Ahh... Natmad... -Kira

Naten skulle være mørkt. Kold og nådesløs. Istedet var den lun og oplyst af stjerner. Ethan bandede nogle ting, som ikke er pæne at gentage over folk under atten.
Han gik med hænderne dybt begravet i sine lommer. Udover vejret, som irritations motemt, og at han var sulten som en gammel bjørn, havde hun været indespærret i en kælder hele dagen. Intet hjalp synderligt på hans dårlige humør. Han havde heller ikke skiftet tøj. Ikke fordi der var brug for det, men alligevel.
Han var klædt i en grå og hvid hættetrøje, med en læderjakke trukket udenover, et par løse jeans og almindelige løbesko.
Med lange, faste skridt vandrede han byen tynd i sin søgen på aftensmad. Ingen unge var åbenbart ude på denne tid af dagen... natten... og det undrede ham. Der var næsten altid nogen.
Endnu en halv time gik, men så var der også bid. Et smil kryppede sig frem på hans læber. Pigen så desværre stangstiv ud, men når du ikke havde spist i en hel dag, kan du gøre det meste.
Det krævede ikke meget overtalelse fra Ethans side. Hans smukke ydre og charmerende smil gjorde arbejdet for ham.
Pigen var lyshåret og havde meget make-up på. Men det fik hende til at se mere køn ud, den ros skulle hun da ha'.
Hun så aldrig, hvad der ramte hende. Det ene øjeblik snakkede hun om noget meget dumt, det næste var hun blevet ind i en lille gyde og blev presset mod muren.
Ethan slikkede lidt på halsen og satte så tænderne i den bløde hud. Varmt, dejligt blod gled ind hans mund og han sank grådigt.
PIgen stønnede; om det var lyst eller smerte anede han ikke og det ravede han egentlig også en høstblomst. Det irriterede ham lidt at alkoholen kunne smages, så tydelig i hendes blod, men på den anden side, på hvilken nat kan du fange teenagere uden alkohol i blodet? Næsten ingen; alt var bedre i gamle dage. Eller i hvertfald for 10-20 år siden.
Ethan ville glæde vende tilbage til den tid.
Nu var blevet stille nu opdagede han. Det bankende hjerte slog også langsommere. Pigen sukkede ud og gav slip på livet. Nedtrykt og ked af, at aftensmaden var slut, log Ethan kroppen falde til jorden med et bump.
Han lod tungen glide over sin læbe og hugtænder. Livet var godt som vampyr.

Hun gik hurtigt ned af gaderne mens hendes blik var rettet fremad. De så ikke rigtig noget end vejen foran hende som passerede hurtigt forbi hende mens hun næsten trampede af sted i sit rene had til den irriterende dæmon. Hvad bilte han sig dog ind! At tro at han var stærkere end hende?! Ha! Som om det nogle sinde ville ske! Det lange platinhvide hår flagrede efter den unge kvinde mens hun passerede ned igennem en masse gyder der lå som en labyrint foran hende, men hun var næsten sikker på hvor hun skulle tage hen, ellers skete der vel ikke så meget, natten var jo ung så mon ikke det nok skulle gå? Hendes kraftige læderstøvler gav ikke meget lyd fra sig, frakken hun bar, der næsten gik ned til jorden dækkede for en hvid løs skorte og en mørk nederdel.
Kira stoppede brat op da lugten af blod ramte hendes følsomme næse der hurtigt opfangede lugten af en anden vampyr. Hun rynkede let bryne, og satte farten ned, mens hun stille listede frem mod den fremmed vampyr der sikkert ville vendte på hende. Hun trådte ud fra skyggerne og kiggede mod en flot vampyr der stod ved siden af et lig fra en blondine der sikkert var tømt for blod.
Kira kiggede lidt på kroppen og derefter manden, før hun kort sukkede og kiggede intenst på manden. "godaften." Vrissede hun kort, før hun trampede videre ned af gyden. Det var kun af ren høflighed hun havde valgt at hilse på vampyren, for egenligt var hun ligeglad med hvad han var for en gut, han kunne skride ad helveds til, han kunne dø for øjne af hende, og hun ville ikke sige et pip.

Ethan tørrede sig om sig om munden med baghånden. Vinden blæste lidt førte lugten af en vampyr med sig. Et lille smil bredte sig sig langsomt på hans læber. Denne natten kunne blive sjov. Han nåede lige at dreje rundt, da vampyren, en pige, dukkede op. Blondinen værdige kun den livløse krop en enkelt, kort blik og gav så Ethan elevator blikket. Hendes blik var intenst. Så han blev overrasket, da hendes læber skiltes sig i en hvissen; "Godaften" sagde hun kort for hovedet. Dernæst drejede hun om hjørnet og overlod Ethan alene i den mørke gyde.
Det tog ham under et sekund at beslutte at følge efter. Han smilede større nu, opdagede han. Den blege, sorthårede vampyr gav den døde pige, et nik og sagde noget man kunne tyde 'som for blodet'.
Så løb han efter den kvindelige vampyr, so havde været så uhøflig at vrisse af ham.
Han tsk'ede. Høflig er en dyd, men derfor kan man godt være det en gang i mellem. Hvis hun syntes at hun selv havde været høflig, ved at vrisse 'godaften' skulle han nok genopdrage hende.
Ethan indhentede hende hurtigt, kom op på hendes side. Han smilede et berømte skæve smil "Godaften" sagde han med påtaget venlighed. En vind slog ind mod deres ansiger, den var koldere end for to minutter siden. *Godt* tænkte Ethan. *Men gid det ville blive koldere endnu* Dog håbede han ikke på for meget. At være skuffet var ikke noget, han børd sig videre om.