All three Sides Of Me

Sted - Tid - Vejr - Omgivelser
~ Beskrevet i emnet ~
((til Akumu))

Biblioteket blev oplyst af et lyn, som slog ned nogle km derfra. En kvinde, med langt lyst hår fór sammen, og kiggede rundt omkring sig. Hvorfor havde hun dog også bevæget sig ind på dette sted så sent?
Et lang draget suk gled igennem hendes læber, som hun prøvede at finde sig frem i mørket, men kunne intet se. Det var som om at lynet havde blændet hende fuldstændig, og nu gjorde at hun famlede rundt i blinde. Hun bandede irriteret da hun gik ind i et bord, og prøvede at fange de ting som der var ved at falde ned fra det. Ironisk egentlig, at hun, en lyndæmon var blevet forskrækket for det lyn som der var slået ned for nogle minutter siden. Måske var det bare hele stemningen, hende, en ensom kvinde, alene i et efterladt bibliotek klokken to om natten, eller nok mere rigtig betegnet om morgen.

Hendes fingre gled hen over bordens overflade, hun kunne føle årende der løb hen over den fine træ bordplade, og pludselig, følte hun sig meget bedre tilpas, end hvad hun havde været for få sekunder siden. Måske var det også følelsen af, at nogen kiggede på hende, som fik hårende til at rejse sig i nakken.
"Når, hvor har de så lagt de stearinlys.." mumlede hun for sig selv, og var ret sikker på, at der i en af skufferne på dette bord, ville være en pakke stearin lys, hun selv havde en lighter i sin lomme. Hun måtte indrømme over for sig selv, at hun nok ville stoppe med at være så nervøs, hvis hun bare kunne få lov til at se sig rundt omkring, bare for at forsikre sig selv om, at hun var den eneste her.

Hun fumlede ret meget omkring skuffen, og kunne ikke helt finde ud af, hvordan fanden hun egentlig skulle åbne den.
Også var den der, lyden af fodtrin, måske var det bare hendes hjerne der spillede hende et pus, eller også så var der virkelig nogen...
"Hv-hvem der..?" kom der en del mere skrøbeligt end hun lige havde tænkt sig. Hun rømmede sig lidt, og lod de smaragd grønne øjne glide hen over de få skygger som hun faktisk kunne se her i mørket.
"Er der nogen?" sagde hun mere modigt end før, men man kunne stadig høre dirren i hendes stemme. Men da der ikke var nogen som svarede tilbage, eller fler fodtrin, vente hun sig tilbage til skuffen, og med rystende hænder, fik hun den endelig åbnet.

Natten havde atter lagt sig over Di Morga og lod sit sorte væld fylde hver eneste gade og afkrog i dette land. Små pletter i mørket blev oplyst på forskellige måder, i bund og grund, for at gøre de svage, forsvarsløse mennesker trygge. De vidste at kun det værste ventede dem i mørket, og det havde de skam ret i.
Med dét stikord, samlede skyggerne sig langsomt sammen og gled ind i hinanden, voksede og dannede langsomt en silhuet. En mandeskikkelse blev oplyst af en tilfældig lygtepæls gullige skær, tilkendegav hans skikkelse og gav hans udseende kanter og oplyste de få farver han var gjort af. Han bar en sort faconsyet gotisk frakke, som blot fik hans allerede helt hvide hud, til at virke snehvid. Hans sorte halvlange hår skjulte delvist hans øjne med de bemærkelsesværdige blodrøde tynde iris, som nærmest cirkulerede i en endeløs malstrøm om hans kulsorte dybe pupiller, som ingen bund, intet fæste syntes at have. Foruden sjæl.
Idet et tordenskrald buldrede henover himlen, dansede et uhyggeligt smil let ind over hans blege læber og fæstnede sig der. Det var en mørk og stormfuld aften.. og den bedste af slagsen, efter Akumu's mening.

Da den store dør ind til det mørklagte og forladte bibliotek blev åbnet, hylede de slidte hængsler højlydt og fortsatte som ekkoer ned ad bibliotekets lange gange af bogreoler og blev så forvrænget at de næsten kunne forvæksles med spøgelsers hule skrig. Idet vampyren trådte inden for, blev salen oplyst af et lyn og malede hans skygge hen ad gulvet som et gigantisk monster , hvorefter det gik i ét med mørket.
Han fortsatte langsomt videre og lod sine svagt lysende øjne søge rundt i det tætte mørke. Det var tydeligt at der var andre end ham selv herinde, og han satte straks sin søgen igang efter dette enkelte, ensomme individ.

Hans skridt var nu fuldkommen lydløse og hans krop var i ét med mørket. Han drejede om et hjørne og fikserede straks blikket på kvindeskikkelsen. Hun ledte tydeligvis efter noget i skrivebordets skuffer. Sendte i ny og næ et flygtigt blik over skulderen, hvorefter hun fortsatte sin -snart desperate - søgen efter.. ja det måtte vel være nogle lys hun ledte efter. Smilet voksede på hans læber, mens han lydløst og langsomt nærmede sig hende.

Knagen fra det slidte hængsler over ved den støre trædør, fik det til at gyse hele vejen igennem Aiden's krop, nu synes hun godt, at hun kunne få fat i de lange stearinlys, inden at hun faldt om af skræk, over noget der sikkert slet ikke var der, men kun eksisterede i hendes hoved. Det var jo ikke noget nyt, at hun var rigtig god til at skabe scener i hoved, som var meget værre end virkeligheden.

Men så igen, hun levede i en verden fyldt med skræmmende væsner, hvorfor fanden skulle hun så lige præcis ikke være bange?

Endelig! Hun kunne mærke hvordan at hendes fingre lukkede sig omkring noget voks, som der bare måtte være en af de stearin lys, hun følte hun havde brugt flere timer på at finde frem. Følelses af at nogen betragtede hende, blev bare stærkere og stærkere, mens at det løb hende koldt ned af ryggen, da det virkelig var som om, at rummet omkring hende, bare blev koldere og koldere. Hvad var der med hende?

Men lige meget hvad hun gjorde, lige meget hvad hun sagde til sig selv, ja så blev hun bare mere og mere bange.
"Slap nu af Aiden" vrissede hun vredt af sig selv, og ledte med rystende hænder i sine lommer efter sin lighter. Hun vidste at den lå her, men spørgsmålet var bare, hvilken lomme i hendes lange jakke det var som den var gemt i. Noget mundvand blev langsomt sunket, at man næsten kunne se hvordan at det gled igennem hendes spiserør. Et hvert væsen der gemte sig i skyggen, ville elske hende som offer lige nu. Så let, så uskyldig, så bange. Det kunne jo næsten ikke blive bedre?

"Dér..." sagde hun med stor lettelse i stemmen, da hun lukkede sine slanke fingre rundt omkring lighteren, men da hun fiskede den ud af jakkens lomme, rystede hun så meget med hænderne at den faldt til jorden, lige som at hun havde fået den i hænderne.

Lysten slå sig selv, voksede sig større, som hun faldt ned på knæ, trak det lange blonde hår, væk fra ansigtet, og begyndte nu at lede efter den manglende lighter i mørket. Den kunne da forhelvede ikke være faldet så langt væk?! Med hænderne glidende hen over gulvet, kunne hun mærke hjertet i kroppen slog hurtigere og hurtigere, og pulsen steg som havde hun løbet flere km uafbrudt. Hun skulle bare finde den, og det skulle være nu! Overbevidst om, at hun ville falde mere til ro hvis hun havde noget lys, gjorde det ikke meget bedre. Det var lige før, at hun havde lyst til at sætte sig ned og begynde at græde, over den frygt som blev ved med at lumre i hendes bryst, som en stor tung knude, som der pressede imod lungerne, og gjorde det svært for en at trække vejret ordenligt.

Vampyren - som nok var en af de værste karaktere, hvis ikke den værste, man kunne opspore i dette område - havde, som et rovdyr der iagtager byttedyret, låst blikket fast til det og så roligt og afventende til.
Han nød synet af hvordan hendes skræk voksede som han nærmede sig, og hun febrilsk ledte sine lommer igennem. Det var næsten sødt, hvordan hun vrissede af sig selv - prøvede at overbevise sig selv om at det var hendes eget pure opspind - men hun tog fejl. Hendes sjette sans talte skam sandt. Der var noget som nærmede sig. Noget hun burde, og nok allerede frygtede. Det morede ham, og det var tydeligt at se på det tilbageholdte og langsomt synlige "små"sadistiske smil som langsomt voksede på hans læber og blev mere og mere ondskabsfuldt. Og da det stakkels pigebarn endelig havde fundet en lighter, tabte hun den da hendes hænder rystede så meget, sitrede det nærmest igennem hans krop, blot ved synet af det skrækslagende blik i hends øjne. Han stod mindre en én meter fra hende. Hun kunne enda række armen frem og røre ham.
Han betragtede hende med sit grusomme smil og nød lyden af hendes galoperende hjerte. Det hamrede afsted og pumpede adrenalinen rundt i hendes blod, og fik hendes verjtrækning til at stige.
Med et lavmældt og undertrykt grin, nærmere bare en udånding fuldt på vej af to spændinger af strubens stemmebånd, som i sidste nede udgjorde en fæl klukken. Han løftede armene og begyndte at slå hænderne imod hinanden, imiterede hendes hjertets slag. Startede regelmæssigt, og lod derefter rytmen af hendes hjerteslag stige, blive hurtigere og hurtigere til der nærmest ikke var mellemrum mellem dets utallige sammentrækninger. "Hmm..'hm.. Jeg kan næsten danse til din frygt.." lød det fra hans bløde og lidt for behagelige stemme. Han stoppede trommevirvlen og bøjede sig ned og samlede hendes lighter op. Han holdt dem op mellem den luft som skilte deres ansigter ad og tændte den. En flamme plussede op og fik liv fra gassen i lighterens indre, og oplyste den gådefulde krop han var gjort af, og så på hende med sine altopslugende øjne, som på trods af hans skæve og sadistiske smil, ikke efterlod det mindste tegn på nogen som helst følelse. Det var blot to sorte dybe huller som afslørede det altædende ondskabsfulde og kyniske mørke som gemte på hans rigtige skikkelse og det han var gjort af. Hvad hun så foran sig, var den frygtingydende fuldblodsvampyr Akumu i øjnene. Så det værste mareridt i øjnene.

Det gav et spjæt i hende, da hun hørte en lavmeldt grin, og vente hoved direkte imod vampyren. Det håb omkring, at det bare havde været hendes pure opspind, at hun kun havde skabt ham i sine tanker, var som drevet ud af kroppen, og det lille strå af håb som hun havde haft, omkring at hun bare havde bildt sig selv ind, at der havde været en anden, var blevet slukket, og i stedet gravede frygten sig længere ind, og gjorde næsten ondt i brystet.

Det var som om, at flere tusinde nåle begyndte at prikke i hendes lunger. Selvom hun var dæmon, havde hun altid frygtet vampyrer, deres evige skønhed, den måde de bevægede sig på, deres store tiltrækning.. ja hun kunne allerede mærke hvordan at Tristan kæmpede med at komme frem, det gjorde næsten ondt i hoved, at prøve at tvinge hende tilbage. Nej, hun ville bare ud, hun ville væk, hun ville ikke bides en gang til!

Hun sank lige så stille noget mundvand, mens øjnene blinkede en gang eller to. Hun kunne ikke rigtig se ham, kun silhuetten af en høj mand, men hele hans fremtoning, bare duften af ham, havde allerede sin effekt. Måske var det derfor hun hadet vampyrer så meget, det behøvede ikke være smukke og skønne, nej deres tiltrækning, deres duft var nok til at hjerne vaske så mange væsner, at de blev lokket ind i deres intime område, også var det så let som ingen ting at slå til. Lige præcis af dén grund, ville hun ikke lade Tristan overtage hendes krop, præcis fordi at Tristan den rødhåret sexgale galning elskede vampyrer.

Det var som om at alt væske havde forladt hendes mund, og efterladt en Sahara ørken i stedet. Hun vidste ikke hvad hun skulle svare, der var ingen ord, ingen tanker, som der kunne beskrive hvor skræmt hun var nu, og da en flamme pludselig oplyset hans ansigt, rykkede hun sig længere væk fra ham. Endelig fik hun dog frem gispet.
"Hvad vil du..." stemmen var tørlagt, den hviskede hæst, som havde hun ikke drukket vand i flere måneder. Hans øjne var skræmmende, men stadig, så fangende at hun ikke kunne gøre andet end at se direkte ind i dem. Den måde som de opslugte hende på, den måde de næsten fik hende til at rejse sig op, og gå hen til ham, for at kunne kigge nærmere ind i dem. Den måde, som de fik hende lyst til at række hånden ud, og lade fingre spidserne glide ned af hans hvide hud.

Hun tog sig selv i at have rakt hånden en lille smugle ud, men ende med at knytte neglene hårdt ind i håndfladens bløde hud. Hendes mælkehvide tænder, bed derfor også hårdt fat i hendes læbers kød. Hun måtte fokusere! Hun måtte finde en udvej, en måde at undgå, at dette ende galt, hvis det ikke allerede var ved at gå fuldstændig af sporet.

Han stod fortsat fremoverbøjet over hende og smilte kynisk. Hans sorte øjne hvilede på hendes ansigt. Iagtog hende med sine udtryksløse øjne, som delvist var skjult bag de sorte tynde lokker som faldt ned over hans ansigt. Lighterens flamme oplyste hans ansigt og malede dybe skygger henover hans blege hud. Et lyn slog ned et knapt så hinsides sted udenfor, hvorefter dets lys oplyste biblioteket i et kort sekundt og afslørede silhuettens former, kanter, detaljer og udseende, hvorefter han atter gled ind i mørket, og kun en lille del af ham lod sig vises fra lighterens svage flamme. Et let grin lykkedes at undslippe hans blege læber. "Hvad jeg vil dem?" Spurgte han og lagde stort overdrevet tryk på den undrende tone i hans gentagelse af hendes spørgsmål. Krumningen i mundvigen voksede, hvorefter han lænede sig ind over hende. Nærmede sig smilende, og roligt, til det kun var 30 cm der skilte deres ansigter ad. Han løftede armen og strakte den langsomt frem imod hende, lod den fortsætte forbi hendes ansigt og lukkede hans slanke klaverfinre om et af lysene i den åbne skuffe. Rettede sig op og tændte lyset. Smilede let med en svag aftoning af triumf, hvorefter han satte det i en af de store gulvlysestager. "Blot bringe lidt lys over dem og deres omgivelser" Svarede han intetsigende og fortsatte med at tænde lys og placere dem i lysestagerne. Han slap sit førhen faste tag i lighteren, så ens flamme langt om længe slukkedes. Han så sig over skulderen og fikserede atter blikket på hende. "Indtil videre.." tilføjede han lavmældt og med en behersket aftrækning i mundvigen, hvorefter han holdt hånden frem og holdt lighteren mellem to af fingrene. Afventende og roligt så han på hende med sine tålmodige og gådefulde øjne.
Uanset hvad, ville lysene brænde ud og mørket ville atter tage over. Det var sådan det var og det var sådan det måtte være. Han kunne ikke tillade at frygten åd hende op... ikke nu.. hun skulle trods alt holde hele natten.

Denne gang, tog Aiden sig ikke af lynet, nej hun brugte mere tid på at tænke over at holde hendes puls nede, hvilket ikke virkede særlig godt. Hjertet pumpede løs i hendes krop, ja det slog sikkert så hårdt og så hurtigt, at det kunne pumpe nok ilt i begge deres kroppe.

Hun tog sig ikke af, hvor ondt det i grunden gjorde at mærke neglene bore sig ind i hendes følsomme hud, men blod kom der ikke noget af, nej så skulle man jo virkelig have sylespidse negle. Hun fugtede læberne, og gispede så højere end hun lige havde tænkt sig, da hun pludselig mærkede hvordan han kom tættere på. Hun undertrykte dog et lille av, da hendes hoved ramte bordens ben, men tog sig ikke tiden til at lade hånden glide hen over det sted hvor kantet havde ramt hendes baghoved.
Hun havde dog mere travlt med at finde ud af, hvordan fanden hun skulle flygte, hvordan hun skulle komme ud af denne irriterende kattepine. Hun kunne mærke hende, hun kunne mærke Tristan som var hendes stemme i baghoved, og hendes krop lige ved at glide ind i hendes. Hun stønnede af smerte, og havde det som om alt farve fuldstændig forlod hendes krop, men hun nægtede, hun nægtede simpelthen at overgive sin krop til den sexgale idiot, hun ville ende med at få dem alle sammen dræbt på et eller andet tidspunkt.

Da han begyndte at tænde lys rejste hun sig lige så stille op, og smilede på ingen måde overbevisende til ham.
"hvor dejligt af dig..." mumlede hun hæst, stadig med en stemme, som der var så tørlagt, at man kunne undre sig over, hvorfor hun stadig kunne snakke. Hun rømmede sig en smugle, og kunne mærke hvordan hele hendes krop stivende, og det løb hende koldt ned af ryggen da ordene, indtil videre kom ud af hans læber.

Hun smilede stort til ham, og nikkede lidt, også med et.. Hun vente sig lyn hurtigt om, og løb ind blandt de mange bog reoler, på en eller anden måde, kunne hun vel komme derfra over til døren, også ud. Eller måske et vindue? Ja der måtte vel være et vindue hun kunne komme ud af!
Nu indgik jagten, jagten på hendes frihed, inden at det var for sent.

Han holdt tålmodigt og afventende hånden frem, for at aflevere lighteren tilbage. Ikke at det overraskede ham at hun, efter hans lille tilføjelse, stak af. Måske ikke det klogeste at gøre. Det var vel noget i stil med at vende ryggen til en ulv eller løve. Hvis interessen var der, men dræberinstinktet kun lå skjult i deres baghoveder og ikke var 'aktiveret', så blev det i hvert fald det når byttedyret vendte ryggen til og flygtede. Et instinktivt rus skød igennem hans krop og fik i et kort sekundt hans pupiller til at trække sig sammen, hvilket medførte at den mørkerøde farve hans iris var gjort af, blev synliggjort. Han havde næsten altid store pupiller og kun en tynd cirkel af irisen var synlig. Hans blik var fastlåst på hans 'mål', som forsvandt bag en bogreol, som førte længere ind i bibliotekets mystiske indre, bestående af meterhøje bogreoler som sammen udgjorde en hel labyrint af gange.
Akumu smilede svagt fornøjet for sig selv og proppede passende hendes lighter i lommen. Han kunne da ikke have at det stakkels pigebarn skulle løbe rundt i mørket, forvirret og bange, faret vild i en labyrint, vel? Han måtte hellere personligt selv sørge for at aflevere hendes 'dyrebare' lighter tilbage. Han lænede sig let tilbage og drog et tungt suk. Utroligt... det skulle også altid være så besværligt - ikke at det egentlig var det - men han havde skam heller intet imod en smule udfordring. Han lænede nakken tilbage, hvorefter han lagde hovedet på skrå, én gang til hver side - strakte kort nakkemusklerne - hvorefter han så mod dét punkt hvor hun forsvandt. Han satte jagten ind, ved at tage det første skridt, som derefter hurtigt blev efterfulgt af et andet. Han vandrede i et roligt tempo, som havde han heeeele natten til at... ja, udføre hvad han nu end havde i tankerne.. hvilket han jo også havde.
I virkeligheden, havde han slet ikke planlagt at gøre noget som helst ved det arme pigebarn. Han fandt det bare morsomt at lade som om, få hende til at tro det. Skabe en frygt, forinden han overhovedet havde besluttet hvad han ville med hende. Sådan var det. Han legede med sit bytte, og hvis det forblev interessant, skånede han det måske... men hvis spændingen og underholdningen forsvandt, mistede han let tålmodigheden og gjorde en ende på deres bekendtskab... om det så var på den ene... eller den anden måde.
Desværre for hende, havde hun allerede selv bestemt hvilken form for underholdning det blev denne nat. Og til hans held, var det efter hans mening den bedste hun havde valgt. Hun var heldigvis intet menneske, de var for lette - dem var der ingen underholdningsværdi i. Nu håbede han ikke at hun var så kedelig som de fleste andre. I hvert fald ikke for hendes egen skyld, tænkte han med et skadefro smil. Og ved den tanke, gik hans mørke skikkelse i ét med skyggerne som han fortsatte efter hende ind i bibliotekets gådefulde labyrint.

Det var som om alt gik i slowmotionen, hun kunne se hvordan det hele passerede hende, mens alt hun hørte var hendes hjerteslag, som slog hurtigere end det burde. En puls der dunkede i hendes blodåre, og gjorde hende helt ør i hoved. Hvad skulle hun dog gøre? Hun kunne mærke hvordan han fulgte efter hende, og sveden trådte i kræft i hendes dunkende håndflader. Hun havde lyst til at skrige at han skulle lade hende være i fred, men munden hæv kun efter vejret.

Hun var efterhånden så skræmt, at hun kunne mærke hvordan at tårerne pressede sig på, smerten i hoved var ved at være uudholdelig, hvilket til sidst gjorde at hun måtte stoppe. Gemt væk i skyggerne imellem to bogreoler, hun gispede efter vejret, mens håndryggen gled under hendes ene øje, da dråber med vand, lige så stille sneg sig ud af øjenkrogene. Hendes pupiller var ekstremt udvidet, mest af alt fordi det var så mørkt, for slet ikke at tale om hendes bange anelser for, hvad hun dog skulle gøre nu. Der var ingen vej ud, ingen vej tilbage.

Godt krøbet sammen i hjørnet, begyndte hun at vugge frem og tilbage, nu skete det snart, og hun ville ikke være i stand til at gøre noget ved det, eller sige fra, nu ville den værst tænkelig tanke ske. Nogen ville overtage hendes krop, og hun ville sidde inde i, uden at vide hvad hun skulle gøre, eller sige. Det var en forfærdelig oplevelse hver gang, og hun ville aldrig nogen sinde vende sig til når det skete.
Neglene borede sig op i hendes allerede ømme hud, mens at kroppen begyndte at ryste helt vildt. Hendes plantin blonde hår, begyndte at blive rødligt i toppen, og begyndte at krølle mere og mere. Til sidst var næsten alt hendes hår rødt, hun skreg af smerte, og kastede hele overkroppen foran, og lå til sidst helt faldt ned på gulvet.

Det var som om alle knogler brækkede, og faldt på plads igen, som om at hendes hud blev revet af, og placeret med en andens, også pludseligt, så stoppede det. Lige som det var kommet, var det også forsvundet igen.
"Det var hun fandeme længe om.." hviskede den samme stemme, som Aiden havde haft, bare langt mere selvsikkert end den forhen havde været.
Hun rejste sig smidigt op, som en kat, der lige var faldet ned fra en hylde, og uden så meget som at blinke gik videre over til et andet sted den kunne hoppe op og ligge.

Hun knækkede med nakken, og sukkede tilfredsstillende over den knagene lyd der kom, den havde hun holdt inde længe.
Når, hvor var denne vampyr henne, nu måtte det være hendes tur til at lege lidt.

Akumu - skyggen i mørket - bevægede sig stille og roligt ned ad 'gangen' som bogreolerne tilsammen havde dannet, ved at være placeret akkurat ved siden af hinanden på langs, og med hylderne vendt front og med mellemrum, til bogreolerne over for hinanden. Dette fænomen fortsatte i en nærmest endeløs fortsættelse, som til tider drejede af og blev til nye gange man kunne fortsætte ned af. Heldigvis var hendes skridt ikke svære at høre. Desuden, var han en vampyr - en fuldblodsvampyr - det ville være intet andet en skamfuldt hvis han ikke kunne forfølge et bytte som hende, et sted som dette.
Natten havde bragt -udover blodtørstige væsner som han selv- mørket med sig. Dette resulterede naturligvis, at der intet lys udstrømmede fra bibliotekets vinduer nær loftet, men at alt var henlagt i mørke. Derfor var der mange sterinlys og lanterner at finde, men næsten ingen var tændt. Biblioteket var - næsten - tomt, og ekkoerne fra de gungrende løbende skridt, de tunge åndedrag og det galloperende hjerte rejicerede ned ad labyrintens, lange forsnoede gange. Det fik det næsten til at lyde som om der var en hel hær som flygtede et eller andet sted i mørket ikke langt forude. Men Akumu's framragende nattesyn afslørede blot et omrids af hende, som hun fortsat flygtede forude og forsvandt bag endnu en hylde.
Et påbegyndende skævt smil, voksede sig skadefrodigt over hans blege læber, og fortsatte til en nærmest ubehagelig krumning i begge hans mundviger.
Han fortsatte nu lydløst hen til hjøret hun var forsvundet bag ved, lænede sig let og elegant til siden og så henover bogreolens hjørne. Hans øjne fæstnede sig straks på hende, imens hun forvandlede sig. Synet, kunne måske virke overraskende, men i grunden ikke. Hvordan skulle hun dog ellers have klaret sig i dette land?
Han betragted, ja nærmest studerede hendes forvandling, med en vis interesse. Det kunne passende være pustet til at flammen ville blusse op, og oplyse nattens underholdning.
Han drejede helt om hjørnet og lænede derefter afslappet skulderen op ad reolen, krydsede armene og så hende an "Ikke værst gjort" Sagde han en anelse pirrende, efterfuldt af et smørret smil. Nu var spørgsmålet jo bare om det blot var hårfarven og attituden der ændres., eller om hun kunne gøre det bedre end dét.

Hendes hår dansede rundt i rummet, da hun rejste sig op, næsten som flammer der livligt skinnede op i mørket.
Da hun hørte hans stemme, vente hun sig langsomt om, og var meget bevidst om, hvordan hun sensuelt førte sig frem i rummet. De runde hofter vuggede stille fra side til side, som hun gik over til ham, da de ikke stod mere end nogle få meter fra hinanden, sendte hun ham et blændende smil, hvor i blandt tænderne kunne se hvordan at de var syle spidse, det var dog først når forvandlingen til Isabel var fyldført at alle tænderne var som et dødbringende gab.

"You think?" hvislede hendes stemme, selvsikkert, mens hun kastede lidt med håret. Hun brummede lidt, og følte at rummet var alt for kedeligt og mørkt. Hun trådte lidt væk fra ham, og lagde hendes hænder fladt ud, så håndfladerne pegede op imod loftet, meget hurtigt derefter dannede der sig to ild kugler, som hun sendte ud i rummet, de svævede stille og roligt rundt omkring hende, og skabte lys. Efter at have fremmanet to mere af disse, vente hun atter sin opmærksomhed tilbage på vampyren hvis navn hun endnu ikke kendte til.

Med nogle hurtige skridt, havde hun totalt brudt intimsfæren, og smilede kækt til ham, mens hun lod en finger glide lige så stille ned af hans kæbeben. Der var noget over ham, noget tiltrækkende, som hun ikke havde set i andre vampyrer. Måske var det fordi at han var så kold, han var lige som de gamle vampyrer hun kendte til, ikke som disse pussys som man efterhånden mødte rundt omkring. Dem som der fandt sig selv koner, og sagde de elskede dem, begyndte at føle. Hun vrængede næse af den tanke, og kunne næsten mærke væmmelsen sprede sig i halsen, over hvor klamme vampyrer efterhånden var blevet, der var ikke særlig mange tilbage, som var virkelig opførte sig, som en vampyr skulle opfører sig.

Hun lod en krummet finger, puffe til hans hage, og grinede kort.
"Your quite pretty hmm? Du har stadig ikke fortalt hvad det er du vil.. sådan hvad du rigtig vil" stemmen var stadig den samme hvislen, mens at ildkuglerne flød bag hendes hoved, og gjorde at hendes røde hår lyset endnu mere op end hvad det havde gjort i mørket.
Et charmerende smil bredte sig hen over hendes læber, mens hun trådte væk fra ham igen, hun satte sin ene albue ned i hendes andens arm håndflade, for så at støtte hagen i håndfladen som der pegede op imod loftet, og betragtede ham lige så stille.

Hun ville ikke have noget imod, at rive tøjet af ham lige nu. Smilet blev en anelse mere grumt, mens hun bare stod der og betragtede ham.

Forvandlingen var fuldendt, og den tidligere næsten forsvarsløse lille pige var forsvundet, og frem trådte hun – forvandlet til kvinde. Hans blik betragtede hver eneste kurve af hendes krop og iagttog hver eneste afbøjning af den nærmest perfektformede krop gjorde som hun langsomt nærmede sig. Hun udstrålede en dyb sensualitet som ethvert hankøn ikke ville være i stand til at modstå, bortset fra de mættede, eller dem som anede utanke – hvilket nok var det sidste som ville gå op for dem, inden det var for sent.
Hendes liflige og søde duft kom ham i møde, som hun stoppede kun få meter fra ham og fastlåste sit svagt skjulte, men stadig hungrende blik på ham. De forførende øjne gled tydeligvis op og ned ad hans skikkelse, forsvandt i ny og næ bag de lange mørke øjenvipper. Hun sendte hm et bredt smil, gjorde ham opmærksom på at hans tidligere bemærkning var blevet registrerede, hvorefter hun fremmanede to ildkugler til at oplyse omgivelserne. Ildens varme levende flammer malede mørke og dybe skygger over dem. Akumus – i forvejen mørke og ildevarslende udseende – blev blot mere dystert af de lange skygger over hans ansigt, og henlagde hans øjne i mørke under de sorte lokker hår som påpasseligt hang nedover hans lyse ansigt. Jo vist var han dyster – fik byttedyrets krop til at opleve vandfald af kuldegysninger, når han ville have det – men ellers var det næsten blændende at han måtte være vampyr, og næsten for afslørende at han var fuldblod. Hans perfekte krop og umådelig smukke udseende, var endnu en fordel som rovdyr, da det gjorde ham så tiltrækkende at han til tider fremstod som uimodståelig. Den lyse hud som næsten skinnede snehvid imod hans ravnesorte hår. De glinsende, ja næsten glødende og uendelig dybe øjne – alt sammen næsten for afslørende, men det var blot den skal han var gjort af, for inden under den underskønne hud og det lidenskabelige udseende, hvilede et af de mørkeste og mest ondskabsfulde, kyniske og i hans tilfælde fuldkommen og helt igennem sadistiske væsner.
Han fortrak ikke en mine som hun trådte nærmere og sendte ham et kækt og alt for sigende smil. Lod sin finger glide over hans kolde kæbeben. Han hævede svagt og næsten usynligt det ene øjenbryn og så hende an. Længe siden nogen selv havde taget udfordringen op, selv efter han havde vist sig så ildevarslende som nu, men ak… Hende her, var også anderledes. De eneste som efterhånden turde lægge sig ud med ham på denne måde – udfordre og lokke ham – var andre vampyrer og djævle. Det var længe siden han havde smagt et stykke dæmon… i hvert fald et som ikke allerede var fordærvet og ikke lignede sit væsen, men hende… hun virkede ren… væmmelig, kold, skælmsk og… dæmonisk. Det lød alt sammen meget iørefaldende, men der skulle mere til at vække særlig interesse i Akumu.
Han drejede let hovedet og lagde det ganske lidt på skrå, som hun puffede til hans hage og så ham an. Han lyttede til hendes bløde og lokkende stemme, som hun tiltalte ham. Han fnøs let ad hende, men dog ikke med en hånende undertone, nærmere præget af morskab. ”Pretty you say? Ha’!” han så ned på hende og blottede akkurat spidserne af hans hjørnetænder i et ulæseligt og temmelig sadistisk smil. ”little girls, like you until two seconds ago – are pretty” forklarede han med sin bløde og normalt hypnotiserende stemme, fyldte omgivelserne og snoede sig legesygt om hende. Han besluttede at en præsentation var på sin plads og rettede sig atter op så hans ryg var rank som den plejede. ”Jeg, mit kære uvidende pigebarn, er dit værste mareridt.. ” han lod tonen synke en anelse ned i et mere dystert toneleje som han afslørede hans identitet som med tiden var blevet givet ham. Det altid indestængte sadistiske smil afspejlede sig ganske svagt i de altopslugende øjne som kun afslørede liv ved den glød der tændtes i dem når han smilede… og Akumu, smilede aldrig som andre kendte det. Det var nærmere en advarsel til hvad der hvilede bag den fornemme og smukke facade.
”Men under normale omstændigheder; Akumu” Sagde han og lod sit smil tone ud, og efterlod sit ansigt lagt i gådefulde og udtryksløse folder. ”Og de?” Spurgte han og lod sine øjne, som var skjult i skyggerne, hvile på hende.
Han løftede sin hånd. Lod først de iskolde, elegante fingre fjerne en af hendes smukke lokker hår fra hendes ansigt, hvorefter han lod fingerspidserne danse nedover hendes kind, kæbe og ned på halsen, hvor han stoppede bevægelsen. Hans øjne var fæstnet på hendes ansigt, som han intenst og analyserende betragtede.
Han fortsatte, og nu var det kun hans pegefinger som rørte hendes hud. Langsomt bukkede han fingeren, så det var hans negl som pressede ned imod hendes bløde hud. Han kørte den blidt, men hårdt nok til at hun kunne mærke hvor skarp den var, vandret og skråt ned over hendes hals, som ville han have gjort det, hvis han ville have haft et vandfald af de væsker hendes krop nu bestod af, til at vælte ud over ham. Han lod ’kloen’ fortsætte ned ad hendes hals og ned på hendes bryst i sit langsomme tempo. Langsomt ændrede stemningen og bagtanken sig og den tidligere så tydelige intention af hans var nu plettet og flerformet. Det lod sig mærkes, som fingeren rundede hendes ene barm, og gled ned over hendes mave, og til sidst slap hende helt.
Han sendte hende et smigrende og dog foruroligende smil som hun trådte væk fra ham. ”Vil de virkelig ødelægge overraskelsen?” Spurgte han, som svar til hendes spørgsmål. Til gengæld tvivlede han ikke så meget over hendes intentioner…
Natten var stadig ung, og de havde masser af tid endnu til at ombestemme sig.