Det lydløse skrig - Annika

Sted: I en af gyderne
Tid: Klokken er 01 om natte
Vejr: En frygtelig kulden
Omgivelser: Hende selv og ham

Skrigene løb igennem. Det virkede som ingen hørte hende. Hun blev banket op på murene. c gjorde frygtelige ting mod hende. Slå hende. Tårene løb ned langs de røde kinder. Blodet fra hendes ansigt kamuflerede sig i hendes hår. Han lo en ondskabsfuld latter og blev ved med at tæske hende. Når Lilly fik muligheden råbte hun efter Annika. Sin far som sikkert var død. Hendes mor som også var død. Ingen hjalp hende. "...Slip mig, Vil du ikke nok?" Græd Lilly. Hun var forsvarsløs. Udover... Med et spjæt skød hendes sorte allstars ind i hans mave. Efter han havde vundet sig til smerten blev den ondskabsfulde smil til et vredt og gnavent udtryk. "...Det skulle du ikke have gjort." Han vrissede. Lilly gav ham ret da hun så at han trak en kniv. Han listede sig mod hende...

Et skrig? Annika undrede sig over at høre et skrig klokken 1 om natten, men hun kunne dog også svagt høre at der var nogen som råbte. Nogle navne. Hun lyttede så godt en engel nu end kunne lytte. Skriget havde råbt hendes navn, Annikas eget elskede navn. Kun få kendte Annikas navn, den ene hendes kusine og den anden hendes familie. Som nu var mere end en person. "Lilly?" Råbte hun, og løb af sted, til det sted hvor lyden af skriget havde lydt fra, hun standsede op ved en af gyderne. Hun kunne ikke høre nogen skrig mere, men dog kunne hun høre nogle stemmer. En mande stemme, en stemme som ikke lød særligt venlig. Hun gik med stille skridt ind i gyden, hvor efter hun længere hen så en mand. Komme hen mod en ung pige, en ung pige som endda var hendes kusine. Hun gispede da hun fik øje på kniven som manden havde i sin hånd, hvor efter hun løb hen foran manden, og sagde med kold stemme. "Læg din kniv eller du vil få en kæmpemæssig hovedpine eller migræne!" Hendes stemme lød ikke kun kold, men også snerrende, ingen skulle gøre nogen fra hendes familie fortrød.

Tårene gled ned af hendes kinder. Et lettet udtryk ramte i hendes ansigt. Manden smilte igen ondskabsfuldt. "Skynd dig væk pigebarn, Ellers vil det samme ske med dig" Han pegede på et blodigt lig. Det slog hende kort at det var en fra hendes årgang. Lilly trådte længere i muren. Tårene gled stadig. Bange kiggede hun på Annika. Hun havde reddet hende. Lilly vaklede mod hende. Derefter stod hun ved siden af hende. Manden havde det samme ondskabsfulde smil. En idé ramte hende. Manden stod og betragtede liget. "Jeg siger at jeg går nu, så ringer jeg til politiet og kommer igen" Hviskede hun. Dog havde han hørt hende. Hurtigt stillede hun Politiet nummer ind. Manden slog med knytnæven på telefonen så den faldt til jorden. Et knæk lød fra hendes håndled. Et skrig løb ud af hendes læber. Lilly var ikke læge men gættede på den blev brækket. "Løb Annika, Løb mens du kan" Stønnede Lilly lavt til Annika.

"Skulle jeg løbe?" Snerrede Annika kort, selv om hun havde snerret af sin egen kusine, Som hun ellers aldrig ville have snerret af. "Nej det er mere ham der skulle løbe, løbe hjem til sin mor og blive mors lille dreng igen" hendes stemme var stadig kold og hadefuld, hun hadede folk som gjorde andre fortræd. "Pass på menneske, nu for du smerter" hendes stemme var blot en hvisken, men nok til at manden ville kunne høre det. Hun fik hurtig øjenkontakt til manden, hvor efter hun smilede sit mest muntreste smil til manden, hvor efter hun kneb sine øjne sammen, //Det mening at hendes evne begynder at virke// hun vidste at manden meget snart ville kunne opleve smerte, smerte fra sit eget hoved, en smerte som ikke kunne fjernes med medicin. Hun havde blot givet ham hovedpine, en evne hun fandt nyttig, da evnen virkede på de fleste væsner da fandtes. Hun snerrede kort og irriteret over at hun nu havde en kusine med et brækket håndled. "nu skal du få den smerte du sent ville glemme" snerrede hendes kolde hvisken. Hvor efter at manden snart ville få migræne. Noget alle mennesker ville hade at få.

Hun bed sig i underlæben. Lilly vidste hvad Annika pønsede på. Varmen strøg gennem hende. Hun hostede meget. "Dit monster, Dit afskyelige, udulige, vanrøgte, misbrugelig, forbandede, forfærdelige uhyr!" Lilly råbte næsten. Selvom hendes smerte var stor var hendes vrede større. Lilly havde ignorede hendes kusines snerren. Pludselig så hun noget. Det lignede hun var i en trance. Manden hun genkendte ham. "Morder! Du har dræbt min mor!" Vreden skød i hendes som et lyn. Han begyndte at brasse sammen. Lilly tog kniven. "Hvad har du gjort ved min mor!" Hvæsede Lilly. Hun havde en kort lunte. Men vreden skød for alvor i hende. Lilly var bedre end det. Hun kunne ikke dræbe. Ikke en gang en flue. Hun slap kniven og skjulte sit ansigt i sine hænder. "Hvad har du gjort ved min mor" Lilly græd. Hun græd hjerteskærende. Hun virkede som en 10 årig pige der lige havde mistet sin hund. Tårene skød ud af hende. Lilly faldt på knæ.

Hun blev ved med at holde øjenkontakten med manden, manden som nu mere vred sig af smerte fordi Annika gav ham en frygtindgydende hovedpine, som virkelig kunne vække smerter. Hun snerrede stadig, så det var ikke lige nu man skulle komme alt for tæt på Annika, ikke når hun var i snerrende humør. Dav var Annika engel, men hun opførte sig ikke som en. Mere som et ubetydeligt menneske. Hun blev bare ved og ved, med at holde øjenkontakt til denne mand, som havde skadet sin kusine. Manden skulle bøde med sådan en smerte som han sent ville glemme, men der var det gode ved hendes evne. Hun kunne lave den lille hovedpine om til migræne. Men det gjorde hun ikke, i hvert fald havde hun haft tænkt sig at gøre det. Men da hun kunne høre at Lilly græde, det var sjælden hun hørte sin kusine græd. Men Lilly var jo også følsom, en person man skulle passe på. "Forsvind med dig og kom aldrig i nærheden af min kusine IGEN!" Det sidste blev råbt, råbt direkte til manden, som straks holdte op med at vride sig, på grund af hovedpinen. Manden nikkede forsigtig og løb, han løb sin vej som en hver anden kylling som lige havde fået tæv af en pige. Som han nok havde troet at han ville kunne klare. Hun rettede sig op i sin fulde højde og fnøs, men blev hurtig klar over at Lilly stadig græd, hun gik hen mod hende og satte sig på hug foran hende. "Lilly søde, du skal ikke være her" mumlede hun og strøg sin kusines hår, for at berolige hende. "Så så" hendes ord lød trøstende, men også lidt hårde i det, men den hårde tone var jo slet ikke meningen.

Hun rejste sig. "Den morder. Han gjort det mod min mor." Hun lukkede øjne. Et øjeblik kunne man tro hun var død men nej. Hun manipulerede med hans tanker. *[i]Morder... Monster... Fordømte skabning... Du ødelagde hendes liv* Lige nu sad han med en hovedpine, migræne og en stemme der blev ved med at gentage sig. Hun kiggede på Annika. "Jeg vil væk. Jeg må på skadestuen." Som sagt var Lilly ikke læge men hu vidste en del om det. For guds skyld håbede hun at hun ikke skulle til physkolog. Nu var begge hendes forældre væk. Hun er ikke myndig til at bo alene. Hvad skulle hun dog gøre. *Mit liv er slut. Mit liv er slut* Det var den eneste tanke der strejfede hende.

"Godt så kom med, skal nok vælge dig til lægen, hvor efter du kan bo hos mig, du ved jo at jeg døde og der for blev en engel. Er faktisk rigtig 8 til 19 år" sagde hun, og hjalp Lilly op. "Desuden trænger du vist også til søvn" sagde hun efter noget tid, hvor hun blot stod og begratede sin kusine, med blide og venlig sindet øjne. "Men sig mig en gang Lilly, hvad fanden lavede du her ude? Også med ham?" Spurgte hun hende om, måske lidt hårdt, men hun ville have et svar, et svar på hvorfor hun havde været sammen med åbenbart sin mors mordere. "Du ved din far ikke kunne lide at du var sammen med fremmede, specielt ikke når det er mænd" hendes stemme lød som en snerrende lyd. Hun var stadig rasende, men hun ville ikke lagde Lilly lide samme skæbne som manden med hovedpine havde gjort, men han var dog ikke død. Mon Lilly vidste at Annika nu kunne blive Lillys værger. For hun var mere eller mindre den eneste fra familien Lilly kendte, også selv om Annika havde været død i noget tid, inden hun blev engel. "Kom" mumlede hun til Lilly og fik hende op. " Vi må heller finde på en god historie til lægerne, når de spørger om hvad der er sket." Sagde hun efter noget tid.

Lilly snøftede. "Far blev angrebet af en manden. Han huggede vores telefoner så jeg var på vej til at løbe mod Politi Stationen da han fangede mig. " Det var for at gøre en lang historie kort. Lilly havde en konto med en masse penge. Og alle de penge fra butikken skulle ind på hendes konto. Rent faktisk så er hun rig. Hun var vel over 1. million kroner i kontoen plus de fra butikken. "Tak fordi du reddede mig Ann, Men hvor skal vi bo? Du har jo intet hus?" Snøftede Lilly lavt. De var noget til bilen. Hurtigt vard et kommet is på ruden. Hun skrabbede isen af og puttede det i en pose og satte den på håndledet. Lilly ventede på at Ann kom.

Lilly havde jo ret i at hun intet hus, siden hun var blevet en engel havde hun boet de steder hvor hun nu end fandt. "Nej har ingen hus, men et sted kan vi vel finde at bo" mumlede hun og gik med Lilly. Hun sukkede kort, hun hadede at hun ikke havde sit eget sted, et sted som hun kunne bestemme over. Et sted som hun kunne indrette efter hendes smag, samt sove så længe hun ville. Hun lod en hånd løbe igennem sit røde orange flamme agtige hår, hun kiggede på Lilly som havde lidt mere rødlig farve i sit hår. Det var sjovt som de to piger havde rødt hår, de var næsten de eneste to som havde rødt hår i deres familie. Hun hold sig stille til sit hoved, hun havde fuldstændigt glemt alt om, at når hun brugte sin evne, fik hun selv hovedpine. Det var noget som virkelig irriterede hende. Mest af alt da hendes hovedpine, kunne være der op til flere dage, nogle gange op til to uger. Men den slags hovedpine hun fik, kunne ikke kureres med medicin. Nej det var jo en evne hun havde, som der for så selv måtte forsvinde, når den var parat til at forsvinde.

På kort tid havde ruden å bilen samlet is. Hurigt skrabede Lilly det af og lod sit hævede håndled føle kulden. Hun kastede bil nøglerne mod Annika og hoppede ind i bilen. Lilly var ikke sikker på om vejen gik til skadestuen først eller politistationen. Igen hostede Lilly lidt. Tankerne løb rundt i hende. Og en mærkelig stemme det ikke ville gå væk. Hun holdte sig for ørene. Intet hjalp desværre. Lillys tårer begyndte at træde speederen i bund igen. Ville der ligge et lig i butikken lige nu? Ville politiet afspærre området? Ville de sætte plakater op efter hende. Lilly sank en klump.

Hun greb elegant de bilnøgler som Lilly havde kastet over mod hende, hvor efter hun satte sig ind på føre sædet, og sætte bilen igen. "Spænd dig fast kærer kusine" lød hendes stemme, den var mild. Men den var blevet sagt som en ordre. En ordre som man bare skulle følge uanset hvad. Hun satte bilen i gang og tændte for varmen i bilen, så Lilly i det mindste kunne holde varmen en smule. "Hold fast" mumlede hun, og lod bilen kører en anelse stærkt, men hun var ligeglad om det var for stærkt. Der gik noget tid inden de nåede frem til hospitalet, hun fandt heldigvis en ledig parkerings plads, hvor hun parkerede bilen. "Kan du selv gå der ind? Eller skal jeg følge mig?" Spurgte hun hende om, hun brød sig ikke særligt meget om hospitaler, men dog alligevel, hvis nogen fra hendes familie var kommet til skade, kunne hun godt bevæge sig der ind, men lugten af syge mennesker gjorde hende, dårlig. Hun fik altid kvalme af det. Hun skar en grimasse og vendte sit ansigt mod hospitalet, bilen var stadig tændt det kunne man hører på motoren, og for den varme der var sat i gang.

Lilly kendte hendes ubekvemhed på hospitaler. "Du behøves ikke hvis du ikke vil. Men hvis du ikke kommer med så gå til politistationen eller se om far stadig er i live" Sagde Lilly. Hun åbnede forsigtigt døren og traskede ud. Døren stod stadig åben da hun ventede på Annikas svar. En hæs hosten lød ud. Det Lilly satsede på var et brækket håndled, blodmangel, svaghed i bene. Og ikke andet. Det var selvfølgelig ikke lidt, men det kunne have være værre. Det røde hår sad i pjuskede rottehaler om hende. Lige nu føltes hun sig som den lille populære pige der skulle gå med runde briller for første gang i skolen. Det samme hæse host kom ud efterfulgt af meget lidt blod.

"Jeg skal nok se om onkel er i live, smut du bare jeg kommer tilbage så hurtig jeg kan og måske endda med onkel!" Lød Annikas svar, hun smilede opmuntrende til Lilly. "Ses min kærer kusine jeg er hurtig tilbage" sagde hun efter noget, tid og lukkede den dør som Lilly var steget ud af. Hun satte bilen i gang igen, og kørte hen af byens gader og kom hen til den butik hvor Lillys far arbejdede. Hun standsede foran butikken, hun vidste at de boede oven over hendes kusine og hendes far. Hun tøvede med at slukke bilen, den skulle jo nødig blive stjålet, men hun tog chancen alligevel. Hun åbnede bil døren og hoppede ud, og hen mod butiks døren. Hun bankede på der så helt fredeligt ud, selv om hun kunne høre nogen der hev efter vejret, hun sukkede tungt, og fik åbnet døren hvor hun kom ind i butikken. Som så ret rodet ud. "Onkel Mason er du her?" Lød hendes stemme, hun kunne stadig høre en eller anden person i et af hjørnerne som trak vejret stille men tungt. "Onkel Mason" udbrød hun og løb over til en mand, som så ud til at have besvær ved at komme op at stå. "Annika, hvor Lilly?" Spurgte manden, hans stemme var blot en hvisken, men Annika havde været stærkt nok til at hjælpe ham op på benene. "Jeg kørte hende på hospitalet, og der hen skal du også" lød hendes stemme, bestemt og kommanderende, som hun havde været over for Lilly. Mason, som var hendes onkel kiggede ned på hende, Annika betragtede ham stille og fik ham med ud i hendes bil. Hun fandt nøglerne til butikken som hun låste. Hvor efter hun satte sig ind i bilen, efter at have lukket bildøren, hvor de så var på vej til hospitalet hvor Lilly var, "onkel Mason du ved hvordan jeg har det med hospitaler, tror du at du er stærkt nok til at komme der ind selv? "Lidt hjælp hen ti l indgangen vil være fint nok" lød hans svar, hun sukkede irriteret men hun hjalp ham dog over til hospitalets indgang. Hvor ellers hun skyndte sig tilbage til bilen, som hun satte sig ind i.

Lilly sad foran lægen. Hun røngtenfotograferede hendes håndled. Hun gjorde tegn til at Lilly skulle komme ind. Med svage skridt gik hun mod hende. "Du har en slem brækket hånd, og dine ben er svage. Er der nogen der kan passe på dig imens du kommer til kræfter igen?" Spurgte hun kærligt. Lægen havde samme rødglødende hår som hende selv. Lilly nikkede. Med tunge skridt gik udenfor og så Annika. Mon der var dårlige nyheder? Hun haltede mod Annika. "Er far okay?" Spurgte hun forsigtigt. Mason betød også noget for Annika. De var jo i familie. Alle i familien kom godt ud af det med hinanden. De var en helt vild glad familie.

"Mason var svag da jeg fandt ham, men han er inde på hospitalet nu" svarede hun Lilly, og gav et skævt smil til hende. "Jeg aner ikke om de vil operer ham, han så ret kvæstet ud, men som før jeg gik ikke med ind, du ved jeg hader hospitaler" sagde hun og kiggede på sin kusine. "Men hvordan går det med din hån? Var den slemt brækket?" Spurgte hun hende om, og betragtede sin kusine med lette grønne øjne, hun smilede stadig sit skæve smil til Lilly. "Men du kan gå ind på hospitalet og spørger efter ham hvis du vil, og har nøglerne til butikken i min lomme, Vi skal jo ikke risikere at der kommer indbrud i butikken vel?!" Sagde hun, hun anede ikke hvad hun skulle sige, hun havde aldrig rigtig haft svært ved at sige eller svare på et spørgsmål, men når det galt familien, blev hun helt tavs. Og nærmest som om hun blev forladt. Hun håbede bare på at hendes onkel Mason ville overleve, i hvert fald få det bedre, og være på hospitalet i noget tid, så kunne Lilly og Annika altid passe på butikken i mens. "Sæt dig ind så kan vi vente og se hvad der kommer til at ske" sagde hun og roede i sit flamme agtige røde hår. Hun gav sig stille til at betragte Lilly, det var sjovt som de to havde rødt hår. Man skulle nærmest tro at de var søstre i stedet for kusiner.