en enkelt person som troede på alle rygterne og flere til. Personen var skjult i skyggerne og det eneste der var synligt for var hans glatbarberet del af underansigtet. Kæben var skarp og spids, hagen fast, læberne tynde og lettere skråne. Det eneste der stak ud nederst var et par smidige og fine lædersko som fortalte at ejeren havde rejst langt og vidt...
Vari sad der og lyttede til rygterne... Ventede bare...

Det bumlede engang imellem når den civile lastbil rullede henover brostensgaderne i Terre, den store lastbil med andhængeren standsede fra det gamle værtshus, der lød en skramlen fra containeren der udgjorde ladet. Alexander åbnede forsigt døren i førehuset og hoppede ned på jorden, den lange sorte baskede vildt i den lette vind der blæste, hans sorte militærstøvler lavede en umiskendelig lyd mens han traskede ned langs lastbilen og stillede sig bag klappen, han nød det sidste af en cigaret inden han smed den på jorden og asken spredte sig ud over jorden og ramte lidt af hans camouflage bukser.
Med et selvtilfredst smil åbnede han bagklappen og synet af omkring 60 soldater mødte ham, de havde kørt i en lastbil for ikke at blive afsløret i militær biler og nu var de for tæt på målet til at nogen ville kunne nå at stikke af, med en cirkulær bevægelse med den ene hånd sprang folkene ud af lasbilen og gjorde som det var blevet trænet, snigskytter ville placere sig på alle tagene så hver en vinkel af den allerede udsatte bygning var dækket, under jorden var alle lemme og lås ned til kloakkerne blevet rigget til med bomber og miner og som prikken over i'et ville soldater på jorden gøre klar til at storme bygningen som var en af de sidste bastioner for røvere og andre forbrydere.
Alexander et headset på og hev sit trofaste oversavede haglgevær "Elisa" ud af det hylster han havde på ryggen og fulgte efter en gruppe af hans sortklædte soldater der bar røde bloddråber på brystet for at vise de var vampyre... såkaldte Hunters, med en stemme der var uvandt blød dirigerede Alexander sine mænd rundt, "Vi stormer bygningen om 3...2...1".
Det ville lyde som ragnerok når Alexanders soldater sprang råbende og skrigende ind af vinduer så de splintrede i tusinde stumper og både for og bagdør blev smadret, få af værtshusets gæster greb efter våben, men blev skudt inden de kunne nå meget andet end at stønne i forskrækkelse mens andre sad bum-stille for ikke at ende som deres nu slagne venner, ind ad døren trådte Alexander med et grumt smil og Elisa lagt dovent på skulderen, "Jeg er Alexander Lazarow og i er alle under arrest for forræderi, opstand mod folket, ødelæggelse af ejendom og hvad pokker ellers vi fuínder ud af at i har lavet!", han trak et stykke papir ud fra en lomme med den frie hånd og viste listen med Di Morgas wanted... "Er der nogen her der kender nogen fra listen... hvis i siger det kan i gå med det samme og jeg gider ikke julelege".

Dem af de mere kloge slyngler, som ikke var stærke, men havde sanser som overgik selv vampyrene, rejste sig op og begyndte at kante sig imod bagudgangen. Vari lagde mærke til det og rettede sig lidt op. Noget ville snart ske... Det hang i luften.

Og så sprang døren i luften i eksplosion af træsplinter. Vinduerne blev til intet andet end minimale tusind glasskår som vældede ned på gulvet med den velkendte knasen.
Vari sad helt stille, selvom det under kappen, skjult i skyggerne, blev følt på det buede sværd han havde... Han havde aldrig været en særlig god skytte med andet end sin bue, som han sjældent brugte til andet end at jage med. Og nu var der geværer rettet imod ham. Sikkert med en underlig ammo, som han havde hørt nogle af soldater blære sig med. Nu skulle han passe lidt på og alligevel kom der et smil frem på hans læber.
Alle slynglerne gjorde selvfølgelig præcist som Alexander sagde. Løftede deres hænder for at vise at de ikke udgjorde nogle fare imod ham og hans kriger hær.
Men en af dem tog ordet for dem alle. ”Ham!” skreg han med en hæs og skræmt stemme, da mindst 3 geværer blev rettet imod ham da han tog ordet. Fyren som sikkert var et eller narko vrag pegede med en rystende finger imod skyggerne.
Der var stadig intet lys i den ende... Soldaterne ville nok tænde lyset så de kunne pege direkte på hvem end det var.
Men inden de gjorde det lød der et knips. Højt og voldsomt lød knaldet fra fingrene.
Stilheden der fulgte det unaturligt høje knald, indtil skriget så flængede luften mellem dem.
Fyren der havde peget imod skyggerne var begyndt at brænde fra en underlig sort flamme som slikkede sig over brystet så stanken af brændt kød brød ind i den stank der allerede var i lokalet.
Han faldt død om, inden skriget var færdigt og da han faldt imod gulvet var han allerede død over chokket og den pludselige flamme.

”Utroligt som man ikke kan stole på nogle længere... Ikke sandt?” spurgte et drilsk stemme inde fra skyggerne. Lyset viste nu den tilhyllede person som stadig sad og smilte
”Jeg er meget overrasket.... Meget overrasket Alexander” Han lød ikke overrasket. ”Over at du faktisk prøver at overbevise andre om at du er den gode ridder” fortsatte han smilende og kiggede direkte hen på Alexander. De nøddebrune øjne blev oplyst af lyset. Der lød et lavt zzz-ing, da sværdet blev trukket blankt og klart til brug. ”Så... Hvordan vil du overbevise folk om min død?” spurgte han stadig med det samme smil på læberne... Det velvidende smil fra en der vidste præcist hvad der ville ske.

Alexander vendte ikke engang hoved mod manden der snakkede og pegede med den skælvende hånd mod det mørklagte hjørne, på samme måde reagerede hverken han eller nogen af hans soldater på at manden gik i brand eller skrigene som de andre slyngler der kom med forfærdede skrig, nogen af dem forsøgte at springe ud af vinduet, men nåede ikke mere end at løfte hånden for at skubbe sig ud før der lød nogen små hule lyde og de faldt til jorden med små fine huller mellem øjnene hvor blodet stille begyndte at løbe ud, Alexanders snigskytter var fortræffelige som få andre og han vidste allerede at der var rettet så mange våben mod elveren at han ville have svært ved at komme til at stikke af, men ikke destro mindre var Alexander klog nok til at vide man ikke skulle tage tingene for givet.
Fra han bælte trak han en meget lille rund kugle og smed den på jorden, den begyndte langsomt at trille et stykke væk fra ham inden der kom et lille plop fra den så den hoppede godt en meter op i luften, i samme skeund drejede Alexander og hans mænd deres ansigter væk og der kom et ganske lille knald efterfulgt af en lille blæst der ikke engang ville være nok til at blæse et lys ud, efter det rettede Alexander sig igen mod Vari der umuligt kunne have flyttet sig på så kort tid.
Alexander rettede derefter sit gevær mod Vari, "Jeg ville heller ikke stole på folk som dem du befinder dig sammen med, de og du giver mig kvalme... hvem har nogensinde sagt at jeg prøver at være den gode ridder? Jeg har indtil videre ikke gjort andet end at rydde op i en svinesti og det er ikke just ridderagtigt er det?", det stenhårde ansigt fortrak ikke en mine mens han langsomt nærmede sig Vari selvom han havde hørt sværdet, "Og med hensyn til hvirdan jeg vil overbevise folk om din død foretrækker jeg at vise dem liget eller et øre eller noget i den stil", der lød et højt knald fra hans gevær da han lod et skud gå i retning af Vario og eftersom hagl geværet var oversavet ville alle de små kugler sprede sig godt og grundigt i en bred vifte af dødbringende kugler.

Vari rettede sig ganske langsomt op. Som for at vise at han ikke ville hoppe af sted imod ham eller nogle af hans mænd... Hvilket heller ikke var nødvendigt. Hans øjne fulgte stadig tydeligt hver en bevægelse fra Alexander. Han vidste at han var den eneste man skulle få ned med nakken... Skar man hovedet af slangen, stoppede resten af kroppen hurtigt.
Hans blik hoppede hurtigt som en huggende kobra, hen imod en af slynglerne der blev fældet af usynlige skytter... Herligt... Så blev han nød til at blænde dem... Måske havde de nattesyn... Så et ret voldsomt glimt burde gøre det.
Han hørte lyden fra den trillende kugle og så den kun ud af øjenkrogen. Brynene trak sig lidt sammen, men han sagde ikke noget, hverken med kropssprog eller stemmen. Der skete ikke noget ved den lille kugle... Ikke noget synligt i hvert fald.
”Ej... Nu skuffer du mig bare... Et øre?” Han grinte nærmest ved det, et latter fnys som fik det til at hoppe let i ham. ”Et hoved måske... men et øre?!” spurgte han grinende før han så nikkede lidt til det andet han havde sagt. ”Du har nok ret... Jeg burde vælge min omgangskreds med større omhu... lidt ligesom dig” sagde han og pegede så med den ene hånd der ikke lå på skæftet. ”Jeg burde måske også hjernevaske alle omkring mig... Virker som en god idé....” Mumlede han og kiggede så på en af de nærmeste soldater ved siden af Scars... ”Jeg takker for informationen” Sagde han bare ligeud, selvom det var nok den største løgn Vari havde fyret af i flere uger... Alt hvad han ville, som Scars nok ville se igennem, var at skabe lidt kaos og splid blandt folkene...
”Så... Hvad nu? Henretter du mig offentligt?” spurgte han og smilte bare stadig til Alexander. ”Vil du ikke vise folket hvad der sker med Urostiftere? Tro mig når jeg siger at det vil styrke dit greb om folket” sagde han og smilte bare stadig. Som om han ville lade ham fange ham på nogen måde... Han ville se hvor længe han kunne trække den, inden.
Og så skød Alexander!
Vari gjorde intet for at undgå dem... Synligt. Rigtigt kom der en næsten fordærvet lugt omkring ham og ingen af haglene nåede at ramme ham før de blot blev forvandlet til støv som faldt let ned på gulvet. Måske ville Scars opdage det... Måske også de andre Vampyre, men ikke de andre. ”Jeg havde virkelig forventet mere...” fortsatte han og smilte med et stort selvtilfreds grin.

Lugten af fordærv ramte Alexanders næsebor med det samme og et lusket smil ville have dannet sig på hans læber havde det ikke været fordi han ønskede denne Vari død og som nummer 3 på Di Morgas most wanted liste havde Alexander ikke meget til overs for den lille elver, Alexander så ud til kort at gennemrode sine tanker inden han rakte ned i den ene lomme og uden at sige et ord lod den gamle patron falde ud af geværet så den lavede en kold og ildevarslende lyd mod gulvet, den nye patron tog han op og kiggede lidt på den inden han bed sig selv i læben så en lille dråbe knapt flydende blod kom frem, han tog patronen op til læben og smurte den ind i blodet inden han lod den dumpe ned i kammeret og låste geværet.
På samme måde som før pegede han uden at have ændret sit ansigtsudtryk geværet på Vari's brystkasse, "Jeg undskylder, det ser ud til jeg havde undervurderet dig mere end du fortjente, lad mig prøve igen", der kom et nyt skrald fra Alexanders gevær og denne gang var alle de små hagl indhyllet i vampyrblod som efter Alexanders mening var det stærkeste konserveringsmiddel der fandtes, så måtte han se om det ville virke eller om han virkelig var nød til at give Vari dask på den gammeldags manér, efter hvad hans efterretninger havde fortalt ham burde Vari's fordærvende krafter ellers kun virke når han havde fysisk kontakt med de ting han skulle fordærve, men det kunne vel være ligemeget, Alexander var en vampyr og var derfor ikke påvirket af tidens tand eller forrådnelse.
De andre der var blevet taget til fange i værtshuset var allerede blevet gennet ud og ville inden længe blive kørt til Abbadons fængsel for at blive registreret og derefter forhørt af Alexanders ny lavede enhed FSB (Føderale Sikkerheds Bureau) for så at enden at blive indrullet i Alexanders trænings program eller blive sendt på genopdragelses lejr et hemmeligt sted i bjergene så de igen kunne blive produktive medlemmer af det samfund Alexander var ved at skabe.

Vari bed tænder.
Selvom han forrådnede det, ville metal ikke blive andet end støv, og selv støv ramte med en ondskabsfuld kraft når det blev skudt af sted med en fart som ethvert andet patrons fart.
Men han nægtede ikke at vise at det gjorde ondt som ind i helvede. Heldigvis gennemborede støvet ikke hans tøj og hud.
Forklaringen på hvordan Vari havde overlevet var simpel nok, når man havde levet så længe som Vari havde... Han havde for længst fundet ud af at hvis man fyrede for meget op for ilden på et bål, ville den brænde ilten omkring en... Denne her gang fyrede han bare så meget op for sin ene evne at han fordærvede luften omkring sig så alt hvad der rørte ham, ville gøres til støv...
Han skruede ned for den igen og stirrede bare på Scars mens han gjorde det han gjorde... Fattede ikke helt blodet, men vidste at det næste skud, ikke ville blive stoppet af noget så simpelt som en fordærvelse.
”Ja... Det gør folk sjovt nok... Som om alle har glemt hvor farlige Elvere er...” sagde han konverserende og trak let på skulderene. ”Så det gør det lidt sjovt at komme tilbage i folks mareridt” sagde han smilende.
Snakken var for at trække det ud... Vari havde brug for bare en lille smule mere tid, mens han fandt noget helt bestemt her i værtshuset... Han havde set hvordan folk altid havde underligt udsende beholdere som var fyldt med en høj brændbar gas... Propan eller noget... Nogle brugte den stadig... Og den her gamle rønne måtte have en...
Der kom et lille gib i ham, da han endelig fandt formen af en lignende tank... Med den samme form for... Brænd form som han havde brugt før...
Det onde smil bredte sig i hans ansigt da Scars skød. *Nu må det jo lykkedes... Enhver skal jo overleve det umulige nogengange...* tænkte han og svang sværdet, mens han krummede sig sammen så han fyldte så lidt som muligt. Sværdet sang sig igennem luften som en sølvbølge og slog haglene væk, selvom få af dem ramlede sig nådesløst ind i skulderen på ham. Han gav en sur lyd fra sig som kunne forstås som en mellemting mellem et smertensgrynt og fnys af had.
*Hold op hvor jeg hader moderne våben* tænkte han inden han rettede sig op igen. ”Jeg har et spørgsmål Scars... Hvad mener vampyre om ild?” lød det drillende fra ham, da hans flamme der havde slangede sig hele vejen fra hans håndflade, hen over gulvet, igennem et af hullerne i baren, ned i en af revnerne i gulvet og ned til den fulde propan tank som ikke havde været blevet brugt siden før Ma'lakels styre.
Eksplosionen var kolossal og blændende for enhver der kiggede på hvad det var der faktisk foregik... Som det så tit var, kom lyset og ilden, før selve brølet fra djævlen selv... Flammer slikkede sig op af gulvet og fik det hele til at springe i luften.

Vari var nødt til at tænke så hurtigt som muligt, inden flammerne nåede op til ham... Hvilket ville sige at han havde omkring 4 sekunder... Hurtigt steg der en sort flamme, fra fladerne af hans fødder op og helt op til hovedet, men den brændte åbenbart ikke, da den ikke bevægede sig, men lå bare som en film af tjære. Og så steg den samme fordærvede lugt at gammel stank op og lagde sig, inden stanken af brænd nåede dem og sammen med flammerne og baren brød i brand. Selv snigskytterne, med eller uden nattesyn, ville blive blændet godt og grundigt...
Men det var ikke det Vari ventede på... Han havde en anelse om at selv Scars ville kunne slippe fra djævlens flamme selv... Så han huggede sig vej, imod et af bag vinduerne, mens ilten omkring ham blev fordærvede så meget at den ikke kunne brænde og den sorte flamme åd chokket fra ilden. Længe ville han ikke holde til det, men han måtte overleve for alt i verden.... Også selv om det slog ham ihjel...

Alexanders ansigt ændrede sig som før overhoved ikke da han kunne se at nogen af hans geværs hagl havde ramt ham selvom en indre glæde blev vækket i ham på en grusom og ondskabsfuld måde der mindede om den han fik når han så folk give op og fortælle hans agenter alt hvad de ville vide, hvordan deres venner, familie og sågar naboer kunne være folk som det nye styre burde holde øje med, men hans glæde blev en smule mindre da han fik øje på de sorte flammer der stak ud fra Vri's hånd og kunne ane at noget var i gære, da han drejede hoved og fik øje på propan tanken tog han fat i den nærmeste af de mænd røvere der var på vej ud og brugte ham som et skjold mens han igen skød mod Vari selvom han kunne ane at der ikke ville ske noget med ham.
Det første brag rev baren fra hinanden og sendte Alexander i brædderne relativt uskadet på grund af hans menneskeskjold som nu dog var smadret for meget til han ville overleve det, det samme gjaldt mange af de soldater der havde stået nærmest ham. Alexanders øre susede, men han blev ved med at holde øje med Vari og så de sorte flammer kravle op af ham og hvordan han begyndte at løbe mod vinduet, *OHHH NO YOU DONT!*.
Alexander rullede rundt på gulvet så hans mave var ned i jorden og hans brændende frakke kunne fjernes, Alexander spændte alle muskler i hans ben mens han lignede en hundredemeter-løber til OL, en af Alexanders krafter var utrolig styrke som ikke bare sad i armene, men overalt på hans krop, som han spændte kunne han sekund for sekund se Vari løbe mod vinduet, han forblev rolig, hans blik var fastlåst og han var klar som et rovdyr der var ved at kaste sig over sit bytte, havde han været et menneske ville hans puls have været rolig og han skænkede ikke engang flammerne, alt dette skete i et split sekund inden lyden af træ der knækkede og flækkede drønede i ørene på dem der var tilbage som Alexander satte af og knækkede gulvbrædderne under sig så han med enorm fart kom springende mod Vari med en Knytnæve der kom slyngene mod midten af hans ryg, for mennesker ville slaget uden tvivl være dræbende eller dødeligt bare i det sekund det indtraf, men side Vari var en Elver kunne det være anderledes.

Vari gryntede af overraskelse.
Han havde på ingen måde forventede knækket bag sig. Han anede jo intet omkring hvad der havde fremkaldt det, men det var anderledes end de andre knæk, som havde været tørre og løse knæk som havde tydet på at varmen havde fjernet al vandet og fugten, før den så knækkede det i stykker.... Det her... Var et voldsomt, ligeud knæk, som man kunne forvente at høre når folk brækkede brædder midtover for at de ikke skulle være for store, eller når nogen skulle blære sig... Hvilket betød problemer, da Scars jo nok ikke lige var den type der rullede over på den ene side og lod en trampe videre... Scars ville, ligesom Vari, kæmpe om det så kostede andre livet, eller for den sags skyld... Ham selv... Måske ikke lige ham selv som den første, men helt klart, hvis det kunne få en anden, ligeså stor som ham selv til at falde...
*Jeg har ikke tid til at vende mig!* skændte han på sig selv... Det var nemt at regne ud, hvis han vendte sig for at tage imod slaget nu, ville han kun kunne vende hans bløde side til og lade ham ramme hans ribben som ville gennembore lunge og hjertekammer.... Den her fyr var farlig!
Musklerne i ryggen blev spændt til noget som Vari ikke havde gjort i over hundrede år. Det føltes som om hans ryg ville sprænges. Samtidig flammede den sorte ild op, mens forrådnelsen ville dø hen, sådan så den ikke længere fordærvede luften, så flammen nu ramte Vari som den havde ramt de andre. Varmen var ulidelig... Frygteligt, men han måtte ikke stoppe nu... Ikke mens snigskytterne også var blændede...
Han kunne mærke knytnæven imod ryggen. Heldet havde ikke holdt med ham hele aftnen, men nu tilsmilede den ham endelig...
Vari vidste ikke hvor Scars ville angribe... Det havde han ingen idé om, men han vidste at hvis noget kom imod en, lige meget størrelsen, om det var kugler, borde biler eller, i dette tilfælde, vampyre, så var det bedst hvis det ramte ens så langt nede som muligt. Sådan så det ikke var alt kraften der ramte en og en smule samtidig kunne afbøjes.
”Aaargh!” skreg Vari højt og tydeligt, da Scars fulde slag nåede igennem. Han kunne mærke hvordan slaget havde overgået hans egen muskelkraft med over 100 mænd. Hvordan det øverste at hoften brækkede, det nederste ribben brækkede og det næste bøjede ind og prikkede ubarmhjertigt til hans organer. Men det værste var rygraden... Hvordan den så blødt kunne lade sig skubbe ind, som om hans næve var en varm kniv i smør.
Kraften bag slaget, sendte Vari højere op end han havde troet. Hoppet havde været veltilrettelagt... Med mere held end forstand, fik han afbøjede nok kraft, til at han, hvis han var heldig, ikke ville dø... Måske blive lidt lam i de nedre dele... Eller måske bare smerter i flere måneder, uger eller dage hvis han var mere heldig end alle mennesker i Di Morga...
Han fløj bogstavligt talt videre imod vinduet... Lidt for højt, men chokket fra eksplosion, ville måske skubbe væggene fra hinanden... Det var nok det eneste han kunne håbe på, ellers ville han måske ende som en shiskebab mellem væggen og Scars... Spiddet af Scars ham selv.

//Vil lade dig selv bestemme helt præcis hvad der sker... Om Vari han kommer udenfor eller forblir inde... Ligemeget hvad, vil jeg gøre alt hvad jeg kan så han overlever xD//

// Jamen det var det jeg sagde helt fra starten, hvis du ville kæmpe eller emne med mig ville der være chancen for at dø, du bad enda selv om at komme på Most wanted listen... //

Det var som en hel symfoni når han strøg igennem luften, det hele syntes lige pludselig at gå meget langsomt, splinter fra eksplotionen fløj igennem luften i hvad der næsten virkede som slow-motion, hans egne mænd var allerede igang med at komme ud af bygningen gennem dørene og vinduerne for at komme væk fra eksplosionen, det samme gjaldt den sidste røver der lavede et hovedspring ud på asfalten for at redde sig, men Alexanders øjne var kun rettet på en ting alene og det var Varis ryg. Når tiden pludselig gik langsomt for en fik man tænkt en masse tanker igennem, Alexander tænkte således over hvordan det ville føles når en mand på omkring 90 kilo og med en højde på 1.85 med overnaturlig stor styrke bragede ind i en elver med alt den fart han kunne samle på meget kort tid.
Alexanders tanker blev hurtigt svaret da han med et brag hamrede ind i Vari og kunne mærke hans knogler give efter for den enorme styrke der lå bag slaget, det måtte gøre ondt som bare pokker, men Alexander nåede ikke at nyde braget før de begge fløj ud gennem vinduet så det splintrede,han så ikke hvad der skete med Vari, men hanselv fløj gennem et vindue i nabobygningen og trillede rundt på gulvet med et højt støn, det gjorde ondt at ramme en person med så meget kraft, men det var heller ikke værre end at han stadig kunne kæmpe.
Braget fra bygningen han lige havde forladt fik hele blokken til at skælve inden det hele faldt sammen over sig selv som et korthus der var blevet skubbet til af en tornado, et lille smil viste sig på Alexanders eller meget hårde ansigt, den lille djævel havde mere i sig end han havde havde givet ham credit for, men det skulle da huskes fra nu af, men kampen var ikke slut, den var først lige begyndt.

En let stønnen fulgte Varis ramlen sammen på asfalten.
Den lavmælte vælden af eder på elversprog der væltede ud af munden på ham. Ingen ikke-elver, ville forstå noget, men det var nemt at høre sig til, bare på tonefaldet, at ordene var alt andet end venlige og glade.
Han lå ude på asfalten, mellem værtshuset og det hus hvor i Scars var fløjet videre som en patron. Støv vældede frem fra hans sår hvor i der var blevet skudt hagl ind. Sort ild, fik brændt hullerne til, så der ikke vældede mere blod frem.
Han slog over i det franske sprog igen. ”Og sådan noget forbande lort!” fortsatte han med had i stemmen. Da han vaklende kom op at stå, var det tydeligt at balancen ikke ligefrem var det stærkeste på ham... Endnu.
Han satte sværdet fast i asfalten som var gele, lige så let som et barn ville kunne med en kniv i budding. Hurtigt satte han begge hænder på det nederste af ryggen.
*Ingen ydre skader, udover lidt hudafskrabning... Ryggen derimod... Lort...* tænkte han irriteret da han så lavede et kraftigt hug ind i ryggen på ham. Der kom et kvalmende knæk og så havde ryggen sat sig på plads igen...
*Ribbenene vil nok tage en ordentlig omgang at heale sammen... Medmindre jeg finder en anden elver... Og hoften... Den vil slå mig ihjel hvis jeg ikke får den fikset...* tænkte han og vrikkede lidt med det nederste at ryggen for at tjekke.
Et tilfreds smil kom på læberne.
Vari ville kunne kæmpe med skaderne på alle de andre steder, men ryggen, havde gjort det umuligt... Det værste ville være i morgen, hvis der altså blev nogen i morgen.
Hurtigt vendte han rundt, greb sværdet i håndvendingen og satte så en hånd på bygningen Scars var i. Flager af maling og mursten begyndte at falde fra bygningen, indtil hele væggen fik et brunligt skær og bygningen vaklede endnu engang, denne gang mere voldeligt og svingende.
”Ååååh Scars?!” råbte han, da han slog sværdknappen ind i muren og den blev til støv. Nu havde Vari lavet forrådnelse siden han kunne gå... Så det tog ham heldigvis ingen energi... Men den ild havde godt nok tømt måske halvdelen af ham.
Sværdet var klar til at skære i alt hvad der var i nærheden, mens han gik ind efter Scars.

//Ved jeg da godt^^ Tænkte bare du lige skulle bestemme der :D//

Det gav et lille ryk i hele bygningen da Vari rørte den og Alexander kunne høre hans lave råben udenfor, han kiggede rundt og kunne igen lugte den samme forrådnelse som før og for en person som ham der havde kæmpet på diverse slagmarker var det ikke svært at gætte hvad Vari havde gjort, da han hørte Varis fodtrin nedenunder tog han en ny af de små kugler og smed den sløset på gulvet inden han sprang ud af vinduet og landede på jorden uden at lave den mindste lyd, han begyndte hastigt at gå væk mens den lille kugle lavede det samme nummer som før og forsvandt som dug for solen, Vari havde ingen anelse om hvem han legede med og hvilke våben Alexander havde skabt igennem mange års arbejde som våbenhandler og elitesoldat, et simpelt sværd og nogen flammer var ikke noget han havde meget respekt for, med et tilfreds smil satte han sig på en stol et godt stykke fra bygningen, det ville have været så godt som umuligt for Vari at gætte han ikke var der mere og nu sad Alexander på god afstand og kiggede mod det der snart ville være et festfyrværkeri, han legede med den lille detonator og lod der gå et par sekunder endnu inden han trykkede på den og lod sig selv forsvinde i den veludviklede usynligheds evne han besad.
Alexander havde gættede på at Vari stadig var i bygningen og at han efterhånden måtte være på det sted hvor han selv først var sprunget ind af vinduet, den lille kugle der havde opløst sig selv på gulvet ville give en overraskelse Vari ikke ville glemme, inde i kuglen havde der været et ekstremt potent sprængsof som blev opløst til fint støv i luft og kunne ligge sig i et helt lokale efter få øjeblikke, det gode ved det var at når den fik kontakt med organisk stof blev den harmløs, men når den fik lov at sidde på indersiden af en gammel bygning med blottede vægge ville den virke, så hvis Vari havde fulgt ham ville bygningen explodere bag ham og han ville være nød til at hoppe ud, men værtshuset de begge før havde været i var også inficeret på trods af branden og det sidste der var tilbage ville således og explodere, det var en sandwich af død og ødelæggelse.

Vari var faktisk blevet ret gal efter det slag Scars havde givet ham. *Okay... Ikke så underligt at det var ham der overtog Di Morga og ikke en anden Vampyr* tænkte han irriteret, da han lige tænkte tilbage over hvor hurtigt Scars havde tænkt i baren. Han havde haft endnu mindre tid, da han jo stod tættere på, ikke nok med at propanen var sprunget i luften, men al alkoholen i flaskerne var jo også sprunget i luften og havde tilføjet en serie farlige glasskår... Og alligevel var Scars ligeglad... Han var sat direkte efter Vari, uden at tænke så meget som et sekund over det...
Skræmmende.
Mens han bevægede sig rundt, hørte han det dæmpede slag fra over ham. Han standsede og gjorde sig klar, men der skete ikke noget... *Må vel være på vagt nu...* tænkte han og gik langsomt videre. Tanken forekom ham så absurd at han var tæt på at skraldgrine. Havde han ikke været på vagt hele aftnen? Lige siden han var kommet tilbage til Di Morga... Åbenbart ikke før nu.
Et bizart og makabert smil rørte sig på hans læber, mens han trak et spor af forrådnelse efter sig. Bygningen vaklede mere og mere, som forrådnelsen bredte sig ud fra Vari, igennem gulvet og ud til alt hvad der ikke var forrådnede.
Vari var hurtigt oppe hvor stanken af Vampyr var stærkest. Han kiggede på det ødelagte vindue, hvor Scars var fløjet igennem som en kanonkugle.
Han stivnede. Noget var galt ved det her rum... Noget ville ikke forrådne... Det havde en længere form for... Halveringstid, end alt det andet i den her gamle bygningen... Det var nyt, anderledes end alt det andet i hele bygningen... Og værste for alt... Vari stod midt i det.
Han drejede rundt på hælen, væk fra den brændende bar og spurtede hurtigere end vinden direkte imod den bare væg.
Væggen blev til støv inden han nåede derhen, men der var det for sent. Scars havde sikkert gjort et eller andet fint og trukket på den store røde knap og det sprang i luften. Han kunne føle varmen fra eksplosionen krybe sig ind over ham, inden han så blev skubbet af sted. Flammerne nåede ham heldigvis aldrig, men varmen ramte ham som klør fra et vildt dyr, mens han blev skubbet videre uden at kunne stoppe.
Den første mur han ramte fløj han direkte igennem, uden nogle smerter da forrådnelsen havde nåede at svækket den rigeligt første. Den anden mur var en anden sag... Den var blevet forrådnede, men på ingen måde nok til at han ville kunne flyve igennem den. Den havde stadig et skelet og Vari stønnede lavt, efter han var smadret igennem og så lå på asfalten, gemt væk blandt affald og murklumper.

Som den herlige lyd af murbrokker der på må og få kom faldene ned fra himlen og smadrede med høje drøn ned i asfalt, biler og alt muligt andet der stod frit udenfor dannede et lille smil sig på Alexanders læber, han havde set hvordan Vari var kommet flyvende ud gennem en af væggene og var efterhåneden en smule imponeret over elverens overlevelses evner, det kunne godt være at Alexander kunne kaste rundt med ham som en kludedukke men han havde altså bare evnen til at tage imod dem og komme på benene igen, Alexander ville ikke gå så langt som at sige han havde fået respekt for ham, men det var vel et sted lige i nærheden for det var længe siden at der var nogen der var kommet på benene igen efter sådan et slag som han havde fået ind bare for få minutter siden.
Han overvejede om han skulle lade elveren slippe med forskrækkelsen, men hvor dårligt ville det ikke se ud når han kom tilbage til sine mænd uden at have fanget Vari som enda var på hans liste over mest eftersøgte forbrydere, nej den ville ikke gå for en mand i hans position, Alexander rejste sig og begyndte med lange skridt at gå over mod det sted hvor Vari var landet og kunne lugte hans blod, om det var haglene der stadig virkede en smule vidste han ikke. Han puttede to nye patroner i geværet og smurte små dråber af hans knapt flydende blod på dem da det jo havde virket fint før.
Alexander stillede sig helt hen til der hvor Alexander kunne lugte Vari havde landet, "Op med dig, jeg ved du er derinde", han trak slagstiften tilbage på geværet så han var klar til at skyde i tilfælde af at Vari havde krafter til at lave noget sjovt, "har du ikke flere jokes? Jeg føler mig altid i så godt humør efter at have set en elver springe for livet ud af eksploderende bygninger", Alexander pegede geværet mod murbrokkerne mens han lagde en hånd på sin apsurt store kommandokniv det hang i hans bælte.