Moonlight [Misty, Karl, Todd og Charlie]

S: Gågaden i Terre
T: Klokken to om natten
O: Stille gader, lukkede butikker og barer
V: Varmt, omkring 28 grader

-------------------------------------------------------------------


Månen skinnede klart på denne nat og badede Terre i et smukt, sølvfarvet lys. Stjernerne var også helt tydelige, så himlen lignede et gigantisk, mørkt tæppe helt fyldt med små, smukke lys... Ikke en sky var at se.
Varmen var også god... sommeren i Di Morga var kendt for at være varm og dejlig, og denne nat var et pragteksemplar på dette. Otteogtyve grader og en let, lun brise fra øst.

Zane D'tarion stod ude midt på den tomme gågade og stirrede op på himlen. Stjernerne blev genspejlet i han smukke, lilla øjne som normalt var så kolde at man af og til kunne føle at man frøs når man så ind i dem.
Den lette brise legede lidt med hans lange, sølvhvide hår, som hang løst. En enkelt lok blev blidt skubbet ind over hans øjne, og han fjernede den stille med sin højre hånd.
Zane var iført et par lange, mørke bukser, et par læderstøvler, og intet andet.
Selv når der var koldt, nød han at gå i bar overkrop. Det gav også den bedste fleksibilitet hvis han skulle komme ud for at han blev nødt til at kæmpe. En rustning eller bare tøj ville kunne være i vejen..

Zane, ubevæbnet som han så ud, lagde armene over kors og sukkede dybt mens han stadig kiggede på stjernehimlen. Natten var stille og rolig... og måske var det en af de ting han havde brug for siden Hun forsvandt...

Klokken var to om natten. Der var utrolig varmt i Di Morgas skønne. Måneskindet dansede på mørkeblå himmel. Fuglene kvidrede ikke. De sad i deres lune redder og sov. Der var dog en rovfugl der fløj tværs over himlen. Gyldne vinger som kunne tag stjernernes lys.

Ud af det blå fløj fuglen på gågaden. Ørnen forvandlede sig til en yndig blond skikkelse. Mørke brune øjne, og blød sommerkjole. Hendes orange/røde ballerina sko gik på jorden ligesom at gå på blomster. Den yndige skikkels navn var Misty. Misty Wayland. Hvad der bragte hende herud var ikke til at vide.

Mitsy henvendte sig til den nærmeste mur. Hendes krop stod lænet op af det. Det blonde hår løftede sig le i takt med den lunebrise. Mitsys arme sad over kors og hende blik gled på den bløde måne.

//OOG: Skal lige være væk i et godt stykke tid så bare spring mig over//

Det delvise mørke og den varme temperatur betød intet for en person uden følelser, det var overflødige tanker som ikke kunne bruges af folk der ville opnå ting i livet, eller som hamselv bare levede for at se andre dø. Den lange grå frakke baskede om hans fødder mens han bevægede sig lydløst afsted, han havde som sådan ikke et mål denne aften, men man vidste aldrig hvilke personer der gemte sig i skyggerne efter at mørket og stjernerne var brudt frem. De sorte læderstøvler lavede en lav distinkt lyd når han travede hvileløst afsted og de få personer der så ham ville tro han var på vej til et kostume party eller noget, for Nazist uniformen han havde på fik ham ikke ligefrem til at falde i et med tapetet, men når han kom tættere på og den iskolde lyd af hans metalliske vejrtrækning og det der lød som et kæmpe urværk samt masken kom folk på andre tanker og flyttede sig ofte for at komme væk, men af og til var der røvere som gjorde deres livs sidste fejl ved at henvende sig til ham eller direkte forsøge at rulle ham, processen var altid den samme og den ente altid med at Karl kom ud på toppen.
Karls skridt blev højere da vejen under ham skiftede fra at være asfalt til at være sten der udgjorde gågaden, hans før lave lyde blev sjovt nok også lidt højere som for at dække over at hans fodtrin var blevet højere. Et eller andet dyr på himmelen fangede kort hans opmærksomhed, den landede et par gader væk og han kunne med det samme gætte sig til det var en animagus, en ørn ville ikke flyve rundt på dette tidspunkt og desuden ville den ikke lande på jorden inde i byen hvor der var så mange farlige væsner og andet der med glæde ville æde en fugl på den størrelse. Hun ville ikke være en fare, men den sortelver der stod på taget bag ham med armene over kors var noget andet, han kunne mærke den svage aura af storhed der altid kom fra væsner der troede de var mere værd end andre, en fatal fejl der ofte havde ført en fjende til fald for Karls klinger.
Karl bevægede sig hurtigt ind i skyggerne fra en bygning så han havde frit udsyn til resten af gaden samt animagus'en og den person der stod på taget, intet ville komme bag på ham. *med følelser kommer kærlighed, med kærlighed kommer frygt, glæde eller sorg og af disse kan man ikke udvikle andet end anger når man endag står foran mig*, det lille motto som Karl levede efter, det opsumerede meget godt hvordan han var og hvad han stod for, han tænkte kun dette når han vidste at der ville komme til at flyde blod for hans klinger i løbet af natten.

Natten var faldet på og solen var enlig gået ned og om på den anden side af jorden for at lade en ny dag komme til men ikke i dette land, her var natten igen kommet som kaldet og månen var som altid kommet frem fra sit skjul luften var lun men det betød intet for en høj muskuløs skikkelse som roligt kom gående ned af gaden inde i skyggerne hvor den ikke ku ses, skikkelsen gik elegant samt med rank ryk dens påklædning var ikke sølle lang fra for denne person bar et sort fornemt jakkesæt hvor en hvid skjorte var inde under hvor de tre første knapper stod åbne så man ku se lidt af mandens muskuløse overkrop, ud af jakkens lomme hang en guldkæde hvorpå et smuk men gammelt lommeur hang fast dette ur var lavet ud af ægte guld på dens viser var der sat små rubiner og bag på uret var der skrevet nogle ord på et æld gammelt sprog rundt som bogstaverne var der lavet et blad agtig mønster, på fødderne bar manden et par sorte laksko med hvid snude som langt fra havde været billige. Mands hud var ligbleg næsten som porcelæn dog ikke så skrøbelig dens øjne var mørkebrune næsten sorte og over dens øjne sad to velformet brune øjenbryn, han havde desuden lidt skægstubbe dog ikke mange hans hår var mørkebrunt samt kort og var redt let tilbage så det stritte svagt op dog på en perfekt måde(se avatar). Manden her var vampyr det var der ingen tvivl om dog var han langt fra så blodtørstig som andre hans navn var Todd De Torres en ung forretningsmand med gode manere og masser af selvtillid.

Todd vandre roligt af sted han sku intet nå denne nat og havde enligt heller ikke noget mål han havde bare brug for at komme lidt ud i det fri derfor var han så endt her, han trådte roligt ud af skyggerne så han blev synlig imens han roligt vandre videre med en elegant gang, han lage ikke mærke til væsnerne omkring sig da han var langt væk i sine mange planer, et charmerende smil lå hen over hans smalle læber og hans øjne bar et tænksomt udtryk, Todd var en mand kvinderne faldt få det ku tydeligt ses da han var utrolig smuk samt charmerende. //undskyld de mange detaljer kan ikke lade værXD//

Der var ingen tvivl om at nogen ville gætte sig frem til hvad denne mystiske kvinde var, mens at hendes øjne glødede som den ildeflammende røde farve, hendes mave kom af og til med nogle rumle lyde, et tegn på at hun var sulten. Hun havde ledt hjemme i sit bolig kvarter, til Logement, men havde ej fundet en rotte eller bare et lille uskyldigt bytte som hun kunne dræne for blod, derfor var hun nået ind til gågaden, hvor hun måske havde større muligheder.
Uden at have lagt mærke til nogen, som hun stod i sin fine sorte detaljerede kjole der havde en flot udskæring til hendes kavalergang. Hvor hun udover også havde hun en sort cardigan, ikke fordi hun frøs, men denne gang havde hun bare noget over skuldrene, så hun ikke var så bar. Vampyr inden hed Charlie også kaldt Deniella. Det var forskelligt hvad folk kaldte hende.

Hun hvæsede da lidt så hendes hugtænder svagt kunne skimtes, da hun fik øje på en rotte, måske ikke det mest delikate måltid.. men noget måtte hun spise. Og det var for risikabelt for hende at tage et uskyldigt barn eller.. et menneske der gik alene, når det var på gågaden. Hun sprang nærmest ind i blindgyden efter rotten, til om bag containeren, hvor hun greb fast i byttet og begyndte at bide i det så hårdt at dens blod flød ned på jorden og lidt ned på hendes kjole, så hun fik blodpletter. Hendes herre, som hun var tjener for, ville nok ikke blive så forfærdeligt stolt når han så hende sådan.. men lige der kunne hun ikke styre sig. Hun var også stadig en ung vampyr.. hvad kunne man forvente? Hun stak sine hugtænder ned i rotten og begyndte at suge dens blod til sig, som et bæst hun var.

Zane tog blikket væk fra den smukke stjernehimmel, og kiggede først ned på Animagus'en, som havde forvandlet sig til et, i Zanes øjne, smukt, ungt pigebarn.
Han betragtede hende i et par sekunder mens han mindedes hende, som var forsvundet.
Så rystede han på hovedet og fnøs ad sig selv.

Det næste han opdagede, var vampyrpigen som fangede sit bytte omme bag en container.
Et koldt smil bredte sig på hans læber, og Zane sprang højt op i luften.
Han landede let og lydløst oven på containeren, og med armende over kors, stod han nu og stirrede ned på pigen med rotten.
Hans lilla øjne lyste af foragt.

”Hader du det? At spise skrald hele tiden?” spurgte han med en stemme så kold som is.

Karl kiggede rundt, der var mange i gågaden selvom det var længe efter at alle butikkerne havde lukket, han havde svært ved at se om der var nogen af dem som kunne udgøre en trussel, men kom frem til at alle der var i området ikke ville være dumme nok til at gøre ham noget, eller de ikke var stærke nok til at gøre ham noget, der var kun en person som rigtigt sprang i øjnene på ham og det var sortelveren der nu havde givet sig i kast med at snakke kvinden der havde sprunget efter en rotte som om det skulle være hendes aftensmad, havde det ikke været grundet hans egen tilstand kunne han næsten have tænkt makabert.
Fra skyggerne begyndte han at bevæge sig over mod elveren, men han standsede da det gik op forham der var en person han havde overset og som nu var kommet ukomfortabelt tæt på. Med det samme lød der en skinger lyd af en klinge der kom frem fra håndledet og Karl lod sølvklingen pege op mod Vampyrens (Todd's) strube, han kom med en lav advarende hvæsen der mindede om en slanges, men var alt for høj og dyb til rigtigt at være en. Efter den lille magtdemonstration lod Karl bladdet glide tilbage og han fortsatte sin færden over mod kvinden og sortelveren.
Den tikkende lyd der kom fra ham som et urværk ville advare dem om at han var på vej, men det var ligemeget, han var for tæt på til de kunne lave en hurtig flugt og desuden ville han selv ikke have problemer med at følge med dem hvis de skulle forsøge, men det var ikke kamp han var interesseret i, det var bare sortelveren som havde vagt hans opmærksomhed, Karl mindedes at huske et billede på hans herres kontor og til sortelverens ulykke lignede han til forveksling personen, spørgsmålet var bare om navnet passede til ansigtet, for i så fald var der meget som 'Zane' skulle sige.

//Jeg venter til min tur ^^//

Todd snusede svagt ud i luften en velkendt lugt fik ha til et løfte det ene øjenbryn let mon hans tjener var her? et sted i nærhden det ku tænkes og han måtte vel tjekke hvad hu fortog sig om det var noget han fandt upassende eller noget som var fint nok, han bevæge sig roligt imod gyden hvor færten kom fra men stoppe dog brat op, da en skikkelse kom frem foran ham med en kniv rette mod ham*hva?*tænkte han hurtigt imens han let trådte et skridt bagud imens de brune øjne betragte manden nøje sikke en mystisk person en sådan person passe langt fra til ham og hans erhverv "rolig, jeg vil dig intet "sag han hurtigt men alvorligt dog nåde han ikke at sige mere for så vendte fyren sig om og gik imod gyden den gyde han også selv var på vej til, han hørte væsnets underlige lyd men trak dog svagt på skulderen før han fulgte efter ham dog på lang afstand, Todd havde intet med kogen at gøre men han måtte vel møde ham snart vis hans fortegnings planer sku blive til virkelighed.

Todd stoppe kort tid efter op i åbningen til gyden han brune øjne vendte sig mod den kvindelige vampyr som han kendte alt for godt, hun stod og drak blod fra en ret så klam rotte noget han fandt upassende "Du slipper den rotte nu! vis du stadig vil beholde dit job" brummede han alvorligt imens han nøje så på hende, dog først efter lidt tid opfange han lugten af elever og så op mod containeren hvor en stort elver stod og så ned på hans tjener, desuden var manden fra før her også sikke en mærkelig samling efter hans mening dog trådte han et skridt længer ind i gyden imens han så skiftevis på dem alle.

Charlie slap ikke rotten med det samme da hun hørte en fremmeds stemme snakke til hende.. som om at han.. kom for at tilbyde noget bedre, den måde han spurgte ind til om hun hadet at spise skrald.. der lå en hel vandpyt med blod på jorden.
"Jeg ser ikke på det som om det er skrald.." kom det mumlende fra hende, inden at hun undslap et hvæs. Efter lidt tid hørte hun dog en velkendt stemme.. og hun rømmede sig lidt.. hendes rigtige herre.. og hun kunne fornemme at der var kommet en fremmed mere til stede. Hun slap rotten, så hun ikke længere havde den i hænderne, da Todd sagde at hun ville miste sit job hvis at hun ikke gjorde som der blev sagt. Hun slikkede sig hurtigt om munden for at fjerne det værste blod, selvom hun stadigvæk havde noget blod på sin fine kjole.. hun rejste sig langsomt op, mens at hun rettede sit blik mod sin herre(Todd) "Undskyld..."
.. hvad skulle hun ellers sige??
Hun kiggede lidt op mod manden der før havde sagt noget til hende, som der også stod oppe på containeren, inden at hun kiggede hen på den anden fremmed mand. "Er.. der møde her, eller hvad?.."
Et lille grin undslap fra hendes læber, imens at hun lagde sit hoved på skrå og afventede et svar. Charlie ventede også blot på hvad Todd ville sige til hende igen.. spørgsmålet var om hun ville blive straffet.. eller ej.. hun havde jo opført sig uacceptabelt, selvom hun ikke kunne gøre for det, ville hun gerne indrømme sin fejl.. men hun var jo en af nattens børn.. en ung vampyr som ikke havde nær så meget erfaring igen.

Zane vendte langsomt hovedet og kiggede ind i skyggerne, hvor Karl langsomt kom nærmere.
Dette... væsen... var langt farligere end den overmodige vampyr der lige havde beordret pigen til at slippe rotten.
Zane så ind i mørket som skyggerne udgjorde, og så direkte på Karls maske. Som Sortelver kunne Zane nemt se i mørke, og det var ham derfor let at se alle detaljerne ved Karl.
*Besynderligt individ... og interessant...* tænkte han.

Han hoppede ned fra containeren og landede imellem Todd og Charlie, mens han stadig kiggede på Karl.

Så rev han sit blik væk fra det underlige, maskerede væsen og mødte Todds blik med øjne så kolde som is.
”Bøj dig i støvet, og vov ikke nogensinde igen at afbryde en samtale mellem mig og en anden person. Vov aldrig igen at tale til mig før jeg er færdig med at tale, og vov aldrig igen at kommandere nogen som jeg taler med. Hvis du gør det, vil du dø.” sagde han koldt og alvorligt. Truende, faktisk.

Han var slet ikke i tvivl om at denne vampyr var ham underlegen... men mon vampyren vidste hvem han stod over for?

Zane lagde igen armene over kors og vendte ryggen til Todd.
Han så på Charlie med et vurderende blik.
”Du er tynd... ingen mavemuskler, ingen armmuskler... du er ingen kriger, og du er ingen sand jæger. Et råd vil være at rive dig løs fra dette tilsyneladende uduelige individ,” sagde han og pegede over på Todd.
”,og leve livet som en fri fugl.” sluttede han.

Han var så vred indeni... men ikke på Todd, ikke på nogen af dem her. Alligevel kom det en anelse ud når han sagde noget.

Selvom hun var fugl kunne hun stadig tale. Misty gav et lille 'hyl' fra sig. Kort fløj hun langs jorden og blev til sin menneskeligeskikkelse. Hendes ansigt var utrolig neutralt. Øjne var fæstet på pigen som blev kaldt Charlie, og Todd, Samt Zane som de nok hed. Selvom hun var blevet menneske igen fortsætte hun stadig en yndefuld vandring. "Godaften" Sagde hun følsesløs. Hendes blik var lavere end en ligestreg. Hun stoppede op og kiggede stadig med det faste blik.

Tiden fortsætte og ingen sagde noget. Havde hun forstyrret? Nå, det kunne der ikke gøres noget ved.

//Undskyld det korte og sene svar//

En rav rumlen kom fra Karl og der var en høj og skinger mislyd der ville sprænge trommehinder havde det ikke været fordi Karls tøj til en hvis grad gemte det værste, men det ville stadig være mere end højt nok til at de omkringværende ville få ondt i ørene, med en langsom dog hård bevægelse slog Karl sig selv i brystet så der kom en knald der mindede om det når man slog på løst metal og den høje og smertefulde mislyd forsvandt med det samme. Det lod ikke til at Karl tog det særlig tungt og hans ansigt var stadig rettet mod Zane da de andre ikke vagte nogen form for interesse, de virkede ikke til at have nogen for for opsigtsvækkende styrke der ville give det mindste besvær, Zanes blik blev mødt med iskoldt ingenting udover urværket og lyden af han vejrtrækning.
Kvinden 'Charlie' virkede ikke til at være en vampyr med megen omtanke, pli eller nævneværdig stolthed, en vampyr med respekt for sig selv ville ikke nedlade sig til en sådan akt, at dræne rotter og hendes herre virkede ikke til at han kunne stille meget op, han havde ikke engang givet hende en lussing, et klart tegn på at han var konfliktsky og ikke ville kunne stille meget op hvis Zane valgte at gøre alvor af sine trusseler, den sidste kvinde der var kommet til var til stadighed mere opmærksomhedsvækkende, Karl havde aldrig brudt sig meget om animagus, de var for uforudsigelige og så var de ikke altid lige omfattet af hans krafter som alle andre væsner.
Karl stillede sig helt op i ansigtet på Zane som om han havde noget ubehageligt at sige til ham, men der kom ikke et ord, Zane var helt sikkert en af de personer som Scars ville have udryddet eller taget til fange, men han virkede til at have mere at byde på hvis Karl for denne tid lod ham være, han ville gerne se hvad Zane kunne udrette inden han gjorde noget. Efter at have stået med sin maske ganske få cm fra Zane's ansigt vendte han i stedet sin opmærksomhed mod 'Charlie' og hendes herre, han gik helt hen til hende og kom med en meget høj hvæsende lyd der varslede at han ikke brød sig om dem og mere eller mindre stillede sig udfordrende til dem, hvis de trådte meget ved siden af skulle de smage det bedste af det tredje riges teknologi... ham.

Todd løftede et øjenbryn dog nikkede han kort til Charlie hvorfor ku hun ikke finde bedre bytte? han ville aldrig synke så dybt han ville aldrig dræne en rotte for blod om det så galt liv eller død den slags dyr så han ikke som andet end skidt der ikke sku komme tæt på ham og hans mange planer, men han ville ikke straffe hende nu hvor her var andre og da slet ikke den mystiske mand som han ikke helt ku finde ud af hvad ville, Todd så dog hurtigt mod sortelveren da den snakke til ham faktisk truede ham blot fordi han havde snakket til sin tjener, hvem troede han enligt han er? Todd kendt ham ikke han var dog heller ikke opvokset i denne del af landet så det var en af grundene, Todd overvejede kort sit svar"jeg snakker til min tjener når det passer mig, det var slet ikke for at forstyrre dem"svarede han så let med en alvorlig tone.

Folk så ikke Todd som stærk men helt svag var han dog ikke men hvorfor kæmpe når man kan snakke sig fra det? sådan havde han det"hun er fri, hun er ikke slave eller noget hun tjener bare penge på at arbejde for mig"tilføj han så let, da Karl den mystiske fyr gik hen til elveren flytte Todd hurtigt hen ved siden af sin tjener, han så kort mod hende med et blik der fortalte at hun måtte passe på hvorefter han så mod de andre væsner, idet samme vendte han blikket mod dem men hvorfor sagde han intet? ku han ikke snakke? ret mærkeligt nu stod han også ret tæt på hans tjener Charlie dog forholdt Todd sig roligt selvom han kub se at disse folk var farlige, vis han vidste at Karl arbejde for kongen vil han da han givet ham et brev for han vil med stor glæde snakke med kogen.

Charlie fnøs. Typisk mænd. De skulle for det meste altid vise sig. Hun hvæsede så hendes skarpe hugtænder kunne ses. "Gå væk!" hvislede hun til den fremmed der stod foran hende, mens at hun mærkede hvor tæt Todd egentlig stod bag hende.
Dette irriterede hende groft. "Og du! Skal ikke sige sådan noget over for ham!" sagde hun med en kold stemme, da hun lagde sin opmærksomhed hen mod den anden fremmed, som hun ej kendte. Hun kendte heller ikke så meget den anden kvinde som var kommet frem fra skyggerne. Dog ignorerede hun hendes hyl lige foreløbig, da hun havde andet at tage sig til. Hvis hun kunne, ville hun gå over til den ene mand der sagde at hun ikke var en sand jæger og ingen kriger. For helvede da. Hun ville heller ikke blive til en kriger, men det at han sagde at hun ingen sand jæger var... gav en gnist inde i hende. "Du ved ingenting.. ingenting om mig!" råbte hun letter irriteret. Hun kiggede lidt tilbage på Todd hen over skulderen og sendte et lille smil som forsvandt igen inden at hun trådte til siden og gik til manden der stod længst væk fra hende, "..Hvad.. skal jeg sige om dig?" mumlede hun og lagde sit hoved en smule på skrå, så det så ud som om at hun studerede ham mere eller mindre. "Nok ser du ud som en rigtig kriger.. men jeg tror næppe på at du kan bruge hjernen.. du tænker ikke klart nok inden at du fyre en masse af.. Du ligner en som intet hjerte har og jeg gætter mig frem til at du ikke er en af nattens børn..."

Zane sendte vampyr-fyren et giftigt blik og skulle lige til at sige noget, da vampyrpigen beviste én gang for alle, at hun ikke havde den fjerneste idé om hvem Zane var.
Han lod hende tale færdig, og vendte så blikket mod hende.
Hans iskolde, lilla øjne mødte hendes, og en uhyggelig, hvidglødende vrede skyllede hen over hans blik.

”Hvor vover du at tale sådan til en Valshar... ” hvislede han iskoldt og truende.
Han vendte sig helt om mod hende og førte ansigtet helt tæt på hendes.
”Dit liv bliver utroligt kort hvis du nogensinde vækker min vrede igen... du har ingen idé om hvem jeg er, hvad jeg kan udrette, og hvile magtfulde personer jeg har under mig.” sagde han, nærmest hviskende – så vred var han.

Så rettede han sig op og med et sidste, advarende blik på begge vampyrer, vendte han sig om og begyndte at gå ud ad gyden.
Han havde lyst til at dræbe dem på stedet... men han vidste også at han på grund af sin indestengte vrede og sorg muligvis ikke ville stoppe igen. Måske ville han gå så meget amok at han begyndte at smadre hele Terre... og det ville være skammeligt hvis den mægtigste Valshar i hele verden nedværdigede sig til at gøre sådan noget...


((Undskyld det sene svar. Har haft lidt travlt i dag :D ))

Misty kneb øjne sammen. Hendes nakke hår rejste sig. Et kort hvæs sprang ud af hendes læber. "Tak for velkomsten!" Mumlede Misty sarkastisk. Hendes fremmede blik forsvandt med et enkelt stik. Med det samme forvandlede det sig til en søgende mine. Ud af skyggerne var hun kommet. Hendes mørke øjne knistrede som stjernerne på den nøgne himmel. Hvorfor følte Misty hun skulle blande sig? Måske fordi at hun kede sig i aften og det var et dejligt tidspunkt at gøre det.

Stilheden varede ved. Det fornøjede Misty at se dem skændes. Herren som talte til tjeneren. Og faktisk kunne Misty ikke finde ham den andens rolle. Dog var han en ud af de 4 skuespiller der havde en hovedrolle i dette her spil. Hendes knebbede øjne gjorder sig en smule større da hun så rotten.

Karl kiggede stadig i foragt ned på de to vampyrer, men de var ikke hans mål og siden igen af dem havde optrådt voldsomt var der ingen grund til at gøre mere i at skræmme dem, for det var uden tvivl det han gjorde, i stedet gik hans opmærksomhed kort forbi animagus'en inden den igen faldt på sortelveren der var på vej til at gå væk, den chance skulle han ikke få, han havde meget mere at få ud af at kigge på ham end han havde gjort indtil videre og desuden havde Karl ikke haft chancen for at presentere sig for ham endnu.
Karl strøg henover jorden i en fart der fik vinden til at slå mod de andre, da han var kommet op foran Zane stak han en af sine knive frem så den dansede lige under hans strube, men den anden hånd fiskede han en seddel op af sin lomme og proppede den helt op i hoved på Zane så han ville have svært ved at læse den, på den stod der, Jeg er Karl von Ricter, det tredje riges største opfindelse... det er en stor ære for dem at møde mig, det var ofte en fornærmelse for folk når Karl presenterede sig, men det måtte de selv om, udviklede det sig til kamp var der alligevel ikke en dyt de kunne stille op mod ham.
Karl fjernede kniven fra Zanes hals og bukkede lavt mens han kom med en lav skinger tone der udgav sig for en hilsen og en mere eller mindre nedladende bemærkning. Efter Karl havde bukket stillede han sig helt op i ansigtet på Zane så de sorte glukker i gasmasken var lige foran hans øjne, det var som om Karl forsøgte at stirre ham i øjnene.

Todd sag intet han lage let en hånd på hans tjeners skulder imens de mørkebrune øjne nøje så mod den mystiske mand som før havde truet ham med en kniv han prøvede så godt han nu ku, se om han ku se igennem han dog lykkes det ham ikke så han vendte blikket fra ham, for så at se mod elveren der på en måde nu truede hans tjener en mystisk elver efter hans mening og da elveren begyndte at gå løftede han et øjenbryn så han ville bare gå efter alt hvad han havde sagt? typisk dog nåde elveren ikke langt for den mystiske mand(karl) stoppe ham.

Et kort koldt smil gled over hans læbe før det forsvandt hvorefter han vendte blikket mod animagusen som faktisk bare var brast midt ind i det hele og forvendte at få en velkommens "så lidt"svarede han tørt hvorefter han så lidt alvorligt mod Charlie"du synker aldrig så dybt igen, jeg tillader ikke at min ansatte drikker blod fra skadedyr "hvæsse han så køligt dog var hans stemme stadig charmerende dog også meget alvorlig, han klappe hendes skulder kort før han igen slap og trådte et par skridt væk fra hende før han kort så med den anden kvinde"du ku ha drukket fra det dyr derover"lød det så tørt fra ham hvorefter han vendte blikket væk fra den fremmede kvinde og så over mod de andre mænd.
Hans utrolig gode syn gjorde det nemt for ham at læse navnet på det papir den mystiske fyr holdt frem mod elveren *nå så det er karl?*tænkte han kort før han rystede svagt på hovedet.

//OBS: Jeg vil besvare emnet når jeg kommer hjem direkte. - Det er først min sidste skole dag i dag. Men jeg er hjemme omkring klokken 13:00. Også vil jeg skynde mig at svare, det er så i alle ved hvorfor det lige tager sin tid for mig, da jeg ikke vil blive sprunget over ö. - Jup. Det er ikke engang løgn jeg først får sommerferie her i dag.//

Hun rystede kort på hovedet og væmmes ved at han kom så tæt på hende med sit ansigt. "Kan du ikke klare at nogen svare igen?.." lød det fra hende med et hvæs imens at hun kiggede direkte på ham. Charlie undslap et lille grin. "Ynkeligt at du ikke kan tage lidt modgang.. - Hvad ville du gøre mod mig?" - Ikke fordi hun ville ligge op til at finde hans vrede igen. Men hun kunne ikke klare det, at hun ikke måtte sige noget igen, når den fremmed mand, sagde noget der fornærmede hende. Utroligt.. at han ikke turde at stå på sine egne ben i stedet for begyndte han at gå væk fra stedet, men blev dog stoppet op af den anden mand, som hun heller ikke kendte.
Hun kiggede hen på Todd.
"Undskyld.. jeg kunne ikke styre min sult.. det hele gik over gevind" sagde hun imens at hun holdte øjenkontakten inden at hun så lidt hen på rotten før at hun gik hen til de to andre herre og sagde til den ene, der sidst havde snakket til hende.

"Inderst inde virker du som et væsen der har fået knust sit hjerte.. og ikke længere ved hvad du vil.. siden at du kommer med trusler på den måde.. og ikke kan finde ud af at smile.. lige nu ligner du heller ikke en sand kriger" - Hun var ligeglad med hvordan han ville reagere på dette. Hun vidste dog en ting, og det var at hun ikke ville dø. Men hun ville gøre igen, og ikke starte en slåskamp, der var stor forskel. Hun ventede blot på hvad manden ville gøre..

"Charlie.." præsenterede hun sig efter kort tid, til dem der var til stede og gad at høre på hende. Hun ville gerne vide hvad de to herre hed og kunne ikke se andet end at præsentere sig selv først..