Forsættelse til Gary

Tid: 02:07
Sted: Skoven:
Omgivelser: Der er ingen, udover Evangeline i øjeblikket. I hvert fald ikke, ved hun ved af.
Vejr: Det er koldt.. og mørkt.
Dato: 13/9

Evangeline så måbende på den fremmede, og på kuverten i hendes hænder. Hun åbnede den, og måtte endnu engang måbe. I kuverten var en detaljeret beskrivelse af det sted han boede, og en masse andre informationer. Han ville have hende til at sige sit arbejde op. Han mente, at han havde alt, hun behøvede. Udover det, omtalte han hende som "Skønheden" i brevet. Det fik hende til at rødme kortvarigt igen.
Hun kiggede endnu engang ned i kuverten hvor brevet havde ligget. I flere stakke lå der sedler nok til at betale hele hendes gæld - to gange! Hun så måbende til, imens hun talte pengene igennem igen og igen. Hun havde aldrig set så mange penge, samlet på et sted før. Der var muligvis flere penge dér i hendes hænder, end hun nogensinde ville tjene på et helt liv på baren. Endnu engang talte hun pengene. Det måtte mindst være femte gang, siden hun åbnede kuverten. Men beløbet var stadig det samme. En enorm pengesum, som stadig kunne betale hendes gæld tilbage.. TO GANGE!

Hun følte dårligt samvittighed over at han havde givet hende så meget, men hun greb chancen. Halvdelen af pengene tog hun op af kuverten, hvorefter hun bevægede sig direkte hen til hendes chef, som var ham hun havde gælden til. Han måbede mere, end hun selv havde gjort, da hun havde opdaget den enorme pengesum i kuverten. Mere måbede han, da Evangeline tog forklædet af, og meddelte ham, at hun sagde op. Der, mistede han lige den pige, som lokkede de fleste kunder til. Det vidste han godt, og forsøgte desperat at overtale Evangeline til at blive - hvilket var håbløst.

Evangeline tog de tog kuverter og løb så hurtigt hendes ben kunne bære hende tilbage til sin lejlighed. Hun rodede sine ting igennem og pakkede det mest nødvendige. Alt hendes tøj - som ikke var specielt meget - make-uppen, osv. Hun skiftede ikke kjole og sko - det glemte hun i forbifarten. Så i hendes nedringede og lårkorte sorte kjole og de høje stilletter - nu uden forklæde - bevægede hun sig ind i skoven og fulgte nøje den beskrivelse Gary havde givet hende.

Inden længe kom hun til en stor villa, som hendes egen lejlighed mindst kunne have været indeni fem gange. Nervøsiteten var tydelig i hendes bevægelser, da hun gik hen til døren. Hun tog en dybindånding, foldede hånden til en knytnæve og bankede forsigtigt på døren.

Inde i skoven, var der altid ro. Mørket gav en form for beskyttelse, da mange ikke turde bevæge sig ud her om natten. Det gjorde dog ikke Gary noget. I skoven var der en stor sti som fulgte gæster direkte op til det store træ hvor Gary boede. Det var lysende og elegant. og utrolig flot.

Gary sad i sin lænestol foran pejsen og læste i sin bog. Han smilede og kiggede ind i flammerne og tænkte på hvordan det gik med Evangeline? Arbejdede hun lige nu? Eller hvad gjorde hun? Han kunne slet ikke stoppe med at tænke på hende, da han følte at han virkelig havde været venlig overfor hende. Det som han havde givet hende var ingenting i forhold til hvor meget han ejede. Penge var ingenting i hans verden. Gary rejste sig og gik ud i køkkenet for at hente et glas vin mere. hvorefter han bevægede sig let og elegant ind i den store pejsestue igen for at drikke sin vin. Den røg hurtigt ned, samt bogen blev afsluttet. Gary hørte noget der bankede og løb straks ud af pejsestuen og videre ned gennem gangen, ud af døren, ned af trapperne og åbnede straks døren. Lyset foldede sig ud på en ung og smuk pige som stod der. Det var Evangeline. Gary smilede og gav hende et stort knus, hvorefter han tog hendes tasker og bad hende om at komme ind.

Evangeline så sig beundrende omkring. Garys hus var fantastisk. Det var stort og prægtigt, det mindede hende mere om et slot, end et hus. Hun følte sig så malplaceret. Alt her var fint og fornemt, mens hun blot var en tøs fra den fattige del af byen, der ikke kunne få sin økonomi til at hænge sammen. Hvad ville han dog med hende? Hvorfor ville han have hende hertil? Men uanset hvad, var det forsent at fortryde noget som helst nu. Hun havde banket på, og inden længe ville han åbne døren og få øje på hende.

Hun nåede ikke engang at tænke tanken til ende, før døren gik op. Det bløde lys fra huset strømmede mod hende. Hun smilede usikkert til Gary, da han fik øje på hende. Hun sendte ham et overrasket blik, da han lagde armene om hende i et knus. Forsigtigt lagde hun også armene om ham. Hun mærkede i det samme den irriterende røde farve komme frem på hendes kinder. Hvorfor rødmede hun sådan, bare fordi han gav hende et knus?? Hvor var det pinligt! Hun vendte hovedet væk, for at skjule det, da han slap hende igen. Hun kiggede overrasket på ham - endnu engang - da han tog hendes tasker og bød hende indenfor. Hun trådte over dørtærskelen og ind i hans hus.

Gary bar hendes tasker op af de runde trapper som førte op til gangen. Den runde trapper gik inde i træets stamme op til det niveau som huset lå på. Trapperne havde en flot udskæring, og så næsten magisk ud.

Gary åbnede døren ind til gangen hvor de blev mødt af en lang gang, med levende lys på begge sider. Gary fortsatte fremad og videre ind i det store køkken som hang sammen med stuen. Gary stillede hendes tasker ude i køkkenet og vinkede hende videre ind i stuen hvor han satte sig ned i stolen "Bare sæt dig ned" Sagde han og smilede hende og rækkede hende noget vand, hvis hun nu havde lyst til det. Gary vidste ikke om hun var træt eller hvad hun var, men han havde et værelse klart til hende

Evangeline kunne ikke lade vær' med at føle sig til besvær. Han bar hendes tasker, ville have hende boende.. han var villig til at gøre alt for at hjælpe hende. Han var så rig, og brugte så mange penge på hende. Hun havde stadig begge kuverter i hånden. Den ene, med halvdelen af hendes månedsløn - "drikke-pengene", og den anden, med hele hendes gæld. Alle de penge hun havde brugt, på lejligheden, alt det hun skyldte væk. Hun havde betalt det hele, og sad nu med pengene i hånden. Det var fuldstændigt urealistisk.

Hun havde kigget rigtig meget på huset og de gange og rum de var gået igennem. Det ene mere storslået og flottere end det andet. Denne mand havde i sandhed penge. Og han brugte dem da også.

Hun tog smilende imod glasset, og satte sig i en stol ved siden af hans. Hun drak alt vandet, næsten på en gang og nød følelsen af vandet i hendes hals. Hun havde været mere tørstig, end hun først havde troet. Hun smilede lidt forlegent, og så ned på kuverterne i hendes hænder.
"Hvorfor hjælper De mig så meget, Hr.?" Hun tiltalte ham stadig på denne måde. Han var trods alt en del ældre end hende, og han var en rig mand. Dem tiltalte man altid på denne måde.