Jesus Christ, this is kinda weird, right?//Macha:3

Aidan gik rundt ude i skoven. Skovbunden knasede blidt under hans fødder, selvom at ligefør havde den givet efter, pga mos, og rådnende blade.
Han var taget ud i skoven, for at få set sig om. Der var mange steder han endnu ikke havde set og udforsket, og han følte, at hvis han skulle bo i terre, skulle han kende alt udenom, og omkring det.
Duften af skov gjorde ham helt ør i hovedet. Den var, af mangel på bedre ord, sjov.
Hans øjne gled hen ad skoven. Han kunne mærke, at han da i den grad ikke var alene. Der var massere af folk der åbenbart, havde valgt at nyde skoven.
Han grinede lidt for sig selv, meget stille, og følte sig på en sær måde lykkelig.
Blæsten hev lidt op i hans hår, men den var ikke kraftig nok til at ruske i hans tøj, som denne dag bare bestod af simple sorte jeans, og en grå, alt for stor hættetrøje.
Han sukkede blidt, og satte sig op af en træstamme. Eg hvis han huskede rigtigt.
"Hmmm..."

Ja som sat var der andres væsner her ude i skoven denne dag. Eller nok mere denne aften. Man kunne jo heller aldrig være alene her. Der var folk der boede her ude og så var der blot dem der kom for at gøre sig selv eller måske få dig en bid mad. Makabre oplevelserne kunne ske her.
Macha lod sine blodrøde glødende øjne se sig omkring. Mørket havde ikke lagt sig men tusmørket gjorde skoven dunkel. Hendes porcelæns hvide hud blev fremhævet af hendes ravnesorte hår. Det hang blot langt glat og med en del volumen i toppen. Der var ingen smil på hendes bløde læber. Hun førte sin tunge ud for at fugte dem lidt og derefter kom et suk hen over dem. Hvad lavede hun her? Dog var der noget der fik hende til at stoppe. Duften af et væsen tæt på hende selv. Hun indsnusede tilfreds og hendes tempo blev sat op. Dog var det så forbandet svært at finde personen. Der var jo duftspor overtalt i klyngen af træer. Hun stoppede så. Der var han. En dreng. En ung mand. Dæmon. Hun stivnede ikke ligefrem men hun stod bare stille og skjulte sig ikke. Stod bare der i hendes fylde 165 centimeter og lod vinden lege med både hendes hår og den store låse t-shirt hun havde taget fra mande afdelingen. Hendes hoved blev lagt lidt på skrå så hendes pandehår faldt til siden og hendes nuttede ansigt kom mere til syne.

Aidan åbnede øjnene op, og blinkede hårdt da han så pigen.
Eller han tænkte pige, men hun var vel ælldre end det. Det eneste irriterende, var at han aldrig kunne finde det rigtige ord for 'hunkønsvæsen'.
Kvinde, dame, pige... og der var jo mange flere imellem.
Mens han tænkte, bevægede han sin tungepiercing op og ned, mens han kiggede lidt på pigen, betragtede hende, undrede sig.
Han havde imellemtiden trukket sine ben op under sig.
Han smilede lidt, ganske normalt, som han altid gjorde, som om de havde kendt hinanden i længere tid. Hun lugtede ikke truende, eller farlig, så han tog hende for at være... Venligt sindet.
"Hey..." sagde han forsigtigt, lidt ud i luften, men det var vel tydeligt nok at han snakkede til kvinden... pigen... hunkønsvæsenet..?
Han rystede på hovedet af sig selv, og så nok endnu mere pjusket ud end før.

Macha hørte hans ord. Han forsigtige hej. Men hun forblev stående der hvor hun var. Var hun sulten. Ville hun angribe ham. Det ville nok nok have gået gennem forskellige folks hoveder når de så hende. Hendes blege hud og den kølige udstråling forklarede dem jo alt om hende. Men ham her virkede fandens naiv. Stakkel.
Hun sank en mindre klump og fik så skilt sine læber ad. "Hej.." Hendes stemme var overraskende blid. Som en engel. Engleblid. Men også ganske lidt hæs. Som når man havde råbt for meget af en person. Et smil blev formet og sendt mod dæmonen inden at hun satte den ene fod foran den anden for at så gang i fodtøjet. Hun gik med rolige skridt. Ja nærmest snigende. Men det var stadig svært at sige om hun havde nogle planer i sit hoved. Med ham involveret i hvert fald.
Hun stoppede igen der foran ham. Satte sig ned på hug med sine hænder hvilende på sine knæ. Sad bare der med fronten til ham. Lod sine øjne møde hans. Der var jo intet galt med det. Det var jo blot normalt at man gjorde det når man snakkede med folk. "Alene tid??" Hun så spørgende på ham mens at det lille smil endnu sad i mundvigen. Lukket men sødt.

"Nej... Skov tid.." sagde han med et smil.
Hun var ikke et menneske, det vidste han med det samme. Hun var for køn, og hendes aura...
Han holdt øjnene limet til hendes, og prøvede at se om han kunne finde ud af noget om hende.
De røde øjne gisnede om vampyrisme. Men igen, der var noget der sagde nej.
Han HADEDE seriøst disse blandingsvæsener, de forvirrede ham, og han kunne aldrig sætte fingeren på dem.
Hun lugtede både sødt og lokkende, som vampyrer normalt gjorde, men omkring hende blev duften af skov også forstærket, og Aidan forstod det faktisk ikke helt.
Hun var nærmest fejlfri, bortset fra, at det der lokkede ham, også gjorde ham meget bevidst om situationen. Hun var ihvertfald vampyr. Og dem havde han aldrig været tæt på.

Macha nikkede blot til hans svar. I hvert fald til at starte med. Hun lod sig læne lidt mod ham. For at studere ham på tæt hold. Ikke fordi at hun som sådan ville gøre ham ondt. Eller hvad? Hun holdt deres øjenkontakt og så lænede hun sig tilbage igen. Hendes smil voksede en smule og det var tydeligt at hun ikke ligefrem så så ung ud. Fanget i en teenagers krop. Hendes velplejede tandsæt kom en smule til syne mellem hendes læber da hun smilede. De var ikke skarpe. Hugtænderne var i hvert fald ikke fremme så vidt man kunne se."Skov tid. Det kan da sagtens også betyde alene tid. Eller venter du på nogle?" Hendes hoved blev lagt spørgende på skrå.
Hans puls kunne mærkes gennem jorden efter som han endnu sad der på den. Hun lod sin ene hånd berøre det. Han duftede egentligt meget godt. Så var det at hendes hår begyndte at skifte lidt. Blev nærmest lysere men så til sidst mere kobolt blå. Det hele. Ikke bare en stribe eller noget. Hun smilede stadig sødt til ham og nød vinden der var omkring dem. "Men hvem er du så???" Hun satte sin ene hånd ned mod jorden for bedre at kunne holde sin balance men den kom så derefter op på hendes lår igen. Hun kunne vel godt holde sig tilbage. Han virkede som en person hun godt kunne lære lidt bedre at kende.

Aidan grinede over hendes spørgsmål. Hvem sad dog alene i en skov, for at vente på nogen? Ville det ikke have været nemmere at mødes uden for skoven, så vedkommende ikke skulle lede efter en?
Eller, det ville jo nok ikke være et problem hvis man var hypersensitiv over for lugt og lyd.
"Hvis jeg skulle vente på nogen, ville jeg aldrig være gået så langt ind i skoven... Men jo, jeg venter vel på selvskab. At være alene kan være en pestilens engang imellem, men små doser er fint nok, ikke?"
Hans smil var naturligt, afslappet, og fremviste en perfekt perlerække af tænder, og hans øjne glimtede blåt.
Han lod en hånd køre gennem sit hår, og betragtede hende lidt. Hendes hår skiftede farve... Mystisk, ikke?
"Jeg er Aidan Fieldswood... ny heromkring..." Han nikkede lidt, og så hende i øjnene. Hypnotiserende, betagende...
Han rakte sin hånd frem, i en fredelig og venlig gestus.
"Og dig? hvem er du?" han smilte spøgende, og så på hende gennem let sammenknebne øjne, og tykke rækker af smukke lange øjenvipper.