Biting not allowed! ~Emery::privat~

Mørket og tågen gjorde byen mere dyster end de andre dage, hvor der bare plejede at være mørkt, men i nat var der også tåget. Mange mennesker var der hjemme eller så var de i byen på diverse diskoteker og værtshuse der lagde rundt omkring i byen. Der var ikke et eneste væsen at se i gaderne som gik alene, hvilket nok også var klogest på denne fuldmåne nat, når der var varulve ude på denne tid, men der var jo lige de mennesker der ikke troede på det, så som den unge kvinde der var på vej over i parken for at blive fri for larmen i gaderne af fulde mennesker der råbte og skreg, skrig fra kvinder der blev voldtaget, bidt eller lemlæstet til døde, men hun frygtede det ikke selv. Hun gik med selvsikre skridt over mod parken, mens hun sang som hun plejede, hvilket frembragte en ufattelig masse opmærksomhed, fordi folk mente hun sang fantastisk. Da hun nåede ind i parken, var det som om at tågen var uigennemtrængelig tyk, hun kunne med nød og næppe se 2 meter frem for hende, hvilket gjorde hende lettere bange, men ikke så man kunne se det på hende. Hun gik stille indtil hun fik øje på en bænk, hvor hun gik over og satte sig og nød stilheden omkring hende, men det var som om der var nogle der overvågede hende, men hun kunne jo ikke se om det rent faktisk passede, men det ville tiden jo sikkert vise når det kom der til

Aftenen passede fint. Det var det helt rigtige vejr at tage på jagt i. Det ville nogen i hvert fald mene. En af disse personer var den unge vampyr, der havde indtaget et af de høje og gamle træer i parken. Tidligere på aftenen, eller natten, havde han netop taget brug af den skyggefulde og tågede nat. At snige sig uset rundt var ikke et problem, det havde han været god til i meget lang tid.
Endnu en ting han var god til var at dræbe. Han havde valgt et offer og med et par hurtige bevægelser havde han taget fat rundt om nakken på en kvinde og havde hevet hende ind i en af de gyder, hvor der ikke var andre vampyrer der spiste eller kvinder der blev voldtaget, og spiste sin aftensmad i ro og mag.
Nu sad han roligt her i et træ og kiggede på den fulde måne. Månen.
Den betød to ting. Ét at det var nat - vampyrernes rige, to at varulvene var ude. Det sidste hadede han. Han hadede varulve, kunne ikke fordrage dem. De var skidt. Skidt i al sin tåbelige, pelsede dumhed. Han foragtede dem. Hans øjne lukkede for en stund. Han lukkede verden ude. Eller noget af den. Han lukkede øjnene for verden, det var sikkert, men hans øre var, som, på stilke. De opfangede hver en lyd.
En hund gøede nogle blokke derfra. En kat kom med et jamrende hvin - det var sikkert katten hunde gøede af, da lydene nu kom i samme retning. Der var den sædvanlige trafik larm fra de biler der nu opholdt sig på gaden denne nat. Bil larmen var akkompagneret af larmen var folkemængden - over halvdelen af dem han kunne høre, var det tydeligt at de var fulde, meget.
Vampyren i træet rystede på hovedet af menneskehedens tåbelighed.

Hun havde ikke opdaget denne vampyr der sad oppe i træet, da det var umuligt at se noget som helst, hvilket gjorde hende utryg, da hun vidste at varulvene var ude på denne tid og når hun opdagede en af dem, var det helt sikkert for sent. Hun havde det som om der var nogle der så på hende fra et sted ude i den tykke tåge, men problemet var jo at hun ikke vidste om det var sandt, hun så sig over skulderen og fnøs kort " Hvis det er du ønsker at tage mit liv.. Så gør det i stedet for at tøve" sagde hun kort og forventede egentlig ikke noget svar, men nærmest at der var en der overfaldt hende, men hvorfor? Hun havde lovet en af sine venner at hun ville kunne overleve at sidde i parken om natten, uden så meget som at få et bidemærke fra en vampyr eller et mærke fra en varulv