The awakening of a monster (Autumn).

Sted: Under den største katakomber, i en af de lange, underjordiske tunneller.
Vejr: Det tordner og brager som bare pokker med en tilhørende kraftig regn.
Tid: Det er efterhånden ved at være rigtig sent, klokken er cirka halv to.
Dato: Den otteogtyvende september, 2011.

Et fredeligt, taktfast åndedræt kunne nemt høres, i den stille jordtunnel, der for flere hundrede år siden, var blevet gravet, under den mindst så gamle, marmorkatakomber. En tårnhøj skikkelse, på omtrent to meter - der skønt vedkommendes højde formåede at have en rank, sofistikeret holdning - lænede sig ned imod et langt mindre væsen, efter han havde placeret en bukket, isnende pegefinger under hunkønsvæsnets hage, og kunne på den måde løfte hendes hoved en smule opad, så djævlens blev vendt op mod ham selv.
"Uvidne, dumme tøs". Hans følelseskolde stemme rungede, og blev kastet frem og tilbage mellem de to vægge som et ekko, gav genlyd, indtil det til sidst forsvandt helt, og der atter blev fuldstændig lyddødt. Den voksne vampyr trak fingeren til sig igen, og slog et par klik med tungen, imens han rystede et par gange på hovedet, sendte hende påfølgende et diskret, ulæseligt smil. Det kridhvide ansigt blev oplyst af en væglysestage, syntes nærmest at have et blåligt skær, og gjorde ham, om muligt, endnu mere uhyggelig at se på. De sorte øjenbryn, der gik i en opadgående, lige vinkel, hævede sig en kende, hvorefter han knejsede med nakken og lod hurtigt sit døde blik skøjte ned langs hendes krop, studerede hende i tavshed og valgte til sidst at fiksere de elektriskeblå øjne på pigens ansigt.
"Det er mig en gåde, at det aldrig har faldet dig ind, at du ikke er et almindeligt menneske", sagde han, sendte hende endnu et vurderende blik, og trådte et lille skridt bagud, så afstanden imellem dem blev reduceret. Næsten som havde han haft skøjter på, gled han om bag hende, i en adræt bevægelse, og kuplede begge hænder om hendes skuldre, måtte endnu en gang bukke sig ned. "Du er et af de mest frygtede væsner, der nogensinde har betrådt den her jord; men du går blot rundt, uden bekymringer, og fatter ikke en bjælde, du tror bare, at du er præcis som alle andre". Han klemte lidt hårdere rundt om skuldrene, og så ned på hende med et djævelsk glimt i øjet, hvornæst han atter slappede en anelse mere af i sine hænder. "Har jeg ret?"
Zoltán bevægede sig væk fra hende igen, for kun kort efter at stille sig ret op af hende, front mod front, med ikke meget mere end et par centimeters mellemrum. "Sikke en skændsel du er, for din race, og alle andre højerestående væsner. Vi er ikke til for at blive sammenlignet med mennesker, eller leve som dem. Vi blev ikke skabt til det. Vi er hundrede gange mere udviklede, end de ynkelige, små mider". Et fnys lød fra ham, men et smil tegnede sig dog hurtigt efter på hans læber, der var mindst lige så sygeligt blege, som resten af hans krop. Derpå vendte han sig i en ruf en halv omgang, således at han nu stod med ryggen til hende, drejede hovedet, så han kunne se sig over skulderen, og skæve hen til djævlen. "Sølle". Vampyren lavede for anden gang den taktfaste kliklyd, ved at slå tungen mod ganen gentagende gange.
Med ét drejede han om igen, og rettede sin rygsøjle helt op, havde fortsat blikket fokuseret på hende. "Du er stort set nytteløs. Det ville ikke en gang gøre forskel for Helvedes andre børn (andre djævle), hvis jeg gjorde det af med dig". Hans øjne blev forvandlet til to små sprækker, da han kneb dem sammen, og hev op i mundvigene, tilsendte hende et svagt, grumt smil. "Eller også, kunne du gøre Nattens børn og jeg selskab, hm? Det er faktisk også længe siden, jeg har indtaget plasma". Han slikkede sig sultent om munden, med et drilagtigt glimt i de blå øjne, der i denne belysning næsten så helt selvlysende ud.
"Hvad med at få pulsen lidt op, først?" Zoltán skelede i en rum tid mod hendes hals, inden han med den ene hånd tog fat i den matte, sorte kappe, som han havde hængende over sine skuldre, med hætten slået ned, og blottede det frygtindgydende tandsæt i et smil. "Intet som en omgang katten efter musen, ikke kan klare", sagde han legesygt og undertrykte et grin, løftede armen op over ansigt - hvis hånd stadigvæk holdt om et stykke af kappens stof - så kun hans øjne og hår var til at se, hvorpå hans skikkelse pludseligt syntes at begynde at krakelere end smule, og det næste øjeblik var han ikke til at se, nogle som helst steder, var forsvundet ud i den blå luft.
"Lille mus kom op af hullet, kom og leg tagfat - har du ikke lyst til at lege med den lille kat?"

Hun forstod endnu hvorfor hun var blevet trukket her ned. Længere ned under jorden end de døde lå begravet. Hun kunne allerede mærke hvordan at luften var svær at få fat på. Eller hvor tung den var i disse tunneler. Hun var jo ikke vant til at omgås disse steder. Og hun havde ikke haft de mindste tanker om faktisk at gøre det. Det var sådan nogle steder der kunne få hendes hjerte til at banke hurtigere af paranoide følelser. Eller var det kun nu? Igen talte denne person foran hende. Hun havde ikke kunne lytte sig væk fra ham. Havde ikke kunne få sine ben til at bevæge sig. Som lagde hun alle sine kræfter i netop ikke at lade ham se hendes tårer. Også selv om at de pressede hårdt på forblev de hvor de var. Blev ikke engang vist i hendes smukke blå øjne der endnu blot stirrede på ham. Vampyren. Ham der blev ved og ved med at påstå hun ikke var det mindste menneskelig. At hun tilhørte en hel anden race. Det var bare en ting hun havde problemer med at tro på. Hun ville ikke tro på det.
”Hold din kæft!! Jeg er som alle andre!!” Endelig livede hun op igen. Hun fik ordene på gled og fik dem ud med et pres hun ønskede. Hendes hænder var knyttede og hendes vejrtrækninger var tydeligvise mere aggressive. Det var her hun opdagede han ikke befandt sig foran hende. Men bag hende. Hans kolde hånd havde lagt sig på hendes skuldre og hun følte hvordan at grebet blev strammet. Hun åbnede sin mund lidt op som et lydløst skrig men det stoppede igen da han også selv slappede mere af. Igen talte han. Hans stemme hvislede sig gennem hende og kørte ned som isnende vand med langs hendes ryg. En klump blev sunket inden hun igen fik talegaven il at virke. ”Jeg vil jo bare være som andre..” mumlede hun svagt mens hun mere eller mindre havde lagt sit blik ned på gulvet. Få af de småsten der lå på jorden faldt nu igen til jorden efter hendes hysteriske udbrud. Det var en ting hun ikke havde lagt mærke til før i tiden men nu var det som om at den klirrende lyd var forstærket. Dog lod hun endnu som om hun intet kendte til. Og som hun havde forventet var han nu foran hende. Hun havde kendt hans lille leg med hende fra første øjekast. Den med at forvirrer ofret. Men stadig kunne hun ikke lade være med igen at stivne ved hans ord. Hendes øjne blev spærret op og man kunne nu igen se en frygt komme frem i hendes beskidte ansigt. Jordstøvet var blevet siddende fra den tur hen over gulvet. Og det var selvfølgelig ikke kun hendes ansigt men også hendes tøj og hænder. Håret var endnu lettere vådt og var allerede begyndt at krølle. Forbandede regn.
Autumn kunne ikke få nogle ord ud denne gang. Han skræmte hende. Han fik hende til at føle sig utilpas. Virkelig som en mus i en blindgyde. Og det næste øjeblik følte hun et svagt pust omkring sig og hun kunne ikke mærke hans tilværelse som andet end en fornemmelse over alt. Det fik hende til at se op. Han var væk. Han havde ikke joket om at lege. Eller lege. Hun drejede sig hurtigt om for at se sig bag sig. Heller ikke der. Var ikke engang tæt på. Hun kunne intet andet se end den lange gang med andre gange sat til. Og de blålige lys der oplyste hele stedet. Hendes vejrtrækninger blev igen hurtigere som hun søgte efter hjælp til at komme ud. Komme væk. Eller bare forhindrer denne mand i at få fingrende i hende. Ingen ting. Og en lyst til bare at løbe voksede med det samme. Var det ham? Eller hendes instinkt. Hurtigere end hun selv tænkte over det havde hun en form for sten i sin hånd som blev kastet mod lampen på væggen hvor i der med det samme blev mørkere omkring hende. Støv omgav hende og et kort øjeblik hvor hun hostede blev holdt inden hun pludselig fik sat den ene fod foran den anden og var lidt efter i løb. Hun havde ikke løbet sådan før man alligevel føltes det ikke som noget ukendt. Som havde hun virkelig bare løbet væk fra sine problemer hele sit liv. Tankerne svømmede rundt og hun opdagede ikke engang hvordan hendes ikke fastsiddende sko faldt af hendes fødder end for en. Og som hun passerede en anden lampe var det som om den blot sprang i luften. Et forskrækket skrig kom fra hende. Troede vel det var hans værk selvom det blot havde været hendes lille tankestrøm der havde fået den lille sten sendt af sted.
Der gik ikke længe inden hun bare drejede ind af den første gang hun kom forbi og løb lidt videre inden hun stoppede. Som om hun mente hun nu var i sikkerhed. Men han var jo overalt. Hun var noget forpustet. Ikke over motionen men grunden til den. Endnu et hoste anfald ramte hende som hun også nemt kom over sig. Holdt sin af en vane bare sin hånd for munden. Her var for snævert og for støvet.

En kuldegys-givende latter brød den døde stilhed, der herskede hernede under jorden i den store katakombers talrige gange. I det øjeblik hans grins efterfølgende ekkoer klingede ud blev der atter fuldstændigt stille igen, som blev der lagt et kæmpe stort, lydtæt låg over alle samtlige tunneller. Temperaturen syntes pludseligt at falde markant, hvorpå en isnende brise hvirvlede afsted igennem gangene, som et hurtigt vindstød, men der var ingen åbne døre ned til katakomberen. Det kom altså ikke oppe fra.
En sær, lav piben blandede sig med tavsheden og ikke længe efter lettede en hel flok dystreudseendet dyr fra loftet, larmede forfærdeligt og fløj afsted, lige henover hovedet på djævleynglen, og videre ned af tunnellen, indtil de forsvandt forenden af den, i det kulsorte mørke. Flagermus. Uhyggelige små bæster, der afskyede sollys og som ofte blev forbundet med vampyrer, netop på grund af deres grumme udseende og ikke mindst de spidse hjørnetænder.
"Booh!" Ud af ingen ting stod den samme skikkelse fra før bag sit udvalgte offer, med et fast greb om begge hendes skuldre og skudtrygget, fordi han havde bøjet sig forover, så han var på omtrent samme højde som hende, men forsvandt lige så, lige så hurtigt som han var kommet, igen. Endnu et gruopvækkende grin, der med sikkerhed kunne få alle hår på kroppen til at rejse sig, kvalte stilheden, var med til at skabe en særdeles ubehagelig atmosfære, præcis ligesom klimakset i en gyserfilm. En lidt for uhyggelig gyser.
Zoltán smilede fornøjeligt for sig selv, lod et godt stykke tid gå, hvor han stod helt stille, som en statue, med lydløst åndedræt og presset helt op af en væg. Normalt foretræk han engle eller mennesker, men han kunne sagtens tage sig til gode med en djævel, det var et udmærket bytte og som om der ikke allerede var nok af dem. Satans børn, opstået i Helvedes flammer. De hørte overhovedet ikke til heroppe på overfladen, de burde holdes spærret inde, langt nede under jorden, endnu længere nede end den her katakomber, tusindvis af kilometer endnu.

Idet hun igen kunne mærke hans kolde ånde tøvede hun ikke det mindste med at skille hendes læber ad og udsendte derefter et skarpende skrig af forskrækkelse. Og nok også lidt af den smerte han fik påført hendes skuldre. ”Stooooooooooooooop!” Hendes hænder blev med det samme løftet op for at holde sig for ørene da hun igen kunne føle sig fri fra hans greb. Hendes knæ gav efter og hun endte på hug. Helt foldet sammen. Som om hun troede at jo mindre hun var jo mere tryg var hun. Hun fik igen stoppet skriget og hendes åndedragt var paniske. Hurtige og tydelige. Hendes nogenlunde varme ånde blev omdannet til en tåget dis på grund af den pludselige kulde der nu omkredsede hende. I starten frøs hun ikke men hendes krop begyndte at reagere ved at først sitre kraftigt og så ryste. Hun flyttede sine hænder væk fra hendes øre og lagde i stedet sine arme omkring sig. Som man plejede at gøre for at holde varmen. Gned sine overvarme og valgte bare at stirre ned i jorden lidt foran hende. Hun kunne ikke lide dette. Bestemt ikke. Hun havde følelsen at være i en forfærdelig situation som hun umuligt ville kunne komme ud af igen bare sådan.
Autumn satte så uroligt sine tænder ned i sin buttede underlæbe og begyndte svagt at vugge sig selv frem og tilbage for at berolige sig selv. Hvilket blot var umuligt i øjeblikket. Hun havde det dårligt. Kvalme, svimmelhed og den indelukkede atmosfære begyndte at give hende lidt hovedpine. Eller også var det hendes eget skrig om at han skulle stoppe, der havde ryget gennem tunnelerne. Kunne også være lige meget nu. Hun spærrede sine øjne lidt op da hendes blå øjne opfangede en eller anden lille sten foran hende pludselig syntes at bevæge sig. Den løftede sig. Mere nåede hun ikke at se inden hun hårdt klemte sine øjne sammen igen og svang hurtigt sine arme omkring sine ben. Stadig siddende på hug. Fin balance. Hun hørte lyden af knust glas og den lampe der havde oplyst området omkring hende gik ud. Fik hende bare til at folde sig mere sammen. ”Stop…stop…stop..” mumlede hun svagt for sig selv mens hun igen begyndte at vugge sig selv frem og tilbage. Dette var ikke nogen gyser film. Det var meget værre end endda en horror film. ”Lad mig nu bare være!!!!” udbrød hun så. Hun kunne sagtens fornemme hans tilværelse. Og hun vidste han blot stod og morede sig over hendes ynkelige udgangspunkter af en opførsel. Hun så igen ned, efter at have set op inder udbruddet. Lod med vilje sit lange hår falde ned og skygge for hendes ansigt. Tårerne pressede på men det forblev forseglet som en blank hinde i hendes øjne. Trillede endnu ikke ned af hendes let beskidte kinder. Han skulle ikke se hende græde. Hun ville ikke mærke hvor ubehageligt det var for hende at græde. Sådan havde hun altid haft det. På en eller anden måde. Uforklarlig.