A new time, a new life. [Ciaren Conor]

Der var helt stille. Ikke andre lyde end den fartruende vind der blæse udenfor skolens tykke mure og regnen der hårdt slog mod ruden. Det var egentligt noget ufattelig beroligende at se på. Denne virkning havde det i hvert fald på denne unge kvinde eller pige der nu havde siddet i den ene vindueskarm i nok omkring en times tid. Hun havde betragtet den udendøre udsigt hele tiden. Set hvordan folk havde løbet rundt for at komme i ly for regnvejret. Hovedet lå hvilende op ad det kolde glas og benene var trukket lidt op under hende. 
Denise lignede egentligt sig selv. Hvilke nok var det lidt underlige. Hun var ikke blevet forældet som et normalt menneske ville blive. Samtidig hvis man så bedre efter var der noget anderledes over hende. Hun så mere skrøbelig ud. Hendes hud var så fin og bleg af hun kunne ligne en dukke. De blågrønne øjne var mere klare og gjorde der lettere for folk St drømme sig væk i dem. Hendes lange sort hår så mere sundt ud, trods hun i sit liv havde skadet det. Det var ved at være tørt nu og det bølgede svagt af fugten. Et suk forlod hendes læber. Hun var kommet tilbage til skolen. Det var som om hun, siden bilen havde smadret ind i hende, var blevet trukket til lig dette sted. Og lige præcis lokale seksten. Og dette var skam ikke første gang hun havde tilbragt tid her. I løbet af de sidste to år havde hun været her adskillige gange. Men hvorfor lige her? Tja. Hun kendte jo godt svaret selv men ville nok ikke endrømme det. Men hvorfor hun i det hele taget var kommet tilbage til denne jord vidste hun ikke helt. 
Hun drejede hovedet og lod sit før fjerne blik hen mod det bord bagerst i klassen. Det var helt tomt. Ingen tegninger eller krusserduller. Så valgte hun at se mere væk. Over på det store lærer bord ved tavlen. En ny plante var blevet stillet op i stedet for kaktussen. Trist. Nu en julerose der ikke engang var tæt på at springe ud. Kun disse skønne grønne blade og få knopper i samme farve. Smuk og enkel men også kinda kedeligt. Hendes ene hånd blev knuget men hun så så mod den. En sitret blev spredt. En følelse hun havde haft siden hendes 'tilbagekomst'. Hun løftede sin arm i denne yndefylde bevægelse og nærmest pegede forsigtigt mod denne plante. Sitrenen steg og en glød dannede sig omkrig blomsten inden den pludselig begynde at ..blomstre. Flere knoppe kom frem og sprang ud. Endte med fem af disse smukke røde blomster. Hun stoppede her. Hun var endnu ikke vant til det. Hun kunne nu ting hun der stadig skræmte hende. Tænk at sådanne væsner nu også eksisterede sammen med mennesker. Skræmmende at der var folk de havde kræfter som overvandt det menneskelige. Og nu var hun en af dem. Igen drog Denise et suk og vendte atter blikket ud af vinduet. Intet at gøre ved det nu.

Ciaren kiggede rundt, det var efterhåndne tre år siden at han sidste havde været her. Det var tre år siden at ahn sidste havde været brudt ind på skolen, smdret ruden og..og mødt Denise. Han havde endnu ikke fået taget sig sammen til at få besægt hende, han var bange for at hun ville være sur på ham, bange for at hun ville..Han sukkede tungt og lirkede døren op med en af sine negle. Indenfor virkede alt som normalt, den triste stemmning var der som altid når skole dagen var slut. men det var vel også efterhånden ret lang tid siden at dagen var slut...eller det var jo nat så medmidnre at der var nat timer så burde der ikke være nogen på skolen og alligevel...der var nogen på skolen og det var grunden til at han overhovedet befandt sig der nu. Denne gang havde det ikke været for at vække gammle minder nej, men fordi han ahvde opfanget en fært, en fært af en engel. Han ahvde kun enkelte gange mødt en engel og det var altid endt dårligt. Med rolige skridt gik hen efter færten som en hund efter færten af et menneske. Men ingen af de to var mennesker.
Han kørte tungen over læberne før han kiggede ned af sig selv, det nye tøj han havde "købt" for et par dage sammen med en vampyr ved navn Kajika- de havde haft et besynderligt møde, hun ahvde først forsøgt at dræbe ham og der efter nøjedes med at drikke af hans blod..og det var vel det der havde skabt et underligt bånd mellem dem. Andet end at han kunne læse hende tanker. Inde i et Lokale stod en pige-måske mere engel- med sort hår der bugtede sig ned over hendes fint formede ryg.
"Hmm, du ved godt at det her er et farligt miljø for en engel" han hævede det ene øjenbryn og lænede sig op ad dørkarmen med armene kors lagt. Engel var ingen trussel for ham, de var for skrøbelige. Han kørte tungen over læberne og kiggede på hende, han hørte hende sukke oga hdve en skræmmende fornemmelse af at han kendte hende..han var bange for at han vidste hvem hun var. Han gik hen mod hende i et roligt tempo lagde hænderne mod hendes skulder der føltes en dukkes, han drejede hende tøvende om og stivnede. det eneste ord der kunne kom over hans kolde læber var, "er du død!"

På grund af denne drømmende trance hun nu var havnet i opdagede hun intet. Hun havde endnu kun en svag fornemmelse af om folk var omkring hende. Dog så kun når hun var mere fremme i virkeligheden. Ikke i dette øjeblik. Hun vidste ikke engang at denne unge vampyr stod og så på hende. Vågnede først da hun hørte hans ord. Hun forstod dem ikke helt til at starte med. Men da sætningen endelig kom frem ramte det hende hårdt. Hun stivnede og så ikke engang mod han. Og det var der heller ingen grund til. 
Denise lod sig rykke med da han fik drejet hende for at kunne de på hende. Og med det samme blev hendes øjne rettet mod ham. Så at han var overrasket? Bange? Det var svært at sige. Hans spørgsmål var heller ikke nemt for hende at svare på. "Jeg..Jeg er jo ikke direkte død." Hun prøvede vel at forsvare sandheden. Hun sank en mindre klump inden at hun først lagde sin ene hånd på sin modsatte skulder hvor hans hånd endnu lå. Det samme gjorde hun med den anden. Derefter så hun lidt væk fra ham. Kort spændte senerne på hendes hals men kun kort. "Men ja. Jeg døde vel.." det var lettere akavet og sidde og sige. Og det lød underligt i hendes hoved.
Igen så hun på ham. Hun havde virkelig denne skrøbelige udstråling nu. Men stadig var hun stærkere end som menneske. Ingen kendte jo til hendes evner. Hun fugtede sinde bløde læber inden hun langde sit hoved lidt på skrå og et skævt smil kom frem. Hun træk sine ben lidt tættere op til sig mens hun endnu sad i vindues karmen. "Du har været lang tid om at komme tilbage.." fik hun så sagt og man kunne høre at hun var glad for han var tilbage men skuffet over ventetiden. Hun havde vel på en måde opgivet til sidst. Og så var han her. "Hvad tog dig så lang tid?? Hvad laver du her?? Troede du havde fået nok af minderne." Hun ville helst gerne væk fra emnet om hendes nuværende tilværelse men hun vidste det ikke bare kunne forsvinde sådan. Hun lukkede let sine hænder km han og løftede dem væk fra sine skuldre og fik dem flyttet hen på sine knæ hvor hun slap dem. "Du skred bare igen.." Hun huskede tydeligt den aften han rejste for anden gang. Og hun huskede hans ord som hun aldrig fik kommenteret. 

Ciaren kiggede på hende med store øjne og mærkede skyldfølelsen tynge ham ned. Det der før havde været den perfekte chance for at blive beruset af en engels blod var nu blevet et mareridt. Han ville gerne spørger hvordan hun var død, men vidste at det ville være nemmer at komme ind i hendes tanker og se det..hvis hun da selv kunne huske det, huskede hun mon ham overhovedet.
han kiggede ind i hendes øjne i håb om at kunne se genkendelse.og der, bare et svagt glimt men det var der. Han ånede lettet op og kiggede ned i gulvet.
Hun kunne huske ham.
"nej men..du er heller ikke det menneske jeg efterlod i en lejlighed" sagde han alvorligt og kiggede op på hende, "du er...anderledes nu" Hans stemme var modvillig og en anelse udtydelig, men han vidste ta hun kunne høre det, han vidste at hun...hun kunne huske ham. Glædes over at hun vidste hvem han var blevet tvunget ned af det faktum at hun faktisk havde været død, at han ikke havde været der så han kunne hjælpe hende-han ahvde været en egoistisk nar. han kunne mærke hende bløde glatte hud mod sine fingre og sukkede opgivene. Hun var død...
"du kan i hvert fald ikke komme uden om det faktum" hvæsede han irriteret og lagde panden mod hendes skulder. Det gjorde mere ondt end han havde trodet, han var bare skredet fra hende..han havde ladet hende dø. Og nu, u ahvde han en ulidelig trang til at dræbe hende..til bare at lade hende dø endnu en gang.
Han trak sig væk fra hende og stod et par skridt væk fra hende og kiggede på hende med et længselsfuldt blik, "Jeg burde ikke være her...dit blod er...mere, mere tiltrækkende på mig nu" hans stemme var endnu hvæssende, "jeg-jeg har lyst til at dræbe dig Denise"
"jeg..avde nogle ting at ordne" sagde han afvigende, "nogle ting at købe og.." Han kiggede sig over skulderen for at sørger for ikke at kigge for meget på hende, "Men jeg må indrømme at det her heller ikke lige frem er hvad jeg ahvde håbet på at komme tilbage til-så heller finde dig i seng sammen med et eller andet menneske end at finde dig død"
Han trak på skuldrende, "som jeg sagde før..jeg ahvde nogle ting at ordne..jeg" han kiggede på hende igen, forsøgte at holde sig rolig, "Jeg prøver at finde en måde at..styre mine..behov på" han skar en grimasse og rykkede sig der efter hen til hende igen, "Og jeg kommer sikkert til at skride igen.." han kiggede hende ind i øjne, prøvede at holde opmærksomheden væk fra hendes hals. "Jeg elsker dig stadigt Denise...jeg.." han sukkede tungt, "Hvordan døde du" endte han med at spørger i en opgivende tone imens at han lagde panden mod hendes. Hun føltes...underligt, ikke helt som mennekse..hun føltes som..silke, men lignede porcelæn.

Denise var egentligt ikke overrasket over hans reaktion. Men hvordan reagerede folk også lige på at finde en død. Og især en man holdt af. Hun sVnede selvfølgelig at være menneske men hun var klar over der intet var at gøre. Ikke endnu i hvert fald. Hun vidste at hun blot skulle finde grunden til hende tilbagekomst og så ville hun forsvinde i himlen. Måske blive genfødt. Men hvilken forskel ville det gøre? Og ja hun var anderledes. Men kun en smule.
Hun blev igen ikke skræmt over at han ville dræbe hende. Eller nok bare havde en lyst til det. Hun træk bare sine ben op til sig og så væk fra ham. Ligemeget hvad var det jo ikke noget rart at få at vide. Og specielt ikke for tredje gang. Men det sted hvor han sagde at han hellere ville se hende med en anden brød hun lettere ud. "DET VAR JO IKKE MIN SKYLD!" råbte hun så. Men ikke alt for højt dog. Bare for at udtrykke sig. "Og du ville ikke kunne have gjort noget."
De tre ord gik en varme til at sige i hendes kinder. Men hun vidste det var farligt i deres tilfælde. Rødmendn var meget svag men nok syndlig. Hun ville også helst ikke fortælle om sin død men den måde at han lagde sin pande mod hende gav den følelse at han fortjente at vide det. Og det var jo ikke noget særligt. Hun sukkede lavmælt mens hendes hænder blev lagt på hver af hans kinder. "Jeg blev kørt ned. En lastbil havde ikke set mig da jeg var på vej hjem fra skole. Den ramte mig hårdt men endte bare i koma. Senere døde jeg åbentbart af en fejl i en eller anden maskine der skulle give mig luft." Hendes stemme var rolig og hun prøvede vel at få det sagt for at ikke give skyldfølelsen. Denise så så endelig ham helt i øjnene endnu mod hænderne mod hans kinder. "Ciaren. Jeg..jeg elsker også dig.." Hun vidste ikke om det var en dårlig ting at sige nu men nu var det ude.

Han vidste ikke om hans reaktion havde såret hende, om hun var sur på ham eller hvad hun overhovedet mente om ham mere med alle de gange han bare var skredet fra hende. Ja han vidste vel egentlig heller ikke om de havde et forhold eller om de bare var venner med et underligt forhold.
Ciaren så hendes reaktion og lagde tøvende sin hånd på hendes knæ for at berolige hende eller..bare et håb om atdet ville det.
"Denise jeg..jeg beskylder dig helelr ikke for det...jeg" han tøvede lidt, "jeg giver migs elv skylden" han kiggede endnu en gang ne i gulvet, ned på hans efterhånde slidte kondisko. Han ahvde ikke gidet at købe nogen nye den dag med Kajika. "jeg ville, jeg ville have kunnet give dig blod om ikke andet gjort dig til vampyr" sagde han modviligt. Heller havde hende som en levende død end en skabning han ville dræbe. Han strøg hende tøvende over kinden med finger spidserne da de fik en lyserød farve.
"Denise jeg..holde rigtig meget af dig men det..." han kiggede rundt, "det ville aldrig gå og det ved vi begge to, jeg er i tviv om, om jeg nogensinde ville kunne kysse dig uden at komme til at dræbe dig med de....følelser du vækker i mig" hans stemme var endnu en gang modvillig i det.
Han kune mærke hendes hænder mod sine kolde hårde kinder og sukkede opgivene for hvem ved hvad gangen den dag.
"du blev-blev kørt ned" gentog han som om han ahvde lidt svært ved at fatte det. Hvis han endnu havde den følelse i sig ville han havde haft gøst. Det svært at fatte at han baer ahvde ladet hende dø. Hun var død..hun var..væk. Han sendte hende et prøvende anstrengt smil før han lagde hovedet en smule på skrå og pressede læberne mod hendes med en snerrend.

Gjort hende til vampyr! Ville han virkelig finde på at gøre det? Ville han nogensinde kunne finde på at lade hende blive en som ham? Hun brød sig ikke om tanken. Det var mere fordi hun havde set hvordan han havde det med sig selv nu. Sådan ville hun ikke blive. Han lignede jo en der hele tiden blev ført gennem et helvede med pisk og nedgøre de ord. Men så igen. Var der nogen anden udvej? Der var jo kun tre muligheder her. Enten skrider han nok bare igen, eller også vil han forvandle hende for St kune være mere rolig sammen med hende eller også bare gå hen og dræbe hende igen. Og hun kendte nok til den mulighed hun ville tage inderst inde. Men om hun var klar vidste hun ikke.
Denise ignorerede lidt hans led om de problemer de havde. Eller hun vidste bare ikke hvad der skulle siges her. Det var ikke noget der gjorde hende tilpas. Hun frøs blot mere over kuldegysningerne der kom med hans ord. Hun lyttede blot videre og et svagt og lettere falsk fnis løb over hendes læber. "Ja. Tænk at jeg skulle kabre i en trafik ulykke. Men sådan er livet blot overraskende." Mere nåede hun ikke at få sagt ingen han kom tæt på hende og et savnet kys blev dannet. Hun lukkede bare sine øjne og følte hans læber mod hendes inden hun lodbsig kysse igen. Endnu med hænderne på hans kinder. Nok var han kold men det var hvad hun sådan kunne lide. 
Hun fik dog stoppet kysset igen og da hun så på ham havde hun et mere alvorligt udtryk. "Se. Du dræbte mig ikke. Men om det vil gå er en ting der nok mest er op til dig.." Hun fjernede sine hænder og slog yndefuldt sit sort hår væk fra sin ene skulder og fik på denne måde lavet en form for start på hendes idé sammen med at ligge hovedet let på skrå. Så stadig på ham. Nok mere spørge de nu. "Jeg..jeg er bange..men.." Hun sank en klump men hun pressede ordene ud ad sin mund. "..hvis det er det der skal til at få repareret vores silkebånd.." Hun havde svært ved at holde blikket på ham men det holdt lige. "..så må du gøre..hvad der nu skal til." Hun virkede usikker. Men hun havde skam heller ikke løjet da hun havde sagt hun var bange. Hun var skrækslagen over hvad der ville ske med hende. Om hun ville ændre sig. Om det kun var udseendet eller kun personligheden. Eller begge dele. Men hun havde truffet et svært valg som hun vidste der ikke kunne gøres om det. Og hun vidste hvorfor en engel skulle passe på, så hellere Ciaren end en anden.

Ciaren kunne mærke fortvivlelsen tynge ham ned, han elskede hende, ingen tvivl om det..men ville det nogensinde gå mellem dem? deres liv sammen minede mere om en blanding mellem en gyser og en eventyrs bog. han var morderen der var blevet forelsket i den søde pige..den søde pige som alle var vilde efter at få..men det ville altid være ham der ente med hende..lige indtil hun døde..og nu var hun død. Ville det så sige at hans eventyr var forbi? eller betød det noget når hun faktisk stadigt var foran ham i en fast form så han kunne røre hende..kysse hende? betød døden så noget mere?
Han smilede svagt til hende da hun kommenterde sin død..død i en bilulykke..kørt over. Ciaren sukkede, "men om ikke andet hør du vel til der oppe?" spurgte han og pegede op mod himmelen.
Det var længe siden han havde kysset hende, længe siden han bare havde mærket hendes nærvær..han havde savnet hende, men havde aldrig atget sig sammen til at få taget tilbage til hende...havde aldrig været der for at beskytte hende.
Han smilede til hende, "Det var et uskyldigt lille kys og desuden har jeg lige..spist" sagde han stadigt smilende, "mine tanker var nok på noget mere...ja noget mere" sagde han og kiggede lidt på hendes nakke før han rettede blikket mod hendes øjne, "Jeg ved ikke om jeg ville kunne holde nogle af mine....lyster tilbage hvis jeg tilbragte hver dag sammen med dig, både blod lysten og lydten til sex stiger når jeg er sammen med..et kvindeligt væsen" Han var glad for at hans kinder ikke kunne blive røde mere. Denise snakkede igen, hun virkede nervøs..det gjorde ham en smule nysgerrig over hvas hun havde at sige, og en anelse nervøs selv.
"Så du..vil ahve mig til at forvandle dig?" spurgte han undrede bare fr at være sikker på at han havde forstået det rigtigt..eller håbede nok mere på at han forstod det forkert. "Er du sikker på at du vil tilbringe hele dit liv sammen med mig?" spurgte han og fik smøget sine hænder om bag hendes ryg, "Du vil blive tvunget til at dræbe..og jeg har aldrig forvandlet nogen før så jeg vil ikke kunne vide om du vil dø i forsøget...jeg kan ikke vide om det overhovedet vil virke når du er en engel" sagde han med panden let rynket, "men det ville være..intressant at..prøve" han kiggede lidt på hende og begyndte så at grine lavt, "Hmm..måske burde jeg prøve at styre mine tanker" han lagde panden mod hendes, "Men det at du er blevet en engel gør det langt fra nemmere at lade være med at have de tanker om dig" Han satte sine læber mod hendes kind hvor efter han langsomt lod dem glide ned mod hendes hals i en blid berøring og mærkede det stikke i sine hjørne tænder..han kunne dufte det rene søde blod der pumpede rundt inde bag den fine hud....han tog en dybining i håb om a det ville kunne berolige ham..han var nød til at..blive beroliget. Han lukkede øjne i og lagde panden mod hendes skulder, "det er svære end jeg trode det her" mumlede han.

Denise lyttede til hans ord. Selvfølgelig havde han lige spist. Havde aldrig mødt Ciaren hvor han var det sande monster der ikke havde andet end blod og lemlæstelsen i hovedet. Som vidste han hele tiden at de ville ses og så tog sig et måltid inden. Det var vel betryggende at vide faktisk. Men betød det også at han ikke ville kunne finde på at drikke af hende. Bare denne nat. Men han ville nok ikke holde sig hele tiden. Det var også det han hele tiden fortalte hende. Hun forstod det godt. Og det havde hun fjor hele tiden. Det var bare som at hendes aggressive tankegang om det emne var væk nu. Hun forstod dog ikke at han syntes lysten til sex var noget forbudt. Hun havde det selv. Alle kunne have det. Det var noget af det normale. Men så igen ville hun intet gøre hvis han havde en høj grad af det og hun havde det modsatte. Det skræmte hende vel lidt med disse tanker. Det var jo nu kun denne ene mulighed. Hun ville hverken dø eller miste ham.
Hun kunne godt høre han nok ikke var så glad for hendes valg. På den måde han tvivlede på om han kunne og hans spørgsmål gjorde det klart for hende. Hun havde ingen ting at sige. Ventede blot. Sætninger blev jo ved med at komme ud af hans mund. Og hun nød hans stemme. Hun strakte lidt hals da hans læber kærtegnede den. Hun troede han ville bide til nu. Men han lænede sig bare mod hendes skulder. Og hun virkede vel lidt lettet. Hun lagde roligt sine arme omkring hans hoved og lænede sit ejet på hans lidt tid mens øjnene lukkede i. "Ciaren.." Hun gemte sin ene hånd i hans brune hår og følte de bløde lokker mellem sine fingre. "Jeg..Jeg er sikker. Det er hvad jeg vil. Er jo ikke menneske mere. Og jeg vil lære og leve med det." Hun sank en klump og strammede svagt sin omfavning om hans hoved. "Jeg tror på at du kan." hviske hun så til sidst til ham inden hun slap hans hoved, og fik ved hjælp af at tage fat i hans skuldre, skubbe ham lidt væk så hun kunne se bedre på ham. Hun lod sine blågrønne øjne studere hans ansigt. 
Et lyn slog ned lide uden for vinduet, lignede det. Men hun så ikke ud til at være hverken bange eller overrasket over det. Lyset oplyste lokalet et kort øjeblik. Hun lagde så sit hoved lidt på skrå og skilte igen læberne for at sige noget. "Vil..Vil du ikke nok.....?" Hun kunne egentligt ikke lide det at hun nu havde lyst til at bede om det.

Vejret uden for var foruroligende, regnen stod ned i stænger og hans lysebrune hår var endnu en smule vådt. "Det er længe siden jeg har været her sammen med dig.." sagde han stille, "lidt over 3 år siden...så længe siden jeg havde smadret en rude for at komme herind..." han sukkede over mindet, "Og du.." han smilede svagt, "Du var vidst en smule bange for mig den gang Denise...det er du desværre kommet fra igen"
Ciaren huskede endnu tydeligt hvordan hun havde skubbet ham ned mod hendes seng ved deres sidste møde...ja, hun var langt fra bange for ham mere..måske en smule dumdristig, men det var vel hvad han kunne lide ved hende? hun kunne lide ting der var en smule farlige..hun var ret sexet, hun havde altid været sød i skolen...hun var..dejlig.
"Du ved godt at..." han kiggede på det bagerste bord i lokalet, det var ikke præcis det lokale han selv havde været i..men det var omtrent der ved han havde siddet..han havde siddet bagest i klassen ved siden af..han kiggede på Denise igen. Hende.
Ciaren kunne mærke hendes bløde finde hud mod sit hovede, mærkede hendes fingre der snoede sig om hans lysebrune hår...hørte hendes blide stemme. Han trak armene til sig, kiggede på hende med et overvejende blik før han nikkede, "fint nok, hvis det virkeligt er det du vil..jeg føler mig bare så..egoistisk" sagde han og sukkede.
Lynet fik hendes ansigt til at stå endnu klare for ham end det gjorde i forvejen. Et suk undslap hans læber før han nikkede endnu en gang og trak hende ned fra vindues karmen med en let bevægelse. "Hvis jeg skal gøre det her.." startede han stille og stillede sig om bag hende før han lagde armene om livet på hende og sin mund ved hendes ene øre, "Så vil jeg vide om du virkeligt mener at du vil opgive at være en der hjælper folk for at kunne dræbe folk" Det var vel sådan det var i det store hele..Engle hjalp folk, vampyre dræbte folk-så handlede det bare om hvem der vandt den kamp. "Jeg elsker dig lige meget hvad...jeg begære dig lige meget hvad og jeg drikker noget af dit blod lige meget hvad" sagde han i en kold og hård tone.

Denise lod sig følge ham let med blikket da han trådte om bag hende. Hun følte armene omkring hendes talje. Det fik hende til at forstille sig en lille dans. Hvilket fik hende til at mindes skolefesterne. Dem hvor hun blot havde blvet hjemme for at holde pyjamasparty for sig selv med klassiske gyser og en masse usunde sager i et hvirvar af puder og dyner. Hun havde vel altid haft et lille håb om at blive spurgt om at følges med til festen og være med til den stille dans. Men hun havde altid også haft det godt med det hun nu lavede. Alt dette huskede hende så på hvor mange gange hun havde lagt sin telefon klar med en såkaldt 'klasseliste' med navne og numre. Med en person der var krydset over. 
"At hjælpe folk er en ting man altid kan gøre. Og engle har også brug for hjælp til at komme videre. Men hvem tanker på at gøre den slags?" Hun rettede sit blik lige frem for sig inden hun forsatte med sit svar. "Men jeg er sikker. Der er ingen stor forskel." Hun fik et lille smil frem på de bløde læber inden hun roligt lukkede sine øjne i et langt blink mens hun lagde sine fine hænder på hans omfavnende arme. "Jeg ved godt det er lidt gammeldags men jeg vil lade det her ske for at vi kan være sammen. Jeg elsker dig og jeg kan ikke lide at se dig på den måde du er på når vi er sammen. Jeg vil have du kan slappe mere af og jeg vil ikke have du gå din vej igen.." Hun så lidt på sine hænder og strammede grebet, som troede hun at det ville holde ham fast. Holde ham hvor han er nu. Hos hende. Det var ufattelig underligt. Hun havde jo aldrig rigtigt være forelsket for. Og hendes hjerte bankede vildt lige nu. Selv om det ikke var 'i live' mere. Nu ventede hun blot på om han ville kunne gøre det. Eller om han tøvede for meget og lod være. Bare drak en smule af hendes blod. Der var nærmest nervepirrende så meget spænding der nu var i luften. Men hun forholdt sig nu bare stille.

Han lukkede øjne, hun var endnu så..skrøbelig, han ville så let som ingen ting kunne knække hende..eller sådan føltes det i hvert fald. Hun minede ham i større grad om en lille fin dukke de kunne splintres i tusinde stykker hvis han bare rørte hende et forkert sted..hun virkede så..fin. men han ahvde de sidst epar år fundet du af at man ikke skulle stole på hvordan folk så ud.
"Måske..men i har..en underlig tiltrækningskræftpå os" sagde han stille, "På den anden side har du altid tiltrukket mig så jeg ved ikke om det gælder for alle vampyre men.." han tøvede lidt.."jeg ville Alligevele have ønsket at jeg da jeg havde været menneske havde kysset dig..eller bare i det mindste havde indrømmet over for dig at jeg kunne lide dig" sagde han modvilligt da han ikke var vild med at snakke om sin tid som menneske-det pinte ham endnu. Ciaren trak hende helt ind til sig så han kunne mærke hendes rygsøjle mod sin krop, kunne fornemme de fleste detalje ved hendes krop selv med lukkede øjne. "Jeg vidste ikke at der gemte sig en romantiker inde i min engel" hviskede han ind mod hende og mærkede hendes fingre mod sine arme //der kommer mere senere//

"men der er en ting jeg ikke helt forstår" forsatte han med et skævt smil, "Du vil meget heller opgive det der for at kunne være sammen med mig til evig tid?" Han løftede skeptisk det ene øjenbryn før han kyssede hende ved halsen.
han havde endnu selv to mærker ved halsen efter Kajikas bid-det skræmte ham at det var blevet der.
"Jeg elsker dig Denise" hviskede han mod hendes hals før han blottede sine hugtænder og snerrede ud af dem for at få ordene frem, "Der vil gå et par..dage..før..du er..udvilket" det var det første ord der var kommet op i hans hjerne lige før han satte tænderne mod hendes hud. Han brød let igennem hendes hud som om det bare havde været luft. Hans greb strammede sig om livet på hende imens at han endnu en gang snerrede let. Det skyldtes dog nok mest den dejlige følelse ved at få lov til at drikke en engels blod og et kort øjeblik blev alle hans sanser sløret før han hurtigt trak sig væk fra hende med blodet løbende ned fra munden.

Havde han altid været tiltrukket af hende? Det kom lidt overraskende og lidt undrende. Måske lidt skræmmende på en mere sjov måde. Hun havde altid kunne lide Ciaren men aldrig rigtigt kendt til disse følelser. Hun ølte sig tiltrukket af et godt stykke mandfolk og det havde han faktisk vist sig at være. Så hun kunne ærligt sige hun ikke havde haft det på samme måde. Lige udover alt det andet. Sådan. "Et kys mellem menneske og menneske eller et kys mellem væsen og menneske kan med det rette måludrette lige så mange følelser. Og fortælle lige meget. Men forstår dig nu godt. Du skulle bare have kommet.." Denise's smil voksde lidt og et let grin kom fra endes strube da han kaldte hende romanisker. Ja hun var jo ikke bare den hårde pige i kjole og røde læber. Det var bare noget folk havde sat hende på at være. Men hun sagde vel sine meninger en gang imellem. Hun var ikke bare sådan at sætte i bås.
Det varmede sådan at høre ham sige den elskværdige sætning og det roligede hende vel lidt. Dog hjælp den anden ikke ligefrem. Ville hun være væk i nogle dage? Eller ville hun gå rundt som normal. Mere nåede hun ikke rigtigt at tænke over før smerten af hans tænder der spidede sig gennem hendes fine silkebløde hud. Sammen med et halvkvalt skrig lænede hun sit hoved tilbage og hendes krop spændte. Det gjorde som altid ondt. Hendes ene hånd havde prøvet og gribe ud af noget men blev bare lagt mod ruden og gled derefter bare ned igen og hang ned langs siden. Hun havde glemt smerten og nu var den kommet som et lettere chok. Og da han slap hende forstod hun ikke hvad der skete. Hun havde ingen balance nu og gik med lidt svajende skridt frem før hun prøvede at støtte sig op ad et bord men endte blot med at vælte ned på gulvet. Det var her han endelig fik lov til at se det vidunder en hver engel blev velsignet med. De store hvide fjerbeklædte vinger spredte sig fra hendes ryg men blev dog trykket ind igen efter hun lå på gulvet. Hun følte endnu en smerte og kunne ikke rigtigt bevæge sig. Var det allerede overstået? Det var gået hurtigere end når han blot smagte på hendes blood. Eller tøvede han alligevel. Hun ville gerne se på ham men hendes blik gik blot hen over gulvet og ud på gangen via den åbne dør. Stilhed. Hvorfor var hun så svag nu? sådan plejde hun vel ikke at reagere? Eller hvad..

Ciaren holdt hånderyggen op mod munden for at få det sidste af det søde blod i sig før bekymringen overtog. Han kunne endnu mærke at det mere dyriske var i ham med hans årvågne hed og den forfærdelige lyst til at dræbe den sårede engel der nu nærmest bare lå for hans fødder. Problemet var bare at denne engel ikke bare var en engel, det var Denise. Det var ikke brug for mere forklaring end det, bestemt ikke i denne situation.
Han bukkede sig forsigtigt ned ved hendes side og smilede til hende-et smil der forhåbentligt beroligede hende en smule. Han lagde hænderne på hendes skuldre og prøvede at få øjenkontakt med hende, det virkede dog mere som om at hendes øjne bare svømmede hvilket gjorde ham en smule urolig da han ikke selv kunne huske helt hvordan hans forvandling havde været andet end at den ahvde været smerte fuld. Tøvende fik han armene ind under hendes krop og løftede hendes letter skikkelse op og prøvede så vidt som muligt at undgå de pragtfulde hvide vinger der hang ud-det var dog en hel del svære end han havde trodet. "Denise" hviskede han ned mod hende i et håb om at hun var så meget ved bevidsthed at hun kunne høre ham, "jeg håber virkeligt at du ikke dør"

Denise ville gerne kunne se på ham. Bare møde hans øjne. Og hun kæmpede også virkelig for at gøre det. Og fik det til at lykkedes. Så hvordan han havde et via hans øjne. Hun følte den spænding der var om at han selv kæmpede for ikke at gøre det helt af med hende. Men hun så også den sympati for hvad han havde gjort. Hun så ikke hans smil på hans læber men i hans øjne. Fik hende til at føle sig mere eller mindre tryg. Hendes vejrtrækninger var blevet en smule tungere som havde hun åndenød. Var det virkelig sådan det føltes at blive en blodsuger? Det var som om hendes krop brændte men hun ikke helt kunne mærke den smerte. Det sveg men stadig var smerten mere som stød eller som om hendes energi blev taget fra hende. Idet hans arme løftede hende op faldt hendes øjne i og efterlod hendes ansigt med et fredfyldt udtryk. Som om hun sov. Hun følte at hendes vinger endnu var der. Men hun følte så samtidig også hvordan det langsomt blev trukket ind i hendes ryg igen og forsvandt. Det var vel det første der skete med hende.
”Jeg..Jeg dør ikke, din idiot.” lod hendes stemme så lidt efter han havde udført sin sætning. Et svagt suk forlod hendes strube inden at hendes nakke ikke kunne holde hendes hoved oppe mere så det hun faldt mere tilbage i hans arme. ”Jeg er bare..træt..” Hendes stemme udtonede sig roligt med en engelsk klang. Det passede. Hun var så forbandet træt at hun havde svært ved at få orden på gled. ”Jeg….vil…hje..” Mere nåede ikke ud af hendes bløde læber inden at hun lod søvnen overtage hendes krop. Hun var ikke død. Bare udmattet på en underlig måde. Hendes to sår på halsen havde ikke ladet sig heale endnu men det var kun en til to små dråber blod der havde fundet sin ved ned over hendes hals. Bare det ikke var for fristende for ham.