House of Insanity :: Diego

Tid: Aftenen, omkring 22
Sted: Galeanstalten
Vejr: Det styrt regner, skyerne er næsten mørkere end sort.
Omgivelser:
En gammel grusti føre hen til galeanstalten. Et gammelt hus, med
nedslidte vægge, knuste rødder og en indsparket dør.
____________________________

Grusset
raslede nede under nogle blege og blødende fødder, som gik med små
lette skridt hen over den gamle grus sti. En pige med blond hår og gule
øjne, havde hørt om dette sted, om hvordan det blev hjemsøgt, og hvordan
det lukket ned. Hun havde en utrolig spinkel krop, men alligevel ikke
så slemt at det var undervægtig, og samtidig smuk og yndig med kvindelig
former, som altid ville forblive bløde og unge. Pigen havde en hvid
kort kjole på som var blevet godt og vel gennemblødt at den regn, som
snart havde faldet i nogle minutter, og så havde gjort, at pigen ville
søge ly. Hendes krigshjelm, beskyttede i det mindste det mest af hendes
hår, og hendes flyverbriller som normalt sad i hendes pande, beskyttede
nu hendes øjne, for at blive blindet af regnen.
Pigen kom hen til
den gamle forladte galeanstalt som med det samme opfangede hendes
opmærksomhed, da hun elskede mystiske, og uhyggelige ting. Pigen nærmede
sig anstalten og trådte lige så stille ind over den ødelagte dør, som
blev indsmurt lidt af blod, fra hendes små fødder. Et stort smil kom
frem på hendes læber da hun så de nedslidte næsten mugne vægge, hvor man
meget svagt kunne skimte hvor kliniske hvidt det kunne have været en
gang. Hun trådte nærmere ind på stedet og kiggede rundt, så hvor mange
celler der havde været, og fandt frem til en lidt nyere lignende celle
hvor døren var helt fin og blank, rengjort med andre ord. Hendes lille
hånd blev lagt på håndtaget og hun åbnede den...dog blev hun skuffet for
det eneste hun så derinde var et kranie "..øv troede der ville være
lidt mere sjovt herinde" hun gik dog ind og lod døren stå åben. hun
satte sig ned i hug ved kraniet og løftede det op i hånden "To be or not
to be" et stille og sødt grin dansede hen over hendes læber og ud i
tomheden..

Selvom regnen slog ned af nakken på ham og næsten overdøvede alt andet, kunne han svagt høre grusset klirre under hans sko. Han var så svagt begyndt at fryse i den tiltagende storm og vidste at han snart måtte finde ly.
Der var måske mange timer til at solen stod op, men han tog ingen chancer med det nye sted, han var kommet til. Han kendte ikke området og det gjorde ham vagtsom, hvor de fleste mennesker istedet ville være bange.
Vinden rev i det våde, sorte hår og han måtte flere gange vende det røde blik nedad, for at skærme det for elementernes rasen.
Et kort suk af indbildt lettelse slap hans læber, da hans blik faldt på en bygning - der heldigvis så ud til at være forladt - længere fremme. Han begyndte straks at gå i retningen af anstalten, men stoppede ved døren, da han pludselig kunne lugte blod, blandet med vandet. Måske ville et måltid vente på ham. Pludselig blev hans hals tør af tørst - i stærk kontrast til verden omkring ham.
Han skubbede døren op, der tydeligvis var blevet åbnet for nylig, og gik så ind i det, der vel engang havde været en forhal. De rystende, hvide hænder søgte op til hans mund, hvor der engang ville have været en varm ånde. Det var dog ikke længere tilfældet og hans hænder faldt slapt ned langs hans sider igen, mens han forvildede sig længere ind i den forladte bygning.
"Er her nogen?" Kaldte den spinkle, hæse stemme, der slap hans læber. Efter dagevis, hvor den ikke var blevet brugt, og tørsten havde hærget den, virkede den underligt dyrisk og unaturlig.