I skoven..

Tid: 19:54
Sted: Skoven
Omgivelser: Der er næsten ingen mennesker/væsener i nærheden.
Vejr: Det er overskyet, men stadig varmt. Det blæser en anelse.

Det blæste udenfor skoven, men dette var næsten ikke til at bemærke i den tætte skov. Træernes kroner filtrerede sig i hinanden og dannede næsten et tag, som beskyttede skoven fra blæst, regn, sne og sol. Af og til slap skoven nogle af tingene ind, men det var sjældent. Et lille vindpust af og til, en solstråle hist og her, som havde kæmpet sig igennem trækronernes tætte skjold. Der var ingen andre tegn på, at der var en verden udenfor skoven.

En yndefuld skikkelse bevægede sig gennem skoven. Hendes fødder berørte skovbunden, dog uden den mindste lyd. Det var nemt at se, at hun hørte til elver-racen. Både på hendes bevægelser og hendes udseende. Dog skjulte hendes påklædning, at hun var hvad hun var. Hun var nemlig klædt i menneske-tøj.
Hendes tøj bestod af en sort top, med et band-navn skrevet henover brystet. Udenover toppen, havde hun sin elskede læder-jakke, som hun altid havde på. Udover toppen og jakken, havde hun et par cowboy shorts på, som var lidt hullede hist og her, hvilket var meningen. På hendes fødder var hendes sædvanlige slidte, sorte converse.
Hendes hår, krøllede ned af hendes ryg og indrammede hendes ansigt på en forførende måde. Udover det, dækkede det krøllede hår, hendes elver-øre, som gjorde det tydeligt, hvilken race hun tilhørte. Hendes øjne var indrammet af en tynd streg sort eyeliner og lidt mascara.
Elver-pigen hed Evangeline..

Evangeline stoppede op, og lod sit blik løbe omkring i skoven, som for at undersøge om hun var alene, eller om nogen fulgte efter hende. Ikke fordi, hun troede at hun ikke var alene, men der kunne vel ikke ske noget ved, at være helt sikker.

//Undskyld, det blev lidt kort.. n.n//

Anton sad under et træ, dybt inde i skoven.. Han sad med en blok i hånden, og en blyant i den anden. Papiret var blankt, og selvom han havde siddet der i den milde blæst i et par timer, var intet kommet på papiret. Det ærgede ham en del, så han satte blokken fra sig, og rejste sig op. Vinden blæste let op i hans lange brune hår, der indrammede hans porcelæn hvide hud, hans rosarøde læber samt hans nøddebrune øjne der kunne minde om en dådyrs. Med en hånd fejede han sit pandehår lidt væk fra sine øjne. Hans pandehår havde altid været lidt i vejen for hans syn..

Anton greb fat i en gren og svingede sig op med en let eleganthed som om han intet vejede - så let som en fjer.. Han kravlede længere op i træet, op til en stor tyk gren hvor han kunne sidde og skue udover skoven.. Men da var det at han fik øje på én.. En skønhed, og han tabte vejret helt..
Hun var lille, havde langt lyst krøllet hår og øjne der stod perfekt til hende.. Hun var så yndefuld, han havde aldrig set noget lignende.. Hvad var hun mon? Han bed sig lidt i læben, og forsøgte at fjerne øjnene fra hende, men det var nærmest umuligt. Hun betrådte skovbunden lydløst, så menneske kunne hun da ikke være? Vel? Nej, det syntes han hvertfald ikke. Mennesker var ikke så yndefulde, ikke så smukke. Han var betaget af hende, så smuk men hendes stil gjorde det hele lidt råt hvilket han godt kunne lide.. Han ville kende hende, det var han nødt til..

Evangeline havde ikke bemærket den lydløse skikkelse, som nu sad i et træ og holdt øje med hende. Hun regnede med at hun var alene. Eller, hvis hun ikke var, regnede hun med, at det ville være let, at se, om der var andre end hende i skoven. På dette punkt tog hun dog fejl. Det var den lydløse skikkelse et levende bevis på. Såfremt skikkelsen ikke var en vampyr eller et andet genganger væsen, som i realiteten ikke var levende.
Hun forsatte blot sin gåtur gennem den tætte skov. Der stak nogle træ-rødder op af jorden, som blandede sig med grene og blade, hvilket gjorde muligheden for at falde stor, hvis man ikke holdt øje med hvor man gik. Evangelines blik var vendt mod træerne foran hende, og derfor kiggede hun ikke ned i jorden overhovedet. Alligevel faldt hun ikke. Hun var ikke engang ved det. Hun satte en fod på en gren, men den knækkede ikke, og gav ingen lyd fra sig.

Evangeline lod langsomt en hånd glide igennem en tot af sit lyse hår, imens hun gik. Dette var ren vane. Hun gjorde det når hun kedede sig, når hun var nervøs, når hun var bange, når hun gik, endda også nogle gange når hun løb. Kort sagt; altid. Denne enkle bevægelse, skete ganske ubevidst. Men det gjorde hende da ikke ligefrem mindre forførende. Slet ikke..

Antons nøddebrune dådyr øjne fulgte hende gennem hendes lydløse og elegante gang gennem skoven. Han lænede sig længere frem på grenen, for at kunne se mere til dette kønne kvindelige væsen, men en gren han holdt ved knækkede højlydt i det han lænede sig frem.. Lyden gik igennem hele den tavse skov, og det ville nærmest være umuligt ikke at kunne høre den. *Pokkers også!* tænkte han, med et irriteret udtryk i hans kønne og blide ansigt. Nu ville hun se ham, og sikkert tro at han lurede på hende.. Eller.. Det havde han jo også på en måde gjort, men alligevel ikke.. Han havde jo bare kigget på hende, ikke andet. Og hvordan kunne man overhovedet undgå det?

//Undskylder længden..//

Evangeline fik et chok, da hun hørte grenen knække. Hun stoppede op. Temmelig brat, men trods det, var bevægelsen lige så yndefuld og elegant, som resten. Hun vendte sig hurtigt rundt, med en lige så yndefuld bevægelse, næsten som om hun dansede og stirrede med sine store, grønne øjne op i det træ, hun regnede med, lyden kom fra. Så var hun altså ikke alene i skoven alligevel. I et par sekunder stod hun og så op i trækronen. Hun havde ikke fået øje på skikkelsen, som sad oppe i træet og lurede på hende. Men hendes ansigt var helt tydeligt at se, derfra, hvor han sad. Han kunne se hver eneste perfekte detalje i Evangelines ansigt. De store, smukke grønne øjne, den lille næse og den velformede mund med de fyldige læber. Alt sammen indrammede af hendes lange, gyldne hår, som krøllede blødt ned langs hendes ryg. En enkel gylden tot af hår, hang over hendes ene skulder.

"Er her nogen?" Hendes stemme virkede næsten til at være lige så blød og "yndefuld" som hendes bevægelser. Samtidigt var den lys og klar. Hun pillede nervøst ved den tot af hår, der hang over hendes skulder, imens hun stadig kiggede op i trækronen. Hun var da bange for, hvad det var for noget, som sad oppe i træet og holdt øje med hende. Hun anede svagt omridset af en skikkelse imellem træets tætte blade. Men det var også alt. Slet ikke nok til på nogen måde at identificere vedkommende på nogen måde.

//Det går n.n//