The last king of Abbadon //Scars død... Ahngel og Damia//

Sted :: Overordnet hele slots området
Tid :: Solen er lige gået ned og mørket breder sig fra øst, skyerne i det fjerne varsler om regn.
Omgivelser :: Inde på slottet er der kaos mens mure, brystværn og alt andet bliver befæstet, udenfor nærmer sig en fremmed hær.
Vejr :: Til at starte med er det stjerneklart, men som sagt nærmer sig et regnvejr.

Vreden bredte sig langsomt, som tusindevis af flammer der slikkede op af hans ryg og viste sig i en rød farve, der ellers burde være umulig at opnår for en vampyr. Det var for tidligt, han havde ikke regnet med at en person kunne samle sådan en styrke på så kort tid, han var til dels imponeret og til dels hvidglødende vred over det forræderi som han var ved at blive udsat for, men ingen skulle komme og tro han ville ligge sig ned på ryggen i frygt for sit liv, skulle han dø denne nat skulle han vise sine fjender hvorfor han var en frygtet vampyr og hvordan han havde kunne holde tronen efter en hersker så stærk som Malakel.
Soldaten der lige havde rapporteret hvad der var blevet set af de fjerne sensore, stod nu og svedte, som en sindsyg mens hans herre i al hast sprang i en skudsikker vest og trak det største gevær han havde ved siden af sin kiste frem, det skulle blive løgn om de kom ind i hans hjem. Alexander mumlede stille på trods af at vreden tydeligt kunne høres som en skræmmende undertone, "Væk alle, fuldt alarm beredskab, få fat i Damia, hendes konge kræver hendes tilstedeværelse!" Alexander holdt en lille pause inden han mumlede for sig selv, "Jeg har et par ting at se til, sørg for at alle er klar inden tyve minutter". Døren bag ham gav et brag fra sig så hængslerne nær var blevet revet ud af væggen, men det betød intet, der var for meget andet der skulle ordnes nu til at han ville lade trivialiteter som ødelagt ejendom komme ham i vejen.
Alexander banede sig vej ned mod Abbadons katakomber, han gik i en snørklet labyrint af gange til han kom til noget der lignede en bankboks. Kort tid efter kom han ud igen og proppede en lille ting ned i lommen mens han lukkede og låste den enorme boks med største forsigtighed, intet ville trænge ind nu.
Kort tid efter var Alexander på vej mod tronsalen, overalt omkring ham kom soldater løbende mens deres patruljeleder og andre overordnede råbte og skreg af dem for at få det til at gå hurtigere, Alexander åbnede den store port indtil tronsalen hvor fuldt alarmberedskab var sat i værk, alle de pulte med computere der var i rummet var bemandede, en efter en råbte de ansvarlige soldater klar fra deres stationer, *således er det blevet tid, jeg kan ikke andet end at se frem til det der vil ske, dether er ikke mig, det er ikke den jeg ville være, jeg ser frem til dether*. Tungt tog Alexander plads på tronen og vendte sig rundt mod den dør han var kommet fra, "Luk porten og lad alt fjern artilleri skyde frit når vores gæster kommer inden for rækkevidde, spænd trip-wire ud i alle gange og skyd dem der flygter. Lad dem komme!", der lød et tordnene "AI AI" fra alle i rummet på samme tid "Og Få Damia herned!", det sidste blev sagt med en noget lavere stemme, hun-dæmonen som han så som sin ven ville være en vigtig del af Abbadons forsvar.

Damia havde rent faktisk ventet på at dette ville ske. Faktisk vidste hun at dette ville ske på et tidspunkt efter solnedgang. Så hun havde forholdt jeg på sit ’kontor’ på Abaddon som Scars have givet hende. Her havde hun siddet på skrivebordet og gennemlæst et par rapporter som hun havde modtaget dagen før, men dog ikke havde fået tjekket igennem da hun vidste dette alligevel ikke ville nytte noget længere. Tiden var inde.
Så blev døren slået op, både højlydt, og ikke spor galant humpede en af Scars soldater ind ad døren.
”Kongen kræver Deres tilstedeværelse!” Hun havde allerede rejst sig op, men så dog ikke umiddelbart ud til at have travlt.
”Jeg er på vej” Lød svaret. En hentydning til at soldaten godt måtte gå nu. Hun rettede på håret som hun for lejlighedens skyld havde sat op – mest for ikke at håret skulle komme i vejen. Der var dog få totter som hang frit ned. Man kunne dog ikke sige at dette ikke så godt ud. Ligegyldigt hvad sad hendes hår godt. Der var ikke så meget andet at sige til lige det.
Damia havde sine elskede jern agtige støvler på. Nogle man kunne narres til at tro hun rent faktisk holdt virkelig af.
Som sædvanligt bar hun en kjole, det ville sikkert være sært at se hende i andet end det. Men selv i kamp var det, dette hun bar. I modsætning til tidligere var kjolen lang og gik hende helt til anklerne. Til gengæld var den sorte kjole skåret op ude i siderne så hun ville have nemmere ved at bevæge sig rundt. Kjolen sad tæt ind til hende, men var helt bar på ryggen og skuldrende, hvor der til gengæld var nogle ærmer som startede længere nede ad armen. Om dette blot var til pynt var dog en helt anden sag. På venstre bryst var der broderet et fint A ind som man ville kunne gætte sig til stod for hendes efternavn ’Ambrosia’.

Med lange og yndefulde skridt nåede Damia endelig frem til salen efter højst 5 minutter. Hun lod de månelignende øjne glide henover rummet og fik hurtigt øje på Alexander som befandt sig på tronen. Klar. Det havde han også brug for at være, for hvad der ville ske her i nat var ikke umiddelbart noget som han ville regne med. Selvfølgelig det åbenlyse – de blev angrebet – men så var der også et par småting som ikke var gået op for denne konge endnu.
”De sendte bud efter mig.” stemmen gled gennem rummet som flydende sølvklokker der kimede for sidste gang. Hun bevægede sig op mod ham og placerede sig ved hans side. Løftede hånden og placerede denne på hans skulder, med et lille smil.

Det ærgede faktisk vampyren en lille smule at han skulle til at sætte en afslutning på den lille leg. Han havde dog mærket regentens mistillid falde over ham som en tyk dunst af bitterhed og mistanke. Vampyrens knitrende røde øjne fulgte brostenene han bevægede sig hen over imens han afrejste en af de mindre sale i abbadons fundament. Selvfølgelig regnede han ikke med at se vagter og lignende på sådan et tidspunkt. Hans legekammerater var vel allerede blevet spottet. Lorena havde dog altid været lidt af et Stealth monster i hans eget hoved, men han gik ud fra at hun nød at se ilden flyve over himmelen som en anden nytårsaften.
Ahngel var stille som han berejste de stille haller.. Det vil sige. De ville være stille for et gennemsnitligt menneske, men vampyrherren kunne nemt fornemme rystelserne i gulvet omkring ham og lyden af stemmer bag flere lag stenvægge og møbler. Så stille dog. Hans fysiske tilstedeværelse sikkert ikke engang fornemmet? Hvem skulle også? Han kunne sagtens være diskret når han ønskede det og dette var den bedste lejlighed. Som han nærmede sig endegangens dør lagde han hovedet på skrå for sig selv og mumlede ganske stille: ’Hvorfor?’ .. Han stoppede op og lænede sig let imod sidevæggen med et tænkende og roligt udtryk. Havde han travlt med at få Alexanders blod på sværdet? Nej. Desuden.. – Han så imod døren – Var det ikke hans våben der skulle endegøre denne. Ahngels job var blot at få alle de søde små minions af vejen. Hvad gjorde det? En soldats blod var ikke noget at skære grimasser over for disse som kunne risikere at få at vide hvad deres ærbødige alfahan har lavet den sidste tid. Ahngel gav et sarkastisk heh fra sig. Han havde ikke tabt det fuldkommen eller hvad? En smule rebel var der måske stadigvæk gemt i ham?
En skarp lyd ramte vampyrens sanser.. Kun akkurat så højt som en nålehoved af stål der faldt til jorden, men det var nok. Han vendte hovedet og sansede to rødviolette øjne skinnede fra en af skyggerne. Ahngel smilte skævt og køligt. Vise for mange følelser? Aldrig. ”Muet er på plads, går jeg ud fra?” .. Lorena trådte ud fra skyggerne med et bøvet smil på sine smalle og rødtegnede læber. Hendes antræk havde skiftet fra det sædvanlige til noget mere praktisk. Stramme sorte skinnende læderbukser og blot en halvt knappet cowboyjakke dækkede over hendes barm. Behandsket i sort og med tunge støvler traskede hun hen imod Ahngel.. En smule foroverbøjet imens de stikkende tænder blot blev mere fremskudte i det drillende smil.
”Muet? Møgungen er blevet placeret i den første og bedste galge jeg kunne finde.” Hun skar ansigt. ”Kolde forpulede slotsunge. Hvad nytte drager hun i det hele taget?” Hun stoppede og op lagde armene forventende over kors imens hun kiggede vurderende på Ahngel der ikke syntes at være mentalt til stede. Ikke engang et lille smil? Hun sukkede skuffet og gik tættere på ham, gav ham et ganske let dask over skulderen, som et ungsindigt hanmenneske ville hilse på sin perleven. ”Hey.. Du virker ikke så oplagt som du plejer? Kolde fødder?”
Ahngel vendte ansigtet imod hende med et alvorligt udtryk, som om hans svar var alt for åbenlyst til at hun behøvede at spørge. Hendes smalle ansigt blev lettere undskyldende og hun sukkede ganske kort. ”Du kan i det mindste hilse.” Hun gav ham et irritabelt udtryk og så forventende på ham.
”Jeg beklager. Der er bare ikke meget at grine over lige nu.” Ahngel svarede kortfattet og monotomt. Pludselig følte han sig ganske nedtrykt som han endelig var blevet spottet af sin ledsagerske. Lorena lagde en hånd på hans skulder og smilede tavst. ”- Og angående Muet er hun nyttig da hun ikke just fortæller alle og enhver omkring vores lille leg, har jeg ikke ret? Desuden… trods for at hun ingen fysik har som fordel..”, tilføjede alfahannen og begyndte at gå længere imod døren. ”Du kan bede hende om at begynde nu, Lorena.”

Området udenfor abbadon var stille. Vinden havde al lov til at glide hen over området, som var det rent faktisk freden efter en allerede udkæmpet kamp. Lukkede man øjnene og sansede alt, ville der ingen fare være i luften. Intet blod ville lugtes.. Ingen jammerskrig ville kunne høres. Alt var tyst som i en død mands kiste. Åbnede man derimod øjnene ville horisonten over de forkrymmede og kort dale i området, ville man se hvordan en sort masse dannede omkredsen dertil, som var det fyrretræer der voksede i det fjerne med en hastighed langt over det sædvanlige. Dog ikke. Som det kom nærmere, ville det ses. Kroppe… Skikkelser og våben. Masser af dem. Man ville ikke kunne forestille sig hvordan de uset havde bevæget sig igennem terre og kommet til området, men det havde de gjort. Man kunne ikke forstå hvorfor ingen vind bar deres duft af udød, som deres vampyriske ansigtet under uniformer og artilleri ville bevidne om, som var det tyste ånder der hjemsøgte området. En hær. Større en man ville forvente af et diskret angreb af en privat armé. Deres antal mistænkeligt højt og deres udtryk frygtindgydende og på samme tid.. Tavse. Ingen bar en stemme og inden udbrød noget, som var det alle diskrete præster frem for højrøstede soldater. De var våben af alle slags. Sværd, daggere, pistoler, store maskiner i front og kæder.. Våben fra alle tider og alle genrer. Man ville endda finde bueskyttere imellem dem, givende hæren et udtryk blandet fra en fortælling fra den mørke middelalder og et udtryk fra en nutidig kampmark i det fjernere asien. Langsomt gik de alle imod abbadon.

//Vil påpege at det er meget vigtigt at jeg får mulighed for at beskrive og forme denne hærs tab og dødsårsager. Please refrain from ”Således blev den ene slået ned og han løb for at dræbe den næste.” This is only a temporary need, thanks ^^

Alexander havde vendt ryggen til de mange soldater der spænede rundt i salen som fluer i en flaske, under det kaotiske indtryk var der dyb og veldisciplineret styring, alle vidste hvad de skulle gøre og hvornår, alle scenarier var blevet trænet, selv forræderi i egen rækker, men var der noget Alexander ikke var bange for var det hans egne soldaters mod og nærmest psykotiske loyalitet overfor ham, noget andet var dem han ikke havde indoktrineret fra barnsben. Alexander lod en hånd glide igennem hans hår som om han var træt eller nervøs, hvorfor han gjorde det var han ikke sikker på, om det var muligheden for at finde den sande død, eller frygten for at han ikke kunne færdiggøre hvad han havde startet. Han havde for mange tanker og for lidt tid til at tænke dem, han rettede sig op og kiggede ud af vinduet hvor han kunne se uvejret kommer nærmere, enkelte glimt fra skyerne viste at det ikke var langt væk, han smilede mens han kiggede ned i bordet hvor en pistol med sølvornamenter afspejlede hans syregrønne øjne, han fik nærmest et nostalgisk blik mens han satte den i sit skulderhyldster og drejede rundt så han kunne se på sine soldater.
Hele slottet rystede da braget fra indtil flere kanoner rungede, fjenden var kommet indenfor fjern-artilleriets rækkevidde, byger af plasma og sølv ville snart regne ned over fjenden, ingen skulle sige at han ikke kunne bide fra sig. En soldat meldte sig forpustet og gjorde en hastig honnør, "Lady Damia vil ankomme inden længe, alle porte er lukkede og forsejlede og soldater og maskinel udenfor slottet har åbnet ild", Alexander kiggede på ham med et vurderende blik "hvor mange minutter inden fjenden har nået de ydre mure?", Soldaten fik et tænksomt blik, men svarede næsten med det samme, "omkring en halv time sire, hvis ellers Kaptajn Lutjenko kan holde stand udenfor muren".
En kraftig mand med lige så mange ar i ansigtet som Alexander brølede kommandoer til radioteknikeren der sad under ham i kampvognen, over hele linjen udenfor slottet var der sat sandsække og landminer op og bag dem var omkring 200 af Alexanders soldater og 10 af hans kampvogne. Kaptajn Lutjenko var rød i ansigtet af at råbe, men det så ud til at virke, samtlige kampvogne brølede gang på gang mens projektiler i en selvlysende blå farve sprang fra kanonerne og slog ned med enorme brag i mængden af sorte skikkelser der stormede deres positioner og over dem var der gang på gang lysglimt fra de projektiler der blev affyret hindsides borgens vældige mure. Fra sit udsigtpunkt i tårnet på en kampvogn lignede det millioner af ildfluer der fløj afsted mod fjenderne i det fjerne og ligeledes kom tilbage og sendte flere og flere af Alexanders soldater skrigende eller døde til jorden, "Koncentrer al ild om deres artilleri og maskinel, jo mere vi kan få taget ud af det jo længere tid vil det tage dem at nå murene!", efter Lutjenkos nok engang høje brøl lød der et ganske lille *ping* og manden sank om med en lille blodstråle sprøjtende ud af halsen, hans øjne var stadig koncentreret, men døden ville være sikker indenfor meget få minutter.
Alexander havde hørt Lutjenko i radioen og vidste hvordan det stod til, hans folk udenfor muren ville blive besejret, det var der ingen tvivl om, men dem der var indenfor ville kunne holde muren til evig tid, hvis han da selv skulle sige det eller tvinge dem. En velkendt og højt skattet stemme brød tankespindet og han så Damias smukke øjne komme imod ham indtil hun placerede sin hånd på hans skulder, han rejste sig og var i et split sekund ved at omfavne hende, men fangede sig selv i denne tankeløse handling og standsede før man rigtigt kunne se at han var ved at gøre det, "Damia, min kære, jeg ville hilse pænere på dig, men tiden er ikke til det", Alexander bukkede lavt og hastigt for hende inden han begyndte at gå mod de enorme egetræsdøre der spærrede vejen indtil tronsalen, "Find Ahngel og fortæl ham at ingen, INGEN! falder mig i ryggen og lever til at fortælle historien, når du har fundet ham, og det er jeg sikker på du vil er jeg på brystværnet!". Alexanders stemme var kommanderende, ligenu var Damia, så meget som han ellers kunne lide hende, ikke andet end en soldat mere i hans hær og hun blev behandlet som en, kæft trit og retning var hvad der var brug for ligenu og ikke ømme øjeblikke med en person som alt for ofte havde fejet benene væk under ham.

//OOG. jeg er virkelig ked af det, men jeg befinder mig på efterskolen og der har jeg simpelthen bare ikke tiden til at emne, og især ikke emner af den kvalitet som vi normalt skriver. Tilgiv mig. Fortsæt endelig emnet og lad som om jeg står ved Scars til enden (indtil jeg forsvinder i skyggerne før det ryger i luften osv.) ~Jeres Damia~//

// So yeh want us to NPC her? o.o .. Ville det ikke være lidt.. Unepic? I så fald, måske skulle selve nådestødet sendes af Ahngel? .. At Scars skal backstabbes, beskrive sin død, dø og derefter bruge Dammie, er lidt meget for een post.

//dette er sandt Ahngel, skal vi ikke bare sige du dræber mig så?... ked af de Damia, men som du selv siger får du jo ikke tid//

//OOG. det er helt fint med mig i to, få nu bare styr på det emne, i stedet kan jeg finde lidt tid til at læse resultatet af det ;') //

Støv, jord og diverse splinter fra Alexanders skyts, fór i luften i form af røg og dampe, som tilsodede overblikket over den tilsyneladende kæmpemæssige hær, som nærmede sig. Støvet lagde sig atter på jorden og gjorde kroppe synlige.. Dog.. Var der ingen døde at finde på jorden og ingen vrag fra ødelagte mekanismer. End ingen blodpøle farvede jorden, og som de trådte frem fra røgen, atter fuldtallige, ville man vel gribes med en mistanke?


Lorena trak på skuldrene og betragtede Ahngel for en stund endnu. Han kiggede afventende på hende og hævede et øjenbryn. Hun virkede søgende efter noget på ham. Ikke et ’held og lykke’ eller et ’pas godt på dig selv’ ..? Hun smilede bistert og lod ikke den lille bitterhed komme til syne. Selvfølgelig havde Ahngel andre ting at tænke på end hvad hun selv så som et længerevarende venskab? Med en lidt for langtrukken akavet stilhed, trak hun sig tilbage ved Ahngels ordre. Ahngels røde øjne gled rundt i hallen inden han sendte hende en sidste bemærkning. ”Du kan signalere dem nu.” Han forsvandt for enden af gangen. Han selv.. ville nå Alexander så diskret som muligt og derfor vidste hun at der ville gå en rum tid inden regenten kunne erklæres død. Ahngel lod sig ikke vise. Hun drejede om på hælen og lænede sig på af en af murene tæt ved dørene. Kom der soldater igennem, ville hun se og gennemborde deres struber med hendes klør inden de opdagede hende. Hun fumlede med en lille anordning, som hun påsatte sit øre. Hun bankede kort pegefingeren imod den lille mikrofon som var fastsat derpå. ”Dmitry? .. Vous Sauvage har skudt af. Jeg kontakter Muet.” .. Dmitrys svar lød som en sagte skraslen imod hendes hørelse og hun rømmede sig forarget inden hun tog anordningen af og lagde den tilbage i sit bæltes lomme.


”Det var på tide, Gangrel. Jeg havde håbet på en mere personlig or-” .. Forbindelsen var åbenbart blevet brudt fra den anden ende. Den sølvhårede vampyr gav et hvæs fra sig og forbandede den primitive Lorena. At skulle arbejde sammen med sådanne krapyl var ikke hans kop the. Han forstod ikke en meter over hvordan hans elskede herre kunne udholde stanken af gade og snavs. Dmitry vendte ansigtet imod den store hær, som han kunne se fra et af Abbadons taganordninger. Han hævede begge øjenbryn og hans spidse sorte øjne glimtrede i fornøjelighed. Godt den unge kunne bruges til noget fornuftigt. Han vendte hovedet imod sortklædte skikkelser. Vampyrer som han selv, men kønnene på dem og deres funktioner var ikke til at spotte på grund af de dækkende klæder. Han smilede drilskt og trak en hætte over hovedet og således lignede han de andre. ”Hold A og Q, i kender jeres rute. Brug højst 8 minutter.” En let klirren kom fra et mindre hold af ’soldater’, som var i gang med at åbne til Abbadons indre fra deres position. Et hul og således en åbning ville blive lavet og de anviste soldater blev sendt ned, hvor de så langsomt ville bevæge sig imod det mest aktive område, som de antog, ville være tættest på de fjendtlige angreb, som så naivt måtte skyde flere gange imod herren før de ville opdage at denne ikke var andet end en todimensional, dog ufatteligt detaljeret, illusion, skabt af Point DU Lacs fineste, og yngste, illusionist. Som de to grupper ville bevæge sig tættere på deres mål, ville den første der blev spottet af fjenden hvæse højlydt og derved advare resten af den skjulte gruppe, som i samlet antal ville springe frem som arrige, høje kattedyr og således angribe på barbarisk vis.


Ahngel derimod… Han havde endnu ikke vist sig, men sandt som det var, holdt han et øjeblik øjnene over sine tropper, som en smuk, dog kaotisk skytsengel, som hvilede usynligt under loftet. Han ville ikke kunne dødføre dem så snart han havde søgt væk derfra, så en tid til at vurdere de døendes antal, var nødvendigt.


//Sorry det sene svar. Har haft lidt travlt. ^^’ .. Og også sorry den manglende stedfornemmelse. Kender ikke Abaddon så godt.

Alexander støttede sig lidt til væggen, en irriterende nagende følelse hang i ham som en sort skygge, han vidste ikke hvorfor, eller hvordan den var opstået, den var der bare, hele tiden en del af hans underbevidsthed. Strømmen af soldater der løb forbi ham, syntes uendelig og de råb og kommandoer der lød gang på gang, faldt for døve øre. Hans koncentration var andet steds, Ahngel havde vendt ham ryggen og nu stod han overfor, velnok Di Morgas farligste person, en ting der fik selv den arrede gamle krigavetreran til at blive en smugle nervøs, men ikke mere end at han kunne skubbe det på plads i et hjørne af hans bevidsthed og låse fuldkommen af for det.

En radiomeddelelse trak Alexander tilbage til virkeligheden, "Min herre Lazarow, den fjendlige hær tager ikke tab", Alexander greb radioen fra sin brystlomme og råbte med arrig stemme, "Hvad i alverden skal det betyde?", en hastig hosten fra soldaten i den anden ende af radioen fortalte at han skulle have en undskyldning for at finde det rigtige at sige, "Min herre, vores forposter fortæller om at fjende slet ikke er der... det er en illusion". Alexander svarede ikke, han stod der bare lidt med radioen inden han slap den, han stod der som forstenet og kiggede tomt ud i luften, han var blevet overlistet, ham! Alexander! Det største militære geni i Di Morga.

Med et brøl som en løve knyttede han næverne, hans øjne blev smalle som en kats og han kunne mærke vreden pulsere i ham som tusinde flammer. Hastigt samlede han radioen op og stillede den så alle kanaler i abbadon modtog den, det ville sige at samtlige højtalere i slottet ville runge med hans stemme, "Al fokus skal tages fra det åbenlyse angreb, det formodes fjenden allerede befinder sig på slottet... Tronsalen skal barrikaders og bevæbnes... Alexander lazarow, Konge af Di Morga".

Alexander gik ud i slots gården og kiggede på alle soldaterne der myldrede ned fra murene og i stedet begyndte at styrte rundt for at sikre slottet, kun få soldater der havde specielle ordre opholdt sig stadig på murene og sørgede for at skansen ikke ville falde, skulle fjende have udspillet Alexander fuldkommen. Alexander lod patroner glide ned i magasinet til hans shot-gun, med et klik var våbnet ladt med de selvlysende plasma patroner han selv havde haft ulykken af at blive ramt med en enkelt gang. Med et øresønderrivende råb kunne Alexanders stemme høres, "Så Kom da Ahngel hvis du så gerne vil have mig! Så kom da din forbanede Kujon!"