Hvordan kommer man over vandet-Damia

T:21.00
O:Vsndet i havnen, breden lavet af sten, og solen som skiner lidt på himlen
V:Koldt, men ikke vindstillet eller blæsende
S:Havnen
____________________________________________________________

Yukii sad på breden ved haven og kiggede lidt ned
hendes fødder sparkede lidt mod indersiden hvor stenen var,
breden var belagt med sten ikke andet end sten det så virkelig
dyrt og godt ud.Hendeds blik skiftede lidt og hun kiggede ud
over havet, så glitrne i solens lys"hmmm kommer der ikke nogen"spurgte hun til sig selv

Damias yndefulde skikkelse kom gåene hen af kanten ved havnen. Hendes skridt var elegante og hendes ryg var rank med brystet skudt frem. hendes lyse øjne gled rundt om området for at finde noget eller nogen at få tiden til at gå med. Øjnene lagde sig til hvile på en pige der sad ved kanten. Et skævt smil gled frem på Damias læber. underholdning i sigte. Damia var iført - det du ser på Avatar - nederdelen gik hende til midt på lårene. Hun lod tungen glide hen over sine tænder mens hun nærmede sig pigen der ikke lod til at have bemærket hende endnu. Pludselig forsvandt Damias smil og hun mærkede en lille skuffelse krible under overfladen på hendes hund. Det var altså ikke et menneske.. *Det kunne nu have rart at få lidt at spise* tænkte hun opgivende. Uheldigt. Meget meget uheldigt mente hun.

//svarer du eller skal damia bare slå dig ihjel her og nu? xp//

Yukii nød meget den lette luft og rejste sig stille op
men s hun børstede kort sin kjole af for lidt støv som var på den
. Hun smillede kort og kiggede på pigen som var kommet hendes
Aura afslørede lidt hende selv hun hoppede med små skridt hen til kanten af havnen
der var hvist et par fisk nede i havet"Hmmm fisk små og store"sagde hun stille

//Undskyyyyld ><//

//haha bare roligt det sker for alle at glemme et emne XD

Damia tillod sig at nærme sig pigen yderligere. Hendes blik var koldt og på sammetid forførende på allemulige lokkende måder. Hun overvejede at sige 'hej' men 'hej' lød jo bare så kedeligt og menneskeligt. Hvorfor kunne man ikke rive personen i håret som et 'hej' eller i det mindte sende smerter ud på en eller anden måde. Hun GAD virkelig bare ikke at sige 'hej' ordet fik hende til at sukke af kedsomhed. Kunne der ikke snart ske noget? Jo selvfølgelig men denne gang virkede det også som om at hun måtte skabe spændingen selv. Og det var ikke en hyggesnak Damia var ude efter. Langt fra. "Der kommer ikke 'nogen' der kommer mig" Damias stemme var kølig. Og alligevel spandt den for pigens øre som guld der flyver gennem luften og tiltrækker sig alles opmærksomhed.

Yukii s lange lyserøde hår flagrede kort og hendes øjne var
rettet på hende sådan lidt kølligt, stille.Hun kiggede undrene lidt ud på havenen hvordan kom hun herned, der plejer ellers ikke komme nogen ned til havnen, især ikke magiske væsner, sevom hun selv var kommet herned. Yukii undrede selv lidt over hvorfor hun var kommet ned til havnen hun plejede ikke at være her men det var på en underlig måde meget afkøllende. Og forfriskende at være her*hmm en stærk følelse* tænkte hun kort og kiggede igen op på pigen hun havde et koldt blik"hvad laver du her"spurgte hun stille men lidt venligt

Damia lagde let hovedet på skrå og lod sit kolde halv-undrende blik glide hen over pigen en ekstra gang. Hvad hun lavede her? tja hun var på udkig efter morskab! hvad skulle hun da ellers lave her? Damia så koldt på pigen. Det var sjovt at det var nogle af de eneste folk kunne få sig selv til at spørge fremmede om. Som om det ville være forkert at sige 'du har noget mellem tænderne' eller i det mindste et eller andet mere anderledes såsom 'Jeg slår dig ihjel nu' Det havde Damia også lyst til at sige til denne pige men hun lod være. Ikke fordi at pigen virkede uinteressant - hun kendte jo ikke tøsen endnu. Det var vel meningen hun skulle svare på det spørgsmål som pigen så smukt havde stillet hende "Jeg er her.. efter morskab" Svarede hun kort med sin kolde stemme. Med en underlig smuk undertone der snoede sig om den kolde stemme og gav den en overraskende smuk klang.