What a game..

Den stærke hånd nåede lige akurat at stoppe skuddørene i toget. Og fik samtidig lige gjort det et sekund eller to forsinket til næste station. Så måtte det jo bare køre hurtigtere og så ende med at smadre ind i et andet tog. Det kunne fandme være morsomt. Disse tænker tilhørte Pierce. Denne unge mand der nu også steg ud af toget. Hvorfor han kom der inde fra var nok blot fordi han havde været et andet sted henne end lige præcis Di Morga. Med sikkerhed på besøg i en stor by. Han så i hvert fald noget tilfreds ud. Et noget slesk smil var nemlig fremme på hans blege læber der havde samme farve som hans ansigt. Næsten i hvert fald. Han var ufattelig høj. Nåede næsten de to meter. Men var nu stadi under. Voksede ikke mere. Underligt nok. Han havde jo ikke ligefrem ændret sig de sidste mange år. Det var en del af den cyklus der er opstået ved at være en skabt vampyr. Dog var Pierce kun lige halvt om halvt.
Det sorte hår sad noget pjusket som havde han sovet uroligt. Stadig sad det perfekt. Dækkede lige netop ikke hans gullige øjne men var sat til siden. Idet han kunne mærke vinden fra toget der styrtede væk bag ham faldt hans kølige blik mod den eneste person der var det samme sted som ham. Hvis han ikke bare så selvglad som han var ville han være blevet sendt i drømme land ved dette syn. Den unge dame der nu sad der på bænken og...ventede? var ufattelig smuk. Havde det hele. Hans smil voksede og han blev mere drengerøv i sin ustråling mens at han fik sat den ene fød foran den anden for at gå hen mod denne fremmede. Hun var enten på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt eller måske var hans blot heldig. Hvilke tænker han dog havde. Bare sådan konstant. Han burde næsten skamme sig. Hvis han altså lige orkede det. Og han følte sig ikke skamfyldt med dette. Var det ikke normalt? Det siger vi lige det er. For hvad er normalt for denne blanding er også normalt for andre. Og dog. Men han skammede sig i hvert fald aldrig over noget. Så som sagt ingen grund til det.
Den ternede skjorte var lukket omkring hans maskuline og tiltrækkende overkrop. Kun lige den øverste knap var åbnet. Ærmerne var smut på til albuerne og gav ham dette steet look. Bukserne sad ikke alt for stramt men hang squ heller ikke helt ned omkring røven. Sad godt på ham. Og det mørkeblå cowboy stof passede sammen med alt ved ham.

Der var ingen tvivl om at han havde denne balance der skulle til for at holde sig oprejst. Nok mest gennem livet. Han vidste hvor meget væk der skulle ligges på den ene eller den anden side for ikke at vælte. Og det kunne som sagt også ses her i toget. Som der blot kørte med en høj fart. Og han stod som normalt. Ikke ligefrem med ret ryg men afslappet som før. Hænderne blev stukket ned i bukselommerne efter at hans blik havde gledet hen over denne faktisk tiltrækkende unge kvinde mens han gik forbi der hvor hun havde sat sig. Underligt nok udstrålede han pludselig ingen form for interesse for hende mere.
Men alligevel endte det med at Pierce satte sig på sædet bag hende. Så de sad der, ryg mod ryg. Hendes duft hang i luften om ham. Den var dejlig sød som surligt slik. Ikke helt engle sødt, nej. Men heller ikke metallisk som en vampyrs. Så hvad var hun.. Kunne måske også være mere eller mindre ligegyldigt.
Toget stoppede igen. Her ved den næste stadion. Flere stod på mens andre også stod af. Sådan gik det vel hele tiden til. Han havde ikke sagt noget eller gjorde noget for at få. Han havde egentligt bare siddet og smilet for sig selv. Og nu kom det mere frem på hans blege læber. Nu skulle denne plan sættes i værk. Ikke den ikke? Et lille nik kom fra ham selv for at bekræfte hans beslutning. Selvfølgelig skulle der gøres nu. Nok havde han ikke gloet sig om mod hende men han havde kunnet fornemme hver og en bevægelse fra hende. Og især hendes krøllede lokker der af og til havde ramt hans nakke. Hun fik ting op i ham han dog tit følte men hvorfor så ikke lige hilse og sige hej. På hans måde.
Han lænede sig let fremad før han satte sine fødder ordentligt ned i gulvet. Rejste sig så helt op i sin fulde højde. Han havde altid godt kunne lide at kunne tårne sig over folk. Han kunne jo på denne måde se ned på små fuckhoveder. Han kørte kor en hånd gennem sit hår og det så faldt ned og sad som han nu nogenlunde ønskede. Inden at det ville kunne nå at blive reageret på, stod han nu foroverbøjet foran denne kønne pige. Med sit hoved ved siden af hendes. Hans ene hånd strøg en tot af hendes bløde hår væk fra hendes nakke og hans læber nu var lige ud foran hendes ene øre. ”Hey, pigebarn.” Hans stemme var hvislende og kølige men stadig med en smile charme i. Hans smil voksede blot ved hvert et ord han sagde. Eller nu mere hviskede. ”Hvilken stadion kan det være du skal af.” Det kunne nok lyde lidt underligt og det gjorde det faktisk også lidt for ham. Men det var ikke noget han tog sig af. Sagde vel hvad han ville. Her efter træk han sig tilbage og med et let drej på hælen og et kort bumb sad han på sæden ved siden af hende. Og det så ikke ud til at folk omkring dem havde lagt så meget til det.. Herligt.