Eventyrlig aften. :: Lukas - Privat.

__________________________________________________________________________

En knirken forstyrrede stilheden på legepladsen, da en ung mand tilfældigvis sad på en gynge, imens at han holdte fast om den ene kæde med sin hånd der knyttede sig om den og gyngede lige så stille frem og tilbage. Mens at han havde den anden hånd liggende på hans lår. Han skulle snart til og tage sig sammen, og finde et nyt hjem i stedet for at rende rundt i gyden eller i gaderne.. lige nu kunne man vel godt kalde legepladsen for hans hjem, fordi han havde tænkt sig overnatte på jorden.. end til videre. Han havde altid sine læder handsker på som beskyttede andre fra hans hænder der bar en kulde, som ingen gad at røre ved. Han havde sorte par bukser på, og et bælte omkring for at holde dem oppe.. En sort farvede t-shirt med en almindelig sølvkæde om halsen. Det sorte hår sad glat og lidt pjusket med pandehåret nede foran det ene øje. Ikke det vilde.. Jayden som den unge mand hed, gjorde ikke så meget ud af sig selv, når han også var fattig.. en fattig is dæmon. Et lille smil sarkastisk smil dukkede frem på hans læber, inden at han undslap et grin.
"Endnu en dag gået.. næsten" mumlede han for sig selv. Imens at han lige så stille kiggede sig omkring for at se om der var noget interessant på legepladsen i Di Morga.. hvor han nu befandt sig.. imens at han mærkede de få regndråber som faldt ned fra himlen og den svage blæst som af og til tog fat i nogle af hans hårtotter. Han nød vejret som det var og den stilhed som der stadigvæk var tilbage..

Den lille jern-låge knirkede da en ung mand åbnede den og trådte ind på legepladsen. Han var i midten af tyverne, og havde halv-langt blond hår. Hvad folk ikke vidste var. Han ville se sådan ud i, indtil han blev fjernet fra jordens overflade. Han lod hænderne falde ned i lommen på de mørkegrå jenas, og begyndte at fløjte en lille melodi, da han gik længere ind på den gamle legeplads. Han lod fingrende løbe hen over vippen, der langsomt vippede ned da han lagde vægt på den del af den som var højest oppe. Han smilede let, da han begyndte at gå videre. Han huskede tydeligt den allerførste dag han var kommet der. Han var 9 år. Han havde håbet at han ville få en masse gode venner. Men i stedet var han blevet voldtaget af en flok store drenge, som stod og røg ovre ved gyngerne. Og det var der han var blevet voldaget. Da små børn ikke længere kom på denne gamle rustne legeplads, blev den som regel brugt som hæng-ud sted for de størrere børn. Han bevægede sig over mod gyngerne. Han havde ikke været der i lang tid. 21 år. Det var lang tid. Lukas, var hans navn. Dette halv-væsen. Dette væsen som tit blev betragtet som smukt, og frastødende på samme tid.

Jayden rejste sig fra gyngen og slap grebet om den ene kæde, mens at han rettede blikket mod vippen, da han hørte at den bevægede sig.. så han var ikke længere alene? Medmindre at det bare var den svage blæst som legede lidt med den.. Han trak sig svagt på skulderen.. Måske skulle han bare gå ud og finde et hjem nu?
Han rettede lidt på sin t-shirt, inden at han begyndte at gå væk fra gyngerne.

Det var ikke fordi han ikke kunne få øje på nogen.. han sagde vel bare til sig selv at han ikke ville ligge mærke til nogen andet end at tænke på det han havde i tankerne. Men som han fortsatte frem ad fik han øje på en skikkelse. En fremmed person, som han ikke vidste hvem var. Selvfølgelig. Han vidste heller ikke om det var en kvinde eller en mand. I sidste ende var han ligeglad, men alligevel ville han også finde ud af hvem det var som nærmede sig legepladsen.

"Hvem.. der?.." spurgte han mere eller mindre som en råben, knap så høj. Hvis han ikke fik svar, kunne han gætte sig frem til at det blot var naturen som narrede ham til at tro at der var nogen. Dog ville det glæde ham lidt hvis han kunne få lidt selskab..

Lukas standsede op, og kneb øjnene sammen. Han anede en skikkelse et stykke fra ham. Lukas trådte et skridt nærmere, slog voldtægten ud af hoved, og nu hvor hans øjne, rigtig havde vænnet sig til mørke så han nu skikkelsen mere tydeligt. Han lukkede kort øjnene og da han åbnede dem igen var der intet spor af de sorte pupiller eller den mørkegrønne iris. De var kridhvide. Han så nu ansigtet af en ung mand. Han var på nogenlunde samme alder som Lukas selv, men da Lukas åndede ind anede han lugten af dæmon. Han rynkede lidt på næsen. Han var ikke meget for dæmoner. Men det var da bedre end djævle. Djævle som var født af selve helvedes-ilden. En rystelse gik igennem ham, da han huskede de mørke kolde øjne, der så ud som om de kunne suge en ind i deres bundløse mørke. Han rystede på hoved, og fokuserede igen på dæmonen. Han var ikke særlig høj, I forhold til Lukas' 1.87. Hans kropsbygning, var slank, men muskler kunne dog anes på fyrens arme, og gennem fyrens sorte t-shirt kunne man ane nogle brystmuskler. Lukas var heller ikke helt slap. Ingen body-builder, men han var dog muskuløs. Han havde en hvid t-shirt på, og nogle hvide jeans, der var smøget op under knæet. Hans fødder var dækket af et par sorte slidte converse, og hans hvide hår var skubbet ned over det ene øje. Det var ikke noget der så ud til at have kostet meget, men dog var bukserne skræddersyet, og det hvid-blonde hår, klippet perfekt ned til den mindste detalje. Han sukkede, og trådte et skridt nærmer.
"Det er bare mig" sagde han, og så på drengen. Han blinkede hurtigt, og de hvide øjne, blev erstattet af de grønne.

Jayden knep sine øjne lidt sammen, så det var ikke bare vinden der havde narret ham, der var nogen til stede. "Hm.. jeg troede at jeg var alene.." mumlede han og fortrak sin ene mundvige i et lille smil som forsvandt lige så stille igen. Han var glad for at det vidste sig at han ikke havde taget fejl også måske skulle han alligevel holde igen. Han bed sig lidt i underlæben, men ikke sådan at der kom et hul. Hvad skulle han sige? Jayden kendte jo ikke denne mand.. som han havde lidt svært med at vurdere om han var på samme alder som ham selv, generelt plejede dæmonen at være dårlig til at gætte sig frem, på det område.

"Godaften.." kom det så fra ham, så den fremmede kunne høre ham, inden at han begyndte at gå hen til vippen, hvor han havde tænkt sig at slå sig ned.. måske kunne han også sove på den? Selvom den nok ville bevæge sig imens. Han satte sig på den ene ende af vippen da han nåede hen til den. Jayden så efterfølgende tilbage til hans barndom hvor han var på legepladsen sammen med sine forældre. Han var enebarn og det havde han altid været.. det var kun hans mor som levede endnu, hans far døde mens at han var teenager. Så Jayden kendte ikke sin far som han burde og andre som ellers kendte til deres fædre.