"......Vi skal alle leve frit"... ::Alex::

S: Hotels forsamlings sal
T: 23.30
O: en hel masse stole, 6 borde sat op som en scene, ved siden af scene to mennesker i samme tøj som Logan som sider med nogle papir, en del mennesker animagusser, engle og aspara'er
V: uden for regner det ok meget.
P: http://fc03.deviantart.net/fs70/i/2010/201/f/e/Ezio_Auditore_De_Firenze_by_sXeven.jpg billede siger det hele .

Logan kom gående ind i Hotels forsamlings sal.
Malakel var væk, død eller ikke var uvis, men en ting var sikkert at det var ikke Logans hånd der dræbte Malakel, selvom han ville have ønsket det. Nu var der en ny på tronen, en gammel ven eller hva man kunne kalde ham, Scars eller Alexander Lazarow, den person der gjorde hans 'søster' til en vampyr, og tog hende fra ham for altid. Men som nu var elsket af nogle dele af folket, fordi han havde bragt sikkerhed tilbage, men en ting havde han taget fra menneskene og de andre 'svage' racer, deres frihed
Logan havde fået en helt ny stil, han var ikke længere en vampyrjager, efter hans tro ven Nathan Rodriguez var blevet dræbt på Logans bekostning, har Logan ikke haft styrken til at dræbe vampyrer, ifølge Logan var det ham der skulle have været færdig istedet for Nathan Rodriguez. Logans tøjstil var blevet ændret utroligt meget, han havde ikke længere en skudsikker vest på, den var blevet skiftet ud med en metal rustning som var skjult af hans hvide tøj, indeunder metal rustning var der en ringbrynje for øget beskyttelse. På sine arme var der to metal armskinner (en på hver arm) som faktisk var et våben, ud af dem kunne der komme et blad ( http://images3.wikia.nocookie.net/__cb20110222041327/assassinscreed/images/7/7b/Eerste-info-onthuld-over-assassin-s-creed-2_5_460x0.jpg ) ud som Logan brugte til at snigmyrde fjender, personer eller andre. På ryggen havde Logan sit trofaste elversværd. Logan havde fået dette sværd af en gammel død ven, en elver. På sværdet stod der med gammel elver skrift ''Vi slås for frihed'. Sammen med sværdet sad der også to knive ( http://www.council-of-elrond.com/castdb/legolas/legolas8.jpg ).
Der var og en ting der var helt adledes anderledes ved Logan, han var ikke længere et menneske, men en vampyr, i princippet havde han intet at gøre med sagen om menneskerne osv. Men lige siden hans ven døde svor Logan at beskytte menneskene mod mænd som Alexander Lazarow.
Logan gik op på scene.
"Mine menneske Brødre og Søstre, mine animagus Brødre og Søstre, Mine bevingede engle Brødre og Søstre Mine aspara Brødre og Søstre.... Lad mig slå en ting fast lige siden Alexander Lazarow kom til magten, har han haft en i hovedet! Han har set os som en stor tag selv buffet!" startede Logan sin tale.
"Nu med sine speciel love....." sagde Logan og viste en af de plaktater han havde revet ned. ".... Det eneste han vil med dem er at holde os samlet så han kan tage os en efter en... Det er der jeg kommer ind i billedet, Vi skal alle leve frit, det er en rettighed, lige meget hvilken race man er." Sagde Logan og gik rundt på scenen.
"Di Morgas befrielse er begyndt, slut jer til mig, og vi kan sammen gøre noget mod Alexander Lazarow, skriv under på papiret.." sagde Logan og pegede på de to mennesker er sad i det samme tøj som ham.
"Og slut jer til mig, så vi sammen kan forme Di Morga som vi vil have det!" sagde Logan og så rundt på alle folkene, nogle var på vej ud, mens andre var på vej hen til hans folk.

En pige trådte ind i rummet, ikke som nogle var i stand til. I stand til at rette alt opmærksomheden på en selv, nej sådan kunne hun ikke, men hun beundrede dem der kunne. 
Hun var smidig og snu, og med det kunne hun også komme langt. Rummet bemærkede næsten ikke at hun blev et med det, blev et med dette oprøriske lille samfund. Hun havde klædt sig på til lejeligheden, eller rettere.. Hun havde gjort lidt MERE ud af det, da hun for det meste havde magen til tøj på. Dog havde hun sat sit lange lyse hår op i en hård hestehale, imens et sort bånd installere hendes ansigtsform. Hendes håndled var polstret med lignende bånd, der nærmest ikke var til at skære igennem. Hendes kropsbygning kunne nemt ses igennem det tætsiddende tøj; en nedringet sort bluse, et par lavtaljet blålige jeans og hendes halskæde som sad ned over hendes bryst. 
Hendes øjne glimtede beslutsomt op i det ellers så ubeslutsomme rum, deres blågrønne farve gik i et med rummet. 

Alex var kommet ind i netop det øjeblik, at Logan havde trådt op på scenen som var sammensat af borde. Hvor at han havde sagt sine første ord, som betød så meget for om folk ville stemme ja eller nej.. Hun var ærlig talt i tvivl, for hun var ikke nogen oprørisk kvinde, dog stod hun fast ved sine meninger og ville hellere end gerne kæmpe for dem. Man hvad indebar det, vis hun skrev under på dette fristende papir. Et suk undslap hans læber, da han rundede de sidste ord på hans læber. Hun vidste hvad hun skulle og ville, men hun var i tvivl om hun kunne klare konsekvenserne? -Da han nævnte hendes art for race, løftede hun taknemligt hovedet. Imens hun så stolt til, for hun var stolt af hvad hun var.- Det skulle ingen tage fra hende!
Hun løftede hovedet overbærende, imens hun så rundt på den forsamling der havde valgt at slutte sig til den lille modstandsbevægelse. Okay, hun vidste ikke om der var flere end disse 3, men de 3 så ikke ud af meget. Selvom at hun ikke var i tvivl om hvor meget respekt folk havde for dem, og hvor meget bare dere udseende udtrykkede deres beslutsomhed. 
Endnu et suk drog over hendes læber, inden at hun satte i retning af papiret. -Hendes eneste chance for at præstere og vise sit værd. 

//Undskyld tiden og længden.. Tiden løber helt med mig? xD//

Logan fjernede hætten og så ud på dem der stod i kø til at skrive under.
"Mine brødre og søstre, husk hvad det er I skriver under på! I skal mene det her 100% for at det kan lade sig gøre, idet i skriver under, vil i fra den dag af blive set på som en fjende af samfundet, I vil blive forfulgt måske, derfor vil denne hætte være jeres skjold jeres maske, for ikke at blive forfulgt.." sagde Logan og trådte ned af scenen.
"Det eneste i skal tænke på er jeres vej der ligger forude, våben og udstyr vil jeg sørge for, i vil også senere få udleveret jeres specielle våben" sagde Logan og viste sin armskinne.
"For jer ligner det her måske bare en simpel armskinne men det her er et våben" sagde Logan og lavede en bevægelse med sit håndled så der kom en klinge ud.
"Gør I jer fortjent, kan i får to" sagde Logan og vidste begge sine armskinner.
Logan så på køen, nogle af dem så ikke klar ud mens andre så fortvivlet ud, de skulle bare vide hvad der lå forude, før de gjorde sig klar til kamp med Scars styrker.
Men en fangede Logans øje, en kvinde, han kunne ikke rigtigt se hvilken race hun var, men hun så ud til at vide hvad hun gjorde.
Logan studere hende nærmere mens han gik tilbage til bordet.
"Kom så ryk frem" blev der sagt længere bagud da endnu en hætteklædt person kom ind, køen havde vel rykkes sig 2-3 personer.

//det okay, mit er heller ikke det længste :p //

Alex så beslutsomt frem for sig, imens hun trak vejret bevidst langsomt og fattet. Der var ingen der skulle komme og sige hvad hun skulle gøre eller ikke gøre, for dette var hun besluttet om at det var hendes rette sted. Det var det hun var blevet født og opvokset for; at gå imod Scars.. Eller måske Alexander.. Hun tabte næsten pusten, da hun mærkede vreden brede sig inden i hende. Hendes navn, hendes så rigtige navn. Mindede så meget om hans, hun kunne næsten ikke fatte det. Det var så også derfor at hun altid havde omtalt ham for Scars, for ingen skulle samligne hende med ham! Han var en kæmpe mæssig bunke med ondskab, i forhold til hende!
Hun mærkede et par øjne fokusere på hende, et split sekund fik hun øjenkontakt med ejeren. Det var denne mand som havde talt for dem alle sammen, og nu talte igen. Det var som om at hun først havde fået øjen for ham nu, sådan rigtigt. Hun så på hans kropsform, meget makulint, og robust. Hans såkaldte påklædning var ikke en hun havde set før, den var meget speciel. Men det var som om at han følte sig hjemme i den, det var han vel også. Han var nok altid hjemme, når han kunne gå imod noget som plagede ham; som hende selv. 
Hun så facineret på hans våben, der var ingen tvivl i hendes øjne; hun stræbte efter en af disse slags knive. Om det så skulle koste blod sved og tåre, uanset hvilken person hun så ville komme til at såre. Okay, alle var hun ikke villig til at såre! Hendes blik lå stadig på manden, som tideligere havde forklaret en masse om hans våben, da hun blev skubbet frem i køen. Det var ikke ligefrem blide skub, men hvad havde hun ventet for sådan en 'klub'?
Hun så Intenst på manden, i håb om at han ville se hende, i hvert fald inden at hun skrev under. Ham kunne hun godt stille nogle enkelte spørgsmål, både om Hans våben, men også om alt dette påstyr. Hun vidste ikke hvad hun skulle mene, eller om hun overhovedet havde lov til at mene noget?

//er det okay at der kommer en til ind efter dig? Så vi bliver tre i stedet for? :) //

//Det er fint nok? (://

//ville bare lige høre, det kunne jo godt være :) //

// Nej det er fint nok (: -Så rækkefølgen er altså Logan, Alex og.. Trex?//

//Jep har skrevet det i starten :D //

Det var en mørkhåret ung mand, med seriøse øjne, der valgte at træde ind I sidste øjeblik. Han havde fint tøj på til anledningen, og selv håret var samlet i en lille hestehale.
Øjnene gled flygtigt over salen og de fremmødte i det han med beslutsomme skridt gik hen og stillede sig bagerst i køen. Tungen fugtede læberne i det øjnene blev fæstet mod papirerne længere fremme.
Papirerne der ville ændre alt..

Det var ikke blot en underskrift dette papir krævede. Det var et løfte. Samtlige fremmødte havde allerede skrevet sig på, og som tingene stod til nu, ville denne mørkhårede mand, med de spejl blå øjne blive den sidste. Manden trippede nervøst frem, da endnu en havde stillet sig over i den voksende gruppe af nye modstandere af den nuværende hersker. Han kunne ikke lade være med at føle sig en smule malplaceret i det han tillod sig at begrave hænderne i lommen. Han var, så vidt han kunne bedømme, den eneste djævel. Det eneste sorte væsen. Alle andre synes enten at være engle, mennesker eller andet, på den ’gode’ side. De svage racer, bemærkede han tavst. Dem der havde fået særregler. Ikke så sært at de nu var samlet for at gøre modstand. Men hvorfor var han blandt dem?
Væsnet trak på skuldrende og trådte længere frem. Endnu en del stod foran ham, og ventede på at de skulle skrive under. Tid var det eneste, der synes at være nu. Og en helvedes masse af det. Djævlen valgte at se tingene lidt nærmere an. Ud over de fremmødte var der to, der ligesom lederen af denne forsamling bar nogle bestemte uniformer. Hovedet blev lagt en smule på skrå, i det han studsede over deres ydre. Som regel fortalte dette ufattelig meget om personens fysiske tilstand. En over dekoreret uniformssyg person, var ofte langt dårligere til at kæmpe, end dem der bar det simple og lette tøj, gerne på grænsen til at man undervurderede dem. Men, ja selvfølgelig kunne det være anderledes. Ofte var trods alt ikke altid.

Hånden glæd gennem den tot hår, der havde forvildet sig ud af elastikken der holdt resten sammen. Ryggen rankede sig, og djævlen gjorde sig klar til at gå endnu et skridt. Et skridt mod forandring.

//OOG: Tak fordi jeg må joine :D//

Logan så op, da en person trådte ind i salen, Logans sanser var ved at være på plads, han kunne tydeligt lugte at den nyligt ankommende var en 'ren' race, men en af de 'stærke' racer som Logan selv. Dog kunne Logan ikke lade vær med at gå hen til ham. Logan stillede sig bag ham og lo klingen komme frem, han holdt den op bag Trex' ryg.
"Hvem har sendt dig? Scars? Eller er du kommet for at hjælpe lige som os andre" hviskede Logan ind i øret på Trex, ikke fordi han havde noget i mod ham, han ville bare være sikker på dem han lukkede ind. Kort tid efter gik Logan igen.
Logan fjernede blikket fra Trex hen til Alex. Hun stod nu næsten forrest.
"Hey, ja dig!... kom og skriv under hos mig, der er et til bord åbent" sagde Logan og lavede en bevægelse til Alex som indikerede at hun skule komme hen i mod ham.
Logan så ud til at vælge rigtigt, hun virkede parat, måske havde hun evnerne, hun så ud til at være interesseret i hans skjulte klinge.
Selvom Logan snakkede til Alex holdt han stadig øje med Trex.

Alex havde fulgt med i hvad de lavede, ikke sådan overbegloende. For hun vidste hvordan det var, at blive overbegloet. Det var ikke rart, og slet ikke når man intet har gjort galt. Men da denne mand trådte ind i rummet, kunne man nemt se forargelsen i hendes øjne. Så åbne de var. Alt for åbne..
Hun hørte nogle kalde, det havde ikke faldet hende ind at der faktisk kunne være hende, så hun kiggede ikke op første gang. Men begyndte at gå over mod ham, da hun fik øjenkontakt med ham. Den mand som kaldte, ja den mand som hun havde været så facineret over. Især hans våben.. Men hun kom ikke der for at se på våben, eller at være en lille pige. Nej hun var voksen nu, og ville tage ansvar for hele samfundets retfærdighed. "Øhm ja.." Mumlede hun usikkert, da hun nærmede sig manden med velkomsten.
Papiret, det lå lige foran hende. Hendes fremtid lå der, hendes skæbne. Det var uhyggeligt, hvor meget et papir kunne ændre. 
Et usikkert smil dukkede op på hendes beslutsomms ansigt, det ansigt som sjældent løj. Men det var ikke i hensyn til valget, det var mere hvad det indebar? "Undskyld, men dette er for livstid, ikke? Og det indebære alt form for selvbeskyttelse, samt en stor indsats for sejr?" Hun så på velkomst manden, imens hun prøvede at formulere sine spørgsmål på den rette måde. Men det lød nu forkert alligevel, som om at de ikke hørte hjemme i samtalen. 
Hun så over på den nyankommende mand, han var en af de stærke racer. Han kunne beskytte sig selv på flere og meget bedre end hende, der var en styre chance for at hun mistede hovedet end hans. 
Hun vendte blikket tilbage, og nikkede en enkelt gang. Hun var sikker.

Hvor længe havde han stået der? 7 minutter? I hvert fald ikke mere, selvom man kunne bilde ham alt ind i disse stunder. Disse ualmindelig ventende stunder, som den mørkhårede mand normalt undgik. Men 7 minutter passede nu egentlig meget godt. Han havde på den tid i hvert fald skaffet sig et overblik, rykket nu tre pladser frem, og havde allerede – det måtte næsten være rekord – skaffet sig lederen af denne forsamlings opmærksomhed. Vampyr. Mærkeligt egentlig, at sådan en vampyr, et sådan barn af natten havde valgt at placeres sig på de godes side, som deres forkæmper. Djævlen indså dog at han ikke selv var meget bedre, han var jo selv mødt op.

Munden kunne ikke tilbageholde den lette, ja næsten sprøde latter, der skyldes denne lederes reaktion på, at netop han, djævlen, var mødt op. Om Scars havde sendt ham?! Ham, Trex? Hah! Det var dog den dummeste tanke, denne ung vampyr endnu havde tænkt. Han kvalte et let fnis.
Kniven med hans ryg generede ham, og djævlen bed den sidste rest af latter i sig, rykkede fremad og svarede. ” Ingen såkaldt Scars har sendt mig.. Det kan du roligt tro på, det ville jeg ikke tillade min værdighed. ” De seriøse øjne, blev kort kastet tilbage på Logan, for at vampyren kunne forstå at han mente det hele. Trex så ikke kvindes øjne af had. Eller jo, han lod sig bare ikke mærke af det, men rykkede i stedet endnu engang frem, idet hun forlod køen.

Han var efterhånden kommet tæt nok på, til at han kunne se det første navn på listen. Det hele nærmede sig enden. Og begyndelsen.

Logan begynde at grine og så op på pigen.
"Er du bange? Hvor jeg kan godt se hvorfor, det er ikke fordi det er det mest sikre valg at tage, livstid tjeneste for mig? Nej det er op til dig selv, om du vil bakke ud efter at Alexander Lazarow er blevet fjernet, og der er kommet demokrati til Di Morga, men jeg så da gerne at visse folk blev tilbage og overtog min plads, hvis der skulle ske noget med mig" sagde Logan og så på hende.
Logan bemærkede godt blikkene fra Trex, der var som om at han så igennem Logans facade om at være menneske, når han i virkeligheden var vampyr, eller rettere han havde været menneske, men ofrede sig for menneskene i Di Morga.
"Selvbeskyttelse? Hvis du mener rustning osv. det sørger jeg får, sejren vil kun være hjemme når er sider andet end en vampyr på tronen og der er kommet demokrati til Di Morga, Hvad hedder du?" sagde Logan og kiggede på Trex, han var forholdsvis tæt på i køen, det var vel hans tur om 2-3 gange.

Hendes kinder blev røde, ikke forlegent røde. Men den røde farve, som fyldtes hendes kinder når hun vaklede imellem valg. Men det endte med at hun sukkede i en dyb tavshed og nikkede endnu engang, hun havde besluttet sig. Det havde hun gjort for lang tid siden, men lige nu prøvede hun bare at finde en gylden mellemvej. Dog fandt hun ingen, det var vel også meningen med alt dette postyr. Vis der havde været en gylden mellemvej, så havde denne lille gruppe ikke skulle samles for at skrive under på ens fremtid.
Hun så forvirret op på ham, overtage hans plads? Havde han da så store forventninger om, at han skulle slagtes? Man plejede jo at sige at en kaptajn gik ned med sit skib, men fundamentet for denne gruppe ville da altid holdes oppe? Hun smilede opmuntrende til ham, eller måske var det lige så meget til hende selv som til ham. Han havde ret med hvad han sagde, uanset hvor dumt det så var.
”Øhm..” Hun så sig tilbage, da hun mærkede at han så over hendes skulder. Han stod der igen, den tidligere mand. Ham som ikke passede ind i rummet akustik, men han havde lov til at hjælpe, vis han gad ville de være en stor bonus. For med hans kræfter, kunne man udrette noget stort.
”Alex..” Udtalte hun, for hun var ikke sikker på om hun skulle sige hvad hun egentlig hed. Men det valgte hun dog:
” Alexandra Philpert Xander Clare.. Rettere sagt” Smilede hun og så op på ham, med et bedende udtryk. Hvad var det præcis hun skulle gøre?

Tavshed. Læberne blev ikke skilt, men forblev lukket, som en lige streg på det seriøse ansigt, med den spidse hage og høje kindben. Et let rødt skær var at finde hen over begge kinder, som havde en - ganske svagt - bemalet dem, for at give dem farve og liv.
Der var ingen grund til at sige noget. Der var ingen grund til at få personen, der stod foran ham i køen til at vende sig. Nej, der var kun behov for at lytte. For uset lyttede denne djævel til den spinkle samtale denne Logan og unge kvinde førte. Eller forsøgte at føre.

Det var som om rummet var blevet varmere. At det steg adskillige grader jo tættere på bordet han kom. Maven vendte sig, og sanserne synes ligesom med temperatuen at blive skærpet. Fokuset lå på bordet. På den efterhånden lange liste, og den ligeså mindskende kø. Djævelen rystede en anelse på hovedet, i det han trådte nærmere. Sekunderne kunne tælles. 2 personer igen.

Trex drejede kort nakken, for at se om der var nogle nyankommende. Det var der ikke. Køen slutte ved ham. De vækkede sanser opfangede pigens navn, i det hun henvendte sig til Lederen. Ikke at navnet betød noget. Han kendte hende ikke, men havde en svag formodning om, at han måske burde. Stadig 2 personer foran. .. Nu en.

Logan så op på hende og så ned på papiret.
"Nu er det ikke for at skynde på dig, men jeg skal have et ja eller et nej" sagde Logan og skubbede papiret og blyanten hen til hende.
Logan rejste sig op og gik hen til scenen endnu engang.
"Hør her! Nu er det ikke for at stresse jer eller noget, men at idet i stiller jer foran papiret og skal skrive under, vil jeg sige en ting! Gør det klart for jer selv om I vil eller ej, for I skal være inde for det her 100% for et kan virke, for idet i skriver under er I eftersøgte, sådan var det under Malakels stryger sådan er det nu ligeså" sagde Logan og så rundt på flokken, det skulle nok gå, de skulle bare have nok træning.
Logan gik ned igen, og så på Trex.
"Hvad har du at gøre med sagen, hvorfor vil du have Scars af?" sagde Logan og stillede sig ved siden af ham.
Dog gik han tilbage til Alex, han gik om bag bordet og tog en lille pose med hvidt tøj i.
Han lagde den på bordet og så på hende.
"Dragt, uniform kald den hvad du vil, den er din, skriv under et andet tidspunkt, og vend tilbage." sagde Logan og så på hende han skubbede den ud til siden som tegn på at hun skulle rygge sig så den næste kunne komme fordi, dvs Trex.

Hun så ham gå hen til denne såkaldte djævel, som havde været her i ikke så lang tid. Han havde ikke gjort noget galt, med manden som havde taget imod dem, ham som i netop dette øjeblik stod oppe på scenen og snakkede, han havde vist sin opmærksomhed meget på ham. Det kunne jo godt være at han kun var ude på ballade, men helt ærligt, så troede hun det ikke.
”Tak..” Hviskede hun og så over på posen, hun greb den med den ene hånd og gik ud til siden. Hun fandt sig en væg, hvor hun placerede sig med fronten ud til de få væsner der nu stadig var der. Hun trykkede sin ryg ind i væggen og satte sig ned på hug, hvor at hun så ned i posen. Hun ville være der lidt endnu, hun vidste ikke hvor lang tid. Men hun ville skrive under i dag, om det så ville tage hende hele dagen, og at det så skulle blive 1 minut i midnat, så ville hun skrive under denne dag hun bestemte sig for det. Hendes blik gled rundt, dog fandt hun det langt mere spændende at se på den senest ankommende og manden.

Trex nåede ikke at svare, da Logan et kort øjeblik gjorde ham selskab og stillede et spørgsmål. Djævlen bekymrede sig kort sagt ikke om at svare, da personen foran han i selv samme trådte af, for at lade den næste og sidste i køen skrive sit navn på; Trex! Med en langsomhed, der ikke synes mulig trådte den mørkhårede fyr frem, med næsten tøvende skridt. Øjnene flakkede, læberne blev fugtet og 100 tanker synes at passere forbi.

Først da Logan var gået igen, greb han pennen, og bukkede sig over papiret for at skrive sit navn på, som den sidste i rækken af lange kunstfærdige navne. En grimasse skar hen over det glatte ansigt, med de svagt røde kinder. En grimasse, der fik begge mundvige til at trække sig bort fra deres fælles samlingspunkt, og blotte tandsættet under - af frustration? af glæde? af hævn? Grimassen kunne ikke aflæses og derved ikke kategoriseres.

Djævlen havde stift rettet øjnene mod papiret, i det munden formede ord, kun de nært stående kunne høre. Stemmen, der var sprød som ristet brød hævede sig, i det Trex uden videre greb listen med navne, rankede ryggen, og vendte front mod resten af forsamlingen. "Jeg takker fordi i gad skrive navnene op på en liste " Han puttede hurtigt papiret ind under en jakke fold, i det grimassen blev til et storslået smil.. " Det gør virkelig mit liv nemmere.. Jeg lover i ikke vil blive glemt for det "Han klappede på sin brystlomme, hvor papiret med alle underskrifterne nu befandt sig. Så bukkede han, dybt for dem alle, som en cirkuskunstner der høster et bragende bifald, blinkede til Logan og blev i næste nu, omringet af høje flammer, der efter nogle sekunder ikke efterlod sig noget andet end et sort mærke på det bare gulv og en dertil lille hvid seddel, hvorpå få ord var skrevet ned..

Djævlen var væk. Papiret med alle underskrifterne var væk. Latteren synes stadig at kunne høres, som den eneste respons på joken om at ingen af dem ville blive glemt. - Selv pigen, hvis navn ikke var skrevet på et papir, ville blive husket - hun havde jo selv sagt navnet højt..

//- Hvis denne pludselige forsvinden genere jer, og I på nogen måde er irriteret over min post - så skriv det hellere end gerne, for så laver jeg det bare om. Jeg ville blot give jer en ordentlig mulighed for at møde Trex, og se hvilken skøn person han er. :D ...
Oh, jo forresten - på sedlen stod der:
"Jeg skal hilse fra Scars :) " //

Logan lagde mærke til en lav stemme, men kunne ikke høre hvad der blev sagt.
Logan gik ned fra scenen og gik hen til bordet, og kiggede efter sedlen, han ville se hvor mange der havde skrevet under, for at se om de overhovedet kunne matche Scars kæmpe hær.
"Hvor er sedlen?" hviskede Logan til en af sine mænd der stod nogle meter fra bordene.
"Er den ikke på bordet Logan?" sagde manden.
"Tager I gas på mig?!" sagde Logan og sparkede til en af bordene, "Jeg vidste det bare" sagde Logan og slog ned i bordet.
"Rolig nu Logan, du behøver ikke at flippe sådan ud, vi har allerede højde for sikkerheden, jeg video kameraer oppe, plus vores skjulested ude i skoven er næsten færdig. Det eneste du skal gøre er at sige de skal skynde sig hjem, tage de ting de har brug for, og mød dig ved starten af skoven" sagde en stemme i Logans øre. Stemmen tilhørte hans gode og loyale ven, Matt O'Meyers, eller faktisk Matthew O'Meyers. En teknik nørd der hjalp Logan når han var uden for. Logan havde kendt Matt siden Logan var soldat og de har være venner siden. Og som havde ansvaret for at hans skjulested i skoven, ville blive færdigt og det ikke ville kunne spores på nogle radarer mm.
"Fint Matt, jeg skal gøre mit bedste, uden at dræbe den nar når jeg finder ham" sagde Logan ind i en mikrofon.
Logan gik op på scenen igen.
"Mine karmarater, mine våben brødre og søstre, I skal tage hjem til jer selv, tage det mest vigtige, og møde mig ved starten til skoven, på under 2 timer, dem der ikke når det, det bare surt. Jeg kan ikke udsætte det uundgåelige, vi skal træne snart... NU ellers blive det ikke en krig, så bliver det en nedslagtning" sagde Logan og gik ned til bordene igen, hviskede noget til sine mænd og gik op mod udgangen af salen.

*Åh nej!* Tænkte hun dybt, da Trex gik frem foran bordet. Tog sedlen, allerede der sagde det klik i hendes hjerne. Hun skulle måske have fattet mistanke lidt før, men det havde hun ikke. Hun havde været alt for godtroende, havde været alt for langsom. Som blev gengældt med alle andres liv, alle dem som havde skrevet under på denne seddel. En dyb brændende ild spredtes i hende, fyldte hende helt ud, en varm samvittighed over at hun intet havde sagt, eller ikke havde fattet mistanke om det. Det ville gå ud over hende, ja som Logan så fint havde formuleret selv; hendes brødre og søstre. En kvælende luft faldt hende fra hovedet og ned til hele hendes krop, mærkede frygten fylde hende ud til det yderste.
Hun havde sagt hendes navn..
Men hvorfor skulle nogen være finde sig i at dræbe hende, når hun faktisk ikke engang havde skrevet under. Det kunne jo nemt have set ud at hun havde vaklet imellem ja og nej, ville hun være så vigtig, at en person ville gøre den ulejlighed at huske hendes navn? Nej vel? Hun rejste sig hurtigt op, hun havde en plan. Hun styrede direkte hen mod Logan, som var på vej ud fra salen, i et hastværk? Hun gik næsten lige forbi ham, men da hun var på siden af ham hviskede hun; ”Har ikke skrevet under?” Hendes øjne lyste, imens at håbet om at hun kunne hjælpe på en eller anden måde, som de andre ikke kunne. At kunne gøre dette nemmere for alle, for alle dem som bekæmpede Scars, og derfor gøre noget godt. ”Kan det ikke ske, at jeg.. Kan blive til en stor gavn?” Hendes blik fastsatte sig på hans, i håb om at han ville forstå.