Det nye møde //Jass

Sted: Stor centeret
Tid: Tidlig aften
Vejr: Tåget
Omgivelser: Larmende og travlt, selv om det er nær lukketid.

Rundt omkring løb der folk, der skulle nå at handle de sidste varer ind, inden butikkerne lukkede. Ind imellem alle disse travle folk, stod en ung dame stille og stirrede blot fascineret ud i luften, på mængden der gik forbi hende. Hun var nysgerrig. Alt dette var uvant for hende, denne store folkemængde og deres hastværk. Evelyn selv stod blot som en skygge, og var klædt meget neutralt i et par mørke cowboy bukser hvortil hun havde en langærmet trøje på. Skønt det var køligt, virkede hun ikke til at fryse. Hendes blå øjne undersøgte meget nysgerrigt hvad der skete omkring hende, og hun kunne mærke hvordan larmen langsomt stilnede af. En person fangede hendes blik, ikke mere end lige, og så var han væk igen.

Hun vendte sig om, som for at gå fra stedet, men kun for at stirre direkte hen på en lille pige der stod og græd uden sin moder. Evelyn skyndte sig hen til hende, satte sig på hug og spurgte "er der noget jeg kan gøre?" hvorefter pigen så blot begyndte at ryste endnu mere. Hun havde set Evelyns tænder. Evelyn selv trak sig så langsomt tilbage, da hun ud af øjenkrogen havde set moderen selv komme løbende, med høj fart og et hidsigt udtryk i ansigtet. Evelyn kunne mærke en rødmen stige sig til ansigtet, imens moderen skældte barnet ud og sendte så til sidst Evelyn et meget skarpt og gennemborende blik, før hun vendte om igen.

Sådan, bedre kunne det ikke blive. Et smil krusede over læberne, mens han gik ned af gangen, der var lavet af fliser, eller noget i den stil. Han støvler gav nogle små smæld fra sig hver gang han han satte forden i jorden. Arbejdet var slut for denne aften, tøjet var på plads, mørke jeans, en hvid skjorte og en sort frakke ud over, hvis inderlomme var fyldt godt op af nogle pengesedler han lige haver erhvervet sig. Han satte kurs mod en af de få resturanter der var i centret. Udenfor stod der en lille pige og hyler op, over et eller andet unødvendigt pis, som han var ved guds navn ligeglad med, men det var ikke alle der var det. En eller anden vampyr sneg sig hen til hende, og venlig som hun så ud til at være, spurgte hun sukkersødt om der var noget hun kunne hjælpe med. Nej selvfølgelig ikke, hun fik blot mere tuderi i ansigtet. Det hånlige smil blev bredere, og endnu mere fornøjet da hun skyndte sig væk, og en mor kom tilbage, og hav hende et hårdt blik. Jass havde passeret dem og var nu snart henne mod den lille restaurant der solgte alle former for fastfood. Han kom der hen, og kiggede lidt på menukortet, før han fiskede nogle sedler op fra lommen og bestilte en burger og cola. Han stod i den kraftige stank af fastfood og kastede et kort blik over skulderen for at se til den naive vampyr, der troede hun kunne hjælpe et menneske. Ha, nej, selvfølgelig kunne hun ikke dette, de var fortabt, fortabte sjæle der blot ventede på at dø.
Hans blik gled tilbage mod fyren, der på en eller anden måde havde været enormt hurtig til at lave hans mad, og stod nu og ventede på han fik de sedler der lå hånden på Jass. Han lage dem op på disken, snuppede bakken med maden, og fandt et bord, længst væk fra alt og alle så han kunne spise i ro. Han tog en slurk for sin Cola, med blikket rettet mod Vampyren. Åndsfraværende begyndte han at spise af sin mad, som smagte som det skulle. Men det var da også svært at ændre ved det, det var som det var. Hans øjne gled tilbage mod maden, mens han spiste videre i ro og mag, og lod sig ikke på virke af noget eller nogle, kun med én tanke i hoved. At han skulle finde et sted at overnatte, der kom jo ikke fuldmåne i nat, så Forêt var udelukket. Pokkers også ...

Evelyn vendte sig om og stirrede tomt på fyren der havde stirret på hende i noget tid, hun gik langsomt hen imod ham, og satte sig så ned overfor ham. Hendes mørke hår krudsede omkring hendes ansigt, "hvorfor stirrede du?" spurgte hun så stille, med et lille smil på læben. Hun havde ikke selv nogen ide om hvad han var. Hvis hun gjorde, havde hun helt sikkert ikke sat sig hen til ham i første omgang. Hendes hænder dansede let hen langs bordpladens fuer og kunne mærke folks opmærksomme blik imod hende. De fleste var foragede, andre igen var utrykke. De havde alle set hvad der var sket, og hun havde for længest opgivet at lade alt dette gå sig på. Hun var trods alt en efterhånden lidt gammel, men også erfaren vampyr. Hun havde for nyeligt indtaget føde, og sad derfor ikke - som hun normalvis ellers ville, og rystede af sult. For en gangs skyld slappede hun blot af, og lod til at være tilpas. Dette var en ting hun godt kunne venne sig til. Skønt hun havde været vampyr i de omtrænt 150 år, havde hun stadigt svært ved at indtage føde som en normal vampyr nu engang burde. Alt imens alle disse tanker fløj igennem hovedet på hende, gik det som et lyn op for hende. - Det var ikke et normalt menneske hun sad overfor. Han var anderledes. Dog kunne hun ikke sætte en finger på hvordan eller hvorfor. Dette gjorde hende dog ikke utryk, men istedet nysgerrig. "Hvem er du? Og hvad laver du her?" Spurgte hun derfor, med oprigtig nysgerrighed i stemmen og ansigtet. "Og hvad er du?" kom det så efter en rum tid

Han kiggede op, da vampyren kom hen, og satte sig foran ham. Han tyggede lidt videre, mens hun stillede det første spørgsmål. Han tyggede lidt videre på svaret, før han pludselig druknede i spørgsmål. "Jeg stirre på dig, fordi jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle stirre på." Sagde han mellem to bider. Han tyggede lidt videre. "Jeg er mig, og jeg spiser ..." han gumlede lidt videre. "Og jeg er et menneske - halvt om halvt." Svarede han fortsat, og tyggede så videre. Det var pokkers så mange spørgsmål hun kunne mønstre. "Men jeg kunne vel spørge dig om det samme, men jeg ved godt hvad du er." Han spiste færdig, og lænede sig tilbage mens han tørrede sine hænder, og lænede sig tilbage og kiggede på hende.
Han var ikke sikker på hvad han skulle sige til hende, men det gjorde jo alligevel ikke det helt store, så han blev blot ved med at stirre på hende, ikke fordi der var mere interessandt ved hende, ikke endnu, men blot for at fortsætte det han var begyndt på. Han lænede sig lidt efter ind over bordet, og nær studerede hendes ansigt. Kønt som ethvert vampyrs, kold og bleg, med smukt krusende hår ned af skuldrene der gav hende et dystret look.
Han kunne ikke rigtig få mere ud fra hendes ansigt, og havde heller ikke rigtig mere brug for indformation, så han lod hende fortælle hvad hun ville.

"Du er en animagus?!" Hvinede Evelyn op med det samme, spændingen stod hen over hendes ansigt, hun smilte stort og meget bredt, "hvilket dyr kan du forvandle dig til?!" udbrød hun så efter en rum tid. Hun tænkte sig om, inden han kunne nå at svare, havde hun allerede nævnt de første ti foreslag, deriblandt sommerfugl, guldfisk, mus og løve. Hendes foreslag var mange, og meget farverige.

Det gik først op for hende at hun havde afbrudt ham efter hun havde nævnt de 16. Hun blev mundlam og stirrede så underligt på ham, helt paf. "M.. når ja. Mit navn! Undskyld, hvor uhøfligt! Jeg hedder Evelyn. Og jeg er vampyr, som du som du selv allerede ved. Jeg er her blot for at få købt ind. Jeg ved ikke hvad endnu, men dette ved jeg nok når jeg engang har fundet det!" Udbrød hun med et stort, energisk smil. Hun var glad og virkede nærmest høj. Glæden var oprigtig og inderlig, hun ville så gerne have en ven. Det ville være skønt at have en at snakke med.

Han var lige ved at blive blæst ned af stolen af hendes udbrud, og sad lidt, og stirrede på hende, til hun kom til dyr nummer 8 hvor efter han fik styr på sig selv, og lod hende sige 8 mere, og derefter lyttede til hendes snak. Uhm - jeg kan blive til en ulv." Hvis hun ville leve i troen om at han var en animagus, ville han da ikke ødelægge dette billed for hende, hun ville nok bare blive skuffet senere hen når hun fandt ud af at han ikke var en animagus, kun halvt om halvt. Han smilede lidt til hendes energiske side og rettede sig op i stolen. "Jeg kan vel gætte mig til du skal købe tøj? Mad det klare du vel selv?" Han lænede sig ind over bordet, og kiggede på hende.
Det var yderst interessandt at møde en vampyr med sådan en iver og glæde! Det var ikke mange af den slags hun mødte, de var ofte rolige, overraskende rolige, og afmålte. Det sagde ikke meget, og var kort sagte arrogante og trælse. Flere beskrev ham som arrogant men det kunne han da ikke se, og hvis han kunne måtte de sgu da bare leve med det!

"Nå, men jeg er færdig, så hvis du vil ud at shoppe, kan du bare smutte afsted, med mindre du syntes det er så fantastisk sjovt at sidde og snakke med mig." Han smilede kort, hvor efter han rejste sig op, smed papiret ud, og satte kurs mod udgangen for at komme ud og finde et sted at sove hvis da ikke vampyren syntes han var for morsom til at lade ham gå.