I problemer til halsen

Tid: Omkring kl 20
Sted: Allées - Gyderne
Vejr: Efterårskøligt
Omgivelser: Beskrivelse følger

Bevæg benene. Løb. Spring. Lad dig ikke sakke bagud.
Athal hev gispende efter vejret og vovede et flygtigt blik bagud. Bag ham lå den rundingen til den mørke gyde, han lige var sprunget ind i, og det var endnu ikke til at vide hvor snedig, han havde været. Det føltes konstant, som om der var nogen, der åndede ham i nakken, og en velkendt prikken var begyndt at vise sig i siden.
Sidestik. Pokkers!
Det fandtes nu en god grund til Athals store paranoia. For ikke så lang tid siden havde han været på et af Di Morgas barer med tankerne om at prøve lidt gambling. Helt ærligt! Det havde jo bare været lidt useriøs leg!
Desværre havde hans modstandere, to sure vampyrer, ikke set det fra samme synsvinkel. Så snart Athal havde tabt, havde han vendt sig om med bemærkningen om et ufungerende toilet, da han mærkede deres kolde greb på sin skulder. Den nervøse latter havde straks virket som et overbevisende våben, men de to vampyrer havde ikke været let at overtale ...

"Hey, Jamie! Han er lige der!" Råbet slyngede sig i hørlige ekkoer i den smalle gyde, og Athal mærkede panikken prikke. Hvad skulle han gøre? Gyden var så godt som lukket af, og der var ingen sekund-hurtige flugtmuligheder. Han kravlede op på en container og så sig tilbage i netop det øjeblik, de to kamphaner dukkede op.
Athal gav dem endnu engang elevatorblikket og skar en grimasse. Han ville næsten hellere tage kampen med huletrolden op igen i stedet for at kæmpe mod de her. Begge vamoyrer havde strukturen fra en kæmpe bjørn, var nok omkring 10 år ældre end Athal, og de lignede nogle, der tilbragte fritiden med at pløje muresten, mens alle andre spillede Ludo.
"Nåååh, ja. Der er han jo." Den ene, Jamie, gnæggede og standsede med kæk mine op foran den grangrønne container. Athal smilede anstrengt og slog ud med hænderne.
"Hej, drenge! Jeg står lige her og - æh - nyder udsigten. Så hvis I lige ville have noget imod at daffe lidt ... "
Der opstod en snspændt tavshed. Så:
"Vil DU have OS til at slappe af?!" Den anden - Lenny hed han vist nok - skraldgrinede. "Helt ærligt, spjels, jeg tror nok hellere, det er DIG, der vil smutte hjem til Moar." Han så på Jamie, der hånligt gav sig til at knække knoer.
"Ja," medgav denne. "Du kan lige så godt komme herned med det samme. Eller har du brug for lidt hjælp?" I samme øjeblik løftede han armen, og containeren begyndte at ryste voldsomt.

//Hvaa... er det tilegnet nogen det emne, eller skal det bare pynte? xD

//Baaah .. Jeg venter på Dean -.-
MEN det er charmerende, ikke? xD *Flashende bevægelser* //

Det var aften, et af de tider på døgnet var Dean faktisk var at finde andre steder end på den lokale stripklub og derhjemme. Han var søvnig og egentligt også ganske pæn i tøjet. Han skulle på arbejde fra midnat og han glædede sig. Efter hans lille tur på hospitalet havde han ikke været på arbejde i en del dage, men det skulle han nu og han glædede sig. Sidde og se på let påklædte kvinder imens han drak øl og serverede i baren. Det var vidst ingen hemmelighed af Dean elskede sit arbejde og at han ikke kunne få nok af det han lavede. Derfor glædede han sig også, men for nu sad han der i gyden og kiggede ned i sin telefon. Han var endnu en af de engle der rent faktisk vidste hvordan sådan en skulle bruges eftersom han ikke havde levet i mere end 23år. Nogle af de engle der havde hjulpet Dean på vej var flere tusinde år gamle og derfor kunne man rolig sige at Dean var utrolig ung.
Han skrev til Kajika, den pige som han var forelsket i og måske ligefrem endda elskede, men han kunne ikke fortælle hende det, hans ego og hans stolhed spændte ben for ham og gjorde at han ikke ville indrømme at hans egen lykke var lige foran ham, men han ville ikke tillade den, han var bange. Bange for at binde sig, bange for at åbne sig og bange for at andre mennesker rent faktisk skulle begynde at kunne lide ham, i hans hoved ville det alligevel KUN skabe problemer.

Dean rejste sig op med et set da han hørte stemmer og inden længe så han en person komme løbende imod ham. Dean gjorde sig usynlig og stod derfor bare og betragtede fyrene fra afstand uden at de havde nogen som helst fornemmelse af at han var der, med mindre de også var engle naturligvis, men at dømme efter hvad Dean kunne se var de ikke særligt engle agtige. Dean bemærkede hvordan den unge dreng lod sig trække op i en krog. Havde han været bare den mindste smule påvirket havde han sikkert lade sig grine og blot kigge på det imens han nød at se en ung dreng blive banket, men sådan havde han det ikke lige nu. Ligemeget hvad ville han nok være ligeglad, han var ikke typen der ville redde folk eller hjælpe dem, han var ikke helte typen, tværdimod. Han kiggede dog alligevel på drengen med et sørgeligt blik, han lignede Deans bror til forveksling og Dean fik en stikkende følelse igennem kroppen imens han tænkte på sin bror, den bror som han i så mange år havde ledt efter forgæves. Dean lod sig komme til syne foran de mange mænd og bredte sine store hvide vinger ud imens han kiggede på dem med et skævt smil. Han vingefang var på næsten frem meter og han kunne nemt fylde en gyde ud. Han gjorde for nu ikke noget med stirrede bare på dem imens den unge dreng var et sted bag ham. Næste træk måtte han lige overveje, men for nu ville han blot mande sig op og for en gangs skyld forsvare nogen...

Athal baskede med armene, men forsent. Han snublede, gled og skrabede sit knæ mod den vippende flade, så der blev revet et hul i hans cowboy-bukser. Containeren truede med at vippe ham af, og snart gik rystelserne over til sammenligning som at sidde på en redeotyr, der var gået ekstra bananas.
Vampyrerne grinede, og Athal bad til de høje om den bedst nådige død, før han hævede hånden for at bruge sit eget våben.
I samme øjeblik udfoldede et kæmpemæssigt vingefang sig foran ham. Purhvid og iøjefaldende. Athal måbede i forbløffelse, og ligeså måtte vampyrerne, for containerens konstante rysten holdt øjeblikkeligt op.
En fyr - vel på omkring de tyve - stod mellem Athal og vampyrerne. Han kunne godt nok kun se bagparten af denne, men det var alligevel ikke til at tage fejl af, hvad han var. En engel. Med magten og skønheden hængende over hovedet spærrede han vejen, og Athal mærkede en forventningsfuld kriblen i brystet. Hvis en kommende kamp skulle udvikle sig, ville de nu i det mindste stå mere lige som to mod to. Det var lige før. han allerede så hele scenariet for sig ...
Lenny stivnede fuldstændig og gloede intenst på englen. "Wauw," sagde han. Han rystede på hovedet og begyndte så at grine hånligt. "Jeg vidste godt, dæmonfisen var en bangebuks, men at han ligefrem har bodyguard på ... Og så endda en superhelt med vinger .." Han snøftede af latter. "Hvad siger du, Jamie?"
Jamie havde haft lige så travlt med at nidstirre Athals nyeste mirakel. Nu slikkede han sig om munden. "Jeg kan lugte engeblod. Sødt," kommenterede han og skævede lusket til Lenny. Denne slog med det samme over til en mere eftertænksom mine. Han lignede en, der havde lugtet lunten.
"Måske .. Måske vi skulle lade prinsessen få sin redning," foreslog Jamie. Et trækning gik over Lennys ansigt, men som vampyrer normalt er trænet i at hemmelighedsholde deres følelser ved neutrale ansigtsudtryk, afslørede han ingen store følelser.
"Ja, vi må nok hellere gå, inden vi får ham til at tude," medgav han. Englen fik et sidse lækkersultne blik, før begge parter vendte sig om og i lydløs gang dalede tilbage ned ad gyden.

Dean stod med et stol blik og kiggede på dem. Dean kunne ikke fordrage de væsner, heller ikke selvom han p.t havde en affære med en smule kvinde af samme art, men det var også ca. det grænsen gik,han vidste hvordan vampyre var og han vidste hvad de kunne, og netop derfor kunne han ikke lide dem. I en kamp vidste Dean godt at de var stærkest, men når det kom til forsvar vidste Dean at han tilvær en tid kunne vinde, det var jo derfor han var engel, fordi han kunne vinde, fordi han havde evnerne til at flygte og fordi han kunne komme væk i en fart.
Dean lod sine vinger stille falde ned og etflabet smil kom frem på han læber imens de tog vampyre begyndte med de spydige kommentare, en af de dårlige sider ved Dean havde altid været at han ikke kunne klare netop de kommentarer, da Dean var levende: Da Dean var menneske var han typen der ikke kunne stoppe når han først gik igang med at slå fra sig og han kunne ikke fordrage folk der prøvede at provokere ham. Dean skævede endnu en meter over jorden og let hen imod de spydige sjæle imens han lod en lyskegle komme ud af sit bryst, det var en af de mange gaver han havde fået fra Gud og han vidste at det ville få vampyrene til at løbe bare en anelse hurtigere. Lyset kom direkte var himlen og var som sendt direkte fra skolen.
Dean landede stille igen og faldt om på jorden. Han havde et smørret grin på og grinede let af sig selv, han blev altid søvnig og sløv når han brugte sine kræfter,som havde han været ude og løbe en maraton og netop derfor brugte han sjældent disse gaver, også selvom han selv gerne ville, især da han lige havde fået dem for nogle år tilbage, der lavede han næsten ikkeandet. Dean kiggede over på den unge dreng og grinede endnu:"Se det var sjovt" sagde Dean med et veltilfreds og let smørret grin.

Athal kunne ikke lide det, overhovedet ikke. Med stikkende øjne så han på det sted, vampyrerne var forsvundet og undrede sig over hvorfor, de var forsvundet så hurtigt. Engleblod lå ellers normalt på vampyrers favorit over menuer, og det ville ikke undre ham, hvis der havde opstået en heftig kamp mellem dem og den anden.
Rystet kom han på benene. Han kunne ikke tro, hvad der lige var sket - og i det hele taget; hvad der kunne være sket!
Englen havde nu vendt sig mod ham, og et smørret grin slikkede sig om hans ansigt. Med et suk sprang Athal ned, så han landede lige foran denne, og de blå øjne udtrykte vagtsomhed, lettelse og samtidig en smule latter.
"Tak for hjælpen," sagde han og stak englen et skævt smil. Men bag den taknemmelige facade gemte der sig andre følelser.
Ordene, vanpyrerne så hånligt havde sagt, blev ved med at kredse i hans hoved, som elektroner kredser om et atom. Hvad tænkte englen ikke om ham? Godt nok syntes denne ældre end ham (og sikkert også i leveår - hvilket det efterhånden var med alle), men han burde velsagtens kunne forsvare sig selv. Idéen om at skulle have en hvidfjeret person til at beskytte sig mod blot to vampyrer virkede latterlig. Helt ærligt; havde han jo klaret værre, havde han ikke?
Den anden grinede, og Athal tvang en noget sprukken latter frem. "Jah, for satan!" medgav han, mens ærgeligheden nærmest sang ud fra knoglerne. Han lod en hånd, der var fedtet af nervøsitetens sved, løbe gennem håret og så vurderende på fyren foran sig.
Han var en nogenlunde høj fyr, havde brune øjne og attraktive linjer, der sikkert ville få pigerne til at skrige efter ham i længsel. Alt i alt var det meget typisk englestilen, men der lå nu alligevel en flabet aura over ham. En aura, der nærmest allerede var kommet til udtryk, så snart denne havde åbnet munden.
Athal rømmede sig. "Æhm, jeg er Athal - hvem er du så?"