One Night, One Kiss

Langsomme, yndefulde skridt, en håndflade med en tulipan i. Blade blev fejet væk, træer raslede lidt da denne yndige dame kom gående, og enlig var hun ikke en dame, for hun betrægtede sig selv som en kvinde. Man kunne enlig godt kalde hende for en pige, men hun elskede at høre andre kalde hende for kvinde. Hun bar en lang mørk kjole, i den sorte, blå farve, hun gik næsten altid i kjoler, og højehæler, nogengange slør, og pynt. Måske var hun bare en pyntedukke lidt, men det fik hendes kropsfigur til at se tydlig og elegant ud, så det var enlig godt hun gik med kjoler, og alt det. Blade vrivlede rundt på jorden i små flokke, træerne stoppede med at rasle, og der var kun lige få blomster ved kanterne af vandet. Røde øjne rettet på vandet, hvor hun slet ikke lagde mærke til sad en person og rørte ved vandet, som hun havde studeret. Skulle hun gå derhen, nej hvad nu hvis han ventede på nogen , det ville blive akavet og en smule pinligt. Hun duftede til tulipanen på hendes venstre håndflade, en blomst så fin som den forjtente næsten at være hjemme hos hende, enda måske i en vindueskarm, eller have måske. Julia elskede blomster så fine og de fleste nok alle var vel lidt skrøbelige, for blade kunne falde af, og mange plejede jo at plukke blade af dem. Der gik lidt stille, langsom tid før hun stod lidt bagved personen hun betragtede hans ryg lidt og fik et bredt smil på sig. Hendes hvide perlemor s agtig hud skinnede ikke, men kunne ses i mørket, trodsalt fordi hun var en vampyr, og de var kendt for at have en lys hud, næsten ligbleg, ja krid hvid hud. Julia s hud var køllig, lidt kold, og glat og hun var ikke så anderledes fra andre vampyrer. Et blik flyttede sig hen på personen hun ikke havde set tæt på, men vidste med sig selv at hun nok næsten blev nød til at se ham tæt på, måske lidt tæt. Hun gik nogle skridt frem så hun stod ved siden af ham med lidt afstand, hun vidste ikke hvad han var, eller hvem han var. Træerne begyndte at rasle igen, og vandet havde fanget Julia s opmærksomhed, hvorfor det vidste hun ikke måske fordi vandet var så yndefuldt, og koldt. Hun sendte vandet et skævt varmt smil, selvom det nok ikke blev så varmt men i det mindste var det et smil der kunne ses. Hun lod tulipanen glide ned ad hendes håndflade og ned på vandet. Tulipanen var mørk, lidt dyster måske trodsalt fordi den havde en mørk farve nemmerlig sort. En sort dyster tulipan, hvis Julia skunne være ærlig så fortræk hun roser da de var en skønhed af alle blomster. Næsten en slags kærligheds blomst. Der var afslappende og man nød næsten helt at være her. Hun satte sig ned ved kanten og tog hendes sorte ballerina sko af, hun fik lyst til at dyppe fødderne ned i vandet, ligemeget om det var koldt, eller at denne person der var ved siden af hende. Godt nok med en afstand men alligevel, hun havde helt glemt at hun ville se ham tæt på , men vandet havde jo fanget hendes opmærksomhed. Føddernes spids rørte vandet, det var koldt,næsten som sne, det var rart, hun nød det meget. Julia lænte hovedet tilbage så hendes hårbånd hun havde i håret næsten faldt af hovedet.Det var et mørkt hårbånd med en isblå blomst på. Julia s finger var malet røde, trodsalt fordi det var en blodfarve, og som vampyr elskede hun jo blod, men var ikke sådan en vampyr der gik efter det 24-7. Hun lyttede til vandet og havde hovedet lænet tilbage lidt, hun lukkede så kort øjnene og slappede helt af, det var rart ikke at skulle tænke på at dræbe nogen, eller bide nogen, bare kunne slappe af. Hun drejede hovedet en smule så det lå på skrå på hendes højre skulder, nu åbnede hun øjnene og fik øje på personen med det lyse hår, som havde siddet ved siden af hende i den lange tid hun havde været der. Måske havde han lagt mærke til hende, måske ikke.*hmm*mumlede hun inde i sig selv, og lod hendes røde øjne hvile på ham en smule inden han måske reagerede. Efter at hun havde kigget på ham med de hvilende øjne var der noget der skimmede hendes øjne blomster ved vandkanten, smukke, mørke, dyster blomster.Et bredt smil kom frem på læberne og hun rækte ud efter den smukke sorte rose med lidt rød agtig skær på bladene.

"Ehmm godaften"sagde hun til personen med en stille, undersøgende stemme.

Blikket hun havde på denne mystiske, beundrene person var stadig der, og havde slet ikke flyttet sig nogen steder. Den lange mørke kjole flagrede ikke men kanterne af kjolen fik en tur ned i vandet, ja det vil sige blev dyppet ned i vandet. Hun tænkte ikke så meget nu, hun slappede mest af, ja hvorfor var hun her enlig, hun burde enlig jage som det væsen hun var, et væsen der lever for blod, næsten ligefrem ånder for blod. Hun kiggede ned på vandet, og slap et sort, tykt suk fra de hvide, bløde læber.*Hvorfor glemmer du det ikke Julia du er en blodsuger der ikke kan se sig selv i spejlet*tænkte hun og kiggede ned på vandet igen. Tulipanen hun havde smidt flød rundt og det så så yndefuldt og smukt ud. Hun fik så langsomt fat i den smukke sorte rose og studerede den lidt, men mens hun gjorde det, var der noget der skimmede lidt af hendes blik, denne person med det smukke yndefulde hår og påklædning. Han så flot ud, meget elegant og lidt mystisk. Smuk, hende det var ikke det hun selv mente , hun var ikke vant til andre kaldte hende smuk, yndefuld og alle de rosende ord. For det meste var det ond, morder, grusom, og alle de væmmelig ord man kunne komme i tanke om. Julia kiggede hen på personen, lod sit blik hvile på ham lidt før hun lyttede til det han sagde, enlig bare et svar tilbage til hende på det hun havde sagt"Hvad jeg laver herude, hmm jeg fik lyst til at gå en tur og siden jeg nu er her så beundre jeg bare skoven lidt"svarede hun med en normal, rolig stemme, der samme tidig kunne lyde lidt smuk, med en særlig glans i sig, noget hun ikke selv lagde mærke til men kun havde fået at vide. Efter at vente lidt på denne person ville svare hende lagde hun mærke til noget hans pjusket hår, det var smukt, og havde en flot farve, en lys farve, hun vidste ikke hvorfor men det mindede hende lidt om solen, og dens varme og næsten ild. Nu blev hun først meget nysgerrig og facinerende af ham. Måske var det på baggrund af at hun elskede ild,selvom de fleste vampyrer frygtede det, så elskede hun det, gløder, gnister, varmen derfra.
Da han spurgte hende om drikke tav hun og vendte hovedet ned mod jorden hun ønskede ikke at svare ham men følte sig tvunget til det, de fleste havde spurgt hende om det. Julia s blik blev lidt tomt mens hun stadig tav lidt og lod den stilel brise gribe fat i detlange mørke hår, så det endte med at hårbåndet faldt af og landede foran denne person. Hun fulgte ikke med øjenene tænkte mest over om det var klogt af hende at svare ham, hun vidste at hun jo blev nød til det men vidste ikke helt."Jeg ved hvad du tænker jeg er et blodsugende væsen og hvis du er en jæger så må du ikke dræbe mig, jeg ønsker ikke at dræbe nogen"sagde hun stille og lidt bange mens hun kiggede på ham, direkte på ham så han måske tættere kunne se hendes kønne rolige ansigt. Røde øjne, sorte lidt lange øjenvipper, sort tynd eyeliner rundt om øjnene, lys køllig hud. Hvis man kiggede godt efter kunne hendes hjørnetænder ses men det var kun hvis man var meget tæt på hende at man kunne se dem.

Julia s blik blev forvandlet det samme gjorde hendes smil da hun hørte det næste han spurgte om. Straks rystede hun på hovedt"Nej der er ikke noget i galt, hvad med dig"sagde hun lidt i en spørgende tone til ham. Hun holdte øje med ham, hver en bevægelse han lavede, det var måske lidt stalk agtigt men hun kunne slet ikke lade vær med det, det var måske bare en træls vane hun havde. Julia rækte en hånd frem mod ham måske en anelse tøvende, for hun vidste ikke om han ville tage imod den"Julia Stone"præsenterede hun sig med et venligt smil på læben, og et varmt blik mod ham. Nu var det store spørgsmål for hende bare hvorfor han ville kigge på himlen i lidt tid, og nu blev hun næsten nød til at spørge"Hvad er der ved himlen du er facineret af"spurgte hun nysgerrigt med hovedet en smule på skrå. Julia havde så helt glemt hendes egne fødder de var jo stadig i vandet, men i stedenfor at trække dem op så lod hun dem bare være deri, vandet der omringet hendes ankler var rart.

Så gjorde hun noget hun ikke helt vidste hvorfor, hun lagde en hånd på hans skulder og pegede mod vandet"Se der!"sagde hun helt overasket, vandet glitrede lidt i måneskinet det var smukt. Julia kunne ikke få sig selv til at fjerne blikket, sådan et smukt syn som det hun så kunne hun ikke få sig selv til at kigge væk."Det er utroligt smukt, jeg har aldrig set og oplevet noget sådan der ligende"sagde hun med et køligt, kærligt smil på læben.

Tankerne begyndte at strømme igennem hendes hoved, var han kold, nej måske ville han bare ikke trykke hendes hånd, men andre tanker havde hun ikke helt i tanke endnu. Et lille skjult smil kom frem på de kolde, bløde læber"Hyggeligt at møde dig Demon"lød hendes stemme der var blid, og rolig, og lidt søgende agtigt, hun var allerede meget nysgerrig over denne person, der havde navnet demon. Hun lyttede efter hans ord til vandet og nikkede efter det han havde sagt om det"jeg er helt enig, vand er næsten magisk, så flydende og rart, dejligt koldt"sagde hun og derefter sendte ham et venligt bredt smil. Hun havde trukket fødderne tæt ind under sig mens hun holdte rundt om sine knæer. Så lyttede hun efter Demon s ord om himlen, hvorefter hun på samme tid vendte hovedet derop, smukt, og elegant, så mange stjerner, og månen skinnede smukt, og fint."Det er virkelig smukt, så fortryllende nærmest"sagde hun med blid, mild stemme. Julia mærkede godt at hendes hånd faldt langsomt, og tavst ned men hun sagde ikke rigtigt noget til det, lod bare hånden falde ned og lande på hendes skød"Ja jeg er nysgerrig efter at vide hvad de finder så smukt ved himlen"lød hendes ord der næsten mere lød spørgende, end venlige, måske var det fordi hun var en anelse nysgerrig.

Julia bukkede sig lidt forover for at se ned i vandet men hun slap bare et stort, dybt suk da hun så vandets tomme overflade, som sagt intet spejbilled, det var træls men hun kunne ikke gøre for at hun var det hun var. Hun slap et suk til"sommetider ønsker jeg tit at jeg ikke var blevet født som det jeg er, jeg ville ønske jeg var et menneske frem for et væsen der lever for blod"sagde hun stille og sukkede en gang til. Det røde, smukke blik var rettet ned mod jorden hvorefter hun strøg nogle finger igennem det lange bløde hår. Efter nogle sukkende lyde kiggede hun hen på Demon uden at smile, ja hvorfor skulle hun det, hun følte ikke for det ligenu"Hvad er de enlig, en vampyr, dæmon"spurgte hun undren med hvoedet en anelse på skrå. Nysgerrig ja det var hun så sandelig, men hun kunne ikke gøre for det, det var måske noget hun havde arvet fra henes forældre, måske en lille del af det. Julia mærkede månens lys på hende og smillede koldt men på samme tid varmt"Jeg elsker månen, dens lys for mig til at føle levende og stærk"sagde hun med blide ord.

Dernæst var der ting der undrede hende, hun vidste ikke helt hvad det kunne være. Noget måtte det være, var det jægerne måske?, eller måske var det noget der var ved dem?, eller måske helt tredje eller fjerde. Julia holdte blikket på Demon i en tid, uden at sige noget, hun ventede blot på at han ville svarer hende. Han så elegant ud, og meget køn ud i lyset godt nok var der mørkt men selv i mørkets lys strålede denne Demon næsten, var det måske på baggrund af noget han var. Det vidste hun ikke, hun måtte vente.

Mellem et hav af suk, og snak om himmel og hav, kunne Demon konstatere at denne vampyr ikke var som de andre. Hun virkede meget mere roligt, og afslappet, frem for opfarende og blodglad. Et let smil forplantede sig på Demons læber, mens han satte sig ned ved siden af vampyren. "Siger mit navn ikke nok om hvad jeg er?" Spurgte han med en blød stemme. Den var ikke forførende, eller det var ikke hensigten, og den var heller ikke hård på nogle måde, den var blot blød, ligesom en lun efterårsdag hvor kulden bed, men dagen var alligevel dejlig, klar, frisk og ren.
Jeg kan ikke lade være med at bemærke at du ikke er som andre, du tørster ikke så meget efter blod, eller gætter jeg helt forkert?" Spurgte han med det lette smil på læberne, før det forsvandt, og hans grå øjne vendte sig mod vandet. Naturen var for Demon det bedste i verden, han hade alt det menneskerne havde skabt via viden og teknologi. Han vidste at det var godt og effektivt, men alligevel var det ondt og ubrugeligt, for i sidste ende vidste Demon hvem der ville vinde. Naturen havde altid været det stærkeste, uanset hvor meget meget menneskerne prøvede at ændre på dette.Det var en ting de blot måtte leve med.
Langsomt vendte Demon igen hoved mod kvinden der sad ved siden af ham. "Jeg fik ikke spurgt om dit navn, vel?" hans stemme drev næsten af kunstig høflighed. Det var ikke fordi Demon var kold i røven - normalt, men han fandt næsten denne vampyr for venlig og høflig, for menneskelig. Hans kiggede intenst på kvindens mørke hår der lå blødt omkring hendes skuldre. Det var dejligt blødt og varmt, helt fantastisk smukt at se på, med månens kolde lys skinnende i det. Han fik næsten lyst til bare at sidde og glo på det til evige tider, men det kunne han da næppe gøre. En skam, men sådan var det jo. Han lukkede øjne i et par sekunder, før han igen slog dem op, og smilede mod kvinden. "Jeg tror jeg vil se at komme videre, du er velkommen til at slå følge." Demon stablede sig på bene, og børstede sine bukser af, hvorefter han vendte sig om mod kvinden. "Eller fortrækker du at se på søen?"