I Walk Alone

Skov, skov, og atter skov, på begge sider af en lille snoet sti, nedtrampet ved mange års brug. Hvis man gik og ikke ligefrem slæbte på fødderne, kunne man gå lydløst, eller intet ved det menneskelige øre ville kunne gøre skridt, men det kunne vel være at en vampyr kunne dette, men der var ikke nogle af disse blod sugende væsner i mange kilometers omkreds – endnu.
Lyden af en gren der knækkede bevidnede dog at der var andet i skovens mørke, selvom det ikke var en person der ligefrem elskede at være dette sted, nej nærmer hade det, eller måske var det for meget sagt? Det kunne man jo selv bedømme, alt efter ønske kunne man jo også bestemme det. Man kunne ikke se det på manden, som var synderen til den knækket gren. Hvis man kastede et hurtigt blik op af ham var der ikke rigtig mere at se, ud over – sko, sorte, mørke jeans, en løs hvid skjorte der han på en muskuløs overkrop der var dækket af hen løs t-shirt, en bleg hals, der kort sagde at dette bestemt ikke var en fyr der var ude at solbade eller noget, men helst hold sig til skyggerne, ellers kom der et hoved, som ikke så underskøn ud, men passede sammen – normal ville man vel kalde ham? På toppen af hoved, faldt noget lysebrunt hår ned, i let krøllet totter, lokker? Som bevægede sig let i brisen som kom gennem den røde skov. Skoven var ikke rød af blade, for det var jo forår, nej, sommer? En af de første dage i sommeren?! Trods dette ikke kunne mærkes på det kølige vejr, som dog ikke var ligefrem træls, men der var nok nogle der fandt dette umådeligt træls, det var ikke til at sige. Nej, den var rød af solen, der kunne ses mod øste, der langsomt sneg sig op på himlen, med så forsigtige ryk, men alligevel hurtig, som om den havde tralt.
Midt i ansigtet, eller det sted hvor øjne nu skulle sidde, sad et bar grå øjne, og kiggede ud mellem håret der med jævne mellemrum faldt ned i øjne på ham, og frembragte et suk fra mandens læber, var let tørre, men det blev de ikke meget længere, da han hans tunge hurtig gled over læberne, som en slangs tunge, og forsvandt ind imellem de let åbne læber, der nu skinnede af spyt.
Hans blege hænder var begravet i lommerne på hans jeans, mens han traskede igennem skoven, uden at virke som en der ville dække for lyden som hans sko lavede, trods den ikke rigtig kunne høres. Han forventede ikke at møde nogle sådan et sted, men hvem sagde dette ikke kunne ske, der var så mange væsner i denne skov, varulve, vampyr, og ja, engle, og selv mennesker bevægede sig ud på disse kanter, men mest normalt var animaguser nok, da en stor del af de underlige dyr man kunne møde i Terre, i Di Morga, en lille flække et sted i Frankrig som ingen ved guds navn kendte til, men der var jo nok nogle, ud over de få, som ikke var så få, der kendte stedet.

Små trippende poter lød lidt derfra, de lød mundre mod den tøre jord som skovbunden var dækket af. Sådan var det med alle skove, men denne ene lille del var noget specielt. Det sted var noget specielt for den lille sneleopard; som kom løbende i nogle elegante spring fra skovens munding. 
Dette sted havde den søgt hver gang den havde brug for at tænke, tænke på dens fri liv, som med et ville forvandle sig til et nervevrag når den stakkels lille leopard forandres, og bliver til den pige som hun altid har været. 
Men det gør den ikke, ikke endnu. For den har ikke fundet stedet, som intet kan overgå. 
Leoparden havde en fin lys og gylden farve, under dens hvid og sortstribede pels. Dens ansigt lyste op af fortabelsen for stedets ynde, dens velværd for naturens veje. Den følte sig hjemme, ikke hjemme som i en moders arme, eller som i hjemme hos den man elsker, men som i at den havde funde sin sande natur. Sin sande idenditet, dette denne leopard skulle med livet. 
Pluselig stoppede tankestrømmen, fra den lille hvid og sortstribede leopard. Den blev fokuseret på en ting, et levende væsen i denne skov. Den havde troet at den var alene, men nej, endnu engang havde dens sanser slået fejl. 
Dens blågrønne blik lod sig glide over den person, som den var flere meter bag. Dens smukke øjne lyste op i mørket, da skovens træer skyggede for naturens stråler i at trænge ind igennem og sætte den rette belysning i skoven. 
En knurren kom fra leopardens bryst, vis man ikke havde opdaget den ville man endten blive lammet af skræk af synet eller begynde at løbe. 
Dog var det ikke leopardens hensigt at skræmme personen væk, for der var noget ved de grå øjne, de små lokker på hans hoved. Som fik den til at træde frem fra et træs skjuld og træde frem for åben manege, vise hvem den var, fuldstændig blottet. Nærmest nøgen..
Men den var ikke blot en leopard, dette var blot en skikkelse en person tog for at slippe af med den store tankestrøm som kun mennesker eller levende homoer kan præstere. Når den person var i sin leopardskikkelse, følte den sig frisk, stolt, fri og stærk. Den var magtfuld, trods dens lille størrelse. Den var sej.. Den kunne være sig selv..
Efter lidt, stod leoparden med snuden tæt ved dette væsens fingre som gemte sig i indersiden af en lomme. Den var nysgerrig, nysgerrig om dette væsen som den ikke kunne placere på en speciel race, trods dens utrolige gode lugtesans. 
Personen som gemte sig inde i denne leopardskikkelse, turde ikke tage egen form. For den ville ikke være mindre hudløs, den ville ikke visse sit ærlige jeg. Da var det nemmere at have denne skikkelse, som var langt mere personens personlighed end dens menneskelige form. 

Han stoppede op, da han så - en sne leopard, der næsten skrig op at dette var en animagus. Et lille kort smil gled over hans læber, mens han blot fortsatte sin vandring igennem hvad der nu ville komme. Han stoppede lidt efter op, da han mærkede en sort, fugtig snude tæt på hans hænder. Han trak sin hånd op af lommen, og kiggede kort på dyret, før han lod hånden glide ned i dens bløde varme pæls. Han kiggede ned i øjne på dyret, og var ikke sikker på hvad han helt skulle gøre, han ville skyde på at dyret forstod ham, da den jo var animagus, men helt sikker på dette var han ikke. Han satte sig ned foran det smukke hvide dyr, og betragtede den med en tavs mine. Det var sjovt, hvilke dyr disse animaguser kunne blive til. Han havde hørt at det skulle være deres indre dyr, men hvordan pokker bar de sig ad, med dette? Han fandt ofte disse væsner yderst interesserende, da de jo på en måde kunne skifte deres DNA, deres atomer og alt det andet halløj der hørte ind under fysik/kemi, vel også biologi som hans hjerne ikke evnede at forstå. Ikke engang hans egen tilstedeværelse forstod han, og det var vel i grunden heller ikke noget man skulle, selvom han havde brugt hele sit liv på denne forbannet opgave, dog lage han sine evige tanker om hvem han var bag sig, og konventrede sig om om det hvide dyr, der så ud til at tænke lige så meget som ham, måske mere? Denne måler havde han aldrig lært at bruge, der var nogle der kunne, men ej havde han nogen sinde evnet dette.
Han trak sin hånd til sig, før han rejste sig op, og fortsatte ned af den lydløse sti. Han var ikke sikker på om dyret fulgte efter. Hvis det fandt ham interessandt ville det nok, hvis ikke, ville han atter igen blive overladt til sin egen dyster og sorte tankegang som han snart var blevet træt af, og som sjovt nok kun var kvinder der kunne få ham væk fra. Han smilede lidt for sig selv, nej, måske mere, men dette var ikke til at se på hans nu neutrale ansigt, og de grå øjne der blot kiggede halv tomt frem for sig, kun for at advare ham, hvis der skulle komme noget frem mod ham, som han alligevel nok ikke kunne nå at reagere på, når han ikke rigtig var klar på noget som helst, men blot gik rundt på må og få, og prøvede halvt og halvt at finde hjem. Dog virkede det ikke rigtig, hverken det ene eller andet, men det betød vel ikke så meget?

Da den nyankommende dreng trak hånden op fra lommen, trak leoparden sig lidt tilbage. Dog begyndte den at snuse nærmere hurtigt efter, da den ikke mærkede nogen fare ved hånden.
Håndens ynde var fantastisk at se på, dens struktur viste hvilket formår den kunne udstå. Hånden gled ned igennem dens bløde pels, som reagerede på mødet fra pels til hånd. Det var ikke nogen grim reaktion, det var ikke fordi at leoparden havde noget imod det. Det var bare som om, at der var noget ved denne berøring som gjorde den tam og rolig. Ikke fordi at den havde været vild og rastløs før, men nu følte den et velbehag som den ikke havde følt længe.
Drengens øjne mødte dyrets, det var som om at den kunne mærke hvilke følelser der strømmede igennem denne dreng. Eller i hvert fald hvad der var galt, at denne dreng ikke viste hvad han skulle gøre, var vel meget normalt? Hvor tit var det, at man fik vist interesse fra en sne leopard, som man udmærket godt viste var lidt mere end blot et dyr.
Da drengen satte sig ned, lagde dyret sit store hvide og sorte hoved på skrå. Dens tunge hang ud i et dyrere smil, et kæmpe et af slagsen.
Dens indre dyr var som set en sne leopard, men den kunne ikke finde ud af hvorfor at personen inde i denne DNA forandring, absolut skulle blive en sne leopard. Personen var hård, havde en hård facade som gemte på noget blødt og skrøbeligt. Personen havde det godt i koldt vejr, da det varme gav den en vis utilpashed. Som om at al energi og lyst til at bevæge sig, lige så stille drev ud af den.
Drengen trak hånden tilbage, hvorefter at han rejste sig op. Yderst uventet. Det kom helt bag på dyret, kom bag på det levende væsen inden i den. Dens store gråblå øjne blev endnu større, mest af forundring. Af den nysgerrighed som plagede den indefra, om hvad der fik denne dreng til at ombestemme hvilke veje han ville gå. Om han ville sidde her med et dyr, som sagtens kunne forstå ham. Eller om han ville gå sin egen vej, ud i den frodige skov.
Leoparden stod undrende tilbage, efter at drengen var begyndt at gå. Hvad skulle den gøre? Hvad skulle personen inde i gøre?
Den kom til den konklusion at vis han gik, så ville det der lige var sket ikke være noget for ham så.. Måske ville han bare ikke være i selskab af et dyr?
Leoparden trippede op til drengen, som var begyndt at gå, lidt hurtigere end dyret havde regnet med. Da den var næsten helt oppe ved den, forvandlede den sig..
Den ellers så robuste dyrekrop, som var hvid og sort stribet, blev til en høj og lettere blev pigekrop.
Håret faldt ned fra det runde hoved i små krøller, imens den lyse farve trak lyset til sig lige såvel som kulden. Munden var lyserød, og var formet i et forunderligt smil. Mens øjnene sagde det hele, fortalte hendes tanker for top til tå, viste hendes inderste følelser. Desværre.. Det var derfor hun sjældent så nogle i længere tid i øjnene, det kunne blive farligt..
Tøjet var et par lette cowboybukser, med et par huller i, som var kommet frem af naturlige grunde. En tætsiddende og stram sort top, som ikke havde den største værdi. Den eneste værdi, af hele hendes påklædning, var hendes halssmykke. Dette smykke som hun altid nægtede at tage af, da hun ville føle at hun svigtede sin kærlighed til en person.. Som betød alt for hende, som betød meget for mange..
De lettere tynde ben var begyndt at bevæge sig op til drengen, som var hendes mål.

Et lille drag om munden kunne anes, da han hørte de næsten lydløse poter følge efter ham, men stoppede så pludselig. Var han ikke så frygtelig interessant alligevel? Det var da godt hun var kommet frem til dette, for ellers ville hun klart blive skuffet, når hun fandt ud af hvad han egentligt lavede ude i skoven. Ikke en rygende fis, han gik blot rundt og fandt hvad han fandt.
han stoppede op da han hørte lyden af fødder/sko mod skovbunden, som kun kunne tilhøre et menneske. Han vendte sig langsomt om, og kiggede på pigen. Hun så meget flot ud, hendes ansigt var langt fra perfekt, men middelmådigt hvilke gjorde hende smuk. Perfekte kvinder havde aldrig rigtig været hans kop te. De lidt skæve træk i hendes ansigt, de lidt små øjne og velformet læber fik hendes ansigt til at se smukt og glat ud i hans øjne, men selvfølgelig var det ikke sikkert alle havde det på den måde. Han trak lidt på smilebåndet, da han lod sine grå øjne glide videre ned over hendes krop, som var slang og velformet. "Nå, nu måtte jeg se dig." Sagde han i en rolig stemme føring der bevidste at han ikke selv havde noget problem med leoparden som pludselig var blevet denne kvinde. "Hvad laver du i en skov?" Han lage hoved let på skrå, og ventede på hun kom op på siden af ham, før han begyndte at gå igen, mens de grå øjne gled over de røde træer, som langsomt begyndte at få deres egen farve tilbage i takt med at solen kom længere op på himlen. Han fugtede sine læber endnu en gang, efterfulgt af en hånd der gled igennem håret. Hans øjne så et kort øjeblik fjerne ud, før han vendte sig om mod hende. "Forresten, David." Han så ikke ud til at ville gøre tegn på at løfte hånden, men fortsatte bare sin gang, mens han vendte sit blik tilbage mod den lille sti de gik på, der langsomt blev udskiftet med grus, og større sten, mens de langsomt kom ud på en mere brugt skovvej, dog stadig ikke tæt på nogle form for rigtig vej, eller biler, stadig med morgens rolige fugle sang der kunne lyde ganske idyllerisk hvis man var til den slags, dog var David langt fra dette, selvom han godt kunne sætte sig ind i det, men han var vel mere mørket, det sorte. Han sukkede lavt, mens øjne stred rundt i skovens underskov, og kiggede på de små stakkels dyr der pludselig fik fart på, ved lyden af hans knasende sko, mod de små sten, der skar mod hinanden. En beroligende lyd, som folk også ville kalde en lille bæk eller kilde, vand plejede jo at være beroligende på de fleste folk, og det var det vel også et sted på David?
"Hvor kommer du fra? Bor du i skoven, eller?" Det plejede mange animaguser at gøre, men han var ikke sikker på denne pige, som lige så godt kunne ligne en fra byen, men han havde da mødt en der boede i bjergende, som han ikke havde mødt siden. Hvor mon denne kvinde var blevet af? Blind som en muldvarp men farlig som solens brandene stråler. Nøj hvor var han da poetisk i dag. Et lille suk undslap hans læber, da han halvt vendte sig om mod kvinden, og smilede kort.

Da drengen stoppede, stoppede hun også. Hans blik nærmest studerede hende, men så meget gjorde det heller ikke, ikke fordi at hun var vant til det, men fordi at han havde lov at se hvordan hun så ud. Hun ønskede inderligt, at han ikke bedømte hende for hårdt på udseendet. For efterhånden som hun var begyndt at vokse op, lagde hun mærke til at de fleste mennesker og væsner dømte alt for mange på deres udseende. Man kan jo ikke selv vælge hvordan man vil se ud?
Hun sendte ham et skævt smil, da hans blik mødtes hendes. Han smilte også, kunne hun se. Det var et godt tegn, et tegn på at hun i det mindste ikke viste de forkerte signaler. Som; ’gå væk, jeg kender dig ikke.’, for sådan ville og tænkte hun ikke om folk. Hun var altid klar på at møde et nyt væsen eller menneske, men hun var næsten aldrig klar til at åbne sig fuldt op. Som hun netop var ved at gøre i dette øjeblik, hun vidste ikke om det var nogen fejl eller om det var det rette at gøre. Men hun følte bare, at hun havde brug for en person som kunne forstå hende. Måske kunne han? Måske ikke..
”Ja, i egen høje person” Svarede hun med et smil, som efterhånden var blevet mere og mere godtroende. Den ene hånd løftede sig op og blev kørt igennem det lyse hår, som gik hende godt og vel ned til lidt under skuldrene. Det var mest af alt en nervøs trækning, det var det for de fleste. Træernes grene svajede i den lette vind, som gjorde skoven ikke så lidt kølig. Men varmen sad stadig i luften, som samlede sig tæt om hende. ”Hvad jeg laver i den, eller laver alene i den?” Hendes ene øjenbryn løftes i et spørgende og drillende udtryk, men faldt hurtigt ned igen da hun begyndte at gå op til ham, på hans ene side. ”Jeg går tit herud, når jeg vil lidt væk fra larm og støjen fra byen. Larmen er god nok nogle gange, men fireogtyve syv så kan jeg godt få lidt hovedpine.” Hendes smil blev et træt smil, som udtrykte hvad hun mente om larmen. ”Og du?” Hun undrede sig ærlig talt lidt over, hvorfor sådan en person som ham tilbragte sin dyrebare tid ude i en skov, så langt væk fra byen. Eller langt og langt..
Hendes blik gled over træerne, som drengen så på. Den røde farve forbandt himlen og blandende med hinanden, lidt som et maleri. Farverne som ligger så tæt op af hinanden, som til sidst smeltes sammen.. Hun drejede hovedet i tid nok, til at se hans fjerne udtryk. Tankestrømmen begyndte igen i hendes hoved, hvad han tænkte på og hvorfor han tænkte på det. Men inden at hun kunne stille nogen dumme spørgsmål, som overhovedet ikke ragede hende, så vendte han sig mod hende igen. ”Alexandra.. Men jeg fortrækker Alex.” Hendes hånd havde nær løftet sig op, men mærkede at han ikke havde i sinde at give hånd. Så hun lod den blive nede langs hendes krop, imens at den svajede i takt med deres gang.
Naturen var begyndt at blive mere menneskelavet, træerne var ikke så tætte og malplaceret mere. Det var næsten synd, for det smukke ved skoven var at den var så forskellig fra alle andre. Der var intet sted i skoven, som lignede noget andet. Det havde tilfældigheden sørget for, da træerne voksede op hvor de havde lyst og energi til. Fuglene pippede beroligende i denne ende af den sluttende skov, et sted som hun ikke rigtig havde været før. Måske på grund af den manglende interesse for menneskekunst, kunsten af træernes bestemte steder at stå. Et suk fandt frem til hendes lukkede velformede læber, der ellers havde været lukkede i længere tid nu. Hun hørte vandet, før hun så det. Et større smil bredte sig på hendes læber, mærkes ned i hendes mave, helt ud til storetåen. Hun lagde opmærksomheden på David, som havde været stille ind til nu. ”Undskyld, men min nysgerrighed sejre altid.. Jeg kan ikke placere dig på en race, din duft..” En rødme bredtes på hendes lettere fregnede kinder, som blev frembragt af den bagende sol. ”.. Den er meget blandet?”Hun rystede stille på hovedet, inden at hun så op på himlen en enkel gang og lod sit blik nære ham igen. ”Det kunne man godt sige, jeg tilbringer en masse tid i den. Men jeg har en lejelighed.. Lejelighed og lejelighed, det er så meget sagt.. Men jeg bor inde i byen, alene..” Hun havde brugt lang tid på at prøve at få sin bror til at flytte med hende, men nej, han havde travlt med en masse andet.. Piger.. Arbejde.. Et uventet suk, kom fra hende igen. ”Hvad med dig? Altså, jeg gætter på at du ikke bor her inde. Men er du kommet til for nylig, eller..?” Hendes øjenbryn løftede sig endnu engang, imens at hendes nysgerrighed om ham bredte sig uvilkårligt inde i hende. Hun både mærkede og hørte sukket fra hans læber, forstod det ikke, men tog sig ikke for meget af det.

”Hvad jeg laver her ude?” gentog han spørgsmålet for sig selv, med en tænksom mine. ”Intet.” Han vendte sig halvt om mod hende med et smil over læberne. ”Jeg laver ikke andet end at gå en tur.” Han øjne gled tilbage hvor de gik, imens minutterne tikkede af sted, i en evig strøm af sekunder, minutter, timer, dage, uger, år …
Aldrig noget nyt, men gjorde det noget? Nej, nej, ikke hvad han selv kunne komme i tanke om. Han vendte sig om mod hende, da hun spurgte om hans race, og et lille smil flækkede hans læber endnu en gang. ”Jo, jeg er hybrid.” Hans grå øjne blev liggende kort igen, før de rettede sig mod vejen, for at se hvor han gik. ”Engel og dæmon …” Han lod ordrende hænge i luften, ufærdige. Som hans liv, som alt hvad han nogen sinde havde haft, et ufærdigt maleri, i mørke dystre farve. Et halv hånligt smil ændrede det andet smil, da han kort lukkede øjne, for så at åbne dem lidt efter igen. Det var ofte fantastisk som mennesker var, naive og dumme, men han måtte, dog misunde dem for mange ting, og den ene ting var at de kendte dem selv, hvilke han ikke gjorde, og aldrig havde gjort, joh, måske havde han, men det var bare noget han ikke kunne huske.
Han vendte sig halvt om mod hende igen, da smilet var forsvundet, og efter lod hans ansigt tomt og glat, uden nogle form for smil, eller følelse, en maske han havde øvet og gennemgået så mange gange, som selv ikke de stærkeste følelser kunne flække. En skam, for det ville da være sjovt at se hvordan han så ville se ud, men hvorfor dog dette, hvorfor noget? Han stoppede sig selv i sin allerede dyster tankegang inden han gik i totalt selvsving, som han havde det med at gøre fra tid til anden.
En hånd gled ned til hans venstre hånd, hvor der hang et sølvarmbånd, eller det havde været der, det var der ikke længere, ligesom hans chokolade løve heller ej var der. Hun var vel tilbage i London? Han mærkede et kort stik af savn efter denne kvinde, men alligevel kom de jo begge videre i deres liv, efterlod hinanden med minderne, og nu var han jo en fri mand, fri som en fugl.
Han stoppede op igen, da lyden af vand nåde hans øre, som havde svømmet rundt i hans tankegang. Han kiggede mod Alex. ”Hvor vil du hen, eller nærmere hvor skal du hen …” han stoppede kort op, og smilede så. ”Jeg glemte vidst at svare på dit spørgsmål om hvor jeg kom fra, eller var det ikke noget i den stil?” Han lage hoved let på sned. ”Bor inde i Terre, lejlighed hvor der kun lige er plads til mig.” Han lod en sin hånd glide igennem håret, som faldt blødt tilbage, for kort efter at sætte sig på plads hvor det nu fandt det bedst. Han havde jo ingen planer for dagen, så hvis det ikke virkede for anmassende ville han nok bare følge efter hende, og halvt om halvt håbe at det var okay at han gjorde dette, ellers måtte hun jo sige noget hvis det ikke var.

Da han gentog sit spørgsmål for sig selv, nikkede hun stille til ham, okay mest for sig selv. Han gik en tur, en helt normal almindelig tur.. Hendes øjenbryn fløj spekulerende op i panden på hende igen, det var blevet noget af en vane. ”Så er du da vist kommet lidt på udebane?” Spurgte hun ham, om turen som denne skovtur han var på skulle være. Han var trods alt ikke en man forbandt med skoven, men alligevel; skindet bedrager.
Han vendte sig om, netop som hun gik i sine egne tanker. Det kom lidt som et chok for hende, dog var hun ikke en af disse som gik helt ud af deres gode skind og chok. Et par store øjne og et bankende hjerte, var nok for hende. Som var efterfulgt med en sød latter, der kom fra hjertet. ”Øh..?” Hun så spørgende på ham, også da han vente sit blik mod vejen igen. Hybrid.. Det var ikke noget hun havde hørt før, ikke noget som hendes forældre havde snakket højt om. De havde faktisk prøvet at snakke så lidt som muligt, om de forskellige racer der var i verden. Underligt nok..
Hendes blik søgte øjnene, da han luftede han races sandhed.. Der var noget uforklarligt ved det han sagde, noget som hun ikke forstod, noget som hun ikke fik at vide. Måske fordi at han var lidt lige som hende, ikke fortalte alle og enhver om ens fortid og hvad man var. Men måske, fordi han simpelthen ikke selv viste hvad dette sorte huld var..? Tankerne vrimlede inde hendes alt for lille hjerne, en svaghed hun havde. Hun tænkte for meget, men det værste var at hun for det meste sagde alle sine tanker uden at tænke sig ordentligt om. Dog var hun blevet bedre til at styre sin mund og sine tanker.. En lille smule.. ”så du er en blanding, af to forskellige racer.. Øhm.. Må jeg trænge mig på, og spørge.. Hvilken slags Dæmon?” Hendes øjne var stadig nysgerrige, som bare.. Ja meget.. En tanke slog hende som et lynnedslag, desværre fik hun ikke lige vendt den i hjernen inden hun spurgte ham. En hvisken drog ud fra hendes lettere røde læber, som havde et lidt skævt smil. ”Må du så ikke lyve og bande?” Hendes øjne var store, af forundring over hvor dumt dette spørgsmål egentlig var. ”Undskyld, det lød SÅ meget bedre inden i mit hoved!” Hun rodede lidt op i hendes hår, lettere nervøs, eller mere pinlig berørt.
Han drejede rundt og så på hende, med hans maskinansigt. Chokeret sænkede hun farten lidt, men kom dog hurtigt op i samme tempo. Hans følelseskolde ansigt, var noget af det sørgeligste hun havde set. Han var en stor forskel fra hende, som viste alle sine følelser igennem hendes øjne.. Men det han gjorde der, var vel også en beskyttelse et skjold. Hun havde næsten helt ondt af ham, hvad var det han havde gennemgået som fik ham til at se sådan ud?
Hans hånd, som han rørte ved med den anden.. Der var noget ved det som fik hende til at fortryde at hun så det, noget som var så privat og.. Forbudt område.. Hendes blik søgte efter noget at se på, andet end hans hænder. Hun kendte selv følelsen, følelsen af at have noget man manglede, et smykke.. Hendes hånd var ved at løfte sig op til hendes halssmykke, dog stoppede den halvvejs, da hans opmærksomhed var rettet på hende. ”Jeg skal ikke noget sted hen, eller.. Jeg havde tænkt mig at få mig noget at spise, efter at jeg havde været en tur i skoven. Men det kan godt vente.” Hendes blik lå over lyden af vand, måske kunne et lille kig ikke gøre noget. ”Du er vel ikke bange for vand?” Spurgte hun på en gang opfordrende og drillende, hendes ansigt var et stort kæmpe smil.
Hun havde ikke engang selv lagt mærke til, at han ikke havde svaret på en af hendes spørgsmål. Dette med hvor han boede.. I Terre, i en lejelighed. ”Er det sådan et, hvor badeværelse og køkken er i et rum?” Hendes øjne blev store, for hun havde godt hørt om disse lejeligheder. Ikke så hyggeligt, tænk engang at man kunne stå og lave aftensmad, imens at man var i bad.. Hvor skummelt!

"Skyggedæmon ..." Sagde han toneløst, og vente sig om mod hende, da hun spurgte om han måtte lyve eller bande. "Hvis jeg ikke måtte, ville jeg nok ikke have nogle glorie." Han trak lidt på smile båndet. "Jeg ved ikke af at jeg ikke må, så jeg tror ikke der sker noget hvis jeg gør." han havde aldrig tænkt yderligere over dette. Hun virkede enormt tænksomt, men han valgte ikke at vende sig om mod hende, før hun direkte kaldte på hans opmærksomhed. Han kiggede på hende, og derefter vandet. "Det er dig der burde være bange for vandet, ikke mig, du er kattedyret." Han lod blikket glide hen mod vandet. "Men nej, er ikke bange for vand." Det var sjovt som han altid endte i vandet når han var sammen med kvinder, eller nu var han jo ikke kommet i vandet endnu, men det skete nok snart, hvis han ikke afbrød det, men hvorfor? Han gik ind lyden af vand, igennem noget krat og lidt andet bevoksning før de nåde frem til en lille sø, gemt godt væk fra omverden og nysgerrige blikke. Han lavede en lille grimasse ved tanken om sidste gang han havde havde været nede at bade i en sø, søen bag hotellet, efter et metro uheld. Han vendte sig om mod hende. "Hvis du vil have en tur hopper du bare i." Sagde han igen toneløst, og lænede sig op af et stamme, som passede ham perfekt. Han skulle ikke ned i det vand, ikke fordi han ikke ville, eller nej, det ville han jo heller ikke, han ville bare holde sig tør. Ansigtet var igen som en maske, da han stirrede tomt ud over de let krusende vand mens tiden gik. Han vidste ikke hvad hun ville gøre, men han skulle da nok holde sine øjen for sig selv hvis det da skulle være det. Efter flere minutters tavshed, og ingen rigtige bevægelser end hans brystkasse der hævede og sænkede sig, kiggede han over mod Alex igen. Han fugtede kort sine læber, lod blikket løbe over vandet, og stoppe ude midt på, for igen så at falde i sine egne tanker, uden at fjerne masken som var klistret fast, og først ville gå af hvis han tænkte på noget andet, men hvorfor skulle han dog gøre dette? Hvorfor ikke blive ved de tanker han svømmede rundt i nu, og lade det andet blive hvor det var? Der var jo ingen grund til at drive hen i de gode ting, når han med sikkerhed ville vende tilbage til det dårlige så snart chancen bød sig.
//Beklager det blev kort//