Sunset... - Aiden

Solen var på sin vej ned, dette var i sandheden den rette tid at være på denne strand. Næsten ikke én person var at se nogen steder, kunne det blive mere fantastisk? Mågerne skreg længere væk i det fjerne imens de var på rov efter en fisk, reje, eller andet føde de kunne sluge i sig, eller videre give til deres yngel, der ventede hjemme i rederne, hvor de lå og skreg som sindssyge ådselædere. Havets brusend hævede sig ind over landjorden, hvor det sukkede tungt og dybt da, bølgen langsomt vendte sig for at styrte i grusset. Nogle nåede ikke engang at vende deres dovne hals, før end de svømmede ind over land. Langsomt kom en gøende hund løbende hen over det mudrede og sammensmaskede vand som den kastede op i luften med sine bagpoter, imens forpoterne begravede sig i det bløde våde og snaskede vand der omgav dets poter, for at gøre pelsen sandet og beskidt.
En raslen hørtes inde fra skov kanten, da en ung mand kom til syne i den tyste aften mørke. De blå øjne kiggede omkring sig, udforskede disse egne der var omkring hans tilstedeværelse. Nu til dages var folk ved at køle mere eller mindre ned, over denne gradvise ændring der var kommet på spil, i den ellers så dystre verden der havde hersket. Hvilket mirakel der var sket. Han spyttede ned i jorden og traskede ned fra sin plads, fra udkanten af skoven hvor han gik afsted imod den brusende kant hvor vandet flød op. Et ensomt suk gled ud igennem hans læber imens han kiggede imod den farverige himmel i det blå, røde, gule og let grønne skær der herskede hen over det ensomme hav hvor kun mågerne tog godt for sig af dets forsyninger.

Clayden kiggede længe på denne udsigt, horisonten der slog ham i møde. Det rolige og fredelige syn blev straks henkastet af nogle sorte skyer der lagde sig som pesten over den ellers så før hen fredligt belyste himmel. Den gamle is dæmon syntes at kigge interesseret og utrolig koncentreret på denne himmel hvis mørke overtog den med et sådan tag at tordenskrald hørtes hen over hele arealet af strandes lange bredde. Hvor han dog hadede den vige varme der blev ved med at herske her på dette sted, kunne hans kræfter ikke snart vende ordentligt tilbage så han kunne få den nye istid frem, der var stor behov for det efter hans mening. Endnu et suk.
Den høje mand, på den hundrede otteoghalvfems centimeter traskede hen imod det fastrørte sand der dannede den lettere mudrede masse under hans fødder. Langsomt satte han sig ned på hug og lod hånden glide igennem det saltede mørke vand, som blev koldere og koldere.

Vinden slå det blonde hår rundt omkring det slanke ansigt, der langsomt gik ned af stranden, iført ingen ting på fødderne. Mest af den grund at kvinden som der langsomt gik igennem sandet, elskede følelsen af de mange korn gled rundt omkring hendes tær, og kæle omkring dem. Det var lige før at det var bedre end en god om gang fod massage, for det andet var der alligevel ingen som der gad at give hende den. Det var mere Tristans område at få sådanne behandlinger, med hendes modne attitude, lidt sindssyge væsen, og for slet ikke at nævne, den måde hun så evig udstrålede charme og selvtillid, en af de ting som Aiden aldrig udstrålede, faktisk kunne man sige hun var misundelig på hende, mens at siden ved navn Isabel bare frastødte hende, mere end nogen andet.

Mens disse tanker blev ved, gik hun langsomt videre, og valgte at gå en smugle ud i vandet, mens smilet langsomt bredte sig hen over hendes læber, det var nu dejligt at gå her, når menneskerne var taget hjem, for at spise, en god middag med deres familie. Eller, hvem narrede hun, ingen havde en hyggelig middag mere, men det begyndte at blive bedre, efter at deres nye hersker var kommet på magten, det var bare lidt underligt, sådan som det skiftede så hurtigt, efter hun lige var kommet tilbage. Hendes tungen pressede sig langsomt ud af hendes læber, mens de smaragd grønne øjne, betragtede hendes omgivelser, pludselig begyndte hun faktisk at føle sig vildt legesyg, og fik øje på flokken af mågerne ikke så langt fra hende. Et lille smil bredte sig hen over hendes læber, inden hun satte i løb, og drønede imod mågerne med et skrig af grin kom ud igennem hendes læber, som hun fortsatte imod dem. Mågerne fløj rundt omkring hende, hvilket bare gjorde hun grinede endnu mere, hun var nok det mest positive menneske man kunne finde i om egnen lige nu, trods hendes situation. Men hvad, hun ville hellere se lyst på det hele, frem for hele tiden og hænge med mulen, fordi hun ikke kunne have sit liv for sig selv. Hun måtte bare nyde de dage hun nu havde for sig selv.

Mens alt dette skete, havde hun endnu ikke lagt mærke til, at der var en anden dæmon i nærheden, og fortsatte bare med at danse rundt på stranden, trods for at de fleste måger efterhånden havde fløjet et andet sted hen, men da de havde sat sig igen, løb hun bare der over, for atter at skræmme dem væk, rigtig som et lille barn, der bare morede sig fyrsteligt.