Who are you - Jannicke

Der var mangel på metroer. Det var starten på sommerferien. Flere var taget på ferie til måske andre steder i Frankrig. Stilheden var lidelig. Skygger.... Skygger fra genstande. Bænke. Tomme skraldespande. Blodet på væggene kastede enda skygger. Der var én person der kastede skygge. Ikke bare én person. En vampyr. (Daeva) Hende brune hår sad i yndige etager. Pandehåret sad fint ude i siderne. Den blege hud blev kastet væk af det brune hår. Det fik hendes hud til at se brunere ud. Øjne spejdede rundt i stedet. Yndige chokoladebrune, med et mærkeligt lilla skær. En kridthvid t-shirt, men en lyseblå jakke ovenover. Selvfølgelig et par mørke jeans. Som tilbehør var der ent par Blå sorte Allstars.

Trængsel, ih hvor hun dog hadede trængsel, specielt når det var alle mulige væsner. Som prøvede at komme hurtigs muligt til metroerne. Hun udstødte en irriteret lyd, og standsede brat op, så nogen endda kom til at gå ind i hende. "Se dig for" lød hendes vrissende kolde stemme, hun var gnaven, gnaven over at en stødte ind i hende. Hun lod en hånd køre igennem sit rødbrune hår, i mens hun gloede på manden. Manden skyndte sig væk, i det han nærmest så raseriet i hendes øjne. Hun var lige glad med om hun selv havde været skyld, i at han var gået ind i hende. Men at gå ind i hende, skulle man bare ikke. Håret var sat op, i den sædvanlige stilling, en heste hale. Hendes påklædning var simpel. En ternede bluse, sorte cowboybukser, og sorte stiletter. Hun kiggede efter manden, med et grumt smil på læberne, hun kunne da bare have sparket manden et vist sted, hvor mænd jo ikke ville sparkes. Men i stedet for at følge efter ham, gik hun videre. Videre i trængslen, mellem de forskellige væsner der ville på ferie.

Alle menneskerne gik gennem metroen. Den irritable trængsel forsvandt lige så hurtigt som den var kommet. Nu stod kun hende & en anden. Brunt hår med rødlige skær. Yderst yndigt. Hendes blik fastholdte sig på pigen. Ingen vidste hvad hun hed. Blot hende selv og hendes forældre som var døde. Abbigail. Hurtgt smagte hun på sit navn og rejste sig op. Der var cirka 8 meter imellem dem. Abbigail var nydelig og ikke specielt aggresiv. "Godaften" Smilte hun et ligegladt smil. Det var stadig et smil. Et skævt et. Abbigail gik cirka én meter tættere på.

Hun standsede brat op, men ikke fordi hun havde fået et chok eller noget. Men stemmen, stemmen som sagde godaften kom lige pludselig. Men hvis hun nu gad at kigge sig om, ville hun se en anden vampyr. Hun drejede let sit hoved, og betragtede pigen med sine blod røde øjne. De blod røde øjne passede godt til Jannickes hårfarve som var rødbrunt, også lige hendes kridhvide hud. Skulle hun svare? Eller lade være, men det var nok det mest høflige at gøre at svare, men hun gav ikke hånd. Hvis pigen regnede med det. "Godaften" hendes stemme var kølig, og glat som en ål, som snoede sig igennem ens finger. Men selv om hendes stemme tone var sådan var tonen alligevel venlig, hvis man kunne høre den venlige klang i den skjulte undertone. "En anden vampyr? Jeg troede ikke vi to toget bygget af mennesker?!" Lød hendes åle glatte stemme igen efter, hun var ikke kommet ned i metroen efter at komme på ferie, men efter blod, hun var tørstig. Hun drejede kroppen lige som hun havde gjort ved sit hoved, så hun nu stod til ansigt med vampyren med de chokolade brune øjne. Alt myldret var forsvundet, ingen trængsel, men nu stilhed mellem de to vampyr. Som nu stod over for hinanden.

Hendes ord røg i smasken på Abbigail. Hun bevarede fatningen selvom hun var yderst temprementsfuld. Hendes ben trådte tættere på. "Misforstå mig nu ikke, men elsker stedet. Det er rart at være når de tumper, til mennesker, kom forbi. Pigens øjne var rødglødende. Hendes kølige tone afleverede en smule venlighed. "Mit navn er Abbigail.. Abbigail Montgomery" Som sagt var hendes stemme utrolig fattet. Ikke menneske, heldigvis, var her til at bemærke ordet vampyr. Hun foretrak at holde sin eksistens i skjul

"Og et godt sted til at få en bid mad" lød hendes åle glatte stemme, men som man kunne finde venlighed i lige som man kunne i Abbigails stemme. Skulle hun tiere pigen? Det var hun jo så småt på vej til jo. Men hun valgte at lede være. En Monthomery? Det var lang tid siden hun havde mødt sådan en vampyr, men det var jo sjælden hun mødte andre. Måske kunne Di morga området gøre at hun mødte andre. "Hyggeligt ... At ... Møde ... Dig ... Abbigail" sagde hun med en venlighed i sin stemme tone, selv om den stadig var åleglat. "Mit navn er Jannicke Jean Angel" præsenterede hun sig om, hun betragtede let Abbigail, med sine blod røde øjne.

Hendes øjne kneb sig sammen med ordet Angel. "Javel ja. " Hendes øjne var stadig en anelse knebbede. Blikkene fortsat mod hende. De yndige øjne sitrede mod hende. Den åleglatte stemme virkede led. Abbigail sukkede. Hendes stemme lød som en stønnen. Abbigail gik tættere på, Blikket virkede stadig en anelse ligeglad. Hendes skikkelse gik langsomt videre mod Jannicke. Hendes blik var tæt samlet.

Hun hævede sit ene øjenbryn, da hun så hvordan Abbigail kneb sine øjne sammen. Hun lagde hoved let på skrå for at betragte hende, hun var kølig lige som hende selv. Kølige vampyrer var godt at være sammen med, i stedet for venligsindede vampyr som var gode mod mennesker? Hun skar en grimasse, en vampyr god mod et menneske, aldrig i livet. Hun ville synke i jorden, tilbage til kisten, som menneskene så vittigt havde sagt de sov i. Hun hold roligt øje med Abbigail som kom nærmere og nærmere.

//Tror jeg logger ses Abs//

Abbigail lod sine fingre glide langs hendes lomme. Nu stod hun tæt på Jannicke, círka 50 centimetersafstand. Hendes blik betragtede Jannicke. Abbigail elskede selv nogle ternede bluser som var i albue længde. Ingen mennesker var her. Abbi bed sig i underlæben. Hun var ikke nervøs. Hvorfor skulle hun være det? Abbi lo lidt for sig selv og betragtede igen Jannicke. Gad vide hvilke emner der var gemt bag hende.

"Når men" kom det fra Jannicke til at starte med, hun havde stadig denne åle glatte stemme toning, "Men hvad bringer dig så ned til metroen AbbigaiL?" Spurgte hun hende om, efter en lang pause i mellem dem. Hun stod rank, og roligt i mens hun lod sine arme hænge blidt ned af siden. Hun indsnusede let luften omkring dem med et smil, ingen omkring dem. Selv om der før havde været en del folk, en travl folk, men nu var der sjovt nok kun dem?

Abbigail vidste faktisk ikke hvad hun lavede her. "Bare kald mig Abbi eller Abs." Da hun sagde det sidste kom hun i tanke om en iPhone. Apps, Abs. Det er jo næsten det samme. "Det ved jeg faktisk ikke, er en smule sulten" Abbi blinkede med det ene øje. Der var altid én herre der holdte øje med teknikken og det. Men hun kunne finde noget bedre end. Hun var jo trods & alt en Daeva Vampyr.

"Jamen hvis du er sulten hvorfor fanger vi os så ikke bare en bid mad?" Med det mente hun noget blod, fra et levende væsen. "Hm kalder dig for Abs det er nemmere at huske, så kan du også bare kalde mig for Jean, mit mellemnavn!" Kom det fra Jannicke, hun smilede et venligere smil til Abs. "Skal vi komme af sted på jagt?" Foreslog hun hende om. Hun drejede roligt om på hælen, så hun kunne komme mod udgangen. For at gå på jagt.