Store, nye verden //Ray

S: banegården
T: sen aften
O: Folk, kufferter og mørke
V: overskyet

Eponine satte den ene fod foran den anden i den faste, uafbrudte rytme som hele hendes live havde været det faste holdepunkt; et skridt af gangen, det er vejen frem. Bag hende rulle den lille røde kuffert hen over flisebelægningen på paronnen og gav den helt særlige *klik-klik* lyd fra sig når den passerede rillerne mellem to fliser.
Hun lod sig drive med af menneskemængden, op af rulletrappen og op i forhallen, hvor alle pludselig spredtes i alle retninger, hver med sit mål for øje. Hun stoppede rådvild op og lod øjnene følge de sidste der forsvandt ud af den store glasdør og blev opslugt af mørket uden for. Tavst lod hun sig dumpe ned på en blå plasticbænk og skjulte et øjeblik ansigtet i hænderne. Det virkede som et helt andet liv, men i virkeligheden var der gået forbløffende få timer siden hun tog toget fra Station l'Ouest i Paris og forlod det hun kendte, igen.... Det var ikke første gang hun rejste fra et sted i hast ved mørkets frembrud, langt fra, men denne gang havde det været mere impulsivt end ellers. Hun løftede blikket og strejfede det store ur i enden af hallen med øjnene: Halv 1. Der var ikke noget at sige til at hun var alene i forhallen på dette tidspunkt.
Well, tænkte hun og hankede lidt op i sig selv, det nyttede ikke noget at sidde her og hænge, hun måtte ud i byen og finde nogen eller noget, hvad vidste hun ikke. EN skrabende lyd fra rulletrappen fik hende til at snurre rundt om sig selv med hjertet oppe i halsen, og øjnen fastlåst til det kørende maskineri der alene knirkede i stilheden. Det virkede sært malplaceret og pludselig forekom det hende at skyggerne strakte sig ud fra væggene som lange fingre der ville gribe hende. Hun måtte bide sig hårdt i underlæben for ikke at skrige hæst da hun pressede øjnen fast i og talte til 25 inden i hovedet for at jage frygten på flugt. Verden var farlig nok uden hun behøvede belemre sig selv med ikke tilstedeværende fantasivæsner. Endnu et knirk fra rulletrappen gjorde dog denne mentale øvelse så godt som omsonst, da hun igen stirrede med hamrende hjerte på det drejende gelænder, sikker på at al verdens grusomhedder var på vej op imod hende fra det mærke svælg rulletrappen fortabte sig i.

Det hele forekom så mærkeligt bekendt. Selv hvis man ikke havde besøgt dette sted før, kunne man på en måde altid huske en ting eller to, der bare ikke havde en opringelse. Genstanden ville bare være underligt bekendt. Den ville nok aldrig tage en evig stirren til sig, blive irreteret og så slå til, med en enten ligeså ubehøvlet gloen, eller svare provokeret igen, med en stram holdning. Men hvordan det nogensinde skulle ske, var jo lidt af en sær fantasi, for så vidt som man vidste, kunne en kulturgenstand ikke svare igen.
Det var det samme med magiske væsner. Selv på banegården, hvor masservis af turister fløj ind og ud, dagen og natten lang, fik de ikke øje på så mange helt simple beviser. Den enkle, uindpakkede sandhed, der lagde sig som en usynlig dragt, på det individ, der langsomt gled langs gangarealet. De børnehavsgule farver brød ud i utydelige folder, fra de mange forslåede lamper, der var placeret i én stiplet linje, langs den parallele tunnelvej. Med de sorte prikker, næsten svøbt i en dysterblå, ironisk nok optimistisk nuance, stirrende på den eneste velfungerende, åbenbart nye glasrampe, formede et skrøbeligt smil sig og fortalte en smule om det, hunkønsvæsenet i den elegante, glimtende orange kjole og med bare fødder, tænkte på.
Den beskyttede overlevende...
Flere skridt fulgte, lavede en tavs klaskende lyd, forårsaget af de strippende fødders træderpuder. Hælen løftede sig. Tærene fulgte nu med. Nu trykkede den anden hæl sig ned. Nu fulgte tærene efter. Armen svang sig frem. Den anden arm røg lidt tilbage. Rygsøjlen flyttede sig minimalt til den ene side. Svang blidt til den anden side, når armene skiftede side. Et sidste afbrudt kys, fik det snavsede stenpolerede gulv, inden at kvinden standsede brat op. Hun drejede først halsen. Efterfulgt resten af legemet, der enten hang nedenunder eller ovenover halsen. Det skrøbelige smil var blevet pudset af, som på en tegning, men nu kom en tegners stiftblyant, og skaffede hende et bredere, tandfremvisende latterpryd, der blev dækket i siderne af det platinblå fyldige hår. Hun ignorerede den kolde vind, de uforbarmende skygger, der klaskede sig imod hendes krop i hastig, grådig fart, da hun steg væk fra lampernes rækkevidde, stod på en hæs skræppende rulletrappe. Var på vej opad. Den lidt for plussede kjoles indre, blev pustet yderligere op, af de mange fingre fra vinden. Den smøgede sig erotisk op fra knæene, tog om alle de små dun, fik dem til at sitre og stikke fremad, som små torne på en rose. Beskyttede de slanke, langtformede ben, der havde en vis mellembrun nuance, påtrods af ansigtets smågyldne farve. Som om solens uv, ikke kunne beslutte sig for at give pigen én bestemt hudkarakterisma, og derfor, lod forskellige area'er få hver deres kendetegn. Tre fingre skramlede sig imod rullebåndets sorte, stramme, læder-agtige beklædning på holdekanten. Der hvor man kunne holde sig fast, medmindre man var modig nok, og ikke betænkte "fald fra trappe der bevæger sig", som en mulig dødsårsag. Få sekunder igen. Så kunne det unge individ endelig se den nervøse unge dame med det forvirrede blik, ikke langt fra hendes egen position.
Lige om lidt...

//Sorry kortheden.. Ikke mit bedste indlæg, heller...//

ok. Nu var hun sikker. Der var nogen på vej op af den rulletrappe. Uden at hun tænkte over det begyndte hendes, i forvejen beskedne, barm knapt at hæve sig i takt med det lette, overfladiske åndedræt. Hun havde hørt at denne by skulle være hjemsted for mange magiske væsner, det var i bund og grund derfor hun var taget her hen, som en sidste tilflugt fra den verden og slægt af mennesker hun tilhørte, men altid havde foragtet, eller i hvert fald aldrig følts sig som en del af. Det var ikke hendes skyld, at hendes magi svigtede, det var ikke hendes skyld, hun var født af en animagus med en warlock som far, det var ikke hendes skyld hun aldrig havde ejet den mindste blå gnist af magi. Ikke hendes fejl hun var til...
Hendes grønbrune blik flakkede som en vildfaren flamme gennem ventehallens nærmest ovale rum. Mørket strakte sig ud fra væggene og blev kun holdt på afstand af de tre store krystallysekroner der hnag på rad og række i midten af det hvælvede loft. Imens hendes flodfarvede øjne hvilede på dem blinkede den midterste, lige over hendes hoved, tre gange... og gik ud. Ok, det her var på grænsen til underholdende. SKulle hun løbe? Et blik ned på de sorte sko med kilehæl som blev holdt fast af et bånd om ankelen fortalte hende, at hun ikke ville kunne bevæge sig hurtigt nok, og da slet ikke lydløst eller ubemærket. Ergo var der ikke andet at gøre end at blive hvor hun var.
Hun slog det lange rødbrune hår tilbage og trådte et skridt frem så hun var fri af plastickbænken hvis flugt skulle vise sig nødvendig. EN bleg, slank hånd gled ind i en usynlig fold i den flaskegrønne, ellers særdeles anstændige, kjole og lagde sig næsten kærtegnende om ibenholdtsskæftet på en lang, smal stilet som hang i en læderskede langs hendes hofte. Hun gennemgik kort i tankerne hvad hun skulle gøre; et skridt frem, drej mod højre og placering af bladet mellem 5 og 6 ribben i en vinkel på 45 grader... Selv hvis det skulle vise sig at være en blodsuger, ville knivens sølvblad være dødeligt.
Et glimt af blåt sås over kanten på rulletrappen og fik hendes hjerte til at springe et slag over. ET øjeblik efter stod en pige, nej, nærmere kvinde foran hende. De slanke fingre strammedes fast om kniven under kjolen mens hendes øjne kort skød henover kvindens orange kjole og næsten hvid-blå hår. Fare? Hun følte sig langt fra sikke. Dette kunne være både fugl eller fisk, dog var hun sikker på at kvinden hverken var vampyr eller menneske, magisk under en eller anden form, ganske afgjort. Hun stod stille som naglet til gulvet, kun de gyldengrønne øjne spillede overvågent i den svage belysning og en tot af det rødbrune kår strejfede hendes hals i en fejende gestus i vinden som steg med kvinden op fra rulletrapens begyndelse; det mørke dyb ved paronnerne.

Ensomheden skyllede ind over Rays krop, som en tsunami, der krævede Miamis både og skibe, i denne sammenhæng, var det dog følelsen af magt. Den tunge strøm havde ikke bare skubbet den hen i baggrunden, for at den så senere kunne prikke til hende opmærksomhed. Faktisk, så var det en dårlig vane. At lade selvtilliden styre, frem for logikken, men så tit var det jo nu om dage. Kloge beslutninger, var tit kraftfulde vurderinger af:
Rang.
Væsen.
&
Pengeværdi.
Det blå hår bølgede frem og tilbage imellem skulderblad og nakkeslutning. Upåvirket af den klare belysning fra de glasindrammede lamper, der sad ihærdigt fast på det detaljerede murværk over begge disse individer. Lyden af en taktløs trippen, der nærmest lød som om fødderne klistrede sig til gulvet, hvor slimet nægtede at give slip uden en kamp. Tyngdekraften vandt, fødderne blev adskilt helt fra det bonede marmor-efterlignede gulv og lod kroppen nærmest svæve hen af den tomme luft, der slog køligt imod den blodrusende hud.

Ray. Pigen med det naturlige platinblå, krøllede hår. Hende, der ejede ligeså kongelig en øjenfarve, med sit venlige smil og undrende udtryk. En blanding imellem barmhjertighed, og en formørket tankegang. Den unge kvindes fingre sitrede under spændingen, af dette mærkværdige møde.
En Animagus.
Et Mennneske.
2 Skæbner, der livligt flettede sig sammen, nægtede at blive redt ud af sine sammenfiltrede knuder. Ikke nu. Først senere. Der kunne vel gå år, ja, tidsaldre, før at de igen kunne visne, eksisterer som intet andet end blotlagte minder i et efterladt badekarshulrum.
Hun nærmede sig den tydeligt nervøse unge pige, der ejede et ynkværdigt stykke våben. Ray sansede naturligvis ikke dette værktøj, hun var jo ikke guddommelig stærk eller ungdommelig på nogen måde, men det var som om at opmærksomheden stadig blev hævet. Igen. Pigen med det brune hår, var skyld i sikkerhedens forsvinden fra Rays sind. En livlig fantasi.. Det var hvad aromaen lugtede af, i banegårdens hovedrum.
Tanker.

>>Undskyld forsinkelsen og den vildt korte længde, plus ukreativiteten Dx Har haft en meget smertefuld og langvarig skriveblokering, hvilket er skyld i, at jeg ikke er så ferm til at skrive langt længere.. Og heller ikke så detaljeret, som normalt n__n.. Skal på en måde trænes op igen. ^^' Again..
Sorreh!<<