Mr. Vampire - Privat

Den kolde hånd lå solidt plantet på hendes skuldre, da han førte hende op af vejen der førte op til kirken med raske skridt, mens han tvang hende til at gå frem. De brune øjne var rettet stift imod døren, en stor mørk trædør der var indgangen til kirken, en smuk gammel kirke der havde ligget det sted i mange hundrede, men ikke tusinde år. Hun trak vejret dybt, trods dette ej var nødvendigt, mens han blev ved med at tvinge hende op af stien, forbi de mange lange rækker af gravsteder. En af dem hendes, hvor hun burde ligge, hendes krop burde ligge der, og rådne op, men nej, sådan ville verden omkring hende det ikke. Hun blev tvunget til at leve videre, måske smuk, men det havde hun da også været før, mente folk omkring hende, så det var ikke nyt.
”Jo hurtigere du er, jo hurtigere er du ude igen.” Hviskede han ind i hendes øre, mens han let lænede sig ind over hende, men hun vidste godt, så snart ordne var udtalt, at det blot var en løgn, en af hans utallige løgne om det paradis af et liv hun ville få, lige siden han havde ”skabt” hende, men efter hendes mening havde det altid været ham, der havde dræbt hende. Hvis hun havde kunne ville hun være flygtet, men hun vidste at det ikke ville gå godt hvis hun gjorde det, så hun fortsatte fremad med øjne rettet mod døren, som med faretruende hastighed kom tætter på. Hun stoppede op foran døren og kiggede ind i det mørke træ der tordnede sig op foran hende.
Hun mærkede et hårdt tryk mellem skuldrebladene da han tvang hende til at åbne døren, ind til kirkens kulde og minder. Hun lukkede kort øjne for at tøjle sin skræk der havde været i hende i lang tid, siden solen gik ned.
Hun slog armen omkring sig, og trak den mørke jakke tætter omkring sig. Hendes mørke kjole flagrede let om bene, da et vindpust fra døren, der lukkede sig bag dem smækkede i, med en skræmmende høj brag.

Han tvang hende videre op af gulvet, som om de skulle giftes op til altret der fik en skræk til at gå over i panik. Hun snurrede om og prøvede at komme forbi ham, uden at se op i de mørke øjne der havde været rettet mod hende, siden de var steget ud af en helt sort BMW der nu stod udenfor kirken og skinnede i lyset fra månen. Hun kunne mærke et solidt greb der presset alt luften ud af hendes lunger da han med et stramt greb fangede hende med en hånlig latter. ”Tænkt du bliver ved med det!”
Han blev ved med at holde hende fast, trods hendes forsøg der alle var forgæves på at komme fri. Hun prøvede at borde sine negle ned i huden på ham, men det fik ham blot til at slå endnu en hånlig latter op, mens han lage hoved let tilbage. ”Åh Summer, du er så sød når du prøver dét der.” Han lænede sig ind over hende, mens han greb fat i hendes brune manke og tvang hende til at stå stille, mens han let trak hendes hoved bag over, så hendes hals var blottet. ”Dét er grunden til at jeg stadig beholder dig.” Hviskede han ind i øret på hende, med en kvalmende sukkersød stemme og slap hendes hår så hun kunne koncentrer sig om at holde på vandet, så han ikke skulle se de klare dråber i at glide ned over hendes kinder, som hun vidste blot ville tilfredsstille ham endnu mere. Hun kendte ham, for godt, for meget.

P: http://fc03.deviantart.net/fs70/i/2010/201/f/e/Ezio_Auditore_De_Firenze_by_sXeven.jpg billede siger det hele .

Logan kom gående op mod Domkirken.
Gruset under hans fødder gav en klar lyd af at der gik nogle ude foran kirken. Logan var en vampyr, derfor var det også underligt at han var på vej hen til en kirke, og dog ikke... Hans ven Nathan Rodriguez lå der, efter at ha ofrede sit liv til Logan. Logan havde lige siden den dag set sig selv om skyldig i hans død.
Logan gik hen til graven hvor der stod med store bogstaver 'Nathan Rodriguez 1985-2010' "Undskyld min ven, jeg er blevet det jeg mest frygtede." sagde Logan og kiggede væk igen, han havde det som om at der var nogle efter ham. Han skyndte sig at løbe hen til domkirken, Logan ville ikke løbe nogle risikoer, og hodlt sig op af muren ved siden af de store døren til domkirken.
Han var blevet endnu mere eftersøgt end han var da Malakel var hersker... Disse nye plaktater ned ham, der får det til at fremstå som om han er den ondeste onde på jordens overfalde, mord, voldtægt og så meget andet, sikke meget der kunne skrives om ham.
Selvom Logan var blevet vampyr havde han stadig sit 'gamle' udstyr på, selvom han havde fået at vide af sin skaber, at han var stærkere og ikke behøvede, brugte han det stadig, det var det sidste der holdt ham fast til at være menneske. hans udstyr bestod stadig af to metal armskinner (en på hver arm) som faktisk var et våben, ud af dem kunne der komme et blad ( http://images3.wikia.nocookie.net/__cb20110222041327/assassinscreed/images/7/7b/Eerste-info-onthuld-over-assassin-s-creed-2_5_460x0.jpg ) ud som Logan brugte til at snigmyrde fjender, personer eller andre. På ryggen havde Logan sit trofaste elversværd. Logan havde fået dette sværd af en gammel død ven, en elver. På sværdet stod der med gammel elver skrift ''Vi slås for frihed'. Sammen med sværdet sad der også to knive ( http://www.council-of-elrond.com/castdb/legolas/legolas8.jpg ). Han havde også stadig sit hvide tøj på med hætten trukket godt ned over hans ansigt så man ikke kunne se hvem han var, det var også det bedste indtil Scars var nede og han havde genoprettet sit ry.
Logan gik ind i Domkirken, han ville ikke løbe risikoen at være uden for, med nogle han ikke vidste hvem var.
*Shit* tænkte Logan da han opdagede at der var nogle inde i kirken og at døren larmede rigtig meget da den lukkede i, det var ingen tvivl om at de personer der var der inde ville lægge mærke til ham.

De stivnede begge ved lyden af en dør der blev lukket i, på samme måde som da de var kommet ind. Til Cessies held slap Matt hende, for at tage sig af den nyankomment gæst, eller ikke? Han gik med hurtige lange skridt væk fra hende, mod kirkens mørke hvor man ikke ville kunne se ham med det blotte øje. Cessie var ikke sen til at benytte chancen til at få bene på nakken og smutte ned af midtergangen for at komme i sikkerhed, men stoppede op da hun så en vampyr, endnu en! Hun var lige ved at sætte sig ned og græde, men det var ikke ligefrem fordi det var noget hun ønskede nu, men måske var denne vampyr noget andet? Det måtte hun vel heller håbe. Hun trak vejredt dybt og gav den nye vampyr en kæmpe smil, falsk helt ind til marven men brugeligt til at dække over alverdens halløj, selvom han nok ville gennemskue hendes letter panik, trods han ikke havde noget hjerte eller puls at lytte til. "Godaften." Hun smilede kort til ham igen, denne gang mere normalt, og menneskeligt før hun kiggede længselsfuldt hen mod døren. "Jeg tror jeg vil lade dig bede i fred." Hun var sikker på hendes duft og det fandens matte lys der konstant lå om hendes race, engle, ville afsløre hende, og vampyr elskede jo deres blod, så fra at rande end i den ene vampyr lige ind i armene på en måske sulten vampyr? Hvad fortrak hun, den ene eller den anden? Hun måtte vel bare håbe på at den nye kunne styre sig, så hun kunne komme væk. Hun kunne jo ikke være indenfor og flygte på engle maner, nej, hun blev tvunget til at blive på jorden, og komme ud på gammeldags vis, selvom hun hade det. Hun tøvede, og kiggede sig over skulderen for at se hvor Matt blev af, men det virkede ikke til at han var kommet frem. Hun kunne måske håbe de to fløj i totterne på hinanden, så hun kunne snige sig udenfor? Det virkede ikke som nogle god chance, men hvorfor dog ikke prøve?
Hun flyttede nervøst på sig, i et forsøg på at kante sig forbi ham, så diskret som muligt men det lykkes ikke rigtigt for hende at komme nogle steder, da han ikke ligefrem var let at komme forbi, ikke hans krop, da den var rimelig høj og muskuløs, fyldt med menneskelige former, om man så kunne sige, masser af muskler der fortalte at denne herre havde levet en del år som menneske, men nej, det var ikke hans veltrænet krop der var problemet, men alle de våben han bar, især sværdet som stak en del ud fra fyrens ryg, så hun umuligt kunne passere uden at berøre det, ellers skulle hun kravle eller tage flugten over bænkene og det var ikke lige det hun havde mest lyst til.
”Ehm …” Hun tøvede kort, og var ikke helt sikker på hvordan hun skulle komme videre. ”Kan jeg …” Hun viftede let med hånden i et forsøg på at spørge om han kunne flytte sig lidt, så hun muligvis kunne komme forbi. ”Komme forbi?” Fuldførte hun sætningen mens hun havde blikket rettet kort med herren, før hun vendte det ned af hans meget tildækket krop. Han lignede en der var på flugt eller … Hun stoppede brat sin tankegang da hun kom i tanke om hvem han lignede, det stykke hun nu kunne se af hans hage og mund.
Hun åbnede munden for at sige noget, men lukkede den igen uden at vide hvad der skulle komme ud. Hun blinkede kort, og prøvede at huske alt hvad denne Logan skulle have gjort, for hvis det alt var sandt, så havde hun pludselig endnu mere travlt end før.
Hun trak vejret dybt for at få styr på sig selv, før hun smilede kort, for at dække over hendes overraskelse, en ganske slem overraskelse. Hun havde frygtelig lyst til bare at flyve væk igennem en af de mange mosaik vinduer.

Logan trak sin hætte af og lugtede der var en stærk lugt af engel i nærheden, højst sandsynligt kvinden der virkede lidt for glad til det kunne passe.
Logan slikkede sig om munden, han kunne mærke hans sult stige og stige, han måtte skynde sig at tage sit serum, ellers ville det gå galt. Logan tog op fra sin lomme en lille sprøjte og stak sig i låret med den, det var en blanding af syntestik blod og et serum Logan havde opfundet, for at styre sin trang til blod. Hvilket stoppede ham i at gøre umenneskelige ting, som fx at dræne et uskyldigt væsen for blod, hvilket i dette tilfælde ville være Cessie, som måske var kommet lidt for tæt på.
"Puhha, det var bedre" mumlede Logan og så rundt, han kunne lugte et andet væsen, han mente det lugtede som vampyr, han var ikke sikker.
"Du var ikke alene vel?" sagde Logan og så på hende med et smil, ikke et ondt eller negativt smil, mere et positivt smil og venligt.
Logan gik et par skridt længere ind, man kunne tydeligt høre ekkoet af hans skridt på vej op mod alteret.
Logan lagde en hånd på sit sværd og så rundt, Logan trak sit sværd. "Hvorfor gemmer de sig altid? Kan de ikke bare slås som rigtige mænd? Det er så flabet overfor deres modstander" sagde Logan lavt og så rundt, han hadede altid når de gemte sig.
Hvis der var en var Logan klar, han ville ikke bruge sin vampyr kræfter, det ville være forkert, især fordi Logan ikke ville være en vampyr... Det skete vel bare? Nogle ville mene at han tog sine kræfter forgivet, men Logan mente at man sagtens ville kunne overleve uden at bruge overmenneskelige kræfter.