~ I had to stay .. [Todd]

Månen, stor og rund, prægede den sorte nattehimmel, mens den badede verden i dens blege lys. En gavmild hånd havde drysset tusindvis af blinkende stjerner ud, som skiftevis blinkede i deres skinnende hvide farve. Mælkevejen tegnede sig som en bro hen over byen, og de tæt boende stjerner tegnede sirlige mønstre hen over himmelen.
En vind pustede nattens kulde rundt i de tomme gader. Den snoede sig ind og ud mellem skyggerne og det syge lys, som var den eneste lyskilde i denne ende af byen. En næsten usynlig grå sky gled hen over himmelen, og næsten som om den kunne mærke at hun fulgte den med sine dybe brune øjne, skyndte den sig at passere forbi.
Hun så rimelig malplaceret ud i dette skumle miljø. Hun var klædt i et par lange, tætsiddende, lyse cowboy bukser, som gemte hendes slanke ben væk. Over sig havde hun en sort, stram trøje på, som lagde sig perfekt om hendes figur. Hendes mørke ballarinaer klikkede rytmisk, og sendte den høje lyd rundt med vinden.
Man skulle tro hun frøs, med så lidt tøj hun havde på, trods nattens insisterende kulde, men nej, hun frøs ikke det mindste. Den stærke vind smøg sig om hendes krop, og fik det lange brune hår til at danse om hendes ansigt. Hun indåndede den med stor tilfredshed, for derefter at lukke den ud igen med et langt suk.
Hendes ben førte hende rundt om et hjørne, uden egentlig at vide hvor de var på vej hen. Hun havde slået hjernen fra, og fulgte bare byens snørklede veje. Dog, selvom hun gik længere og længere ind i det tætte mørke, så nød hun at gå rundt for sig selv. Hun følte sig fri … Hun havde også været indespærret hos sin 'hersker' i noget tid. Hvor lang tid vidste hun ikke, men som skyggerne havde tegnet sig på væggen, afhængigt af den smule sol der var kommet ind, kunne hun godt selv tænke sig til at der var gået omkring 2 ugers tid. Et dybt, længselsfyldt suk hørtes fra hendes læber, da hun igen mærkede vinden omkring sig, som en trøstende hånd, der tørrede hendes skjulte tåre..

Natten var stille alt for stille samt næsten helt kedelig noget den normalt ikke budte være men folk var optaget af de store kampe som fandt sted i denne uge kongen og en vidt fremmed sku kæmpe om hvem der var stærkest dog sku byens boger også kæmpe, men ikke alle vidste noget om dette ikke alle kendte til den kamp og slet ikke denne person som langsomt kom gående ned af gaden, skikkelsen holdt sig i skyggerne imens den roligt vandre videre denne skikkelse var en ung mand med en utrolig flot krop, han var iført en sort skjorte samt et par sorte jeans og et par fornemme lædersko med hvid snude, ud fra hans ene bukselomme hang en guldkæde hvor på et smukt gammelt lommeur sad fast på og vidste at klokken nu var 22:30 dette ur var lave ud af ægte guld desuden var der på vær viser sat en lille rubin uredtes tal var gammeldags samt små og bøjede, bag på uret var der indskrevet nogle gamle ord på et fjernt sprog rundt om ordne var der lavet en smukt blad agigt mønster. han var høj men ikke for høj hans krop var desuden muskuløs dog lagt fra overdrevet eller pumpet, hans hud var lige bleg ligesom andre vampyrers og hans ansigt ovalt eller hvad man nu ville kalde det, hans øjne var mørkebrune næsten sorte og det var svært at se den sorte cirkel i midten, hans øjenbryn var smalle samt velforme og plejet så var der hans hår som havde en mørkebrun farve og som var kort dog ikke alt for kort, det var redt lidt tilbage så det stritte let op(se avatar denne mand var Todd en ung vampyr som for få dage siden var ankommet til dette land, han trådte roligt ud af skyggerne imens han så let rundt med et charmerende blik, han var som altid ude på jagt dog ikke efter mad denne nat men lidt selskab af det modsatte køn da han trængte til lidt selskab og desuden måtte han lære lidt om dette land han nu var endt i, men natten var stille og han ku ikke rigtigt opfange nogle lugte.

En tung lugt af fugt og råddent affald ramte hende som et slag i ansigtet. Hun kunne næsten mærke den kravle omkring hende, og sluge al den friske luft, som omgav hendes spinkle krop. Hendes hud sitrede let da mindet om den indelukkede kælder under Maison de fous sneg sig frem, som et usselt lille væsen. Ubetydelig i dens størrelse, men følelsessvækkende hos den der havde oplevet det. Den fyldte hendes indre med indædt had og dybt raseri, og hun mærkede sin sårede sjæl flosse i kanterne, som om nogen satte en lighter hen under den. Hun knyttede de slanke hænder så knoerne fik en hvid farve i bare anstrengelse. De lange, velplejede borede sig ind i det bløde kød på undersiden af hendes hænder. En let snerren undslap hendes læber, idet hun begyndte at skære de hvide tænder mod hinanden. Hvorfor skulle hun abeslut være så svag en art? Hvorfor kunne hun ikke kæmpe imod og få den idiot ned med nakken? Urg, hvor ville hun gerne se ham lide, lige så meget som hun havde gjort.
Hendes krop skælvede da en vind omfavnede hende i en kærlig gestus. Hun slap al hadet ud gennem en udånding og hun kunne næsten se vinden tage den og sende den langt bort. Hun smilede taknemlig og mærkede den stærke luft flette fingre med hende.
Hun rundede endnu et hjørne, mens hun gloede åndsfraværende ned på sine sko. Hun hørte et par skos taktfaste lyd sekundet før hun stødte ind i en bred, stærk brystkasse. Et let 'hov' hørtes fra hendes læber mens hun trådte et forbavset skridt bagud. Hun rettede blikket op, og så et kønt, drenget ansigt med et par smukke, mørke øjne placeret midt i det hele, så de stjal al opmærksomheden. Hans hud var ligbleg og stod i kontrast med det brune hår som var let redt tilbage, men det så dog stadig pjusket ud – præcis som hun kunne lide det. Hun kunne stadig mærke den muskuløse brystkasse mod sin pande og den lette kulde der bredte sig ud fra den og ned over hendes barnlige ansigt. Et skævt smil pyntede pludseligt hendes let lyserøde læber mens hendes brune øjne hvilede på hans perfekte ansigt – ifølge hendes 'drengeansigts skala'.
Den ligblege hud og kulden der strålede ud fra ham, fik hende – igen – til at tænke på sin 'herre'. Hun bed tænderne sammen og skubbede tanken væk, lige så hurtigt som den var kommet. Han var nok også vampyr … Hmpf.
Hun lod ham ikke se sin 'sårbare side', for smilet fandt hurtigt vej til hendes læber igen. Hun vidste ikke rigtig om hun skulle sige 'hej', når nu hun havde tilladt sig at stå og savle over ham så længe. Måske skulle hun også bare gå? Han ville hende sikkert ikke noget godt.. Men hvis han gjorde hende noget, kunne hun jo bare flyve væk.. Eller beordre vinden til at kvæle livet ud af hans krop.. Så længe hun forholdte sig udenfor, selvfølgelig.

Todd sukke let denne nat kede ham og han ville snart ikke gå rundt mere vid ikke han ku finde selskab måtte han vel tag hen på hotellet og op i sin store suite som han havde lejet for nogle af de mange millioner han ejede, dog var han ved at kigge efter et hus som han selv ku indrette og som ikke brugte så mange af hans penge selvom han havde nok det ku nu også tydeligt ses på ham for hans tøjstil var meget dyr samt moderne. Todd vandre videre ned af gaden for så at dreje ned af et hjørne dog nåde han ikke at dreje for en ung kvinde ramte lige ind i hans trænede brystkasse dog faldt hun ikke, Todd lo venligt imens han let betragte hende med et charmerende blik i de mørkebrune øjne hun lignede en der lige havde opdaget verdens bedste is på den måde hun stod og stirrede på ham dog tog han det pænt, hun syns vel om hans undseende det var nu også forståeligt for en mand som ham sku man lede længe efter"se dig for, smukke"sag han let med en charmerende let mørk stemme som bare lød utrolig smuk, han blinkede let til hende"vad skyldes æren?"tilføj han så let, lige nu var han ikke ude efter mad derfor ku hun være rolig faktisk ville han heller ha hende med hen på en lille bar eller hen på hotellet for denne kvinde var køn efter hans mening, han var ret kræsen hvad angik kvinder men det var nok også efter det der var sket for mere end 1000 år siden noget han aldrig ville glemme men måtte leve med men det ku han nu også uden problemer, hans brune øjne prøvede på at få øjnekontakt imens han vendte på et svar dog rakte han hånden frem imod hende som et gestus, Todd var eb mand med manere og sådan en mand de fleste kvinder drømte om at få men der var dog ingen der havde vundet hans kolde hjerte som dog ikke var så koldt som andres vampyrer.

Hans latter snoede sig om hende, løb hen over hendes nøgne hud sammen med den kolde vind så en let kuldegysning løb gennem hendes krop. Hun vidste ikke rigtig hvorfor, men hun følte sig tiltrukket af ham, på en mærkelig måde. Han var jo vampyr, for pokker! Et utilregneligt , blodtørstigt bæst, der kunne springe på hende når som helst og mæske sig i det blod der nu pumpede rundt i hendes åre. Hendes hjertes takt steg et par slag og hun mærkede det blidt banke mod hendes ribben, som var der for lidt plads til dette livsnødvendige apparat. Hun mærkede pludselig en brændende fornemmelse over det venstre bryst, men hun stoppede tankestrømmen inden den nåde at tage fat i hende.
En vind løb forbi hendes øre og med sig bar' den hans lidt mystiske stemme som kildede let i øregangen. Hun lagde hovedet en anelse på skrå og lod hans melodiske stemme strømme rundt i hendes lille verden. Hvad var der i vejen med hende? Denne ukendte følelse var ikke en rar en. Den tryllebandt hende, på en ufrivillig, men alligevel villige måde. Var det noget han gjorde ved hende med vilje? Kunne han sådan få folk til at falde pladask for ham? Eller var det bare hende? Dog måtte de fleste tøser da falde for dét udseende. Hun rettede kort sit blik ned over hans tilpas muskuløse krop, som tårnede sig op foran hende. Han havde god stil, det måtte hun da gi' ham. Det så også dyrt ud … Hendes eget tøj var noget de fleste gik rundt, dog var det også i den halvdyre ende. Hun nød at gøre noget ud af sig, selvom hun ikke gik med sminke, hun behøvede det ikke. Hendes naturlige skønhed kom fra den del af hende der var dæmon, og hendes hår- og hudfarve kom fra hendes animagus' brune fjer.
Hvad æren skyldes? Æren var det helt og aldeles på hendes side. Et skævt smil pyntede hendes ansigt, og hun rettede sig igen rankt op. ”De var vidst bare heldig i dag, hr..?” Spørgsmålet om hans navn blev hængende i stilheden mellem dem. Vinden havde ligeså båret hendes stemme rundt om hans robuste, kolde krop, og hun kunne hurtigt genkalde den sitrende fornemmelse hun havde haft, der hans stemme havde tryllebundet hende. Hendes stemmelage havde en beroligende klag, samtidig med at den var drillende. Charmen glimtede ligeså gennem hendes øjne, da hun fik øjenkontakt med ham. Lige meget hvor god stil han havde, ville det altid være hans øjne der vandt hendes opmærksomhed. De var som 2 sorte huller, midt i et nydeligt ansigt, som havde en charmerende, næsten flirtende, facade der gjorde hende 'vild i varmen'.

Todd var ikke som andre vampyrer han var langt fra så blodtørstig og drabs gal som de fleste andre vampyrer var man ku stole på ham og regne med ham han var en høflig samt forførende desuden var han en ren gentleman som holdt sit ord, han brugte igen magi det var hende selv der blev tiltrukket af ham dog var vampyrer i forvejen ret forførende væsner som nemt ku tiltrække folk, han var dog bedre til det end andre desuden var hans udsende et stort plus samt hans milde sind. Todd betragte hende blidt hans brune øjne prøvede at fange hende imens han langsomt begyndte at læne sig op af muren bag sig"mere ind heldig unge frøken"sag ha forførende "navnet er Todd Torres"tilføj han let hvorefter han bukke svagt"og deres navn smukke?"tilføj hans så letter charmende imens han langsomt vendte blikket mod himlen"hvad laver de ude på denne tid?spurgt han så let"og må jeg byde dem på en drink vis de har tid"tilføj han letter forførende imens han igen vendte blikket mod hende, de var nu heldigt at hun var stødt ind i ham og at hun var så køn, vis hun havde været menneske ville han nok ha drat hende men det var hun skam ikke, han ku ikke helt lugte hvad hun var men så længe hun ikke var menneske eller dværg var ha tilfreds nok, han løftede et letter spørgende øjenbryn imens afvendte hendes svar på hans mange spørgsmål, han var en mand med mange ord og ku snakke i timevis blot om den samme ting vis det sku være. Han kørte let en hånd igennem det brune hår imens han stadig så på hemde.

Gad vide om han kunne fornemme hvilken race hun var? Eller skulle man heller siger racer? Hendes dæmon var måske den der slog mest igennem, men det kunne være han bare troede det var af vindens frie vilje at den snoede sig rundt om ham, som slangerne snor sig om deres bytte, før de kvæler det. Denne tanke fik hendes smil til at få et sadistisk skær, men det forsvandt dog hurtigt igen, da hun ikke lige havde tænkt sig at gøre ham fortræd. Ikke lige nu, i hvert fald.
Et 'hmpf' undslap hendes læber. Hvornår var det lige hun var begyndt at tænke på det? Hun havde aldrig været et morderisk eller sadistisk menneske. Ikke før hun mødte ham, hendes hersker altså. Urg! Hvorfor var det hun hele tiden kom til at tænke på ham? Det var som om hendes tanker bevidst bevægede sig i hans retning! Hun modstod trangen til at massere sine tindinger med cirkulærer bevægelser, hvilket hun ellers plejede at gøre hvis tankerne blev for meget.
Hendes smil blev større, og hun lignede lidt en lille pige som var faldet i snak med en af de ældre, smækre lækre drenge. .. Todd? Det mindede hende om en lille dreng fra hendes barndom. Hun grinede sagte over mindet af drengen med de store, runde briller, der fyldte det meste af hans skræmte ansigt. Hendes grin blev igen erstattet af det skæve smil og hun lod en vind blidt strejfe hans faste kind. ”Aurye” Hun rullede på r'et med et forførende blik der fangede hans. Hun nejede ligeså lidt og da hun bukkede hovedet faldt det meste af hendes hår ned for hendes ansigt, og skjulte halvdelen af det.
”Jeg kunne spørge dig om det samme..?”. Gad vide om han ville gætte hvad hun var, hvis hun sagde hun var gået ud for at mærke vinden? Jah, mon ikke det ville være et skub der hen af? Hun løftede mentalt på skuldrene og valgte at ignorer sprøgsmålet.
Wow, inviterede han hende allerede ud? Når ja, et sted skulle man jo starte. Hendes smil blev bredere så det afslørede hendes perlehvide række af tænder. ”Jeg har altid tid..” Jeg har altid tid til dig.. Den usagte sætning fik hendes dybe øjne til at glimte flirtende. Hun havde oceaner af tid, også selvom det ikke var til ham. Hun ville under ingen omstændigheder vender tilbage til det mørke hul, hendes herre kaldte hjem, frivilligt..

Todd smilede forførende til hende imens de brune øjne nøje så på hende samtidig med at han lage hovedet let på skrå for bedre at ku betragte hende, hun var smuk det måtte han indrømme hun passe til hans ret høje krav om udseende men var der også hjerne nok i hende? det måtte han finde ud af derfor skruede han lidt mere op for charmen og sendte hende et flirtende blik, han lo lidt med da hun selv grinede dog vidste han ikke hvorfor hun lo så derfor stoppe han selv igen, han trådte et skridt væk fra vægen men også tætter på hende dog gjorde han det på en elegant samt rolig måde for ikke at skramme hende han var måske lidt for hurtig til at inviterede hende ud men hvad så? han ville ikke miste hende der var noget ved hende som tændte hans indre flamme og fik ham til at skrue op for sin charme"Aurye sikke et smukt navn"sag han let imens han så hende ind i øjne"jeg ville blot finde lidt drikkelse "svarede han så let med et frækt glimt i øjet"må jeg så byde dem på en drink eller invitere dem med hjem?"spurft han letter forførende, han ville ikke lade hende slippe han måtte finde ud af noget mere om hende og hvad hun var. Han vidste ikke hvad hun havde gennemgået men vis han gjorde ville han nok få folk til at dræbe den som havde skadet hende, han rakte blidt hånden frem imod hende som en gestus og som et vil du med?

Hun havde intet imod at flirte og charmere sig ind på ham, eller blive forført for dens skyld. Hun fandt det faktisk underholdende, på en ikke-grinende måde, men det fik alligevel hele hendes krop til gløde. Hun følte sig tryg nok, selv da han skubbede sig væk fra væggen og dermed kom tættere på hende. Så længe han ikke brød ind for hendes 'private cirkel' kunne hun stadig smile skævt og afslappet til ham. Det var kun nærkontakten hun havde problemer med. Den gjorde hende nervøs, eller skulle man hellere sige bange? Hun bar' altid rundt på sin dybeste hemmelighed, godt gemt væk, men alligevel lå den og lurede lige under overfladen, parat til at springe frem og bringe væmmelse rundt med blodet der løb gennem hendes åre. Tanken fik hende til at bide sig i læben mens hun let kneb øjnene sammen i en sørgmodig grimasse.
Han, hendes far, havde dog aldrig slået hende. Hun havde hellere aldrig gjort modstand. Hun havde ikke turet. Hun havde altid følt sig bange, forvirret, krænket og forrådt, hver gang han kom ind på hendes værelse og i ly af mørket havde voldtaget sin egen datter. Hans datter! Hans fucking egen datter!
En anstrengt lyd undslap hendes tætpresset tænder, og hun sank en hård klump som hun kunne mærke hele vejen ned i maven. Hun kunne jo godt se nu, hvor hun var blevet ældre, at hun burde havde sladret til nogen, betroet sig til nogen om hendes fars udnyttelse af hende. Men hendes fars trusler var blevet indprentet på hendes sjæl, stadig ligeså tomme som de havde været, da han havde sagt dem første gang.
Hvorfor skulle hendes minder altid ødelægge alting? Nu stod hun her foran en toplækker fyr og var ved at tude! Hvor dybt kunne man lige synke?! Hun måtte til at lære at få sine følelser på et minimum. En alternativ fjende skylle jo helst ikke se hendes svagheder..
Hun tog en dyb lydløs indånding og mærkede vindens helende hænder kærtegne hendes indre sår. Smilet fandt igen vej til hendes læber, og hun fik samtidig kontrol over sine våde øjne. Hun kunne dog stadig mærke mindet nage bagerst i sin bevidsthed, men hun lukkede den inde bag lås og slå, for derefter at ignorere dens lokkende kalden. Gad vide om han havde set hendes knuste blik og de ulykkelige vibrationer der havde strømmet ud fra hendes krop?.. Hun blev enig med sig selv om, at hun ikke ville snakke med ham om det, også selvom han spurgte ind til det. Det var et meget privat område.. Kun én havde 'set' det. Og han havde absolut ikke spurgt om lov.

'Jeg ville blot finde lidt drikkelse'. Hans ord gav genlyd i hendes øre, og hun syntes de lød en smule forkert. Vampyrer drak jo blod.. Hun følte det som om en havde hvisket det i hendes øre, og en kuldegysning løb gennem hendes krop. Hun fangede øjnkontakten mellem dem og sendte ham et gennemborende blik, forsøgte at finde bare en lille antydning af at han ville mæske sig i hendes blod. Hendes hjerte begyndte at slå hårdere inde bag hendes ribben og lunger, og hendes muskler i armene skiftede mellem af spændes og slappe af. Han lignede altså virkelig ikke en der kunne finde på at såre hende. Men måske var det bare noget han spillede? Inderste inde kunne det jo vise sig at han var et vaskeægte blodsugende monster?
Hendes blik blev en smule mere venligt men vinden rev advarende i hans hud, dog uden at påføre ham smerte, bare en simpel påmindelse på hvilket stærk element der omgav ham. Hun rakte forsigtigt hånden frem, og lukkede den om hans iskolde, men alligevel brandvarme, hånd. ”Hmm .. Du bestemmer, smukke”

Todd betragte hende og løftede let et øjenbryn da hendes smil forsvandt og et utilpas udtryk kom frem på hendes ansigt, han ku også fornemme at der var noget hun kom til at tænke på som hun ikke ku li men hvad? han ville dog ikke læse hendes tanker da det ikke var noget han sku blande sig i selvom lysten var der, men han beherskede sig han følte sig ikke helt som andre vampyrer og ville heller ikke være som andre langt fra som forretningsmand måtte man ha manere og ikke rode i andres tanker uden at ha fået lov han var hvad man ville kalde en sand gentleman.

Da hun så bedre ud igen sendt han hende et charmerende smil"er de okay?"spugt han kort hvorefter hans smil blev større idet hun tog han hånd"fint smukke"sag han let hvorefter han roligt begyndte at føre hende ned af gaden imod en bar, han lage forsigtigt sin anden arm om hende imens de gik dog mærkede han vinden gribe lidt fat i hans hud og det fik ham til at tænke på at hun nok var luftdæmon eller boget i den stil dog lod han tanken ligge.

Todd førte hende elegant af sted indtil de nåde baren, han slap hende så blidt hvorefter han åbnede døren for hende og lod hende gå ind før han selv gik ind, bartenderen og de få kunder der var så undrende på de to nyankommende dog tog Todd sig ikke af det de undre sig sikker hvorfor at en så fornem mand som ham kom sådan et sted som dette men det var han dog ligeglad med, han førte hende let ned il et bord i hjørnet hvor han trak en stol ud for hende dog uden at sige noget, et forførende smil lå roligt på hans læber.

Hendes blik blev langsomt fjernt, og smilet, der passede til hendes milde ansigt, falmede. Om hun var okay? Hm, det var hun vel aldrig, egentlig. Der var altid ting der nagede hende, og væmmelige oplevelser der blev ved med at vende tilbage, for at se hende lide under dem. I stedet for mindet om hendes far, dukkede hendes herre pludselig op for hendes indre øjne, og hun gispede mentalt. Det var som om han virkelig befandt sig i hendes sjæl, som om han var.. en del af hende. En skælven løb igennem hendes spinkle krop, og hun klemte en smule hårdere om hans hånd; den eneste ting der holdte hende til virkeligheden. Hun mærkede den velkendte brændende fornemmelse under trøjen, og hun bed tænderne sammen, da den tog til i styrke. Hun kørte automatisk en trøstende hånd over arret, som efterhånden var blevet en pæn lyserød farve. En arm blev lagt om hendes krop, og hun blev revet ud af sit indre maridt, mens hendes herre forsvandt med et ekko af en ond latter.
Hun drejede let sit hoved, og kiggede med et skævt smil op mod Todd's perfekte ansigt. Hvis han ville spise hende, så værsgo. Hun havde alligevel hellere ikke noget særlig at leve for, også kunne hun da dø sammen med verdens smukkeste mand. Et let 'hmpf' undslap hende, da hendes smil blev bredere. Hun var da ved at blive skrub skør.

En dør blev åbnet for hende, og hun nikkede anerkendende til ham, stadig smilende. Et blidt lys strømmede ud fra baren, og lagde sig som en lys skygge på de beskidte brosten, der udgjorde gaden. En tung lugt af sprut og mennesker slæbte sig omkring dem, og hun mærkede en tæt varme krible på hendes brune hud. Hun trådte forsigtig ind på det slidte trægulv, og kiggede med en neutral mine rundt på de ansigter, der bedømte dem med et afmålt blik. Hun lod Todd gå først, inden hun med lydløse skridt fulgte ham tæt, som om hun var bange for at hvis hun kom for langt bagud, ville hun blive væk. Hun smilede igen til ham, da han trak stolen ud for hende. ”Jamen tak” sagde hun med en antydning af overraskelse, idet hun plantede sin bagdel på den. Det var da vel nok venligt af ham..?

// Jeg prøvede.. //