Inject Me Sweetly. ~ Carmime

Sted: Biblioteket.
Tid: Omkring klokken 22:00.
Omgivelser: Bibliotekaren og hvad der ellers befinder sig sådan et sted..
Vejr: Stille blæst og regnvejr (Udenfor biblioteket).
Dato: IRL.

En sort beklædt skikkelse åbnede døren, indgangen til biblioteket, efter en lang gåtur udenfor i den stille blæst der af og til havde taget fat i hendes små hårtotter og regnvejret som havde gjort hendes tøj, hår og hud vådt.
Det irriterede hende dog ikke fordi hun ikke var et almindeligt menneske; hun lod sit hår klistrer sig til hende, uden at gøre noget ved det, mens at hun stod lidt i dør åbningen inden at hun trådte helt ind på biblioteket. Hun var en fuldblodsvampyr som gerne søgte og fik mere viden om det så kom fra nogle bøger eller ej. Hun var iført en sort deltaljerede kjole som havde en fin kavalergang. - Hun lukkede døren bag sig og lod da en hånd glide igennem hendes hår for derefter rystede hun kort på hovedet sådan at hendes hår kom til at sidde nogenlunde.
Hendes kjole kunne hun ikke gøre ret meget ved, den ville tørre med tiden og dog.. det kom også an på hvor længe hun ville være på dette sted.
Et lille smil dukkede op fra overfladen, det var sjældent at man så hende smile; vampyren hed Charlie og var stadigvæk ung af hendes alder end hvad man skulle tro. Hun begyndte at gå hen til alle de reoler der var og lod sine øjne glide rundt, mens at hun tænkte over hvad for en bog hun skulle tage.. og hvad den bog egentlig skulle handle om.
Bibliotekaren havde fået øje på hende og hun smilede blot uden at sige noget, da hun havde set Charlie før og accepterede hendes tilstede værelse.

Natten var da ved at tage ordentligt fat i den store by. Det pudsige ved skyggerne var, at de stadig veg tilbage for lamperne, når byen da besluttede sig for at tænde dem - når tiden var rigtig til det. Det hjalp ikke meget på det hele, da der lå smuldrede mure og rester af knogler, der kun havde år tilbage, før de rent faktisk blev til jord. der flød skrald og rotter på gaderne og kørebanen, var ene risiko for alt liv, der stadig ejede en anstændig mavesæk eller uforurenet blod. Selve bygningerne langs de smalle forhøjninger, der skulle repræsentere menneskers gåfrihed, omringede det hele i et dystert lag, dog forhøjet af de skumle lyde fra rotternes skraben, eller når noget metal blev kørt over af en spritbillist, der var aftenens stamgæster. I et tykt slør af forfald, slog en enkelt skikkelse igennem, der hverken syntes fuld eller på nogen måde påvirket, af den udendørs efterligning af en dårlig films mareridtsscene. Dennes øverste, det, der rakte først imod den slidte halvmåne, gemt bag tykke gråskyer, var den lyse glans af blondt hår - masser af nærmest sammensmeltede tråde i mangfoldige grupper. Ansigtet var slankt, lod kun til at fæstne de brune øjne ved gadefremskridtet, hvor hans fodspor skulle begraves imellem mange. Noget af det karakteristiske ved denne drengs udstråling, var den lille skønhedsprik ved munden, eller bare det at hele hans krop var spinkel, nærmest som en ungpiges før puberteten. Fingrenes negle understregede hele den kvindelige fremtræden, da de var lange, slidt skarpe i enden og så det, at der var en speciel neglelak på, der først gjaldt en hvid baggrund, på ravnesorte og tyrkisk blå prikker. Hvis man så ind under det gyldne hårs tynde, men friske tråde, var der også den sorte, ret så store, ørering - kun dem tøserne normalt bar i byen for at indsmigre sig et par mænd i fuldskab.
Drengens skridt var bestemte, lidt ligesom hans familie og det gen, der på flere punkter var skyld i hans yderlige, men sågår også mentale. Der flammede et svagt blus, fra racens gen, der på en sær måde havde været nærmest spærret inde, siden den allerførste af deres klan. Den allerførste mandlige Austanzie. Der var mange mysterier, og det var sådanne tanker, der fyldte hans unge hoved, idet han snart ville gå direkte forbi biblioteket - hvis han da ikke fangede noget mærkværdigt, der kunne udstå fra dette gigantiske kultur...
Som en speciel, rådden duft.

"Hmm.." kom det mumlende fra hende, mens at hun stadigvæk kiggede fokuseret på reolerne, hvor alle bøgerne med de forskellige indhold stod. Hun vidste ikke hvad for noget hun skulle gå i gang med at læse, så det endte med at hun tog en bunke ned i sine arme før at hun satte sig ned på gulvet imellem de to reoler hvor hun stod. Et smil dukkede automatisk frem på hendes læber mens at hun delte bøgerne lidt ud på gulvet, måske ville nogen finde det irriterende ved at hun havde placeret sig der; men ellers måtte de bare spørge om hun ville fjerne sig, hvis nogen kom og ville forbi hende.
"Det er sværere end man lige tror.." - Alle kunne vel komme til og snakke med sig selv? Specielt når man ikke havde noget selskab. "Jeg kunne læse noget mere om min egen fjende..." sagde hun mere eller mindre tænkende; hentydet til varulven, som hun endnu ikke havde mødt eller stødt på før.

Hun vidste at hun skulle holde sig væk fra disse væsner, ellers var der ikke nogen som Charlie skulle frygte af hvad hun kunne huske. Hun fortrak sin ene mundvige i et lille legesygt smil, da hun fik øje på en bog der lå skråt over for hende, som netop handlede om varulve... Hun tog fat i den og åbnede den på første side, hvor hun begyndte at læse lige så stille, mens at hun ignorerede vejret. Da hun stadigvæk godt kunne høre regnvejret udenfor.

Han, drengen på gaden, rystede kort sine skuldre i et omfattende suk. Der var nu noget over stilheden, udover de mange dryp, der virkede for kynisk. Han nåede et par skridt forbi biblioteket, før kroppen endelig standsede, opmærksom på omverden igen. Skyggerne svøbtes halvt om ham, udover de steder, hvor lampernes lys faldt og beholdte ham på den såkaldte "rigtige side" af gadekæret. En svag fryd slog igennem hans brune øjnes ellers slukne lys, flyttede blikket fra de snavsede asfaltsprækker, til den halvtåbne dør. Selvom drengen ikke var et helt normalt homosapien efterkom, kunne han så sandelig godt fryse, og for ham, ville det være på kanten af katastrofalt - værrere, end at snakke om sin hjemvendte bror, Carlyle. Han kunne rent faktisk dø, forblivende i gradsdykningen, hvilket rystede lidt fornuft ind i hans tanker. Overlevelse før behov. Det shokerede ham ikke, at kroppen allerede var nået ind under halvtaget, før at han selv havde bekræftet sin ide. Han behøvede bøgernes varme, tvivlen kom ham til gode, idet at her så rimelig tomt ud. Havde til dels ikke forventet andet. Bøgerne var tilstøvet, som gamle kulturværker, fra århundredes første skifte, bevidnede om meget glade spindelvævsdyr, der også kunne nyde stedet aircondition og omfattende hygge, hvis man så væk fra det bløde, men dunkle orange lys fra loftets egne lyspærer, gemt bag farvede glaslåg. Det hele så fredeligt ud, ikke særligt påvirket af Di Morgas ellers overdyngede krigserklæring til denne idylliske stilhed. Biblioteket var det første og prægtigste eksempel, på en storslået orden, i det ellers omringende kaos. Som et smalt lyspunkt, af uv-stråler, der slog gnister og på den anden side, også formåede at give samtlige skygger omkring den, en usynlig lussing, upåvirket af de frysende arme i den mørkeste nuance. Stedet rummede stadig en hellig klang, det største mesterværk, skabt af mennesker. Drengen nikkede for sig selv, idet han bekræftede sin næste tanke - lidt anstændighed havde de vel, de mennesker.. Noget nyt syn, var det forbløffende nok ikke.

Hans skridt rungede i det fyldige sale, men slog stadig tilbage, med en hæs genlyd af et slags hostende ekko. Hvis der var en bro imellem sjælden glæde og typisk vrede, stod han for i nat, på den sjældne glæde. Optimismen slog kolbøtter i hans hud, skabte små sting, der fik øjnene til at knibe sig sammen.. - Eller så var det lyset, der pludselig syntes at folde sig drastisk ud, sænke bestanden af krævende skygger. Drengen brummede vrissent, imens en arm prøvede at skabe en smule mørke, i kontrast til lyshøjdepunktet. Selvfølgelig, så hjalp det ikke spor.
"Hvad i helvede sker der..?"

Hendes læsning blev afbrudt af nogle ord der kom fra en fremmeds mund der åbenbart var stor nok til at komme med et grimt ord i sin sætning. Kunne det virkelig passe at hun skulle til at rejse sig op og lukke munden på den fremmed, som vidste sig at være en mand, det modsatte køn af hendes eget? Hun lukkede bogen i med en let bevægelse og lagde den ned ved siden af sig inden at hun rejste sig op og rettede lidt på sin kjole som stadigvæk var en smule våd fra regnen, således også med hendes hår. Hun kørte en hånd igennem igennem det for at mærke det mellem fingrene.
"Har man ikke fået nok opdragelse?!.." spurgte hun med et hvæs, imens at vampyren gik ud fra reolerne mens at hun undgik at træde på de bøger der lå på gulvet, som hun selv havde fundet frem; hun hævede det ene bryn og kiggede hen mod skikkelsen der var trådt ind på biblioteket. - Normalt ravede det hende ikke med folks opdragelse, men når man trådte ind på et sted som dette, måtte man da vise lidt respekt med al den viden som folk havde samlet sammen.. lige meget om man var en vampyr, engel eller what ever. Så kunne man godt vise lidt modenhed, hvis man da havde nok af det.
Hun lagde sit hoved en smule på skrå imens at hun så på ham med et gennemborende blik og ventede på hvad han havde at sige. Det undrede hende at han kæftede sådan op her, men det var vel fordi han allerede havde fundet ud af at hun var en vampyr.. hun smilede lidt ved tanken, mens at hun mærkede hans aura.. og kunne gætte sig frem til at han var en dæmon, dog vidste hun ikke hvad for slags dæmon han var.. og derfor måtte hun nok passe på.. så hun ikke kom ud for fare.
Men hun stod jo også blot stille nu og ventede på et svar.. eller en reaktion fra den fremmed... hun kunne jo i princippet bare gå til angreb.

Hans smældede en enkelt gang tungen imod bagsiden af tænderne, som en slags ubehagelig forsmag, på det ellers kommende provokerende svar. Skyggerne syntes endelig at tone sig frem igen, stille alt i et skarpt perspektiv, afslørede såvist et hunkønsvæsen. Hendes irriterede toneleje, der udspydede det retfærdige, dog dystre resultat af hans startende svovlen, fik ham til at knibe øjnene sammen, som om lyset igen prikkede i hans hornhinder.
"Undskyld.. Fik lyset direkte i øjnene, ma'am" Hans svar var ikke på nogen måde blevet blidere, af at hun farede direkte i fjæset på ham, hvilket syntes at igangsætte en kort, men automatisk reaktion, hvor den ene gyldne lok, igen svang sig væk fra det slanke, feminint udtrykte ansigt. Hans egen tonefald, var på den måde, hvor man imiterede et tåbeligt svar til sin mor, der endnu engang truede med en uges straf i form som mental indelukelse, eller offensivt slid, hvor ufatteligt mange, ja, hvorfor ikke?, kartofler og løg skulle skrælles. Men den straffedes svar, endte altid på samme måde: Ma'am. Derimod syntes han ikke udfordret eller frygtsom for hendes giftige blik, der blev gennemboret af hans øjne, halvt overskårne brune øjne, der så ud til at være snittet midt over, idet hans ryg gik i en tynd bue, tillod hans brystkasse at gå en smule væk, synke imod døren i et ballerina-efterlignende sving.
Hans øjne gennemborede igen hendes krop, som vakte den en svag interesse. Denne smalle sprække, kunne dog nemt lukkes igen, bare af ét enkelt blad fra en vildt dreven vind. Slusen klappede sammen og han sukkede dybt, så brystkassen blev endnu tyndere, som var sleve hendes tilstedeværelse en stor byrde. Lidt ala fluer, om morgenen, så man står alt for tidligt op og solen nægter at lade en døse hen i søvn igen. Her som en enkelt, fedslasket flue, der aldrig forblev væk, når man viftede forvildet med armene i hidsige sving.
Ja.. Hun var faktisk en stor unødvendighed, lige nu.

Utroligt nok hævede vampyrinden det ene bryn da han kaldte hende for Ma'am. Nogen gange tænkte hun om det var denne her verden der var noget galt med i forhold til hende selv. Charlie smilede lidt, mens at hun betragtede dette væsen, som det efterhånden så ud til at han allerede havde besluttet sig for at forlade biblioteket hvor de befandt sig. Hun hævede nu begge bryn og overvejede lidt om hun skulle følge efter ham?.. Et lydløst suk undslap fra hendes læber mens at hun bare stod der hvor hun havde placeret sig, inden at hun kiggede sig kort over skulderen hen mod de bøger som hun havde efterladt. Bibliotekaren ville nok blive sur og skælde hende ud senere, men der var noget i hende som gjorde at hun ikke blev tilbage. Hun begyndte at gå hen til døren og kiggede af og til lidt ned mod jorden, det plejede hende ikke at være sådan? Hun rystede kort på hovedet ved tanken.
Da hun endelig stod ved døren tog hun fat i håndtaget og åbnede den. Hun håbede på at han stadigvæk stod der, at hun ikke havde været for langsom til at bevæge sig hen til døren. Men hun kunne jo også bare bruge sin hurtighed som hun havde fået gennem ved sin forvandling da hun blev bidt af en vampyr. Det var vel forsigtigheden i hende som voksede fordi hun vidste at denne mand var en dæmon og hun vidste ikke hvor farlig han var.
For det meste var hun dog fremme i skoene.
"Hvor skal du hen?.." spurgte hun mindre forsigtigt, mens at hun også var nysgerrig.. Han var jo lige kommet. "Du bliver våd af regnen.." kom det mumlende fra hende, mens at hun kiggede hen på ham og lagde sit hoved en smule på skrå. Charlie så på ham med et lille afventende blik.

Vindblæsten havde øget sin kraft igen, hvilket fik drengens ansigt til at stramme læberne, forsøge at spærre lufttilgangen, så den ikke frøs til, skabte små nervestød, over hele hans krop. Hans brune, pupilfremtrædende blik faldt ned imod jorden, fulgte ethvert skridt, der lavede en efterfølgende, taktisk melodi. Lyset blev endnu mindre, lod det orange, naturligtfarvede uv, fylde en smule af hans krops tilbehør. Drengen, Carmime, lod hænderne fylde de svagt dækkende forlommer, de lange efterårsbukser havde fået tilsyet sig. Det var en ubehagelig kulde, ikke fordi han led den største nød, men bare nok til at sende gentagende kuldegysninger langs hans ryg, ende ved hårets stritpunkt, nederst ved nakkehvirvlen, der lå hengemt bag flere lag af blodkar, kød og selve den røde, tyktfølende masse.
Kroppen reagerede af sig selv, standsede, ved først langsomt at sænke farten, for så helt at være på allermindste tal, som på en almindelig bils hastighedsviser, selvom den ikke blev brugt alt for flittigt i disse fransk afstammende gader. Inderst inde, måtte han forbande sig selv for sin ignorance, den ting, der tit skabte lidt for intime møder eller uheldige samtaler, i et gadehjørne, nær den tætteste lokale homoseksuelle bar, hvor han egentlig aldrig havde betrådt stedet med sine skos karakteristiske aftryk af candyfloss og en smule karry, fanget imellem de tykke riller, på begge eksemplarer. Det var også hvad, der kunne fortælle detektiverne om hans personlighed, når der dagen efter, var omringet med flot uniformbeklædte muskelbundter, der ikke fattede, hvordan et menneske kunne blive grillet levende, uden nogen form for tændvæske - eller hvorfor, det kun var netop dén person, der var blevet ramt. De ville forvirret tage sig til hovedet, undersøge sædet for mulige aftryk eller måske en smule sod, opdage, at det eneste de havde på små-morderen, var et stykke slikpapir, der beviste væsenets køn. Mandlig.
Hun havde fulgt efter ham, forbi den rimelig heftige trædør, bare for at fortælle ham, noget der allerede var blevet en åbenlys fakta. Han stod et par centimeter fra halvtaget, kun lavet til ære for bøgernes sikkerhed, ikke menneskets, da deres behov, ragede personalet beboere en død mus og et stykke råddent lagkage. Han kneb irriteret øjnene sammen, opdagede efter en kort stund, at en finger havde fundet vej til den lille mørkebrune prik, hvad de i sygehuset havde kaldt for et arveligt modermærke, og var begyndt at gnubbe den med blide bevægelser. Noget, der fik ham til at forstå, hvorfor hjertets rytme var steget en anelse, selvom det kun var sket lige efter hun havde sagt sine ord. Mærket hendes interesse, på trods af den provokerende adfærd, Carmime selv havde stukket hende. Bemærkelsesværdigt tilpas af situasionen, selvom håret klæbede sig til hans gyldenbrune ansigt, idet han svagt drejede halsen og mødte hendes skikkelse i øjenkrogens alleryderste kant.
"Ikke nogen steder, indtil videre"

Man skulle næsten tro at det var ham der ikke havde noget hjerte i stedet for hende, sådan som han opførte sig. Et lille grin undslap fra hendes læber ved tanken inden at hun rømmede sig og begyndte at gå hen mod ham.
,,Imponerende..” sagde hun mere eller mindre tænkende, hun vidste ikke hvad for en slags dæmon den fremmed var og hun håbede på at han ikke var en ild dæmon. Charlie tøvede lidt, inden at hun nærmede sig ham, mens at hun trådte ud i regnen, så hun kunne se ham bedre end derfra hun stod før.
,,Hvad er dit navn?” spurgte hun af ren nysgerrighed. Det var dog sjældent at hun spurgte direkte ind til om hvad en person hed. Et lille smil dukkede frem på hendes læber, som hurtigt forsvandt igen, mens at hun lod sine grå øjne hvile på ham.

Langsomt førte hun sin ene hånd op mod hans kind som hun berørte med et kort strejf uden at hun havde fået lov, hun vidste ikke hvordan han ville reagere på dette, men hun kunne ikke lade være og hun ville egentlig gerne komme tættere på ham, men hun blev stående foran ham. Han ville kunne mærke hvor kold hun egentlig var, den kolde, blege marmor hud som hun havde fordi hun var en vampyr. Hun var bare ikke en almindelig vampyr.. Nej. Hun var en fuldblods vampyr. Medmindre at regnen havde stået på så længe at han ikke ville bemærke det..

Hun overvejede om hun skulle spørge ind til… hvad for en dæmon han var.. Desuden ville det også være det sikreste for hende. Hun kiggede sig lidt omkring inden at hun kiggede på ham igen imens at hun ventede på få et svar. ,,Hvad for en slags dæmon er du?...” kom det fra hende, hun kunne godt lide vejret som det var og hun havde ikke tænkt sig at gå nogen steder.. ikke lige nu. Hun var ligeglad med om hendes hår blev vådt ligeså med hendes tøj.. Det var hendes yndlings vejr, så hvorfor skulle det genere hende?