Dont hurt me... :: Diego

Tid ~ nær midnat.
Sted ~ Sombre
Vejr ~ Varmt, blid vind og ingen sol.
Omgivelser ~ Ingen at se sådan i nærheden men musik at høre fra en fest?.
Beklædning ~ Sorte mønstrede gennemsigtige leggins, en hvid lang top der har rifter ned af ryggen så den er blottet, og så en sort trøje/Jakke af en slags der stopper til under barmen af en.


Stierne fra parken lå badet i lyset fra himlens oven, halv månen og gade lygterne sat op af mennesker så vel som måske væsner?, dette vides dog ej fordi der først var begyndt at blive mere og mere indblik i at der fandtes andre end mennesker i denne verden og Di Morga var skam en af de førende lande med flest indbygger hvor der levede væsner end mennesker? men nu når man os tænker væsner så væsner vel os en slags mennesker som almindelige mennesker, de går rundt og ligner dem eller de fleste gør, nogen har været mennesker før de bliver engle og andre er født med deres særheder eller så vel som unikke talenter eller udseende.. Kaiden var en af dem som var født med det, hun var den eneste engle der var blevet hørt om der ikke var født ud fra at dø først men faktisk var født af ægte engle, hun var et virkelig engle barn og hendes vækst og hendes udseende ville nok ikke forandre sig efter hendes 18 års fødselsdag, nej der ville hun sidde fast forevigt, aldrig ældes aldrig dø før om flere tusinder år ville hun måske dø eller vis hun stødte ind i noget farligt men.. problemet var ikke at hun ikke havde mødt fare men at alle talte om en fare hun aldrig havde mødt, hun var ikke stødt ind i en eneste der var ond og modbydelig, skadet hende eller bed hende af vampyr eller dæmoner?, nej og det var næsten det eneste hun faktisk var stødt på?, dog havde hun os mødt en elver men ellers var alt andet næsten en almindelighed, hun forstod åbenbart at begå sig så hun ikke kom ud for at dø eller kom op og toppes med en eller anden?, fordi vis hun gjorde ville hun aldrig kunne dræbe personen, det lå hende rent i årene ikke at forelske sig, ikke at være andet end jomfru, ikke at dræbe eller ha så meget magt at hun kunne.
Hun gik let for sig selv mens hun tænkte alt dette igennem og lod gruset under hendes føder let rykke på sig når hun betrådt det, dog sagde det næsten ikke en lyd fordi hun var ligeså let som en fjer grundet hun var en engle, der var et eller andet mærkeligt ved engle? deres måde at være på, vægten og udseendet ?, platin hvidt hår var hun født med, så havde hun fået lysebrune striber i og fået klippet håret så de lysebrune striber der lå under håret, var 2 cm længere end det blonde..
Samtidig med hendes øjne var orange som en moden appelsin og hendes perlehvide tænder havde lidt brede spidse hjørnetænder dog ikke som en vampyrs..
Hun lukkede let øjnene et sekundt for at tænke lidt for sig selv og slappe mere af i sine nerver end normalt, hele dagen havde gået hende på så nu regnede hun med at kunne slappe af endelig for første gang i lang tid.

En mørk skikkelse rørte tavst på sig under et træ, mens han så mod månen. Den sorte skjorte og de mørke jeans gjorde ham næsten umulig at få øje på, hvis det ikke var for hans kridthvide hud. Selv hans hår var sort, som natten selv og det skjulte perfekt de røde øjne, der ville kunne afsløre hans identitet.
Engang for hundrede år siden, havde han lydt navnet Ciel, men nu ... efter en blodig forvandling og starten på et nyt liv, lød han navnet Diego, som hans skaber havde givet ham. Han tænkte mere på hans skaber, end han ville indrømme overfor sig selv, men det var en sag han aldrig havde talt om med noget levende væsen - siden han stak af.
Han var en dava og havde derfor tryllebundet piger sågar som drenge over hele verden, når han var ude at rejse. På hundrede år havde han set det meste af planeten, men der var steder, han stadig drømte om. Steder, der desværre kun ville være drømme til evig tid.
Firheden var sød men flygtig og han frygtede at blive fundet igen. Alligevel var det ikke den tanke, der kørte i hans hoved denne aften. Istedet tænkte han på den frygtelige tørst, der havde lagt hans hals hen i tørke. Blodbegæret voksede i hans bryst og han ønskede at smage de saftige, gyldne dråber så snart som muligt.
En ung pige sad ikke så langt fra ham, og da han hørte hendes tanker, dømte han hende til at være et let offer. Kort efter sad han ved siden af hende og efter blot et par minutter havde han fået hende til at fnise som en skolepige. Minutterne gik igen og da han rejste sig havde han blod om munden og pigen havde to mærker på sin hals. Han slikkede begærligt blodet fra sine læber mens han fortsatte ned af den smalle sti - væk fra pigen han havde udnyttet for hendes værdigfulde kropsvæske.

Kaiden ville dufte anderledes end andre engle dog nok ikke smage anderledes, men fordi hun var født engle så var hendes duft en helt anden netop fordi hun aldrig havde prøvet at være menneskelig. Hun mærkede sine hårlokker blidt stryge hen af hendes kind som vinden let pustede til hende.
Hun gik i sine helt egne tanker indtil hun stoppede brat op da hun syntes at høre et eller andet og hurtigt satte hun i løb og endte med at se sit første vampyr angreb der satte hendes hjerte rytme helt ude af kurs
og hun mærkede hvordan hun blot havde lyst til at løbe skrigende væk fra ham så hun skyndte sig at gå hurtigt bagud og gemme sig bagved et af træerne der stod i parken mens hun trak vejret så lydløst som hun overhovedet kunne
*Omg.. sig det løgn, der en vampyr der lige har angrebet en...
der en... nej vent vis han lige har angrebet en så vil han ikke ha mere blod og så jeg i sikkerhed?* hun så let til den ene side og syntes ikke at kunne se ham og kom så let frem igen så de orange øjne søgte rundt efter en skikkelse der ikke var til at se mens det lange hår lå blidt ned af hendes ryg på den sorte falske læder jakke som stod åben,
mens hun blidt nærmede sig stien igen og roede sig så undrende i håret men trak dog bagefter på skuldrene og var egenlig glad nok for at hun ikke kunne se den forfærdelige vampyr der lige havde angrebet en, vis han nærmede sig hende eller noget ville hun stikke af eller finde en pind og slå ham bevidstløs med..
Hun ville ikke ende som middag især fordi at hun aldrig var blevet bidt heller ikke.. så det ville blot gi hende mareridt..
Dog havde hun været så heldig at det endnu ikke var sket så det skete nok heller ikke denne gang..
//sorri det ikke er så langt//

Den mørke skikkelse stoppede op midt på stien, da han lagde mærke til nogen meget anderledes tanker i nærheden. Han lyttede et øjeblik og smilede så, da pigens færdt også nåede ham. Han havde altid holdt sig fra engle og havde aldrig smagt en engels blod ... men det lugtede så forførende og lækkert.
Han begyndte straks at gå mod den lyse pige og et skævt, charmerende smil bredte sig på hans læber. Han havde aldrig prøvet at forført en engel før, men han kunne ikke forestille sig, at de ville være sværere end så meget andet han havde været oppe imod. Selv elvere - som skulle forestille at hade hans slags - var faldet for ham ... Det var helt utroligt og han følte sig efterhånden meget selvsikker på sine evner.
Pigen han havde haft tænderne i for et øjeblik siden ville nok dø af blodmangel i løbet af natten, men det var ikke noget der rørte ham. Hun skulle bare være i live til han var kommet væk.
Efter lidt tid var han rimelig tæt på hende og det så ikke ud til, at hun havde set ham. Det ville nu ikke overraske ham, så let som han forsvandt i skyggerne.
En hvid hånd kom ud af mørket og lagde sig på hendes skulder og han koncentrerede sig hurtigt om at ændre sin øjenfarve, så de røde øjne blev krystal-blå og lyste op i hans ansigt under det sorte hår, han hurtigt havde skubbet væk fra ansigtet. Da han talte, var hans tone så charmerende at en dødelig ville besvime i armene på ham - og det var faktisk sket en gang før ...
"Er du okay?" Han så på hende med et bekymret blik, som om han havde kendt hende hele hendes liv eller at hun så ud som om hun kunne falde om hvert øjeblik. "Er der noget galt?" Han lagde hovedet på skrå og sørgede for at hun ikke så hans hugtænder, selvom hun allerede vidste hvad han var. Han var ikke længere sulten, så i det øjeblik ville han bare gerne have det lidt sjovt og se, hvor langt han kunne få en engel til at gå.
Han havde slet ikke tænkt på, om en engel ville være helt nonne-agtig, men da tanken slog ham fik han en ustyrlig lyst til at rive hånden til sig og flygte somom hun var udyret.

Hun stivnede fuldstændig da hun mærkede en hånd komme ud af det blå, dog havde hun ej været så tæt på vampyr før at hun vidste at de var iskolde så vis hun mærkede hans hud ville hun blot tro han frøs eller var en af de væsner der ikke optog varme så godt som andre. Fordi hun havde fået dette store chok´? havde hun glemt at opsnuse hvilket væsen han var og derfor stod hun blot helt som en uskyldig lille pige der ikke anede hvad hun skulle gøre af sig selv eller sige for den sags skyld"Aaa..." hun skulle lige til at skrige da hun så ham men så fik hun øje på de krystal blå øjne af hans og rødmede let ved at se så smuk en farve dog, var hunnok den eneste i di morga der ikke smed om sig med kærlighed og kys og alt sådan noget, hun var jomfru ved kys og ved ja .. seksuel aktivitet, hun mente at kødelige lyster og sådan noget som kærlighed ikke fandtes i hendes verden og til tider havde hun ret, skønt de fleste var facineret af hende hadet hun sig selv så meget..
De orange øjne så let på Diego og hun nikkede forsigtigt og sagde"J..ja jeg troede blot du var en anden men jeg tog vist fejl" hun grinte let og roede sig i håret lidt og betragtede ham så undrende og sagde"Lige før?" .. hun mærkede en vis advarsel begynde inde i sig og sagde"Er hun død" Kaiden kunne intet gøre.. for at forhindre pigen i at dø eller få hende i himlen, Kaiden var født engle men troede faktisk slet ikke på gud overhovedet eller helved, så hun bad aldrig eller gik op i kristen dom og alverdens andre religioner.. nej hun var atheist som man vel kaldte det, hun troede på det hun så og så ikke mere..
Hun smilede stille og sagde"Øhmm?.. nej der intet galt" hun roede sig lidt i håret igen og så lidt fjoget ud og vendte sig så hurtigt med ryggen til ham og begyndte at sætte hen af i mod stien og lyset og sagde"Nårh men øhm jeg må vist hellere smutte Ciao!"

Han hævede detene bryn og overvejede hvad der dog gik af hende. Det selvsikre charmerende smil blev på hans læber og det så ud til at gøre hende nervøs.
Hans maske var lige ved at karkelere, da hun spurgte om pigen var i live, men han holdte den på plads.
"Hun er ikke død. Bare rolig," hvsikede han med den same forførende tone som før. Han kunne godt se, at hun ikke var helt tryg i hans selvskab og det overraskede ham ikke helt. Kun dødelige fladt for hans fødder med det samme - det var jo derfor, de ikke var sjove. En engel ... han regnede overhoved ikke medc, at det ville virke som det plejede, men det var vel stadig forsøget værd, ikke? Det sagde han i hvert fald til sig selv, at det var.
Han grinede svagt, da hun pludselig skyndte sig væk, men han slap ikke hendes skulder.
"Har du travlt, chéri?" Han vendte hende mod sig igen og så hende i øjnene. Han var sikker på hun ville forsøge at rive sig fri og flygte, men tanekn om at kunne smage engleblod var så fristende ... Han ville ikke give hende lov at gå nogen steder.
"Du ved, hvad jeg er ... Er du bange?" Han smilede skævt og så ind i hendes orange øjne. "Tror du helt seriøst at alle af min slags er onde?" Han lagde hovedet på skrå og lignede hen helt uskyldig teenagedreng. For en vampyr var det en god fordel med et ungt ansigt. Hvem ville tro at en 16-årrig dreng var et blodtørstigt monster? Ikke ret mange ... Og Diego havde ofte taget det til sin fordel.

Hun så lidt på ham og sagde"Hm.. okay" hun turde ikke rigtig at ytre sig et eneste ord overfor denne vam0yr, han virkede ikke troværdig på nogen som helst måde værken hans udseende eller hans måde at være på overfor hende, måske var hun endelig stødt ind i en vampyr der ville hende ondt og hun kunne skam slet ikke lide tanken om det... overhovedet!...
Hendes krop rystede let da hun havde vendt sig om og han ikke havde givet slip på hende men nærmest fik hende vendt om som en ballerina elegant og smidigt, pludselig stod hun endnu en gang overfor fyren, næsten presset op af træet bagved hende og hun mærkede en følelse i maven sprede sig som havde hun virkelig fortrudt at hun var taget i parken denne nat og det havde hun skam os. Da han spurgte om hun var bange for ham nikkede hun forsigtigt og sagde"Ja jeg ved hvad du er" hun så flovt væk fra ham og kunne ikke lide at have øjenkontakt med ham, hans øjne føltes kolde og døde, som havde han ingen sjæl samt ingen samvittighed, den pige han bed i før, hun ville eller var sikkert allerede død?.
Hun gøs let ved tanken om det og sagde"Men ja jeg har altså travlt sååå... de må hellere slippe mig" hun tog let fat i hans hånd hurtigt og fik den vridet af sin jakke men vis han holdte for godt fast ville hun hurtigt smide jakken og sætte i løb så hurtigt som hun overhovedet kunne mod parkens mange træer og den lille skov der var ved den, måske i skoven kunne hun ryste ham af, hun var nemlig hurtig på grund af sin vægt, hun var så let som et fjer så at være udholden var skam let nok og at komme mellem træer og grene var skam os slidt klaret.
Dog kunne hun næsten ikke trække vejret fordi hun var så bange for om han faktisk ville gøre hende noget... hun havde undladt at sige noget angående det med vampyr var onde fordi de fleste var det dog havde hun aldrig selv stødt ind i en ond i nu men.. det var vist vendt hendes held...

En kort, hård latter slap hans læber og han slap hende ikke, selvom hans greb ikke strammede sig.
"Er det ikke meningen at engle skal se det gode og bringe frelse?" Han havde aldrig været religiøs - heller ikke i sit menneskeliv. Han havde aldrig set nogen positiv mening i at tilhøre en gruppe af fanatikere ... Han så ikke religioner som andet end store sekter.
"Burde en så ren som en engel, have fordomme mod andre væsener?" Han så på hende med et skævt smil og slap hende så, før hun begyndte at smide jakken.
"Hvis du siger, at jeg er ond bare på grund af min art, burde du så ikke forsøge at frelse mig for guds skyld?" Hans ene mundvige trak en smule i en grimasse, da han sagde ordet; gud.
Han vidste ikke meget om engle som art, men han kendte da til kristendommen og han kendte kun til guds engle.
Han anede ikke hvordan engle som hun var. Hun lugtede ikke som noget han havde mødt før, så hun kunne jo være alt mellem himmel og jord - og himmel var vist det helt rigtige ord i denne situation.
Han fik den tanke, at han måske havde grebet det hele forkert an, men der var jo ikke noget at gøre ved det. Han måtte bare håbe på, at hans ord havde ramt på den ønskede måde. Ellers var det jo bare én pige ud af million, der ikke var faldet for hans tricks. Sådan et lille tilbagefald ville ikke betyde det store for ham. I hvert fald ikke med hans opblæste selvværd.

Hun havde let gået bagud og på en måde prøvet at stikke af fra ham men da han sagde det med at frelse ham stoppede hun bravt op og vendte sig en anelse mod ham mens hendes orange øjne lå uforstående på ham og hendes fyldige silkebløde rosa farvede læber let adskilte sig og hendes franske accent afslørede endnu en gang en blød forførende stemme"Det de siger er at.. bare fordi man er et væsen af himlen.. så kan man frelse alle eller vil prøve det" hun kunne ikke lade vær med at grine let fra strubens dyb over så dum en ting som frelse"Ingen kan frelse en vampyr og generaldt hader jeg blot blodsuger" hun gjorde et let buk og sagde"Men vis de vil ha mig undskyldt så vil jeg hellere være alene end i nærheden af så beskidt et væsen som dig" hun blinkede drilsk til ham fordi..
En engle var renere et væsen end en vampyr der levede af andre levende væsner, man vidste jo aldrig hvad de havde sat tænder i for det første, og så vidste man heller ikke hva de bar rundt på?.
Beskidt var ordet for vampyr for hende.. ja beskidt det var han skam.
"Tro ikke du nogen sinde vil kunne komme til at smage på mit blod"
Hun huskede tydeligt hvad englen i hendes drømme havde sagt, at hun var en unik pige, en over de normale engle, blot på grund af hendes fødsel, dog var det heller ikke unormalt mere for engle at få børn født som engle ? men .. der var blot det problem at engle var der ikke mange af mere, og vampyr´ene dræbte dem hurtigt vis der var en i nærheden af dem.
Derfor trådte hun varsomt tilbage uden at slippe den blå øjet fyr foran hende som hun end ikke kendte men dog heller ikke ville komme for tæt på til at kende.
Han virkede falsk, falsk i hans søde vær måde at være på og falsk med hans godhed"Jeg tror ikke på gud så vis du vil frelses så må du finde en anden"
Hun drejede let rundt på foden og fortsatte i en gående retning ud på den oplyste sti og følte sig nogen lunde i sikkerhed, indtil vider da?.

Han droppede den falske øjenfarve, da hun jo vidste, hvad han var. Hans røde øjne lyste i mørket og han hævede det ene bryn, mens hun bevidste hans overvejelser om, at han havde grebet det forkert afn. Han spærrede øjnene lidt op, da hun sagde, hun ikke troede på gud. Skulle engle ikke være direkte forbundet med gud? Han tænkte ikke over det. Han havde aldrig selv troet på nogen gud.
"Du tror, jeg er beskidt, på grund af min art? Fordi jeg gør, hvad jeg skal gøre, for at overleve?" Hans stemme og hans skuespil ændrede sig på sekunder og han lød som et fortabt og såret lille barn, der blev ladt alene. Det var sådan set, hvad han havde været, inden han blev forvandlet, så masken faldt ham helt naturlig også selvom hans skuespil normalvis var perfekt.
"Du har fordomme mod mig, selvom du synes mine fordomme er langt ude ... Hvordan kan du vide, jeg ikke er anderledes, med mindre du lære mig at kende." Han lænte sig mod træet, hun havde stået presset op af. Han greb ikke fat i hende igen, selvom han havde lyst. Han kunne jo ikke. Så ville hun aldrig så meget som forsøge at give ham en chance. Han kunne godt tvinge hende, til at give ham sit blod, og bare stikke tænderne i hende med det samme, men han ville ikke. Han ville vinde denne sejr på den rigtige måde.
Men ville en engel mon flade for hans tricks? Hun havde jo ret i, at han havde en beskidt levevis af natur. Men han havde jo ikke løjet, da han sagde, han kun gjorde det for at overleve ... Og tidligere havde han jo påstået, at pigen ville overleve, så englen havde heller ikke noget bevis for, at han rent faktisk dræbte sine ofre!

Det var så facinerende at høre på ham hvordan han ville overbevise hende at han var sådan på grund af han var forvandlet og ikke fordi han faktisk nød det?, det var en nydelse for ham i hendes øjne.. at være sådan et koldblodigt monster der kunne dræbe og tage liv, der havde så meget magt at blot nogle sug og så ville man lægge livløs i hans kolde arme for derefter at blive glemt af omverden... "Jeg stoler ikke på dig, så nej jeg vil ikke lære dig at kende" hun så let væk til den ene side dog fortrød hun hurtigt sine ord, dem hun havde mødt havde jo ikke været onde mod hende og ham her havde heller ikke indtil vider.
Hun løftet let blikket og betragtede ham mistroisk og sagde så mens hun nærmede ham forsigtigt dog stod hun 1 meter fra ham da de stod ansigt til ansigt"Jeg villig til at lære dig af kende på en betingelse... at du aldrig nogen sinde bider mig" hun smilede lumsk og sagde"Sværg på det og hold dit løfte og så vil jeg lade tvivlen komme dig til gode" hun stod der lidt afventende og ventede på svar fra ham om han ville holde et løfte og hun vidste at vis han sagde nej var hans motiver for at lære hende at kende... onde.
MEN... vis han svarede med et ja så ville hans motiver måske være anderledes og han var mund os en af de gode vampyr.
Hun strøg let det platin hvide hår til siden mens hun langsomt lænte sig op af træet os og betragtede ham temmelig mistroisk stadig og sagde"Jeg falder ikke for dine tricks sååå... du kan godt spare dig vis du prøver at score mig for at suge mit blod senere? så kan du ligeså godt begynde at slås om at få det... fordi du får det altså ikke.. jeg forelsker mig aldrig i nogen" hun smilede lettere ondt denne gang for første gang og hun mente hvert et ord.. aldrig havde hun forelsket sig... Aldrig..

En svag latter-symfoni slap hans læber og hans røde øjne så ind i hendes orange.
"Du, der siger, du ikke vil stole på mig, beder om mit ord?" Han smilede skævt og hans udtryk virkede pludselig helt hjerteligt og sprudlede af barnlig glæde, der passede perfekt til den lille seksten-årrige skikkelse. "Efter du har kaldt min art beskidt og sagt at en som mig, kan man ikke stole på. Du tror for fulde alvor at jeg nyder at tage menneskeliv ... " Han rystede på hovedet af hende og sukkede svagt. "Den slags fordomme gør også dig beskidt, at du bare ved det ... " Han havde ikke rykket sig den mindste smule tættere på hende, eftersom hun tydeligvis ikke kunne lide at være tæt på ham.
*En vampyrs løfte er ligeså tyndt som glas,* tænkte han uden at lade det afsløres i hans udtryk. *Men hvis det gør hende glad, så ... *
"Hvad vil du have? Skal jeg hæve højre hånd eller ligge den på mit hjerte?" Han grinede kort og fik det virkelig til at lyde som om, det at sværge var det mest barnlige overhoved. "Eller vil amar-og-halshug være nok?"
Han lænede hovedet mod træets stamme og flyttede ikke blikket fra englens ansigt. Folk så det jo som en ærlig ting, hvis man holdt øjenkontakt - hvilket også var en af de ting, der gjorde det så svært for ham at se ind i en anden persons øjne. Man sagde, at øjnene var sjælens vinduer, og når man så ind i hans øjne længe nok, blev det alt for tydeligt at han ikke længere havde sin sjæl. Den var blevet suget ud med blodet for 100 år siden, da han var blevet forvandlet ...