What are you? :: Athal

Sted: søen
Vejr: Sol
Tid: 06:00
Omgivelser: Ingen væsner da det er tidligt om morgenen

______________________________________________

Solen var næsten lige stået op for en time siden, og fuglene var igen
med at bygge deres redder i morgensolen. På vej ned mod søen kom en pige
gående, helt bar overkrop og boksershorts, hun havde ikke så meget at
skjule fordi hendes bryst var lige så fladt som drengenes. Hun havde bar
tær som blev lidt mudret af det halv våde jord, fra nattens regn. Hun
kom hen til bredden på søen og kiggede ud i det, det var tit hun tog et
morgenmad i koldt vand, men lige nu var der problemer der hjemme med
hendes bruser, så hun tog bare her ud til søen for at bade.
Hun gik lige så stille ud i det så det gik til navlen, før hun lavede hovedspring og dykkede ned under overfladen, for så at blive der et stykke tid.

Hvis man med menneskeøjne forsøgte at se ned i det grumsede søvand, ville det være lidt svært at få øje på den flimrende skikkelse, som nu og da flød rundt. Athal var igen blevet ét med vandet, og han var praktisk taget mere en vandskabning (i det bogstaveligste forstand) end noget andet. Svømmehud groede mellem fingre og fødder på ham, og huden var skællet og grønlig. I alt i alt kunne det være et skræmmende syn, men også temmelig fascinerende.
Dér, under vandet, skød han rundt, og indtil videre havde der været helt fredeligt. Det var hans første morgen ved søen, så han kendte ikke rigtig omgivelserne endnu, og det var generelt grunden til, at han blev så overrasket, da han så noget andet springe i vandet.
Forsigtighed greb ham, og han veg forskrækket tilbage bag noget højt tang. Hvad var det? Han kneb de havblå øjne samme og fokuserede. Det lignede et .. et menneske. Men det sjove af det hele var, at han kke rigtigt kunne bedømme, om det var en pige eller en dreng.
Forvirret så han til, mens denne svømmede rundt, og han fulgte efter i al hemmelighed. Det kunne godt blive morsomt, hvis han gik over til det drillende humør ..

Shiro som pigen jo hed havde godt mærket et eller andet ned i søen men hun tænkte ikke så meget over det og svømmede så op til overfladen for at få luft igen "Hmm, hvad mod der var i søen?" spurgte hun så sig selv om for så at være ligeglad igen og svømme rundt, om til nogle små klipper hvor der faktisk var en lille sidde plads så man var halvt under overfladen. Her satte hun så og så ud over søen, før hun foldede sig lidt sammen og så op mod himlen "hmm, måske var det lidt for tidligt for vandet er en del koldt" mumlede hun for sig selv og så så mod søen igen

Inden længe lod det til, at mennesket besluttede sig for at betræde landjord igen. Stille sm en skygge svømmede Athal efter hende, men over vandet kom han dog ikke. Et lusket smil havde nu formet sig på hans læber, og han svømmede stille op på siden af stenen. Så, pludselig, gjorde han et overraskende sving med armen, og koldt søvand plaskede op på menneskets ansigt. Athal klemte en latter inde, og stoppede lidt med sin plasken for at iagttage den andens reaktion.
Athals hoved befandt sig nu oppe over vandoverfladen, og menneskelige træk var nu ved at danne sig. Svømmehud, skæl og andet fiskeagtigt forsvandt, som sekunderne gik, og med ansigtet kom han nu til at ligne en 15-årig dreng igen, mens resten af kroppen forblev undersøisk. En 15-årig dreng, der nu var i skjul bag stenen.

Shiro kunne godt fortsat mærke at der var nogen der holdte øje med hende, det var en menneskelig følesans som kunne bringe panikken frem i en hvis man var alene. Hun drømte sig dog lidt væk i det kolde vand og ønskede at hun kunne gå i et med det og bliver i det for evigt. Hun elskede vand og havde altid gjort det, lige siden hun startede til svømning som 6 årrig, som dog senere blev til dykker hold ude på havet. men da hun flyttede her til for nylig var det eneste hun ville, at være ved søen eller havet, men hendes arbejde tager det meste af tiden. Hendes tanker blev brudt da hun fik vand i hovedet, og hun fokuserede nu igen på verden omkring hende. "Hvem der?" sagde hun dog stille, for det kunne jo bare have været en fisk eller frø der var hoppet i vandet. Hun lukkede dog øjnene nu og drømte videre "Ville ønske jeg kunne gå i et med dig!" hviskede hun for sig selv til søen, som var det en person

Mennesket - pigen? - lod til at være helt væk i egne tanker, og i nogle få sekunder troede Athal, at det at sprøjte ikke engang ville virke på hendes opfattelsesevne. Men hun kiggede sig dog omkring, og igen måtte han koncentrere sig om ikke at grine. ¨
Han lod hende se sig omkring og vide, at der ikke var nogen, før han rettede en finger mod hende og skød et vandstråle lige ind i hendes ansigt. Det skulle være nok til at gøre enhver sur eller opfarende, og nogle få øjeblikke efter sprang han frem, lige bag hende og hviskede lige så stille: "Bøh." Denne gang blev han dog det samme sted. Med armene støttet på stenen og med små vanddråber, der stadig glimsede ganske let på den før så skællede hud. Nu lignede det øverste bare, at han var en almindelig dreng.

Der gik et stykke tid før der kom et vandsprøjt til og man kunne godt se hun blev irriteret selvom hun fortsat bare havde lukket øjne, så knyttede hun sin hånd og bed sig lidt i læben før der var en stemme der sagde buh bagved hende, og hun i et chok vendte sig op halv rejsende sig op og fik givet personen en lussing hvis hun kunne ramme, før hun gled på den våde sten og faldt bagover ned i vandet og landede på en anden sten lige ved halebenet "AV!!" skreg hun før hun holdte sig for munden over sin reaktion... Der gik lidt tid før hun fik sit fokus hen på drengen der havde skræmt hende. "HVAD HAR DU GANG I!" Råbte hun ad ham og foldede sig lidt sammen af smerte ved sit haleben

Athal nåede ikke engang at vige tilbage, nåede ikke at reagere, før slaget ramte hans kind. Smerten prikkede, og et kort øjeblik mistede han fuldstændig vejret i bar overraskelse. Han hev sig lidt mere op igen, men i samme øjeblik faldt pigen bagover og landede vist temmelig hårdt i vandet. Hans øjne blev meget store, da hun pludselig begyndte at råbe ad ham, og han turde ikke rokke sig fra sit sted bag stenen. Nogle gange kunne piger godt være meget skræmmende.
"U-undskyld," stammede han og mærkede ansigtet antage en rødmende farve. "Øhm .. Er du okay?" Forsigtig svømmede han om til hende.

Da han kom hen til hende kiggede hun først væk uden at sige noget men lettede så op efter et stykke tid "Nej... mit haleben gør virkelig ondt" mumlede hun så og så ned for ikke at få øjenkontakt "Hvorfor gjorde du det egentlig...er du klar over at jeg kunne have ramt stenen med hovedet i stedet for" hun sukkede lidt og svømmede meget akavet hen mod bredden fordi det gjorde så ondt, hvilket bare endte med at hun foldede sig sammen i siddende position inde på bredden. "Det gør ondt.." hviskede hun for sig selv og holdte få tåre inde

Situationen havde helt klart taget en hel anden drejning end det, Athal havde regnet med. Ja, den havde endda vendt sig så meget, at man i den matematiske forstand ville kalde det for 360 grader.
Dæmonen bed sig let i underlæben. "Det må du undskylde," sukkede han og fulgte efter hende helt ind til land. Han satte sig ned foran hende og så undersøgende på hendes haleben. Han rømmede sig og foreslog, igen meget forsigtigt: "Skal du - skal du ind til byen og tilses af en læge eller sådan noget?" Lægehjælp og folk der havde fysisk ondt var ikke noget, Athal havde særlig meget styr på, og han havde lynende dårlig samvittighed.

Shiro fik fremmanet et lille smil "nah...jeg har ikke lyst til at tage til læge, desuden ved jeg at jeg bare skal slappe af i et stykke tid og hvis det ikke bliver bedre, må jeg så tage til læge" hun sukkede lidt og så på ham "hmm...undskyld jeg blev så sur" hun rakte stille sin hånd til ham og smilte så venligt med et lille bid i underlæben samtidigt "Jeg hedder Shiro Ki, hvem er de?" spurgte hun om før hun trak sin hånd til sig og ømmede sig lidt igen

"Nå, okay." Athal vidste ikke rigtig, hvad han ellers skulle gøre eller sige, og han regnede med, at pigen vel selv vidste, hvad der var bedst for hende.
Det kom lidt som en lettelse, da pigen - nu kaldt Shiro - undskyldte, og Athal skyndte sig at ryste hendes hånd, før der skete flere misforståelser. "Det går nok," sagde han, og et skævt smil dukkede frem. "Jeg er Athal."

Hun så lidt på ham da han sagde sit navn og undersøgte ham så, dvs kiggede lidt op og ned ad ham og på hans arme "hmm... du ser stærk ud" sagde hun så og lagde hovedet lidt på skrå "Kunne det tænke sig at du kunne bære mig hjem måske, altså til min lejlighed, inde i Terre... jeg skal nok vise vej" hun smilte venligt til ham og så så ind i hans øjne "Be oooom Pleeeeease!" hun lavede store hundeøjne og foldede sine hænder "Det ville være meget søøøødt af dig hvis du ville"

Athal havde ikke noget imod det elevatorblik, hun gav ham - det var vel almindelig handling -, men det næste, hun sagde, kom som en overraskelse for ham. Hans øjne voksede sig store, og han gloede et øjeblik stumt på hende.
"Øh," sagde han, og i underbevistheden tænkte han, at det dog var utrolig mange gange, han havde sagt det ord i dag. "Synes du? - jeg mener .. det jeg ved ikke. Måske."
Han var villig til at hjælpe, men når det kom til at skulle bære hende hele vejen helt ind til byen igen, så var han ikke helt sikker.