Ufrivillig slave? Avery

Sted: Slavemarket
Tid: Omkring midnat hvis ikke over
Omgivelser: Et slags skur. Det er ret lille.
Vejr: Få skyer og en smule køligt. Eller for Angelin følels det som minusgrader.

Kalustofobien mældte sig igen for den unge engel. Det svimlede atter for hende og hun havde det som om hun skulle kaste op. Hvorfor havde hun også været så skide nysgerrig? Hun skulle aldrig ha bevæget sig ud på en af de dystre gader! Det gjorde bare at hun sad i et skur nu, og frøs som bare satan, med metal-lænker om anklerne og om håndledne. Og lænkerne om håndledne, var lænket til nogle tremmer i det lille skur hun opholdte sig ud. I korte sekunder besvimede hun. Lænkerne holdte hende oppe. Hvis ikke de havde holdt hende oppe, ville hun være faldet bagover, ind i væggen bag hende. Der var virkelig småt i det skur, og væggene føltes at komme tættere og tættere på. Kulden bed sig fat i hendes bare overarme. Måske skulle hun ha taget noget andet tøj på, eller bare en bluse ud over toppen?
Forbaskede kutteklædte mand! Hvorfor skulle han også lige ha taget hende med sig? Nu ville hun ende sine dage som slave? SLAVE? Hun var en engel!? Ingen ussel slave, som skulle arbejde for en herre! Hvad gikder af folkene? En tåre trillede ned af den blege kind, som nu var blvet endnu mere bleg. Pludselig kom hun på nogle tanker, som måske kunne hjælpe hende, men nej. Vingerne kunne hun måske bruge, men hendes evne til at synge væsner i søvn, ville ikke hjælpe hende her. Selvom det kunne ha været utrolig nyttigt at gøre ham den kutteklædte mand bevidstløs. Hvorfor havde hun egentlig ikke tænkt på det før nu?
De hvide dunbløde vinger, skød sig ud mellem hendes skulderblade, og foldede dem en smule om skuldrene for at søge varme. Gid nogle ville komme hende til hjælps nu!

Midnats timerne herskede atter, og klokken havde allerede slået sit tolvte slag da den kappeklædte skikkelse, havde taget sine skridt imod byen. Hvor han kom fra vidste ingen, ud over den retning han var kommet ud af den tæt voksende skov af. Et roligt sukgled ud igennem den mund han havde på sig, ganske fyldig underlæbe, mens overlæben knap var så fyldig, en spids næse, der skabte et karakterisk ansigts træk, som gjorde ansigtet smukt, på en hel anden måde. Øjnene skinnede let i mørket, folk ville sikkert have troet at skikkelse var en isdæmon, på grund af skæret der kom fra de pupilløse øjne. Han var ikke blind, men hans øjne var uden for pupiller, hvordan denne detalje, denne manglende detalje ikke herskede i hans regnbuehinde, anede han end ikke selv, men Avery sagde ingen ting til denne lille adskillelse fra ham og hans familie. Blikket gled stille rundt, imens det hvide hår sad let ned over hans ene øje, som fik håret til at få et lyseblåt skær. Det samme gjorde der ved det andet, hvor håret sad i tjavser men øjets fakkel skær, kunne stadig ramme det.

Hvor han var på vej hen, det vidste kun han, og han gik målrettet, uden smutveje, uden at lade sig standse af noget som helst, som kunne gå ham i møde og gøre hans spadsere tur, imod dette ukendte endnu længere end hvad han selv havde planlagt sig. Der gik dog ikke lang tid før end han var kommet hel ned til den anden ende af byen, og det kunne vidst lige så småt gå op for et muligt publikum at hvor hans destinations ende lå hende. Efter ikke så lang tid, så han nemlig lige uden for Ecslaves indgang imod dette bodfrie område hvor det eneste der sådan rigtig eksisterede, var skure, vogne, trækhuse, hvor forhandlere over hele verden solgte deres ʻudsøgte’ slaver.
Roligt trængte han ind til dette område, denne arena af slavehandel, og højlydte piskesmæld, men hen af aften var der ikke mange kunder, og i dette øjeblik, var der ikke et øje, eller jo… en ældre mand, lidt længere henne, men ellers ikke et øje ud over de sædvandlige forhandlere.

Med rolige, afslappede, og velfattede skridt gik han hen af stien, hvor forhandlerne begyndte at kalde på ham, som var de aber der ville have en banan til. Men han lod sig ikke fanges af deres opmærksomhed, før end hans øjne opfangede en fjers dovne bue imod jorden. Roligt betragtede han dets flyveplads, og derefter hen på de to forhandlere der syntes at spise et godt stykke brød eller en eller anden form får suppe, så vidt han kunne se. Roligt gik han hen imod dem, og nikkede lidt imod det yderst lille skur, ”Hvad har i?” spurgte han så kortfattet, som tegn på at han ikke ville høre lange svar og en masse tilbud omkring det ene eller det andet.

Avery kiggede på skurets indgangs entré, hvordan den smalle dør var forslået af rust og ballede. Blikket gled hen på den ene sælger, og hævede brynet som i et; når bliver det til noget? Og det gjorde det, døren blev åbnet, og han kunne få muligheden for at kigge ind til det væsen der befandt sig derinde, ungt var det, en død engel i en for ung alder, men det gjorde ham intet. ”Jeg tager hende…” sagde han roligt, og frem rakte den ene nogle penge, imens den anden løsnede hendes kæder.

Det blonde lange hår, forvildede sig ind ved vingerne, mens flere bølger af kulde, krøb gennem hendes krop. Det var som om, at det gjorde mere ondt på hende når kulden nærmest krøb, end da den strømmede igennem hendes krop, og sendte korte chokbølger. Hun rystede af kulde, og hendes tænder klaprede en smule. Hun trak vingerne lidt længere op omkring sig, men de gav intet fra sig. Ikke det mindste varme. De var lige så kolde som resten af hendes krop. Hun kunne lige så godt droppe idéen om at blive den hun var før. Enten kom hun ud af det lille klamme skur, og blev en eller andens slave, ellers ville hun dø af kulde, inden for den første nat..
I skuret var der også utrolig mørkt. Så mørkt, at hun ikke engang kunne se det mindste af hvad der forgik udenfor. Hendes krystalblå øjne, søgte ivrigt efter den mindste lille sprække i vægen eller måske i gulvet, hvor en ganske lille lyskilde kom fra. Hendes blege hud, blev mere og mere kold og blålig. Bare hun ikke skulle fryse ihjel og dø for anden gang i sit liv.

Ude fra pladsen, kunne hun opfange tanker og lyde, som kom fra nogle der snakkede sammen. Hun havde før hørt to stemmer, men det var ikke deres. Det var en helt anden persons stemme. Det var ude med hende. Hun skulle nu tilbringe resten af livet, som en ussel lille slavetøs. Hvad var der lige i det? Få tanker som: ’Han vil sikker finde det interessant, det han vil se,’ og ’Hvor meget mon han giver for hende?’ Kunne hun opfange ude fra pladsen.. Skridt nærmede sig det skur hun sad i. træmurene begyndte atter at trække sig sammen, følte hun. Hun hev efter vejret, men besvimede af skræk. Hendes vinger var stadig foldet om hendes skuldre, da døren blev åbnet, og hun hørte svage stemmer.
Nogle begyndte at tage hende lænker af, på både hænder og fødder. Måske var hun allerede død? I himmelen igen eller noget? Sidste gang hun havde været det, havde hendes forældre også været der, sammen med hendes søster. Nu havde hun så fået livet tilbage, ved at vende tilbage på jorden som en engel.

Da der lidt efter blev rusket i hende, kom hun til bevidstheden. Hun vidste ikke længere hvor hun var, men kulden bed over hele hendes krop. Hun så forfærdet på de tre mennesker der umiddelbart stod foran hende, eller lidt til den ene side. Hun krøb sammen i panik, og en tåre trillede ned af hendes kind. Hun var virkelig bange! Hun var faktisk mere end bange. Hun var rædselsslagen for hvad der ville ske med hende nu. Hun havde hørt penge gå fra den ene hånd til den anden. En engel som slave, kunne vel godt koste omkring de 20.000.000? Tænk at nogle ville betale så mange penge, for at få hende som slave?
”H-hvem er du?” Hun så med bange og rystede øjne, op på den herre hun ikke havde set før. Stadig rystede hun over hele kroppen, og hendes læber var isblå. Havde han købt hende, eller var det bare noget hun bildte sig ind, at han havde gjort?

Hvis han havde købt hende, betød det at han så ejede hende. Hun var så hans ejendel? Hun kunne ikke længere være fri, som den engel hun havde været før. Hun ville nu skulle leve under strenge regler og kommandoer. Det ville blive forfærdeligt for hende.

Blikket gled hen imod den ene mand til den anden som stod der og afventede hans ord, omkring han var tilfreds med det han så, med denne engel som havde været en så uheldig skabning at falde i klørene på disse mænd der syntes at være godt tilfredse med deres sære væsen. Hvad de selv var, havde han ingen anelse omkring, sikkert bare nogle mennesker der havde et utrolig talent for at hugge det der var nogle rang højere end dem. Og hvad var han så…? Hvad var denne sort elver? Det var nu ganske simpelt; en interesseret køber, hvis opmærksomhed var blevet vækket af en enkelt lille fjer der endelig havde set sine dages udgange. Blikket gled hen på den ene mand, og tog en god sum penge op af lommen, hvor de blev overrakt til denne ukendte skikkelse, som han ville se for sidste gang af sit liv, måske, han vidste det ikke, men måske var det for det bedste at han aldrig fik dem at se igen. Han skulle i hvert fald ikke nyde noget med at være spærret inde i et rum, selvom han hurtigt ville kunne slippe fri igen. Rolig gav han et nik til den ene mand, som tegn på at få løftet hende op på stå ben, inden han gik hen og overtog.

”Lad være med at prøve på noget…” sagde han sammenbidt til englen, hvor han holdte hendes arm fast, og lod pege- og lange finger presses let imod hendes pande, og begyndte på illusionerne inde i hendes hoved, skabte hende den falske følelse af at søvnen indhentede hende, og skabte et drømmende syn for hendes indre øje. Han fjernede sine fingre og trak sin kappe af med hånden og lagde den så godt muligt rundt omkring hende, og tog hende op i sine arme. ”Det har været godt at forhandle med Dem..” sagde han så og nikkede til de to mænd der stod og talte pengene op, hvor at Avery forsatte væk fra denne plads, imod det sted han kaldte for hjem. Hans hus var oppe i de store egetræs trækroner, rundt og stort, større end hvad man faktisk skulle have troet. Men Avery var typen der ikke rigtig brød sig om små boliger, desuden havde det taget ham en rum tid, og kræfter at få lavet huset sådan som han ville have det. Dog var der en bro der førte over til to andre huse, nogle træer væk – måtte man vidst sige – dette gav ham mulighed for at have et mere organiseret hjem, og flere gemmesteder. Desuden havde folk også for travlt til at kigge på deres egen navle end op på himlen og de mange trækroner.

Han traskede afsted, med en yderst smidig gang, som om kvinden i hans arme ingen ting vejede. Det var nu heller ikke ligefrem fordi Avery han var svag, faktisk utrolig stærk, men det var vel forskelligt og hvad man nu sammenlignede ham med. Da han havde gået et stykke tid, forsvandt han pludselig med pigen i sine arme, ud i intetheden, eller næsten… I dette øjeblik hvor han susede afsted i en svært seende skikkelse, var han i skyggerne. På denne måde kom han hurtigt frem til det sted han kaldte hjem.

I det samme stod han på den runde balkon der omgav hele den hytte han havde. Roligt kiggede han rundt, imens opmærksomheden var på det højeste hvad angik lugte der ikke burde være der, og lyde der ikke var rigtige, men han kunne ikke mærke forskel på stedets omgivelser. Roligt traskede han ind i det største hus af de tre han havde og kiggede lidt rundt inden han vandrede videre imod sofaen og lagde hende stille ned, hvor efter han fik drømmen til at forsvinde samt følelsen af træthed, så han kunne få sig et ordentligt gik på kvinden her. Han fik sine skygge tjenere som han styrede med sine kræfter til at tænde op rundt omkring sig, så han kunne få en bedre belysning.

Hun havde lyst til at græde, men gråden steg ikke op i hendes hals, og ingen tåre trillede ned af hendes kinder. Hun krølle sig bare sammen, og forsøgte at gøre sig så lille som muligt. Hun ville virkelig ikke være slave, og ville ønske at hun bare havde tænkt sig lidt mere om. Hun trak knæene op under sig, og foldede vingerne om sin krop. Hvis der var noget hun ikke havde lyst til at vide, vare det hvor meget den mand havde givet for hende. Det havde nok ikke været helt billigt. Hendes bløde vinger, gav stadig ingen varme fra sig, og det irriterede hende for groft. Hun måtte vel bare rejse en tur til Rusland om vinteren? Der skulle der vist være rimelig koldt. Så kunne det være at hendes vinger kunne give lidt varme der?
Angelin blev guidet op og stå, og det adlød, selvom hun inderst inde virkelig ikke gad. Hun trak vingerne en smule tilbage, så de nu kun var bag hende. Hun stirrede på den mand, som hun ikke havde set før, for at finde ud af hvem han var. Han så ikke just venlig ud.

Skrækslagen nikkede hun langsomt, til hvad den ukendte mand der bedte hende om at lade være med at prøve på noget. Lige der, var hun næsten også for bange til at gøre noget. Det eneste hun turde gøre, var at trække vingerne ind så de forsvandt. En fjer fra hendes ene vinge, svævede ned mod gulvet, og landede blødt på det hårde underlag.
Angelin måtte gøre sig skeløjet, for at kunne se hvad den ukendte havde gang i. Hun nåede ikke at tænke over det, før trætheden meldte sig for alvor. Hendes øjenlåg faldt i lige så stille, og hendes knæ gav efter. Hvis ikke han havde haft et solidt greb i hendes arm, ville hun ha faldet til gulvet på meget kort tid.
Hun opfattede at noget blev lagt om hende, at de forlod skuret og sidst men ikke mindst, at hun blev båret på.

Selvom hendes krop viste at hun kun var seksten år gammel, var hun de 287 år gammel. Det var 271 år siden, at hun mistede sine forældre og sin lillesøster i en bilulykke, og 271 år siden, at hun selv døde og kom tilbage på jorden, som en engel i stedet for et ganske normalt menneske.
Flere gange den nat, havde hun været i en ude-af-kroppen tilstand, og hendes sjæl sendte hende til den stue, hvor hendes forældre lå i kunstigt koma. Hendes søster var allerede død på stedet, da ulykken hændte. Hun havde den aften set hendes forældre i kunstigt koma, blive taget ud af koma og begravet. Få timer efter, døde hun selv.. Himmelen havde været en mærkeligt sted, mente hun. Alt var hvidt og ekstremt smukt. Alt for smukt faktisk. Da hun tænkte på det hele som var sket for 271 år siden, fik hun faktisk tåre i øjnene selvom hun faktisk sov.

Lidt efter, blev hun lagt på en sofa eller bare noget som var dejlig blødt. Åh gud!? Var hun nu død igen? Endnu en tåre trillede ned af hendes kind, og hun afgjorde, at hun umuligt kunne være død, når hun kunne mærke tåren. Hun havde ikke rigtig haft en slags drøm, kun et mareridt om den aften. Hun genså det hele, da en blik kørte ind i dem og far blev slynget gennem forruden. Mor blev hårdt kvæstet og.. Det stod hende ikke helt klart, hav der var sket med hendes søster den nat. Hun døde ihvertfal på stedet.
Følelsen af at være træt, forsvandt hurtigt efter hun var blevet lagt på sofaen. Hun kunne høre knitren fra en slags brændeovn, og kunne mærke at nogle lys blev tændt omkring dem. Hun satte sig halvt op, og slog øjnene op. Det første hun fik øje på var ham..

Han kiggede på hende sagde ikke det store, faktisk ingen ting, inden han rejste sig op igen, og gik hen imod døren der førte ind til badeværelset. Lige inden han forsvandt, havde han gjort et håndkast med den højre hånd, som var en beordring til skyggerne der var omkring ham, til at holde øje med hende, imens hans korte fravær ville stå på. I det han trådte ind, gik han direkte hen imod badekaret og tændte for varmebrikkerne under det, imens han beordrede nogle andre skygger til at få karet opfyldt med vand. Igen gik han ud til hende og kiggede hen imod hende. ”Det første du gør, er at få taget dig et bad… også skal jeg nok sørge for noget med til dig…” sagde han roligt, og hævede det ene bryn inden han slog et kast med hovedet, ”Badeværelset er der, jeg går ud fra du selv kan klæde dig af og på..” sagde han roligt, inden han fortsatte igennem en døråbning der førte ham ind til køkkenets store omkreds. Roligt fik han samlet noget grønt, samt friskt kød sammen, og varmebrikkerne blev varmet op imens hans øvede hænder gik i gang med at opfylde de krav hendes mave kunne stille.

Der gik dog ikke længe før end han var færdig med hendes ret, og fik dækket bord op til hende, og kun hende, hvor efter han ventede på at hendes arme sjæl ville gøre sig i selskab med hans egen. Roligt kiggede han ned imod bordet, imens han overvejede om han skulle give hende noget andet tøj frem for det uhumske og ildelugtende hun selv havde haft på. Roligt rejste han sig op endnu engang, og traskede ind i et, gemakker der tilhørte ham selv, og gik hen imod et af skabene, og trak nogle gamle kjoler frem, som i sin tid havde tilhørt hans mor. Roligt blev de taget ud af deres opholdssted og gik derefter ind i stuen endnu engang, og derefter hen imod det bord han havde pyntet op, og lagde kjolen hen over stolelænet.

Endnu en gang sad han på sin plads, ventede, var tålmodig, imens han lod skyggerne holde øje med hende, overvåge hende, for så at give ham besked omkring en hvilken som helst lille særhed der kunne opstå imens han havde hende som slavinde. Et stille suk gled ud igennem hans næse imens han rejste sig og gik ud for at hente et vin glas, og derefter gå tilbage igen for så at hælde noget af den vin han havde taget frem og hælde det ned det glas han selv havde hentet. Han var bestemt sikker på at denne fange, denne slave han havde anskaffet sig, bestemt ikke ville blive nogen let sag på nogen måder, men lidt besværlighed skadede vel ikke. Men det havde han allerede tænkt sig at informere hende omkring når han nu kom i gang med at sige at hun skulle gøre som han sagde, ellers ville der komme konsekvenser. Blikket var faldet ned imod det vinglas han havde stående fremme foran sig, hvor han drejede let på dets hals, så den runde bund svirpede imod det blankpolerede bord.

Den ukendte mand, rejste sig for at gå, og Angelin gned sine øjne en smule. Han kom atter tilbage, og bad hende tage et bad. Stadig var hun ikke klar over hvem han var, men sikkert hendes herre nu, og hvad han sagde, var åbenbart hendes lov. Pff.. Hvad skulle det gøre goldt for? Et bad? Hun havde været i bad før hun havde bevæget sig ud i gaderne og var blevet snuppet for øjnene af en masse gispende mennesker. Skyldfølelsen over at hun havde gjort det, hobede sig op i hende, og hun følte at hendes personlighed var en smile splittet, eller at der sad en køn lille engel på hendes ene skulder, som fortalte det hun skulle gøre, som var godt, og en lille djævel på hendes anden skulder, som fortalte hende hvad for noget skidt hun skulle fortage sig.
Blot nikkede hun til den ukendte herre, og skulle lige til at spørge hvad hans navn var, men hun turde ærligtalt ikke at spørge. Hun lukkede døren bag sig, stadig utrolig tavs, og begyndte at klæde sig af. Hendes krop føltes meget klistret, selvom hun blot havde opholdt sig uden døre og så i det skur. Der var sikkert et par svedperler, som var løbet ned af hende krop, de gange hvor frygten meldte sig. Badekaret var fyldt op, med dejlig varmt vand. Først stak hun tæerne i og derefter sank hun lige så stile ned i det behagelige vand, med hele kroppen. Hun fandt næsten i søvn, i det varme vand, men vidste at hun nok skulle skynde sig en smule.

Hun badede færdigt, fik vasket sig, og fandt et af de mere slidte håndklæder i et af skabene. Hun håbede at han havde det okay, med at hun bare sådan tog et, når der ikke var lagt noget frem til hende. Nu var hun sikkert også bare dum som en dør, men hun håbede at han ikke ville blive for sur. Hun klædte sig på igen, og rettede en smule på tøjet samt håret. Håret var stadig en smule vådt, men hun havde også bare tørret det en smule med håndklædet. Det gyldne hår var nu mere brunligt end gyldent, men det var også kun fordi at hun lige havde været i bad. Forsigtigt redte hun håret igennem med den ene hånd, og lidt efter begav hun sig hen til døren. Lige før hun tog i håndtaget for at åbne, stoppede hun. Hun ville lige tjekke, at vingerne var uskadte. Det var de heldigvis, og hun fik dem til at forsvinde igen. Nu lagde hun hånden om dørhåndtaget, og skubbede døren op.. Med forsigtige skridt, gik hun omkring en meter væk fra døren til badeværelset. Hun havde stadig ikke sagt et eneste ord, og åbnede munden for at sige noget. Ikke en lyd kom ud, og hun lukkede den igen, og så forlegent ned i gulvet. Dog følte hun sig ikke længere bange, og gik et par skridt tættere på. Stadig forholdte hun sig roligt, og hun var kun en smule nervøs. Hun kiggede tavst på ham, og forsøgte at tyde hvad han ville have hende til at gøre. Om hun skulle tage plads eller om hun skulle vente på hans ordrer.

Han kiggede rundt omkring sig ventede på at kvinden ville komme og da den tanke så endelig var tænkt kom hun sørme også, de isblå øjne vente sig direkte, og hurtigt hen imod hende. Som om hver en detalje hurtigt blev observeret. Han vendte så øjnene imod pladsen som hun skulle sidde på og nikkede en enkelt gang som tegn på at hun kunne for lov til at sætte sig på sin røv og tage imod den mad han havde lavet hende. Mere ville hun ikke få for i aften. Da hun havde sat sig ned, gjorde Avery sig det lidt mere mageligt, ved at plante begge albuer på bordets blanke overflade og kiggede på hende. Et dybt suk gled ud igennem hans næse imens han berettede sig til at skulle fortælle hende hvordan det hele forgik.

”Du gør, præcis som jeg beder dig om at gøre, på den måde får du en respektable gang… Gør du så meget som én ting forkert, bliver du straffet…” Sagde han roligt i et varmt tonefald som om han snakkede om en normal hverdags ting. Han tog vin glasset op i sin ene hånd og hældte en smule ned igennem hans bug og videre ned igennem halsen. Det blev sat ned igen, og et koldt smil kom frem i den ene mundvig, inden han kiggede hen imod hende endnu engang, imens han betragtede den tynde spinkle krop. ”Du taler når du bliver tiltalt. Og at prøve på at besejre mig ville være dumt…” sagde han så og smilede ganske stille, inden han tog endnu en slurk af vinen og rejste sig så op, hvorefter han nikkede imod kjolen, ”Jeg vil be’ dig om at skifte tøj til det der, du ejer nu, vil blive smidt væk.” Sagde han så og kiggede skrapt på hende som tegn på at hun ikke skulle komme med indvendinger, hvis det var det hun havde i tankerne om at gøre.

Roligt tog han sit glas og gik ud i det køkken han selv havde fået frembragt og fik skyggerne til at gøre rent for ham, det meste af det der skete omkring ham var faktisk skyggernes værk, hans værk som gjorde at der var lidt mere dystert og lidt mere køligt når skyggerne tog deres indtræden. Dog fik han dem til at forsvinde så snart han opfangede at deres arbejde var gjort. Da de så endelig kom tilbage, havde det også en lidt anden effekt på Avery’s ydre, han så friskere ud, og knap så gammel. Ja det var et hårdt arbejde at sprede og tage sin egen skygge, og andres henkastede skygge og udnytte den, men ikke nok med det var hver en sjæl han havde ædt, under hans magt, blot som en skygge. Dette ville også hænde for hende, hvis hun ikke opfordrede det han gjorde, men hun skulle nok en gang finde ud af hvad der i grunden fik hans kræfter til at være så kraftfulde som de nu var.

Med forsigtige skridt, gik hun hen til stolen, og satte sig ned. Hun trak den en smule ind under sig, så hun ikke ville sidde helt nede i den anden ende af lokalet. Hun studerede ham atter med de krystalblå øjne, men hun kunne virkelig ikke se for sig, hvad hans navn mon kunne være. Det eneste hun var klar over, var at hun nu tilhørte ham, og skulle følte hans mindste kommando.. Og hvis ikke hun gjorde det, så ville hun blive straffet på en eller anden måde. Det ville sikkert ikke blive et kønt syn, eller en særlig behagelig oplevelse for hende heller.
Der var måske en enkel ting, som kunne få hende til at stritte meget imod, og det var vist han ville bruge hende til hans egen tilfredsstillelse. Det ville hun bare ikke gøre, det ville føles så urealistisk at gøre, for ikke at sige utrolig klamt. Hvis det nogle sinde skulle ske, som hun faktisk regnede med, ville hun gøre modstand, altså med mindre hun ikke var sig selv, og måske var styret af et eller andet. Det skulle ikke undre hende, hvis han havde et par tricks i ærmet.

Som han sad der, og snakkede til hende med en ganske normal tone, skræmte det hende faktisk, at hun skulle adlyde hvert et lille vink han havde. Før havde det ikke skræmt hende, men hun havde nok heller ikke tænkt over konsekvenserne for at gøre noget forkert, da hun ikke frygtede det. Angelin var ikke rigtig sulten. Faktisk følte hun sig stopmæt, selvom hun ikke havde spist særlig meget. Hendes spinkle krop, var bare ikke van til særlig meget mad, og derfor kunne hun indtage meget lidt føde og stadig klare sig i et par dage. Hun havde i over 250 år, været en slangs hjemløs, men havde altid klaret sig i naturen. Det var klart et af hendes bedste steder hun kendte til. Den smukke natur. Nu var hun blot bange for, at hun aldrig ville få fødderne ned fra det hus, og ville føle sig som en lille fugl i et bur. Dog var denne fugl ikke til pynt, selvom hun hellere end gerne ville ha været det. Bare en fornem pyntedukke, som ikke behøvede at arbejde for at overleve, eller bare i det hele taget arbejde for ikke at blive straffet. Da hendes herre, bedte hende om at skifte tøj, tog hun kjolen under armen, og bevægede sig atter hen mod badeværelset. Han havde vel ikke tænkt sig, at hun ville skifte tøj foran ham, havde han?

Da hun havde skiftet tøj, kom hun atter ud af døren til badeværelset. Hendes hår var nu tørt, men hun havde også anstrengt sig for at få det til at sidde nogenlunde. Hun havde sat det op i en fiks lille knold på baghovedet, men lod en bred tot hænge. Det var mere eller mindre hendes pandehår hun lod hænge. ”Hvad har De i tankerne for mig, herre?” Sendte hun ved hjælp af tankekræft. Hun talte ikke, så han kunne ikke straffe hende for det. Nu spillede hun sikkert kæphøj, men det kunne han vel ikke? Hun havde ikke snakket, men sendte en tanke af sted. Angelin regnede ikke rigtig med at hendes herre kunne det samme som hende, altså sende tanker af sted.

// beklager det blev så kort ^^''

Roligt Kiggede han på hende, da hun gjorde som han sagde og nikkede roligt til det, hvor efter han sukkede roligt ud, og rejste sig op for at strække sig lidt, det havde været en lang dag, og han skulle have gjort et par sidste ting også. Roligt gled blikket ned imod tallerkenen der stadig stod på bordet, han kunne ligeså godt få hende til at gøre rent, nu når han havde fået hende ud af det skur, og givet hende en længere frihed. Han gik hen imod sofabordet og begyndte at tage overkroppens beklædning af, den kunne være noget trættende at skulle have på optil flere timer i træk, mest af alt på grund af det panser det også var udstyreret med. Da hun endelig kom ud igen vendte han blikket hen imod hende, og hævede det ene bryn, ja tøjet klædte hende da bedre end forventet måtte man sige. ”Tag opvasken.. Så viser jeg dit værelse.” kom det fra ham og slog et kast med hovedet imod bordet, hvor hendes tallerken stod.

Derefter rettede han sig op og gik hen imod det værelse hun nu fik lov til at eje, og åbnede døren op, den var endnu ikke låst endnu. Men det ville den blive så snart hun havde sat sine fødder derind. Han tændte de små stearinlys rundt omkring og kiggede hen imod hende i køkkenet, ”Kom herhen…” brummede han og holdte døren åben for hende. Rummet var nu ganske normalt, der var en seng, med fine udskæringer, en kommode, og et spejl oven over det. Gulvet havde varmebrikker under træbrædderne. Der stod rimelig mange blomster og træer hist og her. Ikke nok med det var alle vinduerne udstyret med nogle tykke tremmer. I den ene ende var der én dør som førte ind til et toilet, hvor der var et wc og en vask, som var udstyret med både varmt og koldt vand, også her var der et spejl oven over vasken. Der var dog intet bad. ”Det her er dit værelse… i morgen vil du få noget mere tøj..” sagde han roligt og slog et nik imod værelset omkring at hun skulle gå derind. ”Jo mindre du prøver at stritte imod, desto bedre bliver det kun for dig selv…” kom det køligt fra ham og betragtede hende roligt, inden han lukkede døren for hende for derefter at låse den.

Den kjole hun blev beordret i, var mere eller mindre en blanding af mosegrøn og grøn eg. Farverne stod pænt til hendes gyldne hår og til hendes form. Hun var en lille spinkel tøs, åbenbart med de rigtige former, efter hvad folk havde sagt til hende. Hun fnøs blot af dem, og rystede på hovedet. Det var tit de der fulde ældre mænd, der ikke havde noget liv længere, som råbte et efter hende, hvis hun gik på gaden. Kjolen sad stramt fra brystet og ned til slutningen af hendes hofter, hvor hendes ben startede. Derefter hang den bare løst til lidt over hendes knæ. Kjolen var næsten som limet fast på hendes krop, og hist og her var den en smule slidt. Gad vide hvor han havde den fra? Det var ikke ligefrem fordi han selv gik rundt med en sag som den. Hun havde faktisk ingen sko på, men det passede hende egentlig også bedst. Hun havde altid været en barfodsindianer, som hendes mod havde kaldt hende. På bare tær, var alting bare en smule lettere.
Angelin havde endnu ikke sagt et eneste ord, og turde det næsten heller ikke. Så følt hun sig tryggere ved at bruge hendes evne til at sende tanker til ham i stedet. Hun havde dog endnu ikke opfattet, at han havde sendt en eneste tanke tilbage, men det var sikkert fordi han ikke kunne det pjat. På nogle punkter, følte hun sig lidt som en vampyr. Hun havde en god hørelse og et ret godt syn og så kunne hun det med sine tanker. Hun følte sig også bedst tilpas om natten i månelys, og det mærkeligste var nok, at hun fik kræfter fra fuldmånens vand.

Hun nikkede af hans ordre, og begyndte at tage af bordet med forsigtige bevægelser. Hun ville ikke smadre noget, men alligevel var det svært, ikke at ryste alt for meget. Angelin havde godt lagt mærke til, at han havde afbeklædt sin overkrop, men det havde sikkert ikke noget med hende at gøre, så hun forsøgte ikke at kigge for meget. Da hun havde taget det hele af bordet, begyndte hun at vaske op, og da han kaldte, var hun lige netop blevet færdig med at vaske den sidste tallerken op. Forsigtigt tørrede hun hænderne i den grønne kjole, og gik med forsigtige skridt, hen til hvor han stod ved en åben dør. Hun stillede sig mere eller mindre bag ham, og kiggede ind på værelset. Det var faktisk ikke så slemt. Hun havde regnet med at hun fik et par tæpper, og så kunne hun ellers bare ligge på gulvet og sove. Men nej, der stod faktisk en seng, og der var en dør ud til et toilet, som hun vist bare måtte bruge som det passede hende.
Hun gik der ind, på hans ordre, og døren blev låst efter hende. Hun havde stadig ikke sagt et eneste ord endnu. Kun brugt sin gave med tankerne. Den kom hun nok til at benytte en masse gange. ”Var det det eneste for i dag?” Hendes stemme gennem tankerne var mild, som om hun havde forventet nogle helt andre ting. Det havde hun så faktisk også, og hvis det så engang skulle ske, så måtte det bare ske?

//Det okay:)//

// sorry at det blev så kort -.-...

Han tog sin beklædning med sig ind imod sit eget gemakker og brummede lige så stille, hvor efter han lagde rustningen på plads. Roligt gik han tilbage og kiggede rundt omkring sig for at se om, der skulle være flere ting, der kunne hænde for ham, at han manglede at få gjort, men der var nu ikke noget lige nu i dette øjeblik. Derefter kiggede han hen imod Angelin, som han godt nok ikke kendte ved navn endnu, men det skulle nok komme på et eller andet tidpunkt. Langsomt rettede han sig lige så stille op, da han kiggede hen imod englen med et roligt blik og betragtede hende med et svagt lystrende blik, som i en form for sensuel hengivelse. Dog gjorde han intet ud af det, det nyttede ikke noget at gøre det lige nu, desuden havde han andre ting at se på når den tid selvfølgelig kom.

Da Avery ikke kunne komme på noget at skulle lade kvinden foretage sig, trak han blot på skuldrende og gik hen imod hende. ”Gå ind og hvil dig…” kom det blot fra den gamle og tog en nøgle i den ene hånd, som han havde tænkt sig at låse hende inde med. Roligt puffede han hende ind i rummet, og lagde langsomt hovedet på skrå, hvor efter han lukkede døren efter hende. Derefter blev nøglen proppet ind i nøglehullet, drejet rundt med en hurtig bevægelse, som fik nøglehullet til at sige klik.

Han gik tilbage til sit eget gemakker og begav sig til at gøre rede på de papirer han, nu havde omkring ting og forskellige tanker, han gjorde sig, når han nu skulle til at tale godt med sin hersker. Muligvis ville dette også hænde ham at skulle blive en af de overkommanderende, men dette var godt nok kun et spørgsmål om tid og, om han spillede sine kort rigtigt.

//Det okay-.- Har også selv en smule kreasvigt-.-’’’//

Når hun tænkte over det, var hun egentlig ikke så stædig som hun havde forventet at hun ville være. Mest af alt, ønskede hun nok at blive fri, og kunne gå rundt som det passede hende, som en fri engel, med de samme rettigheder som hun havde haft før. Ingen der skulle give hende ordre eller en straf, hvis hun ikke hun gjorde som der blev sagt. Der ville komme et tidspunkt hvor hun blev så desperat, at hun nok ville blive oppustet og stædig som hun havde været før i tiden, men der var sikkert et par dage til, at alt begyndte at drive hende til vanvid.
Den unge engel, havde endnu ikke sagt så meget som et pip, kun nikket og sagt noget gennem tankerne. Måske var det en idé at få sagt noget? ”Hvad er dit navn, herre? Eller er det ikke værd at vide? Og hvad med mit navn, interesserer det dig overhovedet?” Hun sagde det ikke decideret snoppet men hendes stemme var heller ikke blid og rolig som den havde været før. Hun kneb øjnene sammen, da hun huskede hans ord: ’Og sig ikke noget, hvis du ikke er blevet tiltalt.’ Han havde i hvert fal sagt noget i den stil, og det huskede hun først nu, efter at hun lige havde sagt noget, uden at blive tiltalt.
Hun nåede ikke at gøre andet, før hun blev puffet ind i hendes ’celle’, og døren blev låst efter hende. Suk. Fuldkommen lukket inde, og det eneste hun kunne kigge ud af, var et lille vindue, som var sikret med tremmer. Hun havde virkelig ingen chance for at slippe fri, på noget som helts tidspunkt, og det ærgrede hende faktisk en smule.
Hun lagde sig på sengen, og kiggede ud af vinduet, hvor hun kunne se et par grønne trækroner. Det var nu bedre end ingenting, at hun havde et lille vindue, så hun faktisk kunne se ud på verdenen. Hvis ikke hun kunne set, ville hun nok dø af klaustrofobi inden for et par dage. Men så heldig var hun ikke.