en dag på stranden~Manda~privat

Tid: eftermiddag
Vejr: flot sol skin
Omkring: vand og sand
Sted: Stranden

Roe stod nede på stranden, og kiggede på vandet, hun kunne ikke bade i vandet uden at hendes led ville ruste, men det var jo ikke til at se på hende at hun var en robot, vinden gled i gennem hendes hår, hun havde sin gammeldags natkjole på med tilhørende strømper og et hårbånd alt i lilla, som sad perfekt på hendes krop

Manda gik langs stranden, det var godt vejr, men han var virkelig ikk den der ville svømme. Han kiggede stille ned på sine fødder der gik på det våde sand og nogle gange fik vand på sig fordi strømmen sejlede det op på kysten. Han trak på skuldrene og gik roligt videre. Han gik stille videre før han kom til at gå ind i en pige. Han kiggede overrasket, "Det må du undskylde..." sagde han overrasket. Underligt. Hans lugtesans plejede normalt at fortælle ham hvis andre var der. Men dog kunne han ikk lugte det der var foran ham denne gang. Han undrede sig lidt og lugtede igen. Det var et menneske... Men lugten var svag, men der var ikk andet end det. Han satte hovedet på skrå og kiggede stille på hende med et let smil.

hun lagede ikke ret meget mærke til at der var en der gik ind i hende, hun havde ikke flyttet sig en tomme da han gik ind i hende, hun kiggede på ham"det gør ikke noget"sagde hun, hun smilede en lille smule, men det så lidt forkert ud i hendes ansigt, hendes smil forsvandt igen.

Han blev lidt mere klar på hvorfor han ikk kunne lugte noget fra hende. Hun var vist ikk så levende... Han sukkede let og kiggede stille. Hun var ikk vampyr, dem kunne han sagtens lugte... Han ville kunne lugte alt hvis det var et væsen.... Han gned sin nakke lidt. En ting? Var hun en ting? Nej... Hun stod jo lige der, levende. Han bed sig i læben og smilede let, "Hvad laver du her helt alene?" spurgte han roligt og prøvede at lyde normalt.

"ser på det jeg ikke kan"sagde hun og så på vandet igen, hun kunne jo ikke svømme, hun ville synke som en sten, hun blinkede lidt og der efter blinkede hun ikke i meget langt tid"jeg vil ruste hvis jeg går ud i vandet"sagde hun, hun kiggede så på ham igen, hendes hår blæste lidt ind over hendes ansigt, hun kiggede bare på ham

Han kiggede undrende, han drejede hovedet ud mod vandet. Han kiggede igen på hende, "Kan du ikk svømme?" spurgte han roligt og satte hovedet på skrå. Han smilede let, "Jeg kan måske lære dig det?" tilbød han roligt. Han stoppede dog da hun sagde ruste. Så hun var altså en ting! Han blev overrasket. "En robot?" spurgte han undrende. Han gik lidt om hende og kiggede stille. Han fik hendes hår væk fra ansigtet. "Du lugter også lidt af menneske, er du et forsøg på at lave en cyborg?" spurgte han roligt og satte hovedet på skrå.

//Kan du ikk prøve at være lidt mere kreativ?

hun kiggede på ham"hmmm det kan man godt sige, jeg har et menneske hjerte, hjerne og nervesystem, så jeg har følelser lige som et menneske, men der er ikke nogle som vil være i nærheden af mig, fordi de tro jeg er en ting som bare skal havde lov til at gå indtil jeg går i stykker og bliver glemt for altid for jeg kan ikke finde min skaber og jeg ved heller ikke hvem det er, jeg ved ikke ret meget om mig selv, kun at mit navn er Roe og jeg er en robot med menneskedele"sagde hun, hun smilede lidt til ham"vil du osse til at gå nu?"spurgte hun og så trist på ham, en lille tåre løb ned at hendes kind og falde ned i sandet

Han kiggede stille på hende mens hun forklarede. Han smilede let, det var godt at hun havde følelser, sådan noget var det værste hvis ingen havde det. Man ville tale til en dukke og man kunne aldrig lære en robot at elske eller at græde. Han havde prøvet det engang, men det var meget meget svært for ham. Han kiggede roligt på hende, "Det er heller ikk vigtigt hvem der har skabt dig, bare det at du lever er noget du ikk skal lade spilde..." smilede han. Han kiggede meget overrasket da hun spurgte om han ville gå, han rystede på hovedet. "Jeg ville da aldrig gå." sagde han bestemt til hende. Han smilede, "Alle fortjener da en ven eller to uanset hvem de er." han aede hende blidt på hovedet. "Og hvis du har følelser er jeg sikker på at du føler dig ensom og ked hvis alle ikk gider dig og går deres vej."

hun kiggede på ham"men jeg ved ikke hvordan jeg skal udtrykke dem"sagde hun, vinden tog fat i hendes hår igen og hun fik det i hovedet igen, hun prøvede at flytte det fra sit ansigt"hvad hedder du endelig?"spurgte hun, det havde hun ikke fået af vide, hun prøvede at få øjenkontakt med ham, men det var svært for hendes hår, hun viste godt hun aldrig ville finde en der ville elske hende fordi hun var en robot, hun var ikke rigtigt menneskelig

Han kiggede på hende, han smilede let og aede hendes hoved. "Det er sådan det er, du må gøre dit bedste..." sagde han roligt og aede hendes hoved videre. Han smilede opmuntrende. Han kiggede stille, "Manda." sagde han roligt. Han grinede over hendes hår. Han tog blidt fat i det og gik bag hende. Han flettede det sammen så det ikk ville blæse i hendes ansigt. Han slap det igen og blev roligt stående. Han gik hen foran hende igen og smilede, "Hvad vil du lave?2 spurgte han roligt.

hun smilede lidt over han ville flette hendes hår"tak Manda"sagde hun, hun kiggede på ham, hun fangede hans blik, hun var sikker på han nok skulle finde en han kunne holde af resten af sit liv og det var hun glad for at håbe på når hun ikke selv kunne få en at elske, så hun var glad på andres vegne når de kunne"hmmm det ved jeg ikke, hvad vil du lave?"sagde hun

Han smilede let, "Det var ikk noget..." sagde han roligt og blev stående. han kiggede stille på hende og fik et undrende blik over hendes tanker. Han sukkede let og aede hendes kind, "Du skal nok finde en..." sagde han bestemt til hende og smilede opmuntrende. Hun ville nok finde en, hendes følelser trængte bare til lidt tid. Det tog tid at lære, men hun skulle nok finde en. Han kiggede roligt, "Det du vil!" smilede han glad og grinede over hende. "Det bestemmer du."

"manda jeg er ikke nogle hund"sagde hun og kom til at grine lidt, hun stoppede forskrækket for hun havde aldrig grinet før. Hun syntes det var underligt at grine når det var første gang hun gjorde det, hun kiggede på ham"men jeg ved ikke hvad der er at se her rundt omkring"sagde hun. Hun mente det, hun viste ikke noget om stedet, kun at der var vand

Han kiggede undrende og satte hovedet på skrå. "En hund? Hvad får dig til at tro du er det?" spurgte han undrende. Han blev stille stående og tog hånden til sig. Han kiggede rundt da hun sagde det, han tænkte lidt over det og kløede sig på nakken. "Altså når du er en robot kan du jo ikk som sådan bade..." mumlede han let. Han kiggede på hende, "Så det burde egentlig være at vi skulle gå et andet sted hen for at lave noget."