Up High : Down Low [Landon]

S: I bjergkæden, ved de varme kilder.
T: 17:45
O: Ingen..
V: Mild brise, skyfrit, lunt.

Et let vingeslag hørtes i det fjerne, og en brun prik tonede frem på den blå baggrund, som dannede den store himmel, hvorpå solen hang og sendte lys ned over landskabet. Vinden legede med fuglens robuste krop, lod den falde og stige, mens den baskede med de lange vinger. De gule øjne var lukket, mens den nød det kærtegn vinden bredte i dens fjer.
En frodig plet folede sig ud mellem bjergenes grå farve. Falken åbnede langsomt sine øjne, og lod den gennemsøge jorden under den. Med et vindpust lod den sig føre ned mod kilderne, der gemte sig mellem høje træer.

Et par menneskeben landede på det bløde græs, der gav efter for vægten. Det var et par lange, brune pige ben, som kun var beklædt med et par cowboy shorts, der rettede hende op i fuld højde. Hun var en smule højre end almindelige piger i hendes alder, og hendes ranke holdning gjorde hende endnu slankere, end hun var i forvejen. Over sin spinkle overkrop havde hun en løs T-shirt med printet 'Fly High' over brystet. Man kunne skimte hendes sorte bh og den brune hud under den, men hun syntes bare det var rart, for så kunne hun bedre mærke vinden, når den smøg sig op om hendes krop.
Hendes brune hår, der gik hende til det nederste ribben, hang løst og bølgede i den milde brise, der løb gennem det lille paradis. De nu brune øjne kiggede rundt og prøvede at skille grønt fra grønt, men hendes blik faldt dog hurtigt på vandet der var omringet af nogle lyse sten. Solens lys faldt skævt på det opvarmede vand, og fik det til at glimte, så det fik stedet til at virke magisk.
Pigen drog et tungt suk, inden hun med lange skridt gik over med det oplyste sted, hvor der dampede en tåget damp op fra.

Den unge fyr kom roligt gående i udkanten af græsområdet. Hans brune hår bevægede sig roligt i takt med hans ensfarvede, lysgrå t-shirt. Han havde derudover også nogle sorte og hvide gummisko på og et par mørkeblå jeans. Det her var et sted, hvor han yndede at være. Her var stilheden dybere end så mange andre steder. Det var et sted, der passede yderst fint til Landons personlighed. Stilhenden. Stilheden der lod ham tænke og bevæge sig frit. Det forekom ham ikke unaturligt at gå rundt her frem for nede i byen. Tværtimod. Stilheden var, hvad der kunne gøre ham glad. Men også ked og trist. Stilheden var ikke altid, hvad han søgte. Han sukkede let og vendte straks blikket op. I hans fordybelse i tankerne, havde han helt glemt at orientere sig. Hvor var han nu forsvundet hen? Åh. Det kunne bare ikke passe. Var han faret vild? Han sukkede lettere irriteret. Det her var langt fra, hvad han havde håbet på, da han havde begivet sig op i bjergene. Han tog en dyb indånding og lod søgende blikket glide ud over sine omgivelser. Selv stod han i skyggen af noget, der kunne ligne en stor sten. En stor og kedelig sted. Ikke langt fremme var de varme kilder. Og hvad - eller hvem - var det? Af refleks forekom det ham at smutte igen. Denne pige - så det ud til - var måske fjendtlig eller noget. Rylan var fuldt ud opmærksom på, at han stensikkert ikke var den person med de største kampfærdigheder, hvis en kamp forekom. Han var stivnet. Hvad skulle han gøre? Flygte? Tage kontakt? Eller bare håbe at han faldt i et med stenen bag ham?

Hun stoppede ved kanten af det varme vand, mens hun mærkede tågen kærtegne hendes ben. Hun satte sig ned på hug, og lod fingrene glide hen over vandtes overflade så der tonede små vandringe frem. Hun fulgte den med blikket, indtil de forsvandt, og et skævt smil formede hendes læber. Det var ved at blive en vane.. Altså, den måde hun mærkede på vandet på. Hun rystede let på hovedet mens hun udstødte et 'tsk', og kom på benene.
Vinden bragte en fremmed lugt med sig, og hendes muskler stivnede i en anstrengt stilling. Hun lyttede uden at trække vejret. Intet. Kun stilheden. Og vinden susen i træernes toppe. Hun knep let øjnene sammen, og trak vejret ind igen. Nu var lugten væk? Hun vendte sig forsigtigt om med et mistænksomt udtryk malet i ansigtet. Der var ingen? Eller?..
Hendes krop krøb i forsvars position, da endnu en vind bragte en lugt med sig. Efter hun var blevet en slave, var hun blevet meget mere påpasselig, når det gjaldt fremmede ting. Én misbruger var mere end rigeligt for hende.
Hun vidste ikke rigtig om hun turde bruge vinden til at finde ud af hvem det var? Tænk hvis nu den angreb hende? Hun bed tænderne sammen i en irriteret grimasse mens en knurren undslap hendes strube. Hun vidste faktisk ikke hvor den der knurre lyd kunne komme fra? Hun kunne jo ikke forvandle sig til et knurrende dyr? Hun rynkede let i panden over den underlige tanke, inden hun igen rettede opmærksomheden mod den fremmede.. Hun tog en dyb indånding inde hun lod vinden være hendes hænder.
En pludselig vind, der fik træernes og buskenes blade til at rasle med en høj lyd, susede rundt i det frodige stykke. Hun stødte på en stor sten, der stod midt i det hele og fyldte, ikke særlig langt fra hende. Hun lod vinden smøge sig omkring den, og hun mærkede ham.
Hun gispede, og vinden lagde sig, som om nogen havde slukket for en kontakt. Han havde nok også kunnet mærke at hun havde 'rørt' ved ham, hvilket ikke var mening. Hun vendte sig mod den store grå masse, inden hendes muskler spændtes, klar til at kæmpe.. Eller flygte?..