Kiss or Fight?

Information i teksten
Privat - Sick

De lange villa veje lå henlagt i mørke, et næsten totalt mørke, kun oplyst af de få gader hvor man havde syntes der var nok grund til at smide et par lamper op hist og her, så det hele ikke lignede en eller anden gyserfilm, selvom det nu alligevel gjorde det denne ellers meget hyggelige aften. Eller hyggelig hvis man sad i sit hus, eller lejlighed med en pose popcorn og en god film på skærmen, måske en romantisk film, eller en uhyggelige gyser? Så passede det sorte vejr perfekt. De tunge skyer havde ligget ind over Terre hele dagen, da der ikke havde vejret nogle vind til at fjerne dem, de ventede blot på at smide alt deres væske ned over den halvstøre franske by, midt i intetheden hvor vanddæmonerne nok ville danse vanddans. For ja, denne by var ikke normal, men den historie var skabt for mange år siden, og ville ikke efterlade andet end dit hoved fyldt med spørgsmål, så lad os springe den over, og komme til sagen.


en sort BMW drejede en på en svagt oplyst villavej som hældte en smugle, til højre. Bilen havde slukket lygter så den lignede et eller andet som passede meget godt ind i dens omgivelser med de sorte tunge skyer der gjorde klar til en ordenligt omgang regn og torden. Luften var klam og ulækker, for alle normale skabninger noget være pis, for det var jo som oftest noget ubehageligt når det var så fugtigt, hvorfor var jo op til det enkelte individ men de fleste fandt det bare træls, og det gjorde de to mennesker der sad i bilen også, de stirrede med deres mørke øjne ud på det tomme kvarter, den ene bag rettet, den anden bag ham, mens han stirrede sørgmodigt op i himlen. Ved siden af chaufføren sad dæmonen. Det lysebrune pjusket hår var som det plejede, uberørt, det gik sine egne veje, dæmons metal grå øjne var rettet ud af vinduet og læberne var formet i et ganske let smil. Han glæde sig allere til at tilbringe natten i - hans element! "Stop." lød det fra ham i samme sekund den første regndråbe lande på forruden af bilen. Chaufføren, en høj mand, fyldt med muskler, noget der kunne ligne en dørvagt fra en af de utallige natklubber i Terre stoppede bilen, og kiggede på Dæmon, som stirrede tilbage et kort øjeblik, før han tog fat i bildøren, og åbnede den. Samtidig med hans dør blev åbnet, hørtes et klik bagfra i bilen da manden der havde siddet bag i trådte ud i den fugtige aften. Hans blik mødte dæmones et kort øjeblik, før de begge smækkede bildørende i mens et højt brag lød over himlen og et klart lyn skar sig igennem himlen hvor efter der få sekunder efter stod ned med regn som på ingen tid fik gjort de to mænd sjask våde fra top til tå. Mennesket trak jakken over hoved, og løb over gaden, for at komme i ly under et halvtag, cykelhalvtag. Han vinkede ivrigt dæmon over til sig for at han også kunne stå i læ, men dæmon blev hvor han var, og stirre blot køligt på manden der havde søgt ly under halvtaget, før han kiggede ned på billen. Han åbnede igen døren, og kiggede ind på chaufføren. "Kør." Snerrede han, smækkede døren i, mens lyden af et hjulspind hørtes før bilen kørte ned af vejen så dæmon og menneskemanden stod tilbage. Mennesket var næsten på højde med dæmonen. Han havde lysthår, en lang sort frakke og mørke sko og bukser, i modsætning til dæmon som havde valgt noget lidt mere - sommerligt tøj? En hvid skjorte der nu sad limet til hans let muskuløse overkrop, mørke jeans der gjorde noget ligne til hans ben, og sorte støvler. Dr. Martin. De metal grå øjne fulgte den sorte BMW til den var drejet rundt om hjørnet længere nede af vejen før han i nogle unaturlige hurtige skridt var henne ved manden under halvtaget, men ikke under. Der var en grund til han var lyn dæmon.

Et stille hvæs kom fra en ung kvinde der havde sat sig på et tilfældig garagetag. Hun havde netop skræmt en ravn væk som åbenbart ikke måtte sidde der? Lysende røde øjne var det eneste der kunne ses på hende, lige nu. Hun kravlede længere frem på taget så man bedre kunne se hende og hun bedre kunne se sig omkring. Hun var iført en hvid laset kjole, som gjorde det muligt at se utallige ar over hele hendes krop, på nær ansigt, hænder, og fødder.
Hun så op på himlen, tunge skyer hang på den og truede med regn. I lang tid stirrede hun fascineret op på skyerne indtil en dråbe ramte hendes pande, hun stirrede fornærmet på dråben da den gled ned langs hendes ene øje. Vand noget at det der kunne rive hendes opmærksomhed fra et mord… fordi hun netop var som hun var… psykopat. Hun var yderst nem at distrahere især i dette humør… hendes øjne skiftede til et lysende sort og med et enkelt lang spring endte hun på et halvtag, der dækkede over en masse cykler, hun bakkede tilbage så hun var helt oppe af muren og det ville være minimalt hvor mange der lagde mærke til hende. Hun stirrede på den store BMW der kom kørende og lænede hovedet en smugle på skrå da hun så de 2 mænd der steg ud af bilen. Et morderisk smil kom frem på hendes læber, dog blev hendes opmærksomhed hurtigt rettet od regnen og hun så ikke hvad der skete før den ene mand stod under halvtaget og den anden mand lidt væk fra. Hun havde haft travlt med at kigge på de faldende dråber og var for en kort stund blevet rolig. Det stoppede dog hurtigt. Hun krøb hen til kanten af halvtaget og stirrede ned på de to mænd, dog regnede hun ikke med at de så hende… det skulle da kun være hendes øjne de ville blive fanget af.
Hendes kjole klistrede sig ind til kroppen og var blevet let gennemsigtig enkelte steder, men det tog hun sig ikke af. Hun havde travlt med at kigge på dem. Hun snuste en enkelt gang, hvilket mest af alt mindede om en snøft og det kunne høres… hun var blevet så kold af regnen at hendes næse løb og derfor gav det en let høj lyd da hun forsøgte at finde frem til hvilke væsner disse 2 var… den ene var helt klart et menneske… den anden var ikke, men hendes næsten stoppede næse forbød hende at finde den præcise race på den anden mand. Hun kravlede en smugle tilbage ide snøftet havde lydt i håb om at de ikke havde opdaget hende… lige nu, var hun rolig… regnen holdt hende rolig, lidt endnu, da hun havde meget svært ved at fokusere på andet end regnen. Det var ikke vist om hun ville forblive rolig, eller om hun ville skifte humør... men hun var sulten... meget sulten...

Mennesket trak jakken tæt op omkring sig, mens tænderne var presset hårdt sammen for at de ikke skulle ryste. Et kort fnys kom fra dæmonen da han bemærkede mandens anspændte kæbemuskler der var anspændte af at holde tænderne sammen, på plads. Det var jo et menneske, så hvad forventede han dog? At han skulle gøre ligesom ham, stå ude i regnen og glo, men nej, selvfølgelig ikke. Han fugtede læberne, og skulle lige til at sige noget, da han hørte et snøft eller noget der lød som det. Det kom oppe fra taget?! Han kiggede op mod taget, og kunne først ikke se noget, da taget gik for langt ud, men da han trådte et skridt tilbage kunne han se at der var nogle røde øjne der hurtigt forsvandt for at efterlade endnu et snøft. Selv duftede selv efter, men det gav ingen lyd eller nogle form for tegn, han vejede roligt vinden, for så at træede ind til mennesket der så spørgende på ham. Duften havde været sød, men der havde været noget der havde knust den godt og grundigt. En hybrid med en engel, men han vidste ikke hvad tasten var, og i grunden var det også underordnet for ham. Han kiggede hen mod mennesket som ikke havde åbnet munden i skræk for at tænderne skulle forråde ham. "I think we've got visitors." Mennesket kiggede undrende på ham, men åbnede stadig ikke munden. Et hånligt hårdt smil gled over dæmons læber da han bemærkede der stadig ikke kom noget ud over menneskets læber. "C'mon, you cant say you are afraid of that?!" Om det var regnen eller hvad det var vidste dæmonen ikke, men at prøve at stikke til mennesket var altid sjovt. Der gled en kort grimasse over mandens ansigt samt en mellemting mellem en hvæsen og en kort snerren. Tavshed - en kort tavshed før en hånlig latter kom fra dæmonen mens han stirrede på mennesket. "Human is so waek." Han snurrede rundt på hælen og gik længere ud i regnen hvor han kiggede op på taget, men kunne ikke se eller høre mere. Det var pokkers. Han kiggede hen mod mennesket igen. "Do you know what Darwin says?" Mennesket rystede kort på hoved, med sammenpresset læber. "survival of the fittest." Besvarede dæmon. "and you cant live in this world if you cant take a bit rain." Han smilede igen hånligt. De fandens englændere var da også så utrolig svage, på alle leder og kanter.

Sick så ned på dem med nu sorte lysende øjne, hun gik hen til kanten af taget da hun hørte dem tale… engelsk? Hun var helt henne ved kanten for at se dem begge 2 på samme tid. Dog rykkede den mand der talte væk så han kunne se op på taget og hun rykkede sig tilbage… Igen blev der talt engelsk og hun så koldt mod dem, som om hun hadede dem begge… uden grund? Hun duftede, hvilket hun selv havde glemt, men det var underligt at den anden mand ikke havde lagt mærke til det? Hun duftede fantastisk? Af det den enkelte person netop ville dufte? Så måske var det grunden til at han ikke vidste hvad hun var?
Da dæmonen igen gik baglands klatrede hun helt hen til kanten af taget så hun kunne se dem begge… tåbelige, ynkelige menneske! Han kunne jo ikke holde til noget, han frøs som om det var minusgrader! Ja hun kunne ikke selv holde til kulden det kunne ses på hendes krop men hun lagde ikke mærke til det… hun kunne ikke se nogen grund til dette? Et halvkvalt nys kom fra hende, ide hendes krop forsøgte at fortælle hende at hun skulle få varmen, dog ignorerede hun dette. Hendes øjne var låst fast på den brunhårede talende mand. Hendes sorte øjne stirrede ind i hans fangede hans øjne og nægtede at give slip igen. Hun hoppede ned fra taget næsten lydløst og landede lige foran englænderen , men hendes ryg var vendt mod ham hun ænsede ham ikke… det var den anden mand… der havde talt, han havde fanget hendes opmærksomhed. Et morderisk smil sad på hendes læber der fortalte ham at hun nok ikke ville ham noget godt! Hun gik et skridt tættere på ham og hendes hoved blev lænet en smugle på skrå. Hun var smuk ingen tvivl om det… meget smuk, men alligevel kunne man se i hendes øjne at der var noget galt med hende! Hun var ikke normal ! hun var syg… mentalt, der var noget i hendes hjerne der ikke passede sammen mere. Det havde det engang gjort men langt fra længere. Endnu et skridt tættere og normalt ville folk forsøge at løbe væk fra hende eller slå hende… men ikke når hun så dem i øjende.
Et sultent hvæs kom fra hende hvor hun slap øjenkontakten og blottede de sylespidse tænder. Dog vendte hun sig om, valgte ud fra det hun havde set i hans øjne at angribe englænderen i stedet. Lange spidse klør voksede ud af hendes negle og en sort hale med spids kom frem og logrede frem og tilbage som en pisk! Hun væltede englænderen bagover og satte klør i halsen på ham, det var dog ikke dette englænderen var begyndt at skrige af, men det pinefylde skrig som kun han kunne høre, det afkræftede ham og i stedet for at prøve at få klørende væk tog han sig til hovedet. Skrigene fortsatte og hun trak den ene hånd med klør til sig og lod blodet fosse ud af de 5 huller der var lavet.

Han kiggede ud til siden da lyden af nogle der bevægede sig fangede hans opmærksomhed. Han skulede lidt på denne kvinde, der fangede hans øjne, og blev ved med at stirre mens hun langsomt gik hen til ham. Han studerede hendes øjne da han fandt ud af han ikke kunne få sine øjne fra hendes. Hvad hun ville var han ikke sikker på, men syg var hun på den ene eller anden måde. Han lod dog ikke til at virke bange eller panisk, selvom det ikke ligefrem var nogle behagelig overraskelse ikke at kunne styre sit eget blik. Han fik ikke sagt et kvæk, før hun skiftede form, og kastede sig over den stakkels englænder der havde stået og frosset og som nu skreg og døde. Et kort suk slap ud af dæmones mund, da han kiggede på blodet. Fandens til djævel! Dog havde han ikke nogen tanker om at hjælpe manden, da han allerede var så godt som død og han kunne heller ikke bruges i dén tilstand længere. Han måtte nok ringe tilbage og sige at deres ven uheldigvis blev spist af en djævel, beklageligt. Dog havde han heller ikke nogle tanker om at lade sig selv blive til føde. Hvad denne hybrid ville gøre ved manden var op til hende selv, dæmon stod tavs og kiggede på, mens han var klar til at reagere på alle former for tegn på angreb. Han skulle ikke spises! Hans syle spidse tænder var på plads næsten, ikke så lange som når han lod dem være 'normale' men det kunne være så svært at gemme dem hvis de blev meget længere.
Han lukkede kort øjne, og prøvede at finde ud af hvorfor denne kvinde havde sådan en fantastisk duft ved sig, det var vel en evne for ingen af de dufte hørte til hendes respektive racer, dæmon var langt fra så sød, og englens var anderledes, så evne var vel det eneste svar han kunne finde på ved hende. Han fugtede kort læberne, og stirrede på blodet der løb ud af manden, fra de fem huller, mens han overvejede om det var smerteskriget kom fra det, eller om hun kunne noget andet? hvis det var således skulle han passe lidt på, nej, meget, men hindrede det også ens evner? Hun fik pludselig sat skred i en masse tanker, denne kvinde med den lange hale og klør, med et meget yndigt udseende.

Sick smilede morderisk og slikkede blodet af mandens hals som kort efter lå helt stille. Hun tog sig ikke af den anden mand før hun fandt ud af at denne englænder faktisk smagte hæsligt… han havde ikke haft den sundeste kost og heller ikke ligefrem brugt sine kræfter. Og efter flere års fangeskab hvor man blev tvunget til at spise hvad der var, hvorfor så ikke nyde at man nu kunne vælge frit? Med et hurtigt ryk rejste hun sig og parkede hårdt til liget så det gled over i vægen og blodet kunne flyde der ovre. Hun vendte sig og gik over mod manden, endnu engang forsøgte hun at snuse hvilket blev til endnu et snøft, dog hjalp det lidt… han var vist djævel? Men hvilken slags? Hun knorede kort over at hun ikke kunne finde ud af dette og havde nu også et had til vejret. Hun så op og ned af ham og en belejlig kuldegysning for over hende, som endnu et desperat forsøg fra kroppen om at fortælle hende at hun skulle blive tør og varm! Hun ignorerede det igen, og gik tættere på ham, der var blod på hendes let gennemsigtige kjole, og selvom livsvæsken normalt var et tegn på død så klædte det hende?
Sultne øjne så på ham og hun virkede ikke lige frem til at ville ham noget godt… hvorfor skulle hun også det når fork normalt ikke ville hende det godt? En giftig stemme kunne høres i hans hoved, hendes læber bevægede sig ikke og han var også den eneste der kunne høre den stå stille det gør ikke ondt… ret længe hvislede stemmen i hans hoved.
Hendes tunge kørte hen over de spidse tænder og det så bestemt ikke betryggende ud.
Blodet fra englænderen havde nu blandet sig med regnvandet og flød nu hen om hendes bare fødder og videre hen mod ham, ikke ligefrem lækkert hvis det var hans ven? Bare generelt ikke så lækkert for de fleste, dog ignorerede hun det, som hun havde ignoreret kulden, dog kunne det tydelig ses på hendes krop at hun frøs, da hendes læber også var ved at blive blå.
Hun slikkede sine klør rene for blod og et morderisk ’smil’ sad godt fast på hendes læber

Han smilede køligt da han så at blodet ikke smagte hende specielt godt, nej, hun kunne tydeligvis ikke lide det, men det var jo heller ikke fordi at hans kære 'ven' havde spist godt eller noget i den retning de sidste mange år, vel mest engelsk amerikansk mad, så som burger og alt den slags? Det ville ikke undre ham hvis det var dét hun kunne smage. Han kiggede ned på manden der nu var så godt som død, hvilke ikke overraskede ham. Han hørte hendes skridt hen mod ham, men kiggede stadig ikke op på hende, men det betød skam ikke at han kort kunne tage rasten af hendes krop i øjen syn til han hørte en stemme inde i hoved der fik ham til at bide tænderne hårdt sammen hvilke kunne ses på hans kæbemuskler som var de eneste muskler i hans krop der ville lystre hans vilje, alle andre, måske på nær hjertet og hjernen lystrede stemmen som fik ham til at blive stående til hans egen utilfredshed. Men det virkede ikke til at hendes evne påvirkede hans egen, og så længe den ikke gjorde det - så kunne han lade hende styre sig som hun ønskede. Endnu.
Han lod blikket glide videre op fra hendes ben, til hendes laset kjole, videre op mod hendes slanke fine krop, op til halsen og videre op til munden, en fin yndig mund, det mørke hår der hang ned af skuldrende, de høje kindben, og hendes øjne som han kiggede direkte ind i et øjeblik mens han svagt smilede, ikke noget stor smil, nej det var nærmere en lille trækning i mundvigen, som hun ikke rigtig ville kunne se, hvis hun da ikke ligefrem kiggede på hans mund. Han afslørede stadig ikke noget af sig selv, ikke noget om hvem han var, for hun så ikke ud til at vide hvem hun legede med. Trods han stadig ikke kunne bevæge sig havde han ikke i sinde om at lade hende dræbe ham, men hvis hun ville mærke styrken et kort øjeblik for blot at blive overrasket ville han da med glæde se hendes overrasket ansigt når døden pludselig greb hende, og ikke længere hendes offer som det så tit havde gjort over hendes negle. Nej, hun skulle ikke have for store planer om sig selv, men lige nu - der havde han et lille problem, han kunne stadig ikke styre sin egen krop, eller de muskler der styrede hans fysiske dele der betød det store, for nogle evnede han, men det hjalp bare ikke så fandens meget nu og her.

Hun ikke så meget som ænsede liget eller blodet der let farvede hendes kolde fødder. Hun holdt blikket rettet mod hendes offer. Hendes næse var stort set stoppet til så hun kunne ikke finde ud af hvilken dæmon han var… blot at han var dæmon. Det tog hun sig dog ikke af… han virkede sund, let muskuløs ? så mon ikke han smagte beder… ellers kunne hun jo bare lade dette lig ligge ligeså ? et lig eller 2 hvad var forskellen ? Endnu en kuldegysning skar ind over hende og lod ham for en kort stund slippe, da hendes krop febrilsk forsøgte at varme sig selv op uden det store hel. En kort snerren kom da dette skete da hun var let utilfreds over at hendes krop ikke gjorde helt som hun mente den skulle! Hun gik tættere på ham, og lod ham få sin frie vilje igen for en kort stund. Hun gik tættere på ham og et smertefuldt skrig kunne høres inde i hans hoved, så højt og skingert at det ville få de fleste til at falde på knæ eller på anden vis forsøge at slippe af med lyden, det ville højest sandsynligt afkræfte ham meget psykisk, hvilket var planen. Hendes hoved blev endnu engang vendt en smugle på skrå ide hun gik tættere på ham, der var kun ca 10 centimeter imellem dem, og hun løftede den venstre hånd for at bore 3 af sine klør ind i halsen på ham for at holde ham fast. Skriget stoppede ide hun troede at hun havde afkræftet ham nok og at hun havde styr på ham nu eftersom hun havde neglende i hans hals. Det ville nok være smertefuldt for ham… meget endda men det tog hun sig ikke det mindste af. Hendes sorte øjne lyste op og hun stirrede for en kort stund ind i hans metalfarvede øjne, med et hadefuldt og ødelagt blik… noget havde engang gjort hende så ondt at hun var endt sådan her? Hun så hurtigt væk igen og ned på hans halv hvor blodet var begyndt at pible frem omkring klørene og hun slikkede kort et enkelt sted og øjende så kort tilfredse ud… han smagte hende. Alt dette skete på cirka 10 sekunder, hvilket betød at det ikke gav ham meget tid til at finde en løsning på hans store problem.

Det var befriende at få sin egen vilje tilbage, men der gik ikke lang tid før denne befrielse fik en brat ende da et højt øresynderivende skrig skar sig igennem hans hoved for at flå det hele i stykker der inde. Han havde taget sig til hoved mens han faldt ned på knæ. Hans tænder var presset hårdt sammen for ikke at skrige, hvilke han for alt i verden ikke ville gøre, både fordi han ikke rigtig af den ene eller anden grund ikke evnede dette, og fordi at det ville være et tydeligt tegn på hvor ondt det i bund og grund gjorde. Han snappede efter vejret da han mærkede noget stikke sig ind i hans hals, og trække ham op at stå igen. Det var næsten lige før det var være end vand! Han gispede efter luft, ikke fordi han manglede det, endnu men det ville han sikkert komme til hvis hun flyttede sine fingre bare en lille smugle mere, så hendes negle ville borde sig ind i hans hals, hans luftrør hvor han for alvor ville være på spanden, for selvom han var dæmon og ikke direkte var afhængig af luft, ville han sikkert tabe og dø, for hun virkede ikke som en der ville lade ham overleve. Han skar en kort grimasse da hun slikkede lidt af hans blod i sig, som en anden vampyr.
Hans meget lille dumme plan der var kommet i hans hoved mens han nu hang der mes hendes klør der fik det til at løbe i stride strømme ud af hans hals. det var ikke ligefrem nemt at gøre to ting på en gang, når man blev holdt oppe i halsen men det måtte han gøre, ellers var han mere eller mindre død. Med et hårdt stød i maven, der ville få hende til at meste vejret skubbede han hende væk fra sig, og det ønsket resultat kom, hun slap hans hals, så han faldt ned på alle fire mens hans øjne blev omkradsede af noget sort, der sendte hvide og let gule 'lyn'/takker ind i hans propiller, mens hans tænder fik den rigtige længde, neglen længere og hans krop syntes ikke at heale, men få det betydeligt bedre.
Da han havde chancen måtte han vel udnytte den, mens hun ikke kunne få luft, eller det håbede han at hun ikke kunne da han satte af i luften, og forsvandt for så at lande hårdt på hende, så hvis hun stod op ville hun højest sandsynligt vælte, mens han greb hårdt fast i hendes arme så hun ikke kunne bruge sine klør igen. De sidste huller lod stadig til at give blod fra sig, der løb ned af halsen ned på hans brystkasse og farvede hans skjorte rød øverst. Det var højest sandsynligt ikke hendes evner der virkede gennem øjne, hvilke gav ham rig mulighed for at nedstirre hende med hans nu letter lyse grå øjne der hver gang de spillede i lyset fra en af gadelamperne som der godt nok ikke var mange af, afslørede de gule 'lyn' der opdelte hans øjne i meget ulige kagestykker om man så kunne sige.

Et ondt tomt smil sad på hendes læber, som om hun ikke kunne smile rigtigt? Hun elskede det, at havde kontrollen og styrer situationen og sit offers skæbne. Det var hende der besluttede om han skulle ha muligheden for at trække vejret meget længere, eller om hun ville gære kort proces… om hun vare ville lade ham ligge og lide eller om hun bare skulle efterlade ham nu?
Hun ville dræbe ham, og det var der ingen tvivl om, det var bare det om hun ville pine ham lidt først? Hun slikkede mere blod i sig og drejede let neglende så det ville gøre mere ondt. Hun var meget tilfreds med dagens fangst, og det var ikke så tit det skete… han burde være glad for at han var endt som hendes mad? Hun så på ham som om han var en genstand og tog sig ikke af at han led, faktisk kunne hun ikke være mere ligeglad, han var mad… og sådan var det?
Hun så let forvirret på ham da han gjorde modstand, hendes klør blev trukket ud af hans hals og hun røg let tilbage ide hun hev efter vejret, hun var let meget let og røg derfor længere tilbage end han nok havde forvendte og var derfor også ved at vælte. Hun hev kort efter vejret men så forvirret ud da han pludselig var væk og derefter igen dukkede op, han væltede hende og hun landede hårdt på jorden mens det kolde vand blandet med blod skyllede ned af hendes krop mens hendes krop endnu engang forsøgte at varme sig selv op ved at komme med en kuldegysning. Han ville nok kunne mærke at hendes håndled som han holdt var iskolde. En knoren kom fra hende ide han pludselig begyndte at se hende i øjende… hans øjne de så anderledes ud. Noget der fulgte med hendes ’sygdom’ var at hun MEGET nemt blev distraheret, og det klarede hans øjne fint, hun glemte hvad hun havde gang i og slappede af imens hun nærstuderede hans øjne som om nogen netop havde givet en fattig pige en stor klump guld hun kunne bruge som hun ville. Hendes klør forsvandt hurtigt ligesom hendes hale og hun lagde helt stille og stirrede ind i hans øjne.

At hun blev ved med at stirre op i hans øjne overraskede ham, ville hun ikke gøre mere, eller var det blot et trick? Hun virkede til at hun ikke ville gøre mere, sådan som hun bare lå og stirrede ind i hans øjne, hvor de så kunne sidde og glo på hinanden til verden gik under? Han kunne ud af øjenkrogen se at hendes klør forsvandt samt halen der langsomt groede ind? Han var stadig i et dilemma, for hun så virkelig fascineret ud af hans øjne, men på den anden side kunne det være skuespil, men hun havde på ingen måde lignet en der kunne spille særlig godt skuespil. Han tøvede og slap så mere og mere sit greb i hendes hænder, så han til sidst bare lå ovenpå hende, uden helt at vide hvad han skulle gøre. Havde det været hans øjne eller? Havde hun kunne se det? Var der nok lys til det, og skulle han forblive med at have det øjne? Ja, ja, det måtte han hellere. Han blev ved med at holde hende under sig, mens han blev ved med at kigge på hende for en ekstra sikkerheds skyld, mens tiden gik og han prøvede at udregne en hver tænkelig mulighed for at hun ville gøre modstand, men hvis hun stadig var så hurtig som han havde set hende være, kunne han så stoppe hende? Nok var han selv hurtig, men kunne han måle sig med den hastighed? Hvis han brugte sin evne kunne han uden problemer komme lige så hurtigt rundt, men var hans reflekser hurtige nok? Det måtte han bare håbe på, og ellers blive han jo styrket af tordenvejret, selvom det godt nok ikke i dette øjeblik tordnede, men hun kunne vel ikke manipulere med vejret, og han kunne få det til at blive, og på den måde blive ved med at give ham styrke, han skulle bare skrue mere op for det? Han vente tilbage fra sin hurtige udflugt med tankerne og holdt nu kun hendes hænder nede med styrken i vægten, så hun uden problemer ville kunne vælte ham væk og kaste sig over ham, men han var stadig forvirret af hendes stirren, så tanken ville ikke nå ham før det måske var for sent?

Nej det var langt fra et trick. Det var en sygdom, og hvis han kiggede godt nok efter i hendes øjne ville han kunne se det… han ville kunne se at hun ikke gjorde dette med vilje, og at hun ikke var normal. Hun gjorde det ikke frivilligt hun var bare meget meget let at distrahere. Hun lagde længe bare og stirrede på hans øjne, undersøgte dem for hver eneste detalje uden at tænke på andet. De fascinerede hende hvilket var til stor hel for ham, han ville kunne bruge lidt tid på at heale mens hun lå i det kolde vand og blev nedkølet, og derfor skulle hendes krop bruge energi på at varme sig selv op, hvilket ikke lykkedes ret godt, hvilket han nok også kunne mærke. Hun var iskold, og at han ikke havde bemærket at hun cirka havde samme temperatur som jorden var lidt underligt. Efter lang tids stirren, begyndte hun at rykke på sig hendes sorte øjne lyste mere op igen og hun rykkede hænderne en smugle, det kunne godt ligne at hun gjorde dette fordi hun frøs, hvilket også var meningen.
Hurtigt fik hun rullet sig om så det var ham der lå nederst, og hendes klør og hale kom tilbage, hendes hale piskede frem og tilbage og man skulle passe på ikke at komme for tæt på den for det ville nok ikke være det rareste. Hun havde fået armende fri og lod denne gang den højre hånd bore sine negle ind i skulder og hals mens hun hun brugte den anden hånd til at holde den ene af hans hænder nede. Et ¨Hæsligt højt afkræftende skrig kunne høres i hans hoved. Sådan et hun havde brugt til at få ham i knæ før, bare lidt højere nu. Det ville nok gøre ham psykisk svag, og gøre ham meget meget træt for slet ikke at snakke om den store smerte det påførte ham. Hun så iskoldt på ham. Det havde ikke været et trick før og det burde han også kunne se nu. Hun stoppede skriget da det også tog nogen af hendes kræfter og efter som hun brugte så mange kræfter på at forsøge at holde sig varm, var hun ikke lige så stærk som normalt. Hun slikkede hans hals da der kom blod ud og bed et stykke af hans halskød af… som om hun ville æde ham levende? Hun glemte for en kort stund at holde den hånd hun før havde haft fat i men han ville nok bruge den til at ta sig til hovedet ide han ’forhåbentligt’ stadig kunne mærke en smerte?

Han blev ved med at stirre ind i hendes øjne, ikke fordi han fandt dem fascinerende, men mere fordi hun gjorde det, og så ville han vel også gøre det? Det kom helt bag på ham da han med et vrid med hånden tvang ham ned at ligge, og selv sprang ovenpå ham, men overraskelse blev hurtigt erstattet af smerte da han mærkede de lange negle borde sig hårdt og brutalt ind i hans skuldre og hals, vel et sted ved kravebenet? Hans ene hånd var presset ned mod jorden, men den anden kunne godt bruges, hvilke han også ville have gjort hvis det ikke var fordi der kom en høj skærende skrig ind i hans hoved som var ved at gøre ham vanvittig. Han begyndte at vride sig for at komme ud af hendes greb, med det resultat at hendes negle også vred rundt nede i hans kraveben hvilke blot fik det til at gøre mere ondt. Endelig, efter hvad der føltes som år, stoppede smerten i hans hoved, men han fik ikke lov til at 'slappe af' da han mærkede hendes tunge ved sin hals, hvor hun igen havde fået blodet til at løbe ned i stride strømme. Først vidste han ikke hvad hun lavede da hun bed ned i hans halskød, men det fandt han hurtig ud af da smerten kom. Han havde slet ikke behøves at tænke på skrig, hvilke han i grunden heller ikke gjorde, da han ikke kunne skrige, heller ikke selvom han havde haft løst til at skrige.
Da han mærkede lettelsen på armen igennem alt smerten slog han ud efter hende med den anden med et hårdt ryk der sendte hende flere mester af sted, da hun igen var overraskende let. Hvis han ikke havde taget meget fejl havde han kunne høre lyden af et tilfredsstillende knæk da hedes kæbe på den side han havde ramt hende brækkede, men han var dog ikke sikker.
Så snart hun var landet, blev hun presset hårdt mod jorde, hvor trykket blev ved med og øges. Hun ville meget sandsynligt ikke kunne komme der fra, med mindre hun med kroppen kunne trosse tyngdekraften der blev ved og ved med at hive og slide i hende. Blodtabet fra de nu otte 'små' negle mærker, og fra hendes lille mund bid kostede en del energi bare at pumpe rasterne af sted blot for at få det til at flyde ud af sårene ned på hans hals og videre ned på asfalten. Som alt andet, kostede hans tvang af tyngdekraften også energi som sammen med blodtabet der jo kun steg fik ham til at miste bevidstheden mens et højt brag, fik deres omgivelser næsten til at ryste, da da skyen over deres hoveder afsendte et højt lysende lyn ned tæt på dem, cirka der hvor BMW havde stået for utallige minutter siden. Det var for godt til at være sandt for Andrija, hvis krop blev påvirket da energien lynet udsendte nåde frem til ham, på den ene eller anden måde, og det var da heller ikke helt tilfældigt at lynet var slået ned hvor det nu en gang gjorde.

Det var ikke helt let for hende at komme af med øjenkontakten og et kort anstrengt støn kom fra hende da hun havde væltet ham om på ryggen. Det lykkedes nu meget godt dette her… og det var vel på sin vis underligt når han var dæmon? Han burde give mere modstand? Hun skød tanken bort og fortsatte sin forhaven ide han prøvede at vride sig løs.
et morderisk dog falsk smil sad på hendes læber ide hendes negle borede sig længere ind i hans hals fordi han netop prøvede at briste sig løs! Hun så let tilfreds ud da hun nåede at skrige lige inden han ville slå hende. Det virkede… som det altid gjorde, indtil videre havde hendes skrig ikke fejlet! Men kulden og det at hun havde været nød til at bryde øjenkontakten… hvilket var svært for hende, havde dog stjålet en del energi.
Hun fik hurtigt slugt det lille stykke kød som han havde taget og ville egentligt til at bide endnu engang ide han slog hende. Hun røg flere meter hen af asfalten og skabte sig adskillige gange, hvilket resulterede i flere små hudafskrabninger hvor kun ganske lidt blod kom ud. Hun ignorerede dette som alt anden smerte, den ubehagelige knæklyd fra hendes kæbe, hun tog sig til kæben og rettede den uden at komme med det mindste tegn på smerte, blot lidt ubehag… Det var ikke fordi det sikkert ikke ville ha gjort ondt… hun havde ganske simpelt ikke lært denne følelse! Der var kommet et brud på den men ikke noget der ikke hurtigt ville hele igen, hvilket endnu engang tog energi fra hende.
Hendes hånd der før havde undersøgt kæben i et split sekund blev presset ned mod jorden som om noget tungt havde taget ved den, ligesom resten af hende. Hun knorede utilfreds og brugte store mængder af energi på at forsøge at rejse sig for endnu engang at angribe ham. Hun fik dog vendt hovedet så hun kunne se på ham, hendes øjne lyste af forvirrelse… men hun var ikke bange eller i stor smerte. Et hårdt bid i hendes underlæbe fortalte at hun virkelig prøvede at finde en løsning, og som en af de eneste løsninger hun kunne finde var det endnu et angreb. Et skrig blev efterfuldt af det næste, som om tusind mennesker skreg af smerte og forsøgte at få ham til at hjælpe dem, hun stirrede ind i hans øjne og fik skrigende til at fortsætte. Dog besvimede han kort tid efter. Den tunge kraft som hun ikke anede hvad var, var forsvundet men himlen blev flækket af et brag og et lyn hvis kraft smeltede asfalten om til ukendelighed. Hun stirrede op på himlen ide få anstrengte støn kom fra hende. Hun havde stort set ikke mere energi tilbage… men lige nu lagde han stille.
Hun satte sig anstrengt op og kom derefter op og såt, hun slæbte sig selv over til ham tog fat i ham og begyndte nu at slæbe ham over mod halvtaget, da de endelig var kommet der under blev, kulden og den store mangel på energi hende for meget, hun nærmest faldt på knæ og lagde hovedet på hans brystkasse ide han var varm, og hun selv var iskold. Den sidste smugle af hendes energi blev brugt på at hele hendes egne sår, hvilket gik meget langsomt.
hun ville ikke dog besvimede hun også.

Han mærkede noget mod sin brystkasse da han lidt efter fik bevidstheden tilbage og blinkede kort med øjne mens han pressede læberne sammen. Han var modsat hende fyldt med energi nu, selvom det gik hurtigt med at forsvinde da han stadig brugte energi på at få blodet til at stoppe. Han lod sig forsvinde under hende, og stod så kort efter over hende før han lande med hver ben på hver sin side af hende, den ene hånd presset ned mod hendes nakke hvor han pressede neglene ned i hendes kraveben og hænderne der hurtigt fangede hendes for at holde dem et sted over hendes hoved i et fast greb med neglende så tæt ind mod huden at hvis hun prøvede at komme fri ville de borde sig ind i hendes håndled uanset hvad hun prøvede på. Hun var overraskende kold, men da han kun så hende som fjende smilede han blot koldt og pressede hårde ned mod hendes nakke mens han lænede sig ind over hende. "Jeg håber jeg smagte godt, for du får ikke mere." snerrede han ind i hendes øre og klemte hårde til ved hendes kraveben så hans fingre spidser næsten rørte hendes hud da hans to centimeter lange negle/klør var begravet i hendes hud.
Han vidste ikke om han bare skulle dræbe hende, for det var jo klart det hun ville have gjort med ham, men nu måtte hun lige ligge der og mærke kulden fra asfalten op i sin krop.
Selvom han var varmere end hende var det ikke fordi han på nogle måde var nogle varmemaskine. Han virkede kun varmere for hende fordi hun var endnu kolder end ham, men han var blevet godt kold af alt den regn og kontakt med jorden, dog bemærkede han det ikke rigtigt, hvem ville dog det, når man havde været ude for et mordforsøg to gange efter hinanden. Det ville virke komisk hvis han skulle det, men det var også fordi han elskede at være ude i regn trods han var lyn dæmon, men det var først når det tordnede at han gik ud eller absolut skulle ud.
Det var næsten skræmmende hvor hurtigt blodet der var ved at størkne på hans hals krævede hans energi, men han havde stadig den fordel at han sad over hende, og på denne måde pressede hende ned i asfalten eller hvad der var under dem. han kunne ikke helt finde ud af det, men det virkede også meget underordnet. Han havde på fornemmelsen det var ganske overflødigt at presse så hårdt, men hun skulle ikke have endnu en chance, to var mere en rigeligt!
han bed kort tænderne sammen mens han mærkede regnen plaske ned på hans ryg og fik hans hår til at klistre ned i hans pande, så han ikke kunne se noget, men at fjerne det ville blot være dumt så han blev siddende på hende mens han stirrede ned i hendes mørke hår og hvide fingre der blev endnu hvide fordi det ikke underligt havde det bare lidt koldt. Han stønnede tydeligt påvirket af tabet af energi der gik alt for hurtig men ellers havde han det næsten fint, det var selvfølgelig overdrævet, men bedre end før.