Why are you here? - Arthur

Why are you here?
Privat – Arthur

Bland alle disse mennesker, skulle man tro at der var nogle som man kunne være sammen med. Men så sent som det var lige nu, var de fleste der gik omkring hinanden stang stive eller fuldkommen oppe at køre. Ovre i et hjørne sad der en pige og græd. Hun så ikke ud til at være meget ældre end Angelin selv, men man kunne aldrig vide om denne kvinde var vampyr eller noget. Med forsigtighed gik hun nærmere pigen, men da hun så kiggede op, fornemmede hun at nogle kiggede på hende fra menneskemængden. Noget holdte øje med hende, eller havde opdaget at hun var her. Det kunne næsten ikke være nogle hun ikke kendte. Det måtte være en eller anden af hendes bekendte. Hvem det var, kunne hun ikke se. Det kunne også bare være ren indbildning. Ja det var sikkert det. Hun var blevet utrolig mere opmærksom på hvem og hvad der var omkring hende.
Pludselig var der næsten ingen mennesker på gaden længere. Det var mørkt, men en skikkelse stod midt på vejen, omkring 10-12 meter fra hende. Hvem var denne person? Øjnene var bekendte, men det var også det eneste tydelige. Kvinden som havde været omkring to meter fra hende, da hun følte at nogle holdte øje med hende, sad ikke længere op af den mur og græd. Hun var der faktisk ikke længere. Okay. Der skete et eller andet mærkeligt her, det var der ingen tvivl om. Men hvem var denne person?
”Arthur? Er det dig?” Stemme var hæs og en smule chokeret. Dette var nok denne Arthur som hun kendte. Det kunne næsten ikke være andre, og hvis det var, så måtte hun løbe for livet. Det kunne være alt fra dæmon til vampyr og tilbage til engel. Dette væsen kunne være alt. Måske var det også bare et sølle menneske, som var faldet i staver? Det var bare lidt underligt at de nu var de eneste levende objekter på gaden. Ingen snak kunne høres i baggrunden længere, eller nogle lys i vinduerne. Hvor var alt lyd og lys blevet af? Og hvad pokker var det der skete?
Okay. Måske var påklædningen ikke særlig passende for en kvinde der lignede en 16-17 åring, og især ikke så sent om aftenen som det var lige nu. Normalt ville hun ikke tilbringe tiden udenfor på denne tid af døgnet. Men alt var forandret, og hendes liv var også lige så stille begyndt at falde på plads. Dog var der noget der undrede hende lige nu. Hvem var denne skikkelse?

//Undskyld længden:3

Arthur kiggede på Angelin. Stemmen var ham bekendt. "Angelin" sagde han og et lettere smil formede sig på hans læber. Til at starte med havde han været tvivl om det var Angelin, men jo. Det var hende. Arthur trådte nærmere og solen oplyste hans mørke grønne kappe selvom denne sol var på vej ned. Lidt af det røde hår stak ud under hætten. Den høje dreng på 16-15 år gik tætter på kvinden og slog hætten ned og gav Angelin et ordenligt kram. Kort efter slap han hende. "Hvad laver du enlig her? Altså så vidt jeg husker var der ingen af dine egendele som var gået i stykker ved hotel turen med vampyren og politiet..". Nogle dage før havde de været i et spændene ophold i byens hotel. Ret livligt men også.. ret dødt. Arthur begravede sin hånd i lommen og fiskede et gammelt smykke af guld frem. "Der var også et af sølv men.. du ved. Når man er mig er det ret svært at tage." sagde Arthur og lagde smykket om halsen på Angelin. Arthur rødmede svagt på det blege kinder. Arthur var blevet langt tyndere på det sidste. Han havde jo heller ikke fået nået mad. Hans mave knurrede og hvæssede af pokkers. Enlig ville han havde benyttet lejlighed til at vente på fuldmånen kom frem fra sit skjul så han kunne få en masse mad. Ellers måtte han gå ind på den nærmeste sharwama bar og få sig en kebab.

Egentlig ville Angelin ha vendt sig om og gået igen, men hun ville ikke knuse hans hjerte fuldkommen. Måske var det også bare en dum idé at gøre. Hun vidste jo at han havde et specielt forhold til hende. Det kunne også være at hun måske bare skulle lade tingene ske rundt omkring hende. Hun bekymrede sig for meget for andre. Det var sikkert en ting hun skulle droppe inden der gik noget galt. Det ville nok heller ikke være særlig fedt at være for selvoptaget til at kunne ses med andre, men måske skulle hun tænke lidt mere på sig selv. Der var en masse ting hun skulle snakke med Arthur om, og alligevel ikke. Det var for indviklende, og han ville sikkert flippe på hende. Den dag de havde mødt hinanden første gang, var på en kirkegård. Han havde nær dræbt hende, hun havde lært ham at snakke mere eller mindre rent og efter den dag … hun ville ødelægge deres venskab. Var det hvad hun virkelig ønskede? Inderst inde var hun knust. Var hun nød til dette?
Arthur gav hende et kram, som virkede underligt for Angelin. Tænk at han overhoved ville snakke med hende. Det var forfærdeligt. Hun ville snart blive hans værste fjende? Tårerne pressede totalt på, men hun ville ikke græde. Ikke endnu. Nu ledte han efter noget i hans lomme, og han trak et unikt smykke på. Det var et ældre smykke af guld. Det lignede noget man havde den gang hun var helt ung engel. Det lignede… Angelin var i chok. Det lignede hendes smykke? Hun gengældte smilet, og omfavnede ham blidt i stedet for at sige tak. ”Det gør ikke noget hvis jeg spørger vel? Men hvor har du smykket fra?” Det svar hun ønskede at høre, var et sted i skoven eller i en eller anden fiks butik. Hvis han havde fundet det i Une Pierre, ville hun nok dø af forskrækkelse.

"Et gammelt krav kammer, jeg kommer der tit og underlig nok ligger der flere og flere smykker dag for dag. Man skulle tro at liget var lige ved at blive langt ned." sagde han. Tja kraven var jo på en måde hans egendom. Arthur dækkede sit hoved med hætten igen. "Men egentlig er det lidt farligt for dig" sagde Arthur og skævede til det sted solen var gået ned. Han spærrede øjne op. Hans øjne var blevet til de velkendte rovdyrs øjne som han hadede så bitterligt. Arthur bakkede lidt tilbage. "Mren duh sar lit bagne ut, eler bikømret, svart at sage.. mren dat vark an gud ite art flygte" Ulven hungede efter at komme ud. Arthur vidste godt. Så snart månens stråler pegede på ham forvandlede han sig til et ledt uhyre. Heldigvis var der overskyet så han ville ikke være uhyre så længe. "Det jeg mener er at, duuh skjal løbje nuk!" Han kunne lugte hende. Han kunne høre hende. Han kunne se hende. Sanser løb op og Arthur ville ikke være et menneske ret længe endnu. I det fjerne kunne man se noget hvidt. Lyset hævede sig 50 cm over jorden. Lyset højde voksede og voksede og han mærkede en kæmpe smerte som om han skulle dø. Måne lyset var nu en halv mands højde. Månen kunne nu ses, ikke fuldt men halvt. Der kom mere og mere lys og Arthurs bukser gav to små flæk da musklerne voksede. Månen kunne ses fuldt nu. Lyset pegede ham i ansigtet. "Løb... løb..." fik han sagt før han kastede sig i jorden og en masse hår groede ud over ham og hans kranie blev aflangt. Langsomt blev han til en varulv. Skrigene flængede luften kløerne voksede voksede. Det samme gjorde Arthur. Knoglerne ændrede form og hans tænder groede ud. Et ulve hyl symboliserede at hans forvandling var færdig...

Angelin stirrede forfærdet på dette kræ, som Athal var ved at forvandles til. Hvad skete der? Hvorfor lige nu? Det skulle da ikke være fuldmåne i aften, eller skulle det? Hun havde et seriøst problem. Hun burde være et andet sted lige nu. Ved søen, det var der hun hørte hjemme. Hun burde være et sted ved vand. Hvad pokker lavede hun her på en fuldmåne nat? Hvorfor havde hun lige valgt dette sted? Vidste hun at Arthur ville være der? Tankerne var ustyrlige, og det samme med hendes krop. Hun ville ikke løbe, hun ville virkelig ikke! Om hun så blev dræbt af ham, fordi han gik fuldkommen amok, så kunne hun ikke holde tanken ud. Lænk nu hvis han gjorde noget dumt. Fik sig selv fanget eller dræbt. Tankerne var ikke til at holde ud, men hun måtte løbe. ”Jeg.. Arthur… jeg er virkelig ked af det her.. Jeg har ikke lyst til at løbe…”
Det lå virkelig ikke i hendes natur ikke at gøre som der blev sagt. Som slave havde hun skulle gøre hvad hende herre bad hende om, men lige nu kunne hun ikke. Det var som om hun ikke kunne adlyde nogle længere. Hun ville ikke løbe! Okay. Hurtigt blev hun enig med sig selv om, at det havde været en tåbelig beslutning. Nu ville han for pokker æde hende råt. Hvorfor havde hun dog været så tåbelig. Var det mon stadig muligt at flygte?
Angelin kom hurtigt og med høj fart på vingerne, som både var skadede og svage. Hvis de holdte til når hun var ude af byen, ville hun højest sensynligt dratte sammen af træthed og udmattelse. Vingerne kunne nok ikke bære særlig længe, men hun måtte væk, selvom det var underligt og svært at træffe den beslutning.
Hm. Over tagene det gik, men da hun var lagt nok væk, til stadig at kunne se hvor Arthur var, lod hun sig lande på et hustag for at se om han klarede sig. Han var nu fuldkommen forvandlet, og det kunne man høre, pga. et ordentligt ulve hyl, som ville få flere til at ryste i bukserne af skræk. Angelin var ikke bange.. Hun var skræmt fra vid og sans. Tænk at en af hendes bedste venner var.. Varulv?

Smagen af engel kom før tid til Arthurs smagsløj som kiggede på englen der fløj væk. Varulven, pågrund af ulvens jagtevne med kigge fast på byttet, jagte englen uden at slippe hende af syne. Arthur satte farten op og nogle forpustede stønne lyde kunne høres hos ulven som løb så hurtigt som den nu kunne. Tænderne kunne ses tydeligt i ulvens gab Arthur standsede op da englen var forsvundet bag et hus tag. Kløer satte sig fast i husets mure og efterladte en masse små huller. En kæmpe ulveklo kunne nu ses på tag kanten. Så kom den anden op. Også møvede Arthur sig op. Arthur kunne nu se englen. Varulven gik nærmere englen da månen forsvandt bag en sky. Arthur krøb sammen og en smerte hev igennem ham da hårene trak sin ind og kløerne trak sig ind. I løbet af nogle minutter låg drengen på taget med en masse ødelagt tøj. Tøjet var blevet udvidet og havde fået nogle grimme flænger. Hans eneste tøj var nu en flænget sort t-shirt og nogle short lange cowboy bukser. Hans kappe havde han smidt inden forvandlingen. Han rejste sig. "Hvor er jeg..." sagde han og kiggede ned. Han var på et tag. Et tag...? Han huskede ikke noget om noget tag. Langsomt vendte hans hukommelse tilbage. Det havde været fuldmåne. Men i kort tid af gangen pågrund af skyerne. Han fik øje på Angelin som stod lidt længere væk. "Det må det dybt undskylde.... Det var ikke min mening. Jeg er et monster... jeg kan ikke gøre for det." sagde han og kastede sig ned til Angelins fødder. Tårene pressede sig på men han græd ikke. Ihvertfaldt ikke endnu. Det var meget tæt på. Det var nogle gang forfærdeligt at være varulv. Men han vidste ikke hvorfor han var det. Han havde været det så længe han kunne huske.

P: skulderplade ( http://www.madmaxmodels.com/images/proparmor_belt11.jpg ), ringbrynje ( http://www.thinkgeek.com/images/products/zoom/chain_mail.jpg ), brystplade ( http://getasword.com/590-1187-thickbox/adult-breast-plate-armor-full-size.jpg ), sorte bukser (minder lidt om et par militær bukser bare uden camouflagen) og et par militær støvler.

Logan kom gående ned langs en hel masse små gader i Terre, bag sig havde han cirka 2-3 andre mænd, der stort set var klædt præcis som ham.
Selvom Logan var blevet vampyr havde han stadig sit 'gamle' udstyr på, selvom han havde fået at vide af sin skaber Kajika, at han var stærkere og ikke behøvede, brugte han det stadig, det var det sidste der holdt ham fast til at være menneske.
Hans udstyr bestod stadig af to metal armskinner (en på hver arm) som faktisk var et våben, ud af dem kunne der komme et blad (http://images3.wikia.nocookie.net/__cb20110222041327/assassinscreed/images/7/7b/Eerste-info-onthuld-over-assassin-s-creed-2_5_460x0.jpg ) ud som Logan brugte til at snigmyrde fjender, personer eller andre. På ryggen havde Logan sit trofaste elversværd ( http://www.kormax.com/images/UC1373.jpg ). Logan havde fået dette sværd af en gammel død ven, en elver. På sværdet stod der med gammel elver skrift ''Vi slås for frihed'. Sammen med sværdet sad der også to knive (http://www.council-of-elrond.com/castdb/legolas/legolas8.jpg ). Dog fordi Logan var ekstra meget eftersøgt nu, eller rettere nu hvor byen faktisk hadede ham, havde han taget sin M4 riffel ( http://www.modelguns.co.uk/images/scom4c.jpg ) med også.
Logan stoppede og så rundt, en bekendt duft kom ham i møde.
Sandsynligvis engel.
"O'Meyers, kør lige en scanning i en 2 km radius omkring mig" sagde Logan ind i en mikrofon.
"Hvis jeg tror hvad du tænker så har du ret, der er udslag knap 500-600 meter fra dig, 2 personen, den ene kan godt svare til Angelin, den anden er ukendt så være beredt! Det ser vist ud til de er oppe på et tag, så hvis jeg var dig ville jeg komme op på en af tagene tæt på, også springe over til dem" sagde en stemme i Logans øre. Stemmen tilhørte hans gode og loyale ven, Matt O'Meyers, en teknik nørd der hjalp Logan når han var uden for. Logan havde kendt Matt siden Logan var soldat og de har være venner siden.
"Lets check this out" sagde Logan til sine mænd før de begynde at løbe mod de to personers retning.
Med militær præcished ledte Logans sine tropper rundt, så alle 3 kunne komme op på 3 forskellige tage med udsigt mod taget over Angelin og Arthur befandt sig.
"Okay gutter, you know the drill" hviskede Logan ind i sin mikrofon mens han løb op af trapperne, man ville tydeligt kunne høre ham med alt det udstyr han havde på, hvis man havde en god hørelse ville man kunne høre hvordan metallet som udgjorde hans rustning larmede.
Da Logan endelig kom op på tage, kunne han tydeligt se de to personer.
"Hvorfor er det jeg gør et her?" mumlede Logan før han begynde at løbe hen mod kanten og satte af i spring.
Logan svævede i luften, indtil han med nød og næppe greb fast i kanten på taget.
Lige nu hang han med kroppen ud over taget, ikke en særlig godt situation han var havnet i.

//vi befinder os på taget, Logan>.<' Altså mig og Arthur gør:3

//Haha Ups :P synes også der var noget der ikke helt passede sammen, ændre det lige :/ //

//Angelin må svare før mig :3//

//Svarer senere:3 Kan ikk nå at skrive et god indlæg:3

Kræet led tydeligvis, og dette kræ var faktisk en af hendes nærmeste venner. Hvordan kunne hun dog lade dette ske? Hun kunne da ikke bare lade ham ligge der på jorden og lide? Stakkels Arthur. Han kunne ikke gøre for at han nærmest havde ædt hende, eller i hvert fald gået amok på hende. Måske endda.. Jo han havde nok forsøgt at dræbe hende, hvis han altså havde fået muligheden. En aften som i aften var hun heldig. Hun var ikke blevet spist, og en kæmpe tordensky bragede ind over nattehimmelen, som askeskyer fra et vulkanudbrud. Det var som om at alt omkring dem pludselig lev sort, og i takt med det, begyndte Angelin at lyse mere og mere op.
En let raslen kunne man høre i baggrunden, og først troede Angelin at det var tordenvejret der var begyndt. Lidt efter hørte man en utilfreds brummen og buldren fra skyen over dem. Så det havde altså ikke været skyen lige før? Hvad havde det så været? Var der nogle der holdt øje med dem? Tankerne forsvandt lige så pludseligt som de var kommet, da Arthur nu kastede sig for hendes fødder. Forsigtigt og uden at røre andre muskler end dem i hendes ben, satte hun sig på hug foran ham. ”Hey. Det er okay. Du kan ikke gøre for det.” Forsigtigt fik hun rettet på ham, så han nu sad op. Forsigtigt strøg hun hans rødlige hår, mens hun mumlede at det hele nok skulle gå, og at det var okay. Hendes stemme var blid og sikkert nærmest kærtegnene mod hans trommehinder. Forsigtigt strøg hun hans hår væk fra hans pande, som egentlig var rimelig var, og kyssede dem blidt. Kort tid efter fik hun øjenkontakt med ham, og forsøgte at søge efter nogle form for smerter eller følelser. Men det eneste der kom frem var… kærlighed og… sorg?
Hun hørte noget sætte af, noget mumle og noget gribe fat i kanten af taget. Længer henne kunne hun se to hænder der desperat kæmpede for at holde sig oppe. Hvem var denne person, og hvad ville den dem? Forsigtigt så hun hen på Arthur igen, som lignede en der var ved at komme sig efter det hele. Måske var det ikke så værst som hun gik og tænkte at det var? Det var vel bare en del af hans natur. Men han havde da lige sagt at han var et monster? Så han brød sig ikke om at være varulv eller hvad? Angelin rejste sig op igen, og gik med lydløse skridt hen mod de 8-10 fingre hun kunne se, som akkurat holdte sig fast på tag-kanten. Vingerne foldede sig ud igen, efter at de næsten havde stukket hende i ryggen for at komme ud. Hun satte af, og baskede en gang med den ene vinge, for at komme en smule ned af. ”Logan,”

Arthur rødmede da han blev kysset på panden. Hver en berørelse gjorde ham langt mere tryg. Det revnede brat da han næse kunne lugte lugten af. Vampyr. Et ledt væsen som Arthur havde sin strid til. Da han hørte Angelin sige navnet Logan lagde han to og to sammen. En af Angelins vampyr venner. Straks takkede han fuldmånen for at have indviet ham i de lupinske mennesker aka varulve. Arthurs kinder blussede op af vrede og han var tæt på at nærmest flå skyen fra månen. Hans krop faldt mere i et med ulvens bevægelser. Månelyset belyste Arthur krop dog halvdelen af månen var dækket af en sky. Arthur lavede en grusom grimasse. Logan.... hmm... mon det er en fjendtlig vampyr udover racen? De sidste menneskelige tanker før hans smil blev bredder og månen lyste øjnene op. Ingen lyd. Arthur sagde ingen lyde! Hårsækkene lukkede alle hans varulve hår ud og hans knogle skiftede form. Og han sagde ikke en lyd. Smerten bed han sammen og sank den ned som det var medicin han var blevet tvunget af sin plejefar til at tage. To lugte satte sig ind i Arthurs næse. To racer. Junkie blod? Måske en engel vampyr blanding. Men lugten var stærkere end det. Langt stærkere. To fuldblods. En vampyr og en engel. Englen kunne vente. Vampyren skulle og SKULLE bare dræbes. Det var da naturens lov.

//Logan's tur, ikk?:3

Jo :3

Logan fik kravlet op fra kanten med lidt hjælp fra Angelin.
Han så på hende, før han kastede sit blik hen mod manden der var på taget med dem, en bekendt lugt kom forbi han næse, den mindede meget om en varulvs, men Logan tænke ikke over det før han så på Angelin igen.
"Hvem er din ven?" mumlede Logan lavt, lavt nok til at Angelin ville kunne høre det.
Men deres 'samtale blev afbrudt af en af Logans mænd som stod på et andet tag.
"Ehm... Chef, jeg tror sku ham manden forvandler sig til et eller andet væsen" kunne Logan høre i sin øresnegl.
Mere skulle der ikke til før Logan fik en af de skjulte klinger frem ""Undskyld..." mumlede Logan og skar et lille hul i Angelins finger, ud fra 'såret' kom en lille blod dråbe, Logans samlede den op med fingeren og slikkede fingeren ren.
"Beskyt englen og skyd mig hvis det går galt" sagde Logan før han lukkede øjnene og åbnede dem 2 sek efter.
Nu var han klar.
Logan viste sine tænder frem, en klassisk måde for en vampyr at virke truende på. Logans pupiller var blevet røde, engle blod det eneste der kunne få Logan til at blive sindssyg.
"Kom så vovse, skal jeg vise dig hvem der er stærkest?" sagde Logan og fik begge sine skjulte klinger frem.

Knap havde vampyren sagt det da de gule rovdyrs øjne rasede. Vampyrens lugt kvalte næsten Arthur. Arthur fik hans kløer stukket nogle millimeter ind i vampyrens hud så han kunne lænne sig hen over vampyren og bide ham i små stumper. Arthur gav sig et ordenligt spring med bag benene og fik vampyren med i springet over til taget overfor. Taget tilhørte en smykke butik. Desværre blev deres landing ikke så perfekt da de braste igennem taget. Arthur standsede brat op og blev til en lille hunde hvalp i nogle sekunder. Sølv smykker. De låg over alt, nogle i glas montre. Vampyren så ud til at kunne have klaret faldet ved skulder pladerne som vampyren havde valgt at beskytte sig med. En pine fuld stikken kom fra alle sider. Sølv. Varulvens største svaghed. Arthur blev skide bange og sprang op af hullet i taget. Han sprang et par tage længere hen i frygt for kontakt med sølv. Det ville brænde hans hud. Desuden var det pine fuldt nok i forvejen at være tæt ved det. Ved det tredje hus tag gik de amok. Hans arme rev sig af led og satte sig først fast da han var... normal igen.. En stor sky havde lige skjult månen. Han led smerten bitterligt som det var hans væreste fjende. På en måde ja...Hans tøj var gået i flere revner. Det endte med at han skulle på shopping tur. Hans næse kunne for nemme noget. Noget vampyr. Lugten låg svag på denne afstand, og Arthur var jo også blevet til menneske igen så hans sanser var ikke lige skærpede.

//er det her emne stadig i gang? :P//

Tror ikke jeg kan spille varulve Arthur mere af min dødsårsag :I Så måske er emnet lukket. Aner det ikke

Vi kan jo ikke spille vidre, når Arthur ikke er varulv længere?:3