Syner, XXX, flugt ...

Kuffert, jakke, sig selv, ja, så var det hele der vidst. Han smilede kort for sig selv, før han trak af sted med sin kuffert i et langsomt dovent tempo som understregede at han ikke havde fandens meget at lave denne dag. Han fulgte med mængden ned af en lang gang, med den ene side lavet til et stort vindue, hvor man havde udsigt ud til lufthavnen hvor fly og biler kørte rundt for at sende folk frem og tilbage. Lyden af sko kunne tydelig høres i gangen hvor der var over hundrede mennesker, kommet fra Serbien som nu skulle ind i Di Morga efter at have været igennem alt sikkerhedskontrollen og hvad der nu ellers var. Han rettede på jakken for så at åbne endnu en dør, til indgang hallen, fyldt med mennesker der skulle med flyet til hele verden. Over i den ene ende af salen hang der et stort ur, der sagde at klokken var lidt over tolv, som passede perfekt med den brandene sol der sendte sine stråler ind igennem de store ruder i lufthavens ene side. Han begyndte at gå over mod udgangen der ville befri ham fra dette indelukket sted, fyldt med mennesker.
Det ville blive dejligt at komme udenfor efter så mange timer pakket sammen med så mange mennesker, og få andre væsner. Der havde været et par andre dæmoner, som lignede nogle der helst ville af flyet, måske havde de haft fly skræk? Der ud over var der havde der været lutter mennesker, der havde snakket og snorket igennem hele turen. Det havde været et mindre cirkus, og så da en af dem væltede en kop varm kaffe ud over en anden! Sikke et show han kunne underholde sig med de næste ti minutter før de blev flyttet fra hinanden.
Han vendte tilbage til nuet, hundrede meter fra at komme ud i det fri! Hvor perfekt, han skulle bare finde en måde at komme hjem på, men der var sikkert et hav af taxa’er som der plejede at være. Så kunne han kræsent vælge mellem dem. Skulle det være en Volvo eller en Ford, eller måske hvis der var nogle der havde en Audi? Det ville heller ikke være så galt, eller skulle han bare tage en KIA? Alle de bilmærker! Det var lige til at blive forvirret af. Sådan, kun halvfems meter igen, så var han sikkert ude, og kunne få noget luft til sit stakkels hoved.

http://tok5.deviantart.com/art/quat01-137427682

Problemet med tillid er at det er så skrøbeligt. Det går i stykker hvis man lyver, det går i stykker hvis man sætter for høje forventninger eller prøver at forudsige nogen. Men i sidste ende er det personen hvis tillid bliver givet, der ender med at blive såret værst. Tillid kan få folk til at dræbe, slå, lyve, bedrage, snyde, såre, hjælpe og elske. Men det kan ikke få dem til at hele igen, eller fjerne frygten. *Men så længe folk stoler på sig selv, går det ikke galt..* tænkte Val
Og derfor var det hun nu stod på den anden side af lufthavnens indgang, med skue over hele det menneskefyldte rum midt på trappernes andet sidste trin. Farverige turister med souvenirs og store tasker, eller forretning mænd og kvinder i sort tøj og skjorte slæbende rundt på deres grå, sorte eller jern-skinnende mapper. Mellem alle disse folk styrtede personalet i lufthavnen rundt mellem kufferter og fødder på det glatte gulv. Der strømmede folk ind fra dørene bag Valentina, nogle mente hun spærrede – det gjorde de fleste – men halvdelen af disse gik udenom hende.
Den smukke kvinde lukkede øjnene for at åbne skuffen med spådrømme og fremdrage mindet om den seneste af dem; den der forudsagde at Di Morga – og resten af verdenen – gik under. Men det var forfærdeligt svært at koncentrere sig i den larm der herskede; lyden af stemmer og råben og skrabende kuffert-hjul mod gulvet, samt hvin fra sko der brat standsede og fly der lettede. Det var kaotisk. KAOTISK! *Men intet i forhold til fremtiden*.
Da hun igen slog øjnene op var de der stadig, gudskelov. Hun stod her, for at få et overblik over sagerne og for at finde rundt skulle hun bruge et kort – et kort der ikke var synligt nogen steder? Mon hun bare skulle satse på at finde det sted hun kunne bestille sin flybillet og så finde sit fly bagefter? Kunne hun være så heldig? Val prøvede. Hun trådte ned fra trappen, ud i mængden og blev straks blændet af den kraftige sols stråler der trængte gennem de store ruder til begge sider, det forårsagede et sammenstød med en travl herre i gul og rød Hawaii-skjorte samt kaki-shorts og sandaler. Manden stirrede med sine sorte øjne et øjeblik på den unge kvinde foran ham; sort hår der var holdt tilbage af et rødt tørklæde der bandt en sløjfe øverst oppe og standsede ved lænden der var blottet, fordi hun havde bundet den rødternede ærmeløse skjorte op omkring de faste ungpige bryster; mørkebrune øjne der så på ham siddende i et smukt ansigt indrammet af det sorte pandehår; et ansigt med markerede kindben, røde læber og mørke velformede bryn samt lidt meget lys rouge under kindbenene; dækket af tatoveringerne på begge arme og over den flade mave med bleg hud der stod i kontrast til de stramtsiddende mørkeblå korte shorts hun bar.
Hun ved ikke hvad der ramte hende, da hun sagde til den fremmede solbrændte; ”Skynd dig hjem igen! Du overlever ikke længe her, red dig selv og tag hjem”.
Den fremmede så på hende med et underligt udtryk, som om han faktisk ikke anede hvad hun snakkede om.
”Listen, marn.. Ay no here tu talk, Ay here tu relax”, sagde han. Hun forstod godt men prøvede alligevel at overtale den rejsende til at tage hjem igen.
”Go home.” stemmen var indtrængende og medfølende for den unge mands uvidenhed.
Hawaii-aneren satte et smil op, ”Ya come with me, raight ya hot chick?”
Igen prøvede hun, men yndede sig et varsomt smil. ”No, Sorry. I'm not coming with you, but go home anyways. I have something i have to do here, but please go home! I beg you”
Manden trak på skuldrene og fortsatte ud af lufthavnen til solskinnet, lidt nedslået over afvisningen.

Efter sammenstødet så hun lidt efter ham, men fortsatte videre ned af den menneskefyldte gang sin jagt efter billeten. Flere af de rejsende så efter hende – men mændenes blikke var dominerende i havet af øjne. Hvorfor skulle hun også tage bagage med? Jo hurtigere hun kom væk fra Di Morga til et sikkert sted hun ikke vidste endnu, nok et sted ude hvor man havde både eller et sted meget højt oppe – jo bedre.

//På et tidspunkt i aften skal jeg altså ud og se idioter glo på ild, så når jeg svarer må det vel blive sent eller først imorgen.//

Han kunne ikke rigtig tage sig sammen til at gå ud, hvorfor var han ikke sikker på, men han trængte så skrækkeligt til at fugte ganen, så han satte kurs mod den nærmeste kiosk der så ud til at have noget han ville have at drikke, men stoppede på vejen der over, da der var en ung kvinde der fangede hans blik. Han knep øjne sammen, og prøvede at gætte hvad pokker dette var. Han kom ved nærmere eftertanke frem til at drikken kunne vente. Hans selvvanlig tankegang pressede sig igennem, og dækkede hans behov, så han nu heller ville have tænderne i denne kvinde. Han ændrede pludselig kurs hen mod hende, mens han målte hendes krop med øjne. Masser af tatoveringer der virkede lidt skræmmende i mængden, men så måtte der vel være noget godt i hende, det skulle ikke undre ham. Han satte farten en smugle op, for at komme hen til hende før hun forsvandt ud i mængden. Hun så en smugle - fortabt ud. Hvorfor mon? han kom helt op på siden af hende, og kiggede lidt ned på hende, med et skævt smil. "Davs smukke, hvad laver de her - uden - bagage?" Han kiggede kort omkring hende og kunne ikke se andre kufferter end hans egen omkring dem. "Er de på flugt, og hvad dog?" Selv på flugt plejede man at have noget med, men hun lignede en der bare var poppet op i lufthavnen. "Men kan jeg ellers hjælpe dig med noget?" Han stillede kufferten fra sig, mens hans blik igen fløj over hendes velformet krop og struttende bryster. Han lod en hånd glide igennem det pjusket hår for at purre op i det, mens han stod og ventede spændt på hvad der kom ud af denne kvinde, der virkede enorm provokerende med hendes udseende, som Andrija med det samme havde forelsket sig i, med måde. Han kunne lide det, men om han kunne lide kvinden bag det, kunne han tvivle på, men gjorde det noget? Nej, ikke efter ham selv nu, de Serbiske kvinde var ikke lige så gode som de franske, langt fra. Hun burde ikke være en der stod tilbage, men - igen, han kendte hende jo ikke rigtig, så chancen for at hun ikke ville var jo rimelig stor, og nu hed det risiko. Var hans hjerne allerede så langt ude? Ikke en gang i ædru tilstand kunne han tænke ordenligt.
//undskyld det blev lidt tamt :I//

Val vendte sig nysgerrigt, for at se hvem det var der kommet op på siden af hende. At det var en mand overraskede hende ikke, men det gjorde hans udseende. Grå øjne næsten som metallets farve; gyldent og brunt hår der ikke så ud til at kunne bestemme sig for hvem der vandt konkurrencen om dominans i de strittende lokker; muskuløs krop og dog slet ikke pumpet; og selvfølgelig er kendetegnet for enhver hottie at de er høje – hvilket passede udmærket på den her gut. Mest af alt, lignede han jo en model – en meget god en – og så alligevel, havde han sin helt egen unikke stil; de grå var noget for sig, samt det at når han smilte som han gjorde nu, så hans tænder ud til at være noget alá en kødæder – Men Val, rationel som hun var, undskyldte det med at hun i sin fart efter at få et kig på mandens krop og så gå videre til den næste godbid af hans udseende, havde forvekslet hans tænder med dyre-tænder. Som hun altid gjorde, når hun blev nysgerrig gav hun sig til at pille ved øreflippen hvor hun hurtigt fandt den sorte ørenring at lade fingren cirkulere om. Val opdagede da at hun ikke smilte, og satte et lynhurtigt smil op – der ændrede meget af hendes ansigt, hun lignede nærmest en helt anden person på bare 1 sekund!
Val tænkte hurtigt da hun svarede på mandens spørgsmål om hendes gøremål her. ”Afhentning af en bekendt jeg har.” løg hun, hvilket hun faktisk var ret god til – det fulgte vel med evnen der var tilegnet hende ene og alene?
”Er man da ikke altid på flugt fra noget?”. Hun svarede på et spørgsmål, med et spørgsmål som hun havde fået at vide at de fleste – for ikke at sige langt mange af dem Val kendte – fandt dette irriterende. Det kom dog ikke ud som en tilfældig kommentar, men på en mystisk og overlegen måde. Men hvorfor ikke? Val var jo vant til at kunne styre sine omgivelser, og hvad der skete omkring hende, så derfor var det vel en refleks at hun kom til at lyde som en der tit bestemte fordi de passede på hendes hverdag?
Ud fra fyrens spørgsmål og så hans efterfølgende bevægelser at dømme, var det spørgsmål han så stillede ikke ment som en hjælpsom gestus rettet mod hende – men en gestus kun beregnet på at hvis hun svarede ja, var hand den der ville få gavn af den. Måske var det også derfor, at hun var utilfreds med det næste spørgsmål, hun var jo ikke en der ikke vidste noget. Måske var det også netop fordi at hun godt kunne lide at bestemme ting og vide ting, at hun ikke kunne lide hendes eget svar på det spørgsmål? Hun så ned mens hun svarede, for ikke at han skulle se ydmygelsen i hendes øjne selvom hendes kropssprog jo tydeligvis udtalte det.
Hun tænkte lidt over. hvordan hun skulle svare og samtidig bevare sin løgn o bare at hente en ven. Og kom så frem til, at det vel var logisk at der hvor billeterne var, var der vel også et oversigtskort over lufthavnen, ikke? Det håbede hun da stærk på.”Kan du.. kan du vise mig..” begyndte hun, og prøvede for alt i verdenen at fortsætte uden at lyde alt for ydmyget. Hvilket hendes forsøg kun understregede. ”Kan du vise mig hvor man får en flybillet henne?” afsluttede hun. Ydmyget over at hun ikke vidste det, men helt ærligt – så havde hun fundet sit liv her i Di Morga ret tilfredsstillende igennem årene. Måske var det fordi, hun havde vidst hvornår nogle gode ting ville ske – og hvornår nogle dårlige ville ske.

Han havde ikke haft nogle rigtig plan omkring hende, men den kom til syne da hun spurgte hvor hun kunne købe biletter. Han ville sikkert have tænkt det mere igennem hvis han havde fået chacen, men nu havde han chancen, og den måtte han gribe hvis han ville stoppe hans lyst der voksede i ham. Han lod de metal grå øjne glide igennem lufthavnen mens han let fugtede sine læber. Der var ikke mange steder man kunne være alene, og han skulle bruge lidt mere end blot et 'følg med' hvis han skulle have hende i nettet. Efter hans mening var det tydeligt at se hvor hun skulle gå hen, men udnytte hendes uvidenhed gjorde det blot nemmer, og betød ikke noget for ham. Han smilede kort til hrøende, så hun måske kunne se tænderne, før hans læber lukkede sig om dem. "Hvor vil du hen?" Han lage hoved let på skrå. "Lad os kigge på priserne først." Sagde han en smugle pedagoisk, og viftede hende med sig hen mod en gang der var lidt væk fra menneskemængden. Der stod nogle maskiner hvor man selv kunne chekke ind, men de kunne også bruges til noget andet, og så passede det fint at de var et stykke væk, så de nemt kunne stå i skjul og han kunne få hende til hvad han ville. Hun var et menneske, naivt og dumt. Han trak vejret dybt, og smilede svagt, da han førte hende med sig over mod maskinerne. "Har du aldrig fløjet før?" Han lage hoved atter hoved på skrå mens han kiggede på hende, og håbede hun sagde nej, for ellers skulle han bruge mere hoved. Det var ikke fordi han ikke ville det, han var bare for doven til at ville gøre mere ved det, for ellers kunne han da bare tage ned på den lokale stripbar hvis hun kostede for mange problemer. Han smilede et kort charmerende smil til hende, før han stoppede op, og lænede sig afslappet op af en stensøjle der dækkede for dem på de fleste vinkler. Det eneste der ville være et problem var hendes megetmulige skrig, men det skulle han nok få bugt med. Hvilke måde var dog stadig ikke sikkert, men den tid, de problemer. Han lod blikket glide ned af hende, og smilede kort igen, dog kun ganske kort så det var umuligt at se som menneske. 

Val - som ikke kunne se op over alle de mennesker der gik rundt og udgjorde en skærmingsmur, mændende fordi de alle var høje, og kvinderne fordi de var amazoner i hæle - tænkte over mandens spørgsmål. Hvis hun bare sagde at hun skulle væk, ville lægnen være smadret. Styrtet til jordne som en meteor. Så det kunne hun ikke fortælle ham, men hvad skulle hun så svare? Hu så sig hjælpeløst omkring, prøvede at find én idé som om den stod skrevet et sted omkring hende – meget usandsynligt, hvilket dnen helle rikke gjorde. Til sidst skulle un til at svare, men blev så afbrudt af ham - priserne? Det havde Val ovehroveet ikke skænket en tanke! For satan, hvordan kunne hun have glemt det? ”Shit, det havde jeg glemt. Ser du denne bekendte, ringede først her til morgen.. og min pung, har jeg forlagt i lejligheden..” hun begyndte at blive nervøs nu. Hun bed sig hurtigt i læben og lukkede øjnene for at tænke, hvordan skulle det så gå hende, hvis det var sådan det stod til? Hun ville bare væk – væk, fra dette sted så hun kunne overleve. Bekymringer, følelser og tanker fyldte Vals hjerne til bristepunktet med sine spørgsmål, der kun blev mere og mere foruroligende og paranoide. Hun blev helt væk i sine tanker, følelser og frustrationer før hun åbnede øjnene igen, da hun blev ført videre da han tog fat i hende.
Denne fremmede førte hende hen til nogle underlige maskiner på et øde sted, isoleret fra mængden. Og jovist var det dejligt, at komme ud af mængden fordi der blev så klemt og stressende derinfd ei mylderet. Men hun kunne ikke slippe følelsen af at noget var forkert, men hvad kunne det være der var forkert? Val kunne ikke sætte fingeren på det, for hun havde aldrig været her før.
”Nope, aldrig nogensinde. Første gang jeg overhovedet er her” svarede hun, mens hun håbede at det ikke havde røbet noget om hendes egentlige mål her. I stedet for den løgn, hun havde stukket ham lige forinden.
Nu var Val endnu mere forvirret over sig selv, end sine omgivelser. Hvordan fanden hang hendes løgne sammen? Hvordan fanden skulle hun komme ud af landet, uden penge? Hvorfor løg hun også for denne fremmede, når hun ellers aldrig plejede at gøre det overfor nogen? Hun var vle heller ikke særligt god til det.. ikke mere. Ikke med alle de følelser der fyldte hende, som hun nu prøvede at abstrahere for. Forårsagende, at hun ikke anede hvor mandne havfde ført hende hen, blev hun lidt mere utryg end hun allerede var.
”Hvad skal vi her?” spurgte hun dumt, så sig omkring i omgivelserne, og håbede da at det at hun kke havde været her før, var undskyldning nok for manden, til at han ikke undrede sig eller blev mistænksom.
//Baah, ja okay.. jeg belv lidt forvirret.. Håber du kan find erundt i det.. ^^''//