A quiet evening?

De lange tomme gange, henlå i mørke, uden lys som der oplyste de triste vægge, der var tilsålet af blod. Af hvad, var ikke godt at vide, lige som ingen vidste hvad der sådan set var sket i dette sted, hvem der havde drevet videnskabsmændende væk, og om det, hvad stadig var der. Måske også derfor, at det kun var meget få, der faktisk frivilligt bevægede sig ind på disse lokaler, og gange. Men trods for den stilhed der tydeligvis herskede over stedet, som kunne man smide en knappenål på gulvet, og det ville kunne høres i alle gangene, som et ekko, der ingen ende ville tage. Der kunne man høre et klonk, klonk, klonk. Som var det en stav der blev drevet hen over de hullede gulve, eller måske et genfærd, der prøvede at skabe kontakt med den levende verden, og slå imod trammer. En uhyggelig lyd, dog var det ikke andet end nogle fodtrin, der tilhørte en sort håret kvinde, der langsomt havde bevæget sig ind på et forbudt sted. I sin søgen for ly fra regnen havde hun fundet sted, og af nysgerrighed, og uden kendetegn til historien bag historien, var hun trådt ind igennem den hullede glas dør. Og længere og længere ned bevægede hun sig, til at trommen fra regnen stoppede. Med foruroligende øjne, betragtede hun hvordan at det hele så ud, og lod langsomt hendes slanke fingre glide igennem håret, og førte en tot hår om bag det spidse øre, af hvilken facon den havde haft lige siden hun var blevet født, dette skulle være et af de mest synlige tegn at dette var en elver kvinde, dog var øjnene for døde, og man kunne let skimte hvordan at overlæben bulede ud. Hvilket ville indikere på at det var en fuldblods vampyr, og en kvindelig en af slagsen. Annabel, hvilket var navnet på dette væsen, rynkede lidt på næsen, da hun så et skellet af en mand, hun kiggede med kolde øjne på det, som der forhen havde været en mand, eller kvinde for den sags skyld. Synet som mødte hende, da hun så bordet hvor man havde spændt personer fast på, og brugt en masse underlige instrumenter for at se hvad det var, der gemte sig inde i disse væsner, hun rynkede brynene, og lagde hoved lidt på skrå, mens hun gik længere ind i værelset. Det var her det gik op for hende, hvad dette var. En industition hvor man indfanget væsner, for at se hvad der gjorde at de var som de var, hvordan en vampyrs hjerte ikke slå, men alligevel kunne personen leve, hvorfor at aspara havde den skønhed som de havde, og ikke mindst, kræfterne som alle magiske væsner havde i sig. En dyb indånding blev draget igennem næsen, mens hun med et nysgerrigt blik, samlede et instrument op, og betragtede det lige så stille, inderst inde, ville hun slet ikke vide hvad den havde været brugt til.

Hvor langt tid det havde varet med denne uregelmæssige rytme der blev ved med at tromme imod overfladen på de halv ødelagte ruder der sikrede at der ikke kom indtrængende ind, men her stod han jo, i de mørke afdele hvor de få lys der kom fra naturen, og de ødelagte neon lys ikke kunne trænge igennem. Han forstod dog stadig ikke pointen med disse redskaber, instrumenter, og selebånd som skulle fast lænke disse personer der nu var så uheldige at komme ind i dette rædselsfulde sted. Hvad han kunne gætte sig til, var alt dette til ære for væsnerne, folk der stillede spørgsmål uden at gide at, vente på at der i det mindste var et væsen der ville ofre sig for deres hårde behandling imod dets indre organer. Men nej sådan hang verdenen ikke sammen de ville ikke vente havde sikkert aldrig haft det i sinde, eller bare været i nærheden af fornuftens tynde overflade. Men sådan kunne det jo gå, og de fleste væsner kunne nu føle sig trygge igen, eller sådan da. Han havde selv været ude for en hel del spektakle hvad angik det med mennesker og væsner. Der var nogen der hadede dem, så inderligt at det bare ikke kunne forstås. Det var jo ikke deres skyld at der var et afkom der var gået hen og blevet mere eller mindre anderledes end hvad man skulle have troet.
Hvordan ville menneskerne ikke have haft det hvis det var at væsnerne nu begyndte at tage en efter en og undersøge deres indre organer for at finde ud af hvad de lige præcis var for nogle, selv mente han at man da bare kunne kigge i historie bøgerne for at finde ud af dette. Selvom der selvfølgelig ikke rigtig var de fuldkommende svar som man ellers ville håbe på, men alting havde jo sin gang. Et dybt suk gled ud igennem hans næse og imens han kiggede rundt omkring sig, med disse… pupil løse øjne, der skinnede en isblå farve igennem. Noget af håret dækkede ned over det andet øje, som gennemtrængte hårets hvide glans lige sådan som det andet, dog var han ikke blind. Sjældent som man dog så denne farve hos en af de mørke, en sort elver, eller en bedre betegnelse så som, drow.
I det samme gennemborede en lyd sig ind i hans øre, som var længere og spidsere, strittede måske en smule på grund af hans race. Blikket gled hen imod et, af de mange tunneler som var i den anden ene hvor en svag skikkelse begyndte at forme sig i mørket. Roligt sammenkneb han sine øjne og kiggede undrende på dette som ikke syntes at virke af den samme race som ham, dette var et koldblodsvæsen, dødt og evigt forrådnet. Men han forholdte sig roligt; vedkommende udgjorde ingen trussel imod ham som sådan, hvorfor skulle det i grunden netop udgøre en trussel? Det eneste han ville føle lige nu i dette øjeblik var at han var sikker på at hun faktisk ikke ville ham noget ondt, så længe de begge holdte sig i den rolige og afslappede facade, så skulle alt vel nok gå? Der var jo ingen der sagde der skulle være kamp til stregen.
Øjnene betragtede skikkelsen i mørket, og fast bekendte kønnet, som et hunkønsvæsen, imens han betragtede alt det der skete foran ham, sådan som hun bevægede sig, elegant, og glamourøst, ja det var ikke helt til at tage fejl af at hun måtte have været en af disse fuldblods bloddrikkere, som han havde stødt ind i før. Eller faktisk havde mere eller mindre under sin magt. Langsomt fugtede han sine læber og lagde hovedet ganske let på skrå imens han betragtede dennes nysgerrige fingre og øjne, og forholdte sig selv i skyggerne. Hun havde sikkert allerede fundet ud af at han var der, men det gjorde ham nu ikke noget. Faktisk kunne han ikke være mere ligeglad omkring det. Disse væsner kunne lugte ham på flere kilometers afstand, hvis de havde haft en hårdhændet træning på bagen.